En dejlig pinse med samvær og fysisk aktivitet

 Der er så meget i mit hoved, der gerne vil ned på papiret og egentlig ville jeg gerne gøre det i kronologisk orden. Sådan er livet ikke, sådan er min hjerne ikke og derfor kommer det heller ikke til at ske.

Vi havde den skønneste pinse, vi var færdige med at lægge kartofler og de var blevet hyppet, lige som foragrene var sået med korn. Jeg måtte lige tjekke ordet forager og stavemåden, en ager er en mark, der er dyrket (gammeldags ord) og forager er den forreste del, og det gælder uanset hvilken ende af marken du ser på (så forager er både den forreste og den bagerste del) Nogle steder lægger de også kartofler i forageren, det gør vi ikke, kornet gør foragrene mere robuste, når der skal tages kartofler op. Traktorerne kører mange gange hen over foragrene.

og de flagede for min søster :-)

Pinsen blev skudt i gang med, at jeg deltog i min ældste lillesøsters 40 års jubilæum på Gødstrup Hospital. Det var ikke blot 40 år som ansat i region Midtjylland, men også 40 år på neurologisk afdeling som lægesekretær. Det blev en dejlig dag, min mellemste lillesøster kom også og selvfølgelig også min søsters mand og datter sammen med datterens kæreste. Der kom mange fra afdelingen og der blev holdt taler af de to sidste ledere, min søster har haft. Og min søster fik Dronningens fortjenstmedalje. Helt velfortjent.

Min søster holdt også tale og gjorde status over den forandring jobbet som lægesekretær har gennemgået sammen med resten af sundhedsvæsenet. Fra dengang hvor hun som lægesekretærelev kedede sig, fordi der ikke var noget at skrive. Åbenbart så kedeligt at hun havde skrevet et digt om det manglende arbejde :-) Til nu, hvor hun som alle os andre knokler løs og alligevel aldrig når helt i mål. men hun elsker sit arbejde, så jeg er spændt på om hun fortsætter, til hun bliver pensionist om 2½ år. Og hun er spændt på hvad jeg vælger. Jeg har jo kun 1 år til pensionistalderen er en realitet. Tænk en gang.

Efter receptionen fik jeg en rundtur på det nye sygehus. Det så dejligt ud, om end jeg endnu en gang bekræftes i, at arkitekter ikke altid tænker på dem, der skal arbejde på et sygehus. Vi sluttede af i det smukke kirkerum. som indbød til stille væren.

Vi havde egentlig planlagt en tur til Egholm pinsesøndag med spisning og gåtur, men sådan gik det ikke. For to dage forinden inviterede to af landmandens søstre resten af flokken på vandretur lørdag eftermiddag. Alle skulle hver især medbringe kaffe og brød, som man nød undervejs og aftensmad til bagefter. Som det ofte sker med spontane invitationer, så endte det med at være 6 ud af 9 søskende med ægtefæller, der deltog i turen. Vores datter tog også med og en kusine til datteren dukkede op til aftensmaden sammen med hendes børn.

Da alle var samlet, optog vi en video med fødselsdagssang til sønnen, og svigerinderne havde dækket et smukt velkomstbord med flag til ære for vores søn.

Der var det skønneste vejr, turen gik godt, men den var strabadserende og pulsen kom godt op undervejs. Vi fik snakket, jeg brugte flittigt min app Google Lens, så mine svigerinder kunne få stadfæstet de forskellige blomster i skov og mark. Snakken gik endnu lystigere, da vi spiste aftensmad.

Det blev dog køligt, og vi havde ikke haft nok varmt tøj med, så da vi kom hjem, tændte landmanden op i brændeovnen og vi tog alle tre tykke trøjer på og lagde os med tæpper over i sofaerne.

Søndagen var kroppene ganske enkelt slidte, så vi tog den med ro med god tid til morgenmad. Resten af dagen stod på afslapning, boglæsning, fjernsynskiggeri og små lure. Datteren og jeg drog dog op til Blokhus Klitplantage og nød kaffen/teen ved Gateway Blokhus. Det blæste for meget på stranden, men vi nød også det skønne vejr på pladsen, hvor mange folk benyttede sig af bordene, bålstederne og legepladserne til at holde familiekomsammen. Hjemme igen kom jeg dog ud og gå 5 km.

Mandag tog datteren og jeg til Øland skov og gik godt 5 km i den skønne majskov. Vi mødte en ældre herre med sin rollator. Han havde tre ruter, som han valgte mellem afhængigt af vejret, kørte ud, stillede sin bil og tog så turen med rollatoren. Den er en genial opfindelse, der kan være drikkevarer og mobiltelefon i kurven og den kan agere stol, når man har brug for hvil undervejs, hvilket han havde. Hver gang jeg møder en, som er gangbesværet og som alligevel insisterer på daglige gåture, bliver jeg så imponeret. Og her døjer jeg med at få en daglig vane med at gå en god lang tur.

 Datteren kørte hjem, vi fik lavet kontorarbejdet som forberedelse til næste uge, og jeg fik også forberedt ugens sygeplejearbejde.

Den dejligste pinse.