Indkøbsturen i går i Aalborg blev indledt med blodtapning, og tiden gik så hurtig, for sygeplejersken havde tid til at snakke, så vi fik vendt strejken, lønninger, arbejdsvilkår og fremtiden.
Her i huset var der glæde over, at der blev stemt ja til forliget, for når regionerne er bundet på hænder og fødder af regeringen, så nytter det jo ikke at blive ved med at strejke.
Her i blogkommentarerne og i mine omgivelser har der været forståelse for lønkravene, men jeg har også været rundt på andre blogge, hvor sygeplejersker bliver kaldt for klynkere og forkælede mennesker.
Der skal ikke være tvivl om, at jeg ikke synes, mit fag egner sig til strejke, det er de forkerte, det går ud over.
Men arbejde hver anden weekend, aften og nattevagter, et meget usmidigt system, pauser hvor man spiser og taler i telefon på samme tid er ikke noget, der trækker unge mennesker til. Og deres ægtefæller har sjældent forståelse for jobbet, når der kommer børn til. Det slider på familielivet, og så vælger mange at gå ned i tid, nogle tager så ekstra vagter i vikarbureauer, her tjener de jo mere.
Jeg synes, det er en fantastisk uddannelse, der er muligheder for så mange varianter af sygeplejefaget, men hvis vi ikke får nye kolleger, så kommer det til at mærkes, ikke blot for sygeplejersker, men også for patienter og pårørende.
Og desværre tror jeg ikke på, at en anden politisk farve vil ændre på lønnen for sygeplejersker. Der er ingen, der taler sygeplejerskers sag, når det virkelig gælder, kun i valgkampagnerne!
Og i går var jeg til medarbejdersamtale, jeg var ærlig, jeg fortalte, at jeg havde skånet min leder på et tidspunkt, hvor alt var hektisk for hende, men at jeg faktisk havde tænkt på at stoppe som sygeplejerske. Den dag, hvor jeg om morgenen stod og tænkte, er jeg ikke bare lidt syg, så jeg kan sygemelde mig? Den dag blev jeg bange, for sådan har jeg aldrig tænkt før.
Nu har vi lavet nogle aftaler, så jeg føler, at jeg har en chance for at leve op til min titel som apopleksisygeplejerske med ansvar for, at plejen til patienterne lever op til den nationale standard, og at mine kolleger løbende bliver uddannet indenfor apopleksiplejen. Det skulle så også gerne give mig arbejdsglæden tilbage.