Gåture, snobrød, travlhed og en håndbremse, der blev trukket

 Lige nu sker der noget med markerne hele tiden. jeg nyder frodigheden. Jeg nyder synet af kartoffelplanter, som vokser og breder sig, så rækkerne til sidst bliver til en stor sammenhængende kartoffelplante. Jeg nyder kornmarkernes uendelighed i grønt look.

Og nogle gange opdager jeg noget, som jeg ellers ikke lige havde set. F.eks. den smukke sten, som ligger sammen med mange andre store sten og er kant mellem asfalten og træerne. De mange smukke lag i stenen minder mig om de små sten, vi fandt på stranden ved familiens sommerhus i min barndom.

Jeg elsker min krog med udkig til fuglebad og haven. Jeg synes, jeg er god til at slappe af og lade alt stå, når jeg trænger til det. Men i denne uge måtte jeg trække i håndbremsen og aflyse torsdagens mødearbejde og i stedet for arbejde med hængepartier herhjemme og bruge nogle af mine flekstimer til bare at ligge på sofaen og læse bøger.  Min svimmelhed blev forværret og søvnen, som ellers har været rigtig god længe, glimrede med sit fravær og søvnen var præget af mareridt og urolige nætter.

Mine kolleger knokler og vi har lang tid haft meget dårlige og komplekse patienter indlagt. Dette kombineret med at vi har tre erfarne sygeplejersker, som er rejst og en sygemeldt plus en strejke, der begynder at sætte spor, gjorde, at weekenden blev frygtelig for kollegerne, der var på arbejde. Jeg mærkede det mandag, hvor jeg var planlagt til at være trombolysesygeplejerske, men på grund af flere sygemeldinger måtte jeg stå for ansvaret for 9 patienters stuegang. Jeg nåede aldrig at hjælpe mine to kolleger med at få patienterne vasket, givet dem mad, medicin eller hjælpe dem på toilettet. Patienterne blev dårlige fra en side af, så jeg havde fat i læger, bestilte blodprøver, fulgte op på observationer, ringede til pårørende osv. Sådan var det over hele afdelingen, alle knoklede for at skabe luft, få patienter overflyttet til rehabilitering eller andre afdelinger, få folk udskrevet til hjemmet med al den information og støtte, de har brug for i udskrivelsessamtalen.

Lige netop denne mandag var vi nogle fra afdelingen, der havde valgt at afholde et socialt arrangement med gåtur i Mølleparken efter arbejde og afslutte med sandwichs og sodavand på en græsplæne. Vi var tre, der ikke nåede gåturen, men måtte arbejde over. Vi nåede dog det hyggelige samvær midt på plænen og med sol på næserne. Det var skønt at bruge et par timer sammen og få skulderne til at sænke sig, før vi gik hver til sit.

Tirsdag måtte jeg aflyse et planlagt udviklingsprojektmøde og være i dagafsnittet. Natten til onsdag vågnede jeg efter 3 ½ times søvn og kunne ikke sove mere. Jeg skulle tappes for plasma og sidenhen møde 10-18 for at kunne undervise patienter og pårørende sidst på eftermiddagen. Jeg var svimmel og træt, da jeg lagde mig i "tappestolen". Sygeplejerskerne i blodbanken var stressede, de havde fået nye maskiner og ingenting kunne gøres på rutinen, der var nye alarmer, nye arbejdsgange og man kunne se, at deres hjerner knoklede for hele tiden at huske alt det, de skulle og samtidig være nærværende overfor os donorer. Min tapning mislykkedes, pludselig lød en alarm og det viste sig, at maskinen havde tappet mig for blod, men ikke filtreret plasma fra og jeg havde ikke fået blodlegemer retur. Så nu må jeg ikke tappes før om 3 måneder. Så jeg kom hurtigere på arbejde end planlagt og jeg og en projektsygeplejerske kunne begynde at se på udviklingsprojektet.

Sidste lørdag tændte vi bål på gårdspladsen og datteren og jeg lavede snobrød til aftensmaden. Landmanden grillede pølser og sammen med salat blev det et perfekt måltid til Danmarks kamp mod Wales.

De uægte jasminbuske på gårdspladsen viser nu deres pragt i form af skønne blomster og en velduft. For hver dag tager den hvide farve mere og mere over på buskene,

Den forpjuskede fugl må være en kernebider, men den er større og ter sig underligt. I går fandt landmanden den død på terrassen. Vi har før hentet en død kernebider fra terrassen. De andre kernebider havde jagtet den og så fløj den ind i ruden og brækkede nakken. Det er formentlig også det, der er sket her. Sådan kan naturen være barsk.

Varmen har været trykkende i dag og udenfor har klægerne (hestebremserne) set sig gale på os, så jeg holder mig indendørs og strikker. Jeg har fridag og strikning skulle være godt til at få pulsen ned, vejrtrækningen i ro og tankerne fokuseret på mønsteret. Det hjalp og nu er jeg klar til weekend. Må du få en dejlig weekend med tid til at nyde, grine og slappe af.

Novemberkalenderen del 12 og 13

 Min gave til mig selv har været ikke at lave noget, ikke skrive indlæg, ikke sørge for alt muligt blev håndteret. Efter min halve arbejdsdag i går og kontorarbejde hjemme gav jeg mig selv fri fra alt i går aftes. Og det fortsatte jeg med i dag.

Jeg har hæklet, jeg har spillet wordfeud og lagt syvkabale, jeg har kigget udi luften og dagdrømt. Lidt har jeg lavet, men det blev hurtigt overstået for at vende tilbage til stilstand.

Og jeg har nydt det. Min infektion med halsonde og forkølelse vil ikke rigtig helt forsvinde. Jeg har mundbindet mistænkt for at have den effekt, det har jeg dog ingen evidens for overhovedet. Det kan meget vel være mentalt. Men vi har alle meget tørre halse, så når man i forvejen har en øm hals, så lyder det da meget logisk, at den har sværere ved at gå helt væk eller?

Sidst på eftermiddagen havde jeg hovedpine, diagnosen stillede jeg selv, alt for megen sidden herinde uden frisk luft, alt for megen kiggen på skærm. Medicinen, der altid dur, er en gåtur.

Og så gik jeg der, mens solen gik ned, gæssene fløj skræppende over mit hoved (link til min lille video med gæs) og hovedet føltes lettere. På vejen hjem talte jeg med min ældste lillesøster og fik vendt coronasituationen. 5 km blev det til i den skønneste skumringstime.

Hjemme igen fik vi tomatsuppe med ostebrød akkompagneret af pressemøde. Og i fryseren ligger der is, masser af is, som venter på to iselskende mennesker. Det kunne passende være en god tv-dessert.

Mange har det svært, sygdom, tab af virksomhed, tab af mennesker, mangel på job, usikker livssituation osv. Jeg skønner på, at mit liv er som det er. Jeg er taknemlig for, at mit arbejde føles meningsfuldt og givende, at mine børn og svigerbarn trives med det de har gang i, og at min familie holder sammen.

God novemberaften til dig.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Kroppens signaler

Noget af det vi fandt i vores undersøgelse, var at man efter en blodprop/blødning i hjernen (apopleksi/stroke) bliver usikker på sin krop. Den har svigtet, og det viste sig, at dette svigt skyldtes en apopleksi/stroke. Når man så er kommet hjem efter få dages indlæggelse (under 72 timer), så mærker man sin krop på en helt anden måde. Man stoler ikke helt på den, man diskuterer med sig selv hele tiden. Betyder denne stikken i armen en ny blodprop eller?

Tidligere ville man have sagt; nå jeg har nok overbelastet armen eller jeg har vist ligget forkert i nat eller ... Det gør man ikke mere; det tør man ikke mere. Sygeplejerskerne har jo sagt, at man skal ringe 112, hvis man pludselig får føleforstyrrelser i den ene side, lammelser i den ene side eller taleproblemer. Hele tiden forhandler man med sig selv, om det her nu skyldes en ny apopleksi/stroke eller blot almindelige symptomer, som man før har haft.

Angsten for at få en ny apopleksi/stroke fylder forskelligt hos patienterne. Nogle kan sige, jeg gør det jeg kan for at leve sundt og tager min medicin, så kan jeg ikke gøre mere. Andre hænger fast i hvorfor fik jeg en apopleksi/stroke, jeg synes da ellers jeg lever sundt. Angsten kan komme til at fylde så meget, at den hæmmer tilbagevenden til et normalt hverdagsliv. Det er der andre studier, der har påvist.

Så kan vi hjælpe dem, der har brug for støtte til at finde hverdagslivet igen? Indenfor hjerteområdet tilbyder man gruppeforløb, hvor man mødes med ligesindede og får undervisning i medicin, sygdom, forebyggelse og meget andet. Derudover træner man og diskuterer emner sammen. Det ved jeg, at patienterne er meget glade for. Det er her, de så at sige lærer at trække vejret normalt igen og finder en måde at håndtere usikkerheden på. Så det er det, vi har i støbeskeen sammen med kommunale kolleger. Jeg er spændt på, om det lykkes. Sparetrommerne er meget højlydte, men jeg håber.

Usikkerheden vil altid være der. Det er den for os alle. Der er ingen garantier for at forblive rask, men at bruge livet på at være bange for livet og døden er på sin vis spild af livet.

Til Stroke forum hørte vi om en ny landsdækkende kampagne, som skal gøre alle lige så bevidste om  tegnene på en apopleksi som ved hjertestop.

I samme forbindelse vil man ændre betegnelsen på en blodprop eller blødning i hjernen. Normalt hedder det som en fælles betegnelse Apopleksi. Det er der mange, der har svært ved at huske, sige eller har kendskab til. Blodprop eller blødning i hjernen er den korrekte betegnelse, men det er langt og besværligt at sige/skrive. Nu lægger man sig opad vores nordiske venner og ændrer navnet til Stroke. Det er den engelske betegnelse for slagtilfælde/apopleksi. For mig lyder den også mere handlekraftig. Der er stadig mennesker, som mener, at man ikke kan gøre noget. Det skal vi have ændret. Vi har to behandlinger, som gør en kæmpeforskel. Men det afgørende er at komme ind med det samme, Time is Brain. Når katastrofen sker, begynder nervecellerne at dø i utrolige mængder.

At det virker, kan vi se og det er også derfor, at vi udskriver langt flere nu til hjemmet end tidligere.

Så fra efteråret skal du sige Stræk Snak Smil. Ring 1-1-2. Stroke er en begyndende skade på hjernen.

Udenfor mit vindue har fuglene travlt med at fylde i sig. Fugletræet med sine gode mejsebolde og masser af frø/korn til store og små giver os mange fornøjelser. Forleden dag var det gulspurvene, bogfinkerne, mejserne og en enkelt flagspætte, der holdt os ved selskab. Inde i stuen kunne vi høre en pikken på vinduet. Det var en fugl, vi aldrig havde set før, flot og med de smukkeste orange farver. Vi fandt ud af, at det måtte være en hortulan. Den var meget insisterende, fløj op og ned af ruderne, som om den ville ind, men fløj over i et træ, når vi nærmede os vinduet.

Landmændene holder ufrivillig pause. Noget af maskineriet er gået i stykker, så de venter på en montør, der kan reparere det. Det huer ikke landmanden, nu har jeg brygget te, så han kan snuppe en kop i ventetiden.

Jeg har haft en off-dag i dag. Jeg døjer en del med hovedpine, jeg tror, det er mine briller, der trænger til at blive udskiftet. Der er blevet vasket tøj, smurt mad og lavet aftensmad. resten af tiden har jeg slappet af og nu har jeg det bedre.

Håber di lørdag har været god ved dig.

Udenfor mit vindue

er der masser af liv. Duer, solsortehannen med sit pralende orange næb, og solsortehunnen i mere afdæmpede farver. Musvitterne, gråspurvene og bogfinkerne er de fleste, men der gives også plads på foderbrættet og ved mejsekuglerne til blåmejsen, grønsiskenen og grønirisken. Skovskaderne er forsvundet igen, de havde travlt med at jage hinanden væk, selv om der er nok til alle.

Jeg har hentet gyngestolen fra stuen ind i køkkenet, skubbet planterne væk fra terrassedørens vindue og sat mig der med te, strikketøj og tæppe omkring benet. Selv om vi fik isoleret godt for nogle år siden, så er det alligevel lidt koldt at sidde så tæt på vinduet.

I går så jeg sidste afsnit af sæson 13 i Greys hvide verden, og nu er jeg hjemløs, indtil jeg får snakket med mine unge kolleger eller min søn om, hvordan jeg finder sæson 14 på nettet. For ja jeg har den kanal, der sender de nyeste afsnit i sæson 15, men dem vil jeg jo ikke se. Nå, det er et luksusproblem, og heldigvis kan jeg da fylde min søndag med så meget andet.

I dag er sidste dag i udfordring 1 i 10-kampen fra Kræftens bekæmpelse. Første udfordring var at få 75 g fuldkorn hver dag. Jeg spiser rugbrød og fuldkornsknækbrød hver dag, men for at nå målet har jeg nu tilføjet havregryn om morgenen, enten som havregrød eller Bircher Mysli (kold grød). Min variant af Bircher mysli er 1 dl havregryn, 1 dl mælk, 1 dl A38, et drys kanel og en halv pære eller æble, som er revet. Alt røres sammen og stilles i køleskabet med låg på skålen til næste morgen. Så lægger jeg mandler og bananskiver på. En dag havde jeg glemt at lave det, og jeg havde ikke lyst til havregrød, så jeg puttede alle ingredienserne i skålen og spiste det. Det smagte ikke så godt, mælken og A38 harmonerede ikke, jeg havde en sur smag i munden. I dag har jeg lavet bananpandekager med havregryn til morgenmad sammen med A38 med mysli og optøede solbær/ribs fra fryseren. Bagefter nød jeg fuldkornsknækbrød med ost. Fuldkorn har mange gode egenskaber, det mætter og det forebygger en lang række sygdomme, blandt andet tarmkræft. Du kan læse mere om fuldkorns gode egenskaber her: https://www.cancer.dk/10-kampen/udfordring-1/ Jeg er spændt på, hvad næste uges udfordring er.

Det regner udenfor, og det indbyder absolut ikke til en gåtur, så jeg håber lidt, at landmanden kører sig en tur. Jeg er nemlig bedst til freestyledancing, når jeg er alene hjemme. Vi får se, nu må jeg hellere fatte strikketøjet igen, den hestetømmekant forneden på kjolen skulle gerne være færdig i dag. God søndag til dig.

Det er jeg god til

Jeg tror, jeg ville være den perfekte operationssygeplejerske, fordi jeg er rigtig god til at være håndlanger (her er det ment positivt). Da jeg i tidernes morgen var sygeplejeelev, skulle vi nå rigtig meget på 3 1/2 år. Godt nok var der skolegang, men det var altid udenfor højsæsonerne for travlhed på sygehusafdelingerne, ferie ligeså. Først var man lille elev på medicinsk og kirurgisk sengeafdeling, hvert stede i tre måneder. Så var man 6 uger på 6 specialeafsnit, alle skulle på operationsafdelingen, fødeafdelingen og børneafdelingen. Og det er derfra jeg har min erfaring med operationssygepleje, så undskyld hvis verdenen nu ser anderledes ud for en sygeplejerske der. Dengang handlede det meget om at kunne kende operationens forløb og at kunne forudse, hvad kirurgen kunne have brug for. Det handlede også om kunne håndtere de sterile redskaber korrekt og have styr på, at alt var ude af operationssåret, når der skulle lukkes. Dengang sagde det mig ikke noget, jeg kom nemt til at kede mig og ville formentlig være kommet til at falde i staver, hvis jeg havde været den sygeplejerske, der var i steril og assisterede kirurgen.

I dag er jeg dog rigtig god som assistent, når landmanden skal lave noget, hvor han har brug for hjælp. Han skal nærmest ikke sige noget, hvis det er kendte procedurer, han udfører. I går havde jeg dog ikke helt styr på fremgangsmetoden, og nogle gange måtte jeg sige min undren højt, for tænk nu hvis han gjorde noget forkert. Det gjorde han nu ikke, og vi fik sammen lagt tag på det nye fasanhus. Det er en rigtig fin voliere, hvor der er plads til, at fasankyllingerne kan flyve, og hvor huset garanterer læ og varme. Ræven har ikke en chance, for den ene af landmandens jagtkammerater er gammel elektriker og har sat hegn med strøm omkring det hele.

Om aftenen tog vi til stranden og gik en lang tur langs havet og op i klitlandskabet, seks kilometer blev det til og en god isvaffel. Ayla fik så sandelig oplevet noget, havet skulle der snuses til, det var noget underligt noget, som ikke blev, hvor det var. Mærkelige skabninger på stranden, måger og vand/brandmænd blev nøje studeret. En hest mødte hun også på stranden og senere kom vi forbi flere i en indhegning.

I dag vasker jeg tøj, luger ukrudt og slapper af i dette praktiske arbejde. Landmanden og Ayla er i marken. Det er den sidste uges ferie, og den skal nydes i fulde drag. Rigtig god mandag til dig.

I regn og slud

Bare rolig, det sner ikke her, men linjen dukkede op, mens jeg spiste morgenmad. For udenfor mit vindue er der lige travlt, selv om det står ned i stænger. Det slår mig lige, mens jeg skriver dette; gad vide om en udlænding, der lige er begyndt at lære dansk, ville forstå det udtryk. Kan man overhovedet sige det og så mene kraftigt regnvejr? Ja i følge google er vi i hvert fald mange, der siger det, men på sproget.dk kommer det ikke frem.

Nå tilbage til arbejdet udenfor, for det er fuglene, jeg taler om. Der er livlig aktivitet ved fugletræet, og vi nyder begge at følge med i fuglelivet. I går var flagspætten i gang med at fodre sine unger, som sad på grene i fugletræet, og så hentede moderen mad fra mejsekuglerne. Det er ikke så sært, at alle mejsekugler i røret er spist hver dag. Og aktiviteten falder ikke trods regnvejr. At skaffe mad er en konstant faktor, som end ikke regn kan stoppe. Indimellem ser jeg i dag gråspurve sætte sig på øverste trappetrin ved terrassedøren, der er der læ. Og i går måtte jeg smile af kernebiderens akrobatiske evner, hvad gør man ikke for at få mad. Om man skal stå på hovedet eller strække sig tæerne er ligegodt. Den mestrer det hele.

Landmanden og medarbejder har to forskellige arbejdsplaner for dagen, afhængig af om det regner eller ej. Mine planer er også lidt flydende, jeg ved, at jeg vil i LOOP, og at jeg vil gå en tur, det er en del af den aftale, jeg har lavet med mig selv. Måske skulle jeg hæfte ender på de hjemmestrikkede karklude og få lagt dem i koldt vand, måske skulle jeg endda få købt en ny wire til mine Knit Pro, så jeg kan komme videre med kjolen? Måske skulle jeg tage på biblioteket og låne bøger? Jeg nyder at holde fri og være herhjemme.

Forleden dag blev jeg inviteret på aftentur på landmandens nye køretøj, en ATV. Vi besigtigede marker, og samtidig med fik Ayla masser af motion, for hun ville ikke være hjemme og hun kunne heller ikke være på køretøjet. Kartoflerne står godt, kornet ligeså, så nu håber vi på en god sommer med tilpas regn og masser af sol.

I går tog jeg mig sammen efter at have vasket tøj hele formiddagen og gik en lang tur, 8 km, i mit nabolag. Det var varmt, det var godt og jeg fik hørt en del kapitler af min lydbog. Oppe i luften fløj en stor fugl, jeg havde ikke kikkert med, og i øvrigt kan jeg heller ikke skelne mellem spurvehøge og musvåger eller andre, så om det var kongeørnen, som har rede tæt på os, ved jeg heller ikke. Det så bare flot ud som den sejlede gennem luften.

Må du få en dejlig dag, om det regner eller solen skinner.

At vælge sine kampe med omhu

Morgenen er startet langsommere end vanligt på arbejdsdage. Jeg skal på kursus, og i stedet for at sove meget længere, sov jeg kun lidt længere og har dermed haft en morgenstund med ro på. Ro til at studere fugle ved fugletræet.

I år stoppede vi ikke med at fodre, da foråret kom med masser af lækkerier for små fugle. Og det har givet en rigdom af fugle ved vores fugletræ. Vi har en flagspætte, som grovæder de gode mejsebolde. Der skal fyldes op hver eneste dag. Der er gråspurve, blåmejser, musvitter, dompapper, sortmejser, grønsisken, grønirisk og kernebider. Her til morgen morede jeg mig over en kernebider, som gerne ville sidde på huset med nødder, men det var den for gumpetung til. Til sidst fandt den en gren tæt på nøddehuset og så kunne den nå, hvis blot den gjorde sig lidt umage og koncentrerede sig om at finde balancen, når den stod på tæerne.

Sådan er det også med vi mennesker, vi kan også godt nogen gange overkomme vanskeligheder, hvis vi står lidt på tæer, er lidt opfindsomme og er vedholdende. Andre gange må vi erkende, at selv med den bedste vilje, med den mest kreative tilgang og med vedholdende knokleri, så er det ting udenfor vores formåen, der afgør om vi lykkes med det, vi vil. Og det er vigtigt at parkere frustrationerne det rette sted. Jeg kan godt lide sindsrobønnen:

Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen

Da jeg var ung, var jeg parat til at tage alle kampe, også selv om de ikke ville flytte noget som helst. Nu er jeg kommet dertil, at jeg vælger mine kampe med omhu. Jeg vil ikke sige at jeg accepterer de ting, jeg ikke kan ændre, men jeg lader dem ikke forpeste min samvittighed, for jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan, der hvor jeg kan gøre noget. Så må andre kæmpe de kampe.

Nu vil jeg gå onsdagen i møde, gården ser først mig i aften ved ottetiden, det er sidste gang med undervisning af tidligere patienter og pårørende sammen med en diætist. Hun underviser i kost og kolesterol i 1½ time, jeg har en halv time om apopleksi. Nogen højere oppe i systemet må åbenbart kunne se meningen med, at jeg er med, for projektet Deltagelse af sygeplejerske i undervisning om kost og kolesterol er blevet forlænget et halv år mere.

Men først en kursusdag med fokus på vejledning, argumentationsteori og evidensbaseret praksis. God onsdag til dig.

Flyv lille fugl, hjemad vil du

Mens vi stod og snakkede om Norge og Trollstigen, Atlanterhavsvejen og andre skønne motorcykelsteder, stoppede landmand og søns kæreste pludselig op. Hvad var det? Jeg havde ikke hørt noget, men noget var fløjet mod terrassedøren. Og ganske rigtig, udenfor sad en lille pjusket blåmejse, helt vind og skæv efter sammenstødet med glasdøren.

Landmanden tog den op i sin store, varme hånd og så lå den der helt over på siden, med hovedet underligt skævt og det samme med benene. Den sygeplejestuderende og sygeplejersken mente helt klart, at den havde brækket noget, landmanden var helt rolig. Den skal nok komme til sig selv. Og han havde ret. Lidt efter satte den sig op og begyndte at følge nysgerrigt med i omverdenen.

Siden hen stillede landmanden sig ud på trappen, skubbede lidt til fuglen for at få den til at flyve. Det skulle den ikke nyde noget af, så den hoppede over på ærmet og vandrede ellers op ad armen til nakken, hvor den sad et godt stykke tid. Til sidst besluttede den sig og fløj over i moreltræet, hvor den holdt en pause, før dens hverdag igen bankede på. Imens gik vi andre i gang med vores søndagsaktiviteter. Sønnens kæreste og jeg gik en lang tur, vi trængte til frisk luft efter at have skrevet og skrevet for den enes vedkommende og læst og læst for den andens vedkommende. Jeg kan jo ikke agere god sparringspartner, hvis ikke jeg har læst artiklerne. Det er et nyt og spændende område for mig, og sådan får jeg lov til at bliver klogere på livet omkring mig, når nogen lukker mig ind i deres verden. Det er jeg taknemlig for. God søndag aften til dig.

Gåsebryst

Ordet vækker minder, minder om et kursus om synkeproblemer, hvor ergoterapeuter fra Hammel Neurocenter skulle undervise os i pleje og behandling af mennesker med synkeproblemer. En af øvelserne var at spise gåsebryst, mens man var halvejs liggende. Tro mig, det er svært, for denne kages sammensætning af forskellige konsistenser (lagkagebund, flødeskum, marcipan og syltetøj) gjorde, at man meget nemt kunne få det galt i halsen. Og det er nøjagtig det, der sker for nogle af vores patienter, også selv om de sidder rigtig, og vi har gjort alt, hvad vi kan med hensyn til den korrekte siddestilling, når man skal spise. Så de patienter skal have mad med ensartet konsistens, så kan de spise uden at fejlsynke, og det er vigtigt. På den måde forebygger vi lungebetændelse og feber og dermed forværring af patientens situation.

Gåsebryst er det, der ligger på mit køkkenbord til optøning. Jeg er i gang med projekt, brug det du har i fryseren og glem din manglende lyst til at lave mad. Så i går fik vi labskovs, i dag skal vi så have gåsebryst med kartoffelmos (på sønnens måde). Jeg fik ikke købt ind til rødkålssalat, så det må blive gulerødder i en eller anden variation. Her i huset er vi vilde med den klassiske råkostsalat, men måske passer let kogte gulerødder bedre? Ovnbagte kan jeg godt glemme, for så bliver jeg alene om at spise dem. Fryseren er gået igennem i håb om at finde en pose grønne bønner, men ingen bønner havde forputtet sig.

Gåsebryster i flyvende tilstand kan også ses i disse dage. det er et flot syn, når en hel flok kommer hen over gården. Og især når himlen er så blå, som den var kortvarigt i går og i dag.

Mine brystmuskler blev rørt i dag, for jeg kom i LOOP fra morgenstunden inden frisørbesøg og møde. Så nu er jeg klar til at nyde aftenstunden, altså når først maden er lavet. Sæt i gang, Lene! Ha en god aften.

De var der altså og noget om et hammerslag

Jeg havde de bedste intentioner, men så snart jeg var på vej hjem, føltes det som om en hammer hårdt og pludseligt slog til. Jeg kæmpede med trætheden resten af vejen hjem, og selv om jeg herhjemme fik te og knækbrød, hjalp det ikke. Bedre gjorde det så ikke, at jeg skulle køre landmanden op efter en sprøjte og traktor. Faktisk var det lige ved siden af LOOP, og jeg havde jo lovet mig selv … Sådan gik det ikke, jeg var bange for, at jeg ville falde af crosstraineren, mens jeg varmede op. Så jeg slappede af på vej ud, hvor landmanden kørte, og på vej hjem kom der musik på, som der blev skrålet løs til. Indtil jeg fangede noget majestætisk ud af det ene vindue. fluks blev bilen vendt og vinduet rullet ned, men med mobilkamera og ikke særlig god zoomfunktion, må du bare tro mig på mit ord. Jeg så to smukke traner spankulere rundt på kornmarken. De gad bare ikke at blive kigget på, så de lettede uden et farvel.