fredag, juni 27, 2008

FAGPOLITIK

Indkøbsturen i går i Aalborg blev indledt med blodtapning, og tiden gik så hurtig, for sygeplejersken havde tid til at snakke, så vi fik vendt strejken, lønninger, arbejdsvilkår og fremtiden.

Her i huset var der glæde over, at der blev stemt ja til forliget, for når regionerne er bundet på hænder og fødder af regeringen, så nytter det jo ikke at blive ved med at strejke.

Her i blogkommentarerne og i mine omgivelser har der været forståelse for lønkravene, men jeg har også været rundt på andre blogge, hvor sygeplejersker bliver kaldt for klynkere og forkælede mennesker.

Der skal ikke være tvivl om, at jeg ikke synes, mit fag egner sig til strejke, det er de forkerte, det går ud over.

Men arbejde hver anden weekend, aften og nattevagter, et meget usmidigt system, pauser hvor man spiser og taler i telefon på samme tid er ikke noget, der trækker unge mennesker til. Og deres ægtefæller har sjældent forståelse for jobbet, når der kommer børn til. Det slider på familielivet, og så vælger mange at gå ned i tid, nogle tager så ekstra vagter i vikarbureauer, her tjener de jo mere.

Jeg synes, det er en fantastisk uddannelse, der er muligheder for så mange varianter af sygeplejefaget, men hvis vi ikke får nye kolleger, så kommer det til at mærkes, ikke blot for sygeplejersker, men også for patienter og pårørende.

Og desværre tror jeg ikke på, at en anden politisk farve vil ændre på lønnen for sygeplejersker. Der er ingen, der taler sygeplejerskers sag, når det virkelig gælder, kun i valgkampagnerne!

Og i går var jeg til medarbejdersamtale, jeg var ærlig, jeg fortalte, at jeg havde skånet min leder på et tidspunkt, hvor alt var hektisk for hende, men at jeg faktisk havde tænkt på at stoppe som sygeplejerske. Den dag, hvor jeg om morgenen stod og tænkte, er jeg ikke bare lidt syg, så jeg kan sygemelde mig? Den dag blev jeg bange, for sådan har jeg aldrig tænkt før.

Nu har vi lavet nogle aftaler, så jeg føler, at jeg har en chance for at leve op til min titel som apopleksisygeplejerske med ansvar for, at plejen til patienterne lever op til den nationale standard, og at mine kolleger løbende bliver uddannet indenfor apopleksiplejen. Det skulle så også gerne give mig arbejdsglæden tilbage.

8 kommentarer:

  1. Lene, du skal huske hensynet til dig selv. Fint du tager hensyn til din leder, men du skal ( altså ) huske dig selv...det er jo ikke dig der skal falde om ( vel? )

    For tanken om " er jeg ikke lige lidt syg " er i mit hoved et tegn på, at der er noget der ikke fungerer...

    Du er i min verden en dejlig kvinde, en god sygeplejerske....men pas nu på dig selv

    Dette skrevet i omsorgstanker (det hedder det vist ikke, men det skal ikke læses som en opsang...)

    Kan du have en god weekend

    SvarSlet
  2. Tusind gode tanker herfra. Det er meget, meget træls, når lysten forsvinder. Knus herfra ;-)

    SvarSlet
  3. Lene, jeg ved at du ved det, men jeg holder altså med Anne. Når man arbejder med mennesker og bruger sig selv som redskab, så er det altså vigtigt at huske sig selv, ellers brænder man ud, og det ville være en skam, hvis det skete for dig.

    SvarSlet
  4. Det er helt uholdbart, når man starter med at mærke efter, om man mon ikke er syg. Jeg håber, dine tiltag kan give dig den arbejdsglæde, du mangler lige nu.

    Det andet holder du ikke til i længden - godt du er opmærksom på det.

    SvarSlet
  5. Uh, jeg ville også gerne at mit fag blev lønnet efter det arbejde vi laver.Bl.a fordi vi har
    - skæve arbejdstider, og pauser har vi næsten ikke, - vi er sammen med beboerene hele tiden. Der kræve en bred viden, efteruddannelse er nødvendigt. Jeg elsker det hele, men sammenligner min værktøjsmager og jeg løn, reel arbejdstimer og ansvar - så er der desværre stor forskel.

    Arbejdsglæde skal der til, godt du fik sagt det og stærkt at du opdagede det i tide.

    SvarSlet
  6. Åh Lene, det, du skriver, er så genkendeligt... der SKAL holdes fast i aftalerne.... pas nu på dig selv. Knus og kram :)

    SvarSlet
  7. Lene, jeg holder jo altså med Anne og Kagekonen. Men da de har sagt det hele, så vil jeg bare sige: Pas rigtig godt på dig selv og ikke udelukkende på andre!

    SvarSlet
  8. Anne, den med de bredeste skuldre må bære mest. Jeg fortryder ikke at jeg tog hensyn til min chef dengang, men jeg vidste også, at når vi kom til samtalen, så skulle jeg have fortalt hvordan jeg har/havde det.
    Men du har ret, og tak for din omsorg :-)

    Jeanette Mariae, tak og knus tilbage :-)

    Kagekonne, lige nøjagtig, og derfor er jeg osgå den, der intet får lavet herhjemme lige nu, for et eller andet sted skal jeg hente energi fra.

    Lizelotte, det håber jeg også, og ferien hjælper helt klart lige nu.

    Lis, der er mange job, hvor arbejdspresset og lønnen ikke hænger sammen.Og dit arbejde ligner meget mit.
    Faktisk lettede det helt at få sagt rent ud, hvordan jeg havde det.

    Jette, det skal der, og det tror jeg også min chef er kvinde for at gennemføre, ellers bliver hun holdt fast i det. Og jeg skal forhåbentlig på efteruddannelse til efterår :-)

    madame, tak og jeg holder som sagt fri, når jeg er hjemme, hvilket mit hus vidner om, men sådan må det være lige nu.

    SvarSlet