Hele tre ting

 Hver uge består af tre arbejdsdage. Denne uge bestod af tre kursusdage, hvor jeg var tovholder alle tre dage. Det var hårdere end jeg havde regnet med. To af kurserne er jeg vant til at afvikle, et kursus var nyt. Vi afviklede kursus for vores sommerferievikarer i håb om at give dem en grundform at bygge på og samtidig få gjort klart, hvad forventer vi og hvad mener vi er opgaver for de fastansatte kolleger. Fordi vi er en specialist afdeling, er det ikke alt, at vikarer kan gøre. 

Det blev tre gode dage. Og min kollega, som er norsk, fortalte at den norske video, jeg viste i forrige indlæg, har fået en efterfølger, som handler om stroke. 1 minut og 43 sekunder varer den, det kan du vist godt nå at se :-)

Det blev også ugen, hvor jeg arbejdede 24 timer lig 3 vagter i løbet af 32 timer. Først 8 timers kursus, så 8 timers aftenvagt,  hjem i seng og næste morgen 8 timers kursus. Jeg skulle  være ansvarshavende og det er meget længe siden jeg har prøvet det. Jeg vil hellere passe patienterne eller være trombolysevagt.

Hele aftenholdet bestod af unge, dygtige  kolleger, som havde været her maks 1 år plus 2 sygeplejestuderende som vikarer. Det gik faktisk rigtig godt, vi havde travlt men ikke på den hæsblæsende kaotiske måde, som de sidste mange dage havde været. Jeg havde nok at se til, men der hvor jeg måtte bruge en livline og ringe til en ven, handlede ikke om patienterne, men om ITsystemet, hvor vi udskriver, overflytter og tager mod. 

Aldrig før er jeg blevet kaldt sej så mange gange i løbet af et døgn af mine kolleger. De er ikke vant til, at jeg går i en ansvarshavende vagt, selv om jeg gennem rigtig mange år har haft de vagter. Så tre vagter på 32 timer = sej sygeplejerske :-)

jeg fik en lille pause udenfor inden aftenvagten

Hjemme fryder jeg mig over mine små buketter rundt i huset. Jeg gad godt, men er ikke en, der sørger for buketter indendørs.  Men i sidste uge købte jeg tre buketter, en med gerbera,  en med allium og en med vinget hingebæger. Er du nu blevet blomsterekspert, Lene? Overhovedet ikke, men Ellen anbefalede google lens, så den kunne jeg finde blomsterne med.

Hele tre vaser blev fyldt med de tre blomsterarter og så blev der endda til en lille vase udover disse. De har holdt godt, så det bliver ikke sidste gang, at jeg kaster mig ud i det.

Datteren ville gerne til havet og bade en dag, så vi kørte sammen derop, vi andre to nød vejret og solen, mens hun badede. Bagefter inviterede vi hende på aftensmad på Futten. Et af de spisesteder, der har været i Blokhus både efter og før vi fik sommerhus deroppe. Ellers er der mange, der har skiftet navn undervejs.

Vi var tre på stranden og ved bordet, men der var dog mange flere på stranden end bare os tre.

Jeg er ikke god til denne varme, så det er ikke mig, der ligger udenfor i solen. Jeg er glad for vores små vinduer i stuehuset, som kombineret med træerne på vestsiden sørger for at der ikke kommer megen varme til stuen. Dagens dont har bestået i at vande blomster, vaske tøj og slappe af. 

Hele tre ting. God weekend til dig.

Junis gavmildheder

 Der er tørt, også for tørt, men det kan jeg ikke gøre noget ved, så jeg nyder i stedet for gavmildhederne.

Tørvejr betyder, at jeg kan gå tur, når det passer mig og ikke i forhold til vejrudsigten. Solbrillerne er med, for med alderen er mine øjne blevet sarte og meget sensible for lyset. Jeg forsøger at komme ud at gå hver dag, det lykkes ikke altid, især ikke på arbejdsdagene. Der er jeg ofte for træt til at komme ud efter aftensmaden.

Haven er smukkest lige nu, hvor rododendronhækken blomstrer. Vi har ikke blomsterbed med masser af stauder og sommerblomster, så det er nu, at jeg skal sætte rododendrongrene i vaser og nyde det. Og det gør jeg.

Forrige weekend bar præg af sygdom og kost til sarte maver, så vi fik risengrød og dagen efter risklatter. Jeg elsker risklatter, ligesom jeg elsker pandekager. De gør mig glad.

Den weekend, vi lige er kommet ud af, bød på amatørteater i Aabybro. Datteren har af gode grunde ikke kunnet være med i år, men da vi har huset kulisser, mens de blev malet og repareret, og landmanden har hjulpet med at få dem ind til byen, så fik vi to billetter til fredag aften.  Det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg kunne nærmest synge med på alle sangene fra Folk og Røvere i Kardemommeby. De gjorde det godt både store og små, og jeg håber de lykkes med at finde sig et nyt sted at være og øve, så vi kan nyde mange flere teaterstykker fra dem.

Bogen blev læst flittigt hjemme i min barndom, både som højtlæsning og senere selvlæsning. Min mor lærte os alle sangene og vi må også have haft pladen med sangene, for jeg kunne genkende små replikker omkring sangene. Den gang var der ikke så meget børnefjernsyn som i dag, så vi samledes i stuen, når min mor satte sig ved klaveret, også selv om jeg var 12 år ældre end min yngste søster. Senere overtog vi selv musikken, da vi begyndte at spille guitar. Og vi har hygget os med fællessange mange gange. 

Lørdag aften var vi inviteret til svogers fødselsdag, hvor vi nød det gode vejr fra terrassen og udsigten fra den bliver jeg aldrig træt af. Ligesom jeg heller ikke bliver træt af min svigerfamilie, dem elsker jeg lige så højt som min egen familie. Solen gik ned bag Egholm. Øen som jeg endnu ikke har besøgt trods 42 år i det nordjyske. Det må vi have lavet om på.

Mine hverdagsfridage fyldes med aftaler, kontorarbejde, regnskab og alt forefaldende arbejde. Så det håb jeg havde om at komme i gang med oprydning på loft og i skuffer/skabe, da jeg gik ned i tid og fik to hverdagsfridage, det lever stadig, men der sker ikke så meget. Det er ok. Det sker nok en dag og lige nu øver jeg mig i at se på mig selv med kærlige øjne. Jeg føler mig hurtigt udmattet og får følelsen af åndenød, nu bliver jeg tjekket fysisk, og indtil videre er alt godt. Mine hypotese er, at det er psykisk udløst, vi har i vores lille familie været gennem tre hårde år med sygdom i og omkring vores familie. Jeg er typisk sådan en, der går ind i sygeplejerskerollen og drager omsorg, støtter og trøster, indhenter viden, forsøger at have styr på alt mellem himmel og jord, hvilket jeg jo ikke kan have og udmærket ved, men jeg prøver alligevel. Så lidt egenomsorg og kærlig overbærenhed for de mange timer, jeg slapper af i sofaen, er vist på sin plads.

Det du ikke ser

Juni er typisk der, hvor vi afvikler kursus for alle kolleger. I år falder det så også sammen med, at jeg skal afholde kursus for nyansatte og et nyt tiltag kursus for vores sommerferievikarer. Ovenikøbet afvikles fem kurser på to uger og når jeg kun arbejder 24 timer om ugen, ja så er nærmest alle min arbejdstimer brugt på kurser.

Jeg elsker disse kurser med alle kollegerne, for når vi drøfter sygepleje sammen, når eksemplerne dukker op, så viser de, at mine kolleger er fænomenal dygtige til at rumme hvert enkelt menneske, som bliver syg.

Jeg får det også at vide på alle de forløb, jeg efterhånden har haft med patienter, efter de er udskrevet fra os. Vores udgående team kan fortælle de samme historier. "De har så travlt, men de har tid til et smil og gør det godt"

Jeg håber du vil bruge 1 minut og 41 sekunder på denne lille norske film om sygeplejen, så kan vi jo se, om du er enige med mig i, at den viser på fornemste vis det du ikke ser, at sygeplejersker og social og sundhedsassistenter gør, hver eneste dag, hver eneste time, hver eneste minut, når de er hos patienten. Ikke så sært at vi er trætte efter en arbejdsdag.

Du ser måske, at vi smiler venligt til dig og din familie, vi hilser på jer. Vi ser jer. Men vi ser meget mere end du måske ved.

Sygeplejersker og social - og sundhedsassistenter sørger ikke blot for mad, medicin og at du kommer på toilettet eller i bad. Vi er en del af et tværfagligt team, som vurderer, observerer og handler på det, vi ser. Vi træner med dig, når du ikke kan gå, ikke kan spise, ikke kan drikke, ikke kan klare selv at blive vasket. Vi opdager, når noget ikke er som det er, er det forværring eller træthed, der gør, at du ikke kan det du kunne for lidt siden?

Måske ved du det ikke, men det at kunne løfte sit bækken og skubbe fra med benene i sengen er med til at forberede og styrke din krop, så den kan holde sig oprejst i siddende position. For kan du ikke sidde uden støtte, er det svært at spise selv, svært at vaske sig selv og nærmest umuligt selv at forflytte sig over i en stol for slet ikke at tale om at gå. Så det træner vi plus alt muligt andet. 

Alle disse delmål skal vi blive bedre til at dele med dig og dine pårørende, for hvert et delmål, der nås, er et skridt den rigtige vej. Det kan være svært at se, når det eneste man tænker på, er at kunne komme til at gå. Og det skal vi hjælpe dig med. Ikke blot med træning men også med samtaler, så du bliver klogere på din situation.

 

En dejlig pinse med samvær og fysisk aktivitet

 Der er så meget i mit hoved, der gerne vil ned på papiret og egentlig ville jeg gerne gøre det i kronologisk orden. Sådan er livet ikke, sådan er min hjerne ikke og derfor kommer det heller ikke til at ske.

Vi havde den skønneste pinse, vi var færdige med at lægge kartofler og de var blevet hyppet, lige som foragrene var sået med korn. Jeg måtte lige tjekke ordet forager og stavemåden, en ager er en mark, der er dyrket (gammeldags ord) og forager er den forreste del, og det gælder uanset hvilken ende af marken du ser på (så forager er både den forreste og den bagerste del) Nogle steder lægger de også kartofler i forageren, det gør vi ikke, kornet gør foragrene mere robuste, når der skal tages kartofler op. Traktorerne kører mange gange hen over foragrene.

og de flagede for min søster :-)

Pinsen blev skudt i gang med, at jeg deltog i min ældste lillesøsters 40 års jubilæum på Gødstrup Hospital. Det var ikke blot 40 år som ansat i region Midtjylland, men også 40 år på neurologisk afdeling som lægesekretær. Det blev en dejlig dag, min mellemste lillesøster kom også og selvfølgelig også min søsters mand og datter sammen med datterens kæreste. Der kom mange fra afdelingen og der blev holdt taler af de to sidste ledere, min søster har haft. Og min søster fik Dronningens fortjenstmedalje. Helt velfortjent.

Min søster holdt også tale og gjorde status over den forandring jobbet som lægesekretær har gennemgået sammen med resten af sundhedsvæsenet. Fra dengang hvor hun som lægesekretærelev kedede sig, fordi der ikke var noget at skrive. Åbenbart så kedeligt at hun havde skrevet et digt om det manglende arbejde :-) Til nu, hvor hun som alle os andre knokler løs og alligevel aldrig når helt i mål. men hun elsker sit arbejde, så jeg er spændt på om hun fortsætter, til hun bliver pensionist om 2½ år. Og hun er spændt på hvad jeg vælger. Jeg har jo kun 1 år til pensionistalderen er en realitet. Tænk en gang.

Efter receptionen fik jeg en rundtur på det nye sygehus. Det så dejligt ud, om end jeg endnu en gang bekræftes i, at arkitekter ikke altid tænker på dem, der skal arbejde på et sygehus. Vi sluttede af i det smukke kirkerum. som indbød til stille væren.

Vi havde egentlig planlagt en tur til Egholm pinsesøndag med spisning og gåtur, men sådan gik det ikke. For to dage forinden inviterede to af landmandens søstre resten af flokken på vandretur lørdag eftermiddag. Alle skulle hver især medbringe kaffe og brød, som man nød undervejs og aftensmad til bagefter. Som det ofte sker med spontane invitationer, så endte det med at være 6 ud af 9 søskende med ægtefæller, der deltog i turen. Vores datter tog også med og en kusine til datteren dukkede op til aftensmaden sammen med hendes børn.

Da alle var samlet, optog vi en video med fødselsdagssang til sønnen, og svigerinderne havde dækket et smukt velkomstbord med flag til ære for vores søn.

Der var det skønneste vejr, turen gik godt, men den var strabadserende og pulsen kom godt op undervejs. Vi fik snakket, jeg brugte flittigt min app Google Lens, så mine svigerinder kunne få stadfæstet de forskellige blomster i skov og mark. Snakken gik endnu lystigere, da vi spiste aftensmad.

Det blev dog køligt, og vi havde ikke haft nok varmt tøj med, så da vi kom hjem, tændte landmanden op i brændeovnen og vi tog alle tre tykke trøjer på og lagde os med tæpper over i sofaerne.

Søndagen var kroppene ganske enkelt slidte, så vi tog den med ro med god tid til morgenmad. Resten af dagen stod på afslapning, boglæsning, fjernsynskiggeri og små lure. Datteren og jeg drog dog op til Blokhus Klitplantage og nød kaffen/teen ved Gateway Blokhus. Det blæste for meget på stranden, men vi nød også det skønne vejr på pladsen, hvor mange folk benyttede sig af bordene, bålstederne og legepladserne til at holde familiekomsammen. Hjemme igen kom jeg dog ud og gå 5 km.

Mandag tog datteren og jeg til Øland skov og gik godt 5 km i den skønne majskov. Vi mødte en ældre herre med sin rollator. Han havde tre ruter, som han valgte mellem afhængigt af vejret, kørte ud, stillede sin bil og tog så turen med rollatoren. Den er en genial opfindelse, der kan være drikkevarer og mobiltelefon i kurven og den kan agere stol, når man har brug for hvil undervejs, hvilket han havde. Hver gang jeg møder en, som er gangbesværet og som alligevel insisterer på daglige gåture, bliver jeg så imponeret. Og her døjer jeg med at få en daglig vane med at gå en god lang tur.

 Datteren kørte hjem, vi fik lavet kontorarbejdet som forberedelse til næste uge, og jeg fik også forberedt ugens sygeplejearbejde.

Den dejligste pinse.