Gåture, snobrød, travlhed og en håndbremse, der blev trukket

 Lige nu sker der noget med markerne hele tiden. jeg nyder frodigheden. Jeg nyder synet af kartoffelplanter, som vokser og breder sig, så rækkerne til sidst bliver til en stor sammenhængende kartoffelplante. Jeg nyder kornmarkernes uendelighed i grønt look.

Og nogle gange opdager jeg noget, som jeg ellers ikke lige havde set. F.eks. den smukke sten, som ligger sammen med mange andre store sten og er kant mellem asfalten og træerne. De mange smukke lag i stenen minder mig om de små sten, vi fandt på stranden ved familiens sommerhus i min barndom.

Jeg elsker min krog med udkig til fuglebad og haven. Jeg synes, jeg er god til at slappe af og lade alt stå, når jeg trænger til det. Men i denne uge måtte jeg trække i håndbremsen og aflyse torsdagens mødearbejde og i stedet for arbejde med hængepartier herhjemme og bruge nogle af mine flekstimer til bare at ligge på sofaen og læse bøger.  Min svimmelhed blev forværret og søvnen, som ellers har været rigtig god længe, glimrede med sit fravær og søvnen var præget af mareridt og urolige nætter.

Mine kolleger knokler og vi har lang tid haft meget dårlige og komplekse patienter indlagt. Dette kombineret med at vi har tre erfarne sygeplejersker, som er rejst og en sygemeldt plus en strejke, der begynder at sætte spor, gjorde, at weekenden blev frygtelig for kollegerne, der var på arbejde. Jeg mærkede det mandag, hvor jeg var planlagt til at være trombolysesygeplejerske, men på grund af flere sygemeldinger måtte jeg stå for ansvaret for 9 patienters stuegang. Jeg nåede aldrig at hjælpe mine to kolleger med at få patienterne vasket, givet dem mad, medicin eller hjælpe dem på toilettet. Patienterne blev dårlige fra en side af, så jeg havde fat i læger, bestilte blodprøver, fulgte op på observationer, ringede til pårørende osv. Sådan var det over hele afdelingen, alle knoklede for at skabe luft, få patienter overflyttet til rehabilitering eller andre afdelinger, få folk udskrevet til hjemmet med al den information og støtte, de har brug for i udskrivelsessamtalen.

Lige netop denne mandag var vi nogle fra afdelingen, der havde valgt at afholde et socialt arrangement med gåtur i Mølleparken efter arbejde og afslutte med sandwichs og sodavand på en græsplæne. Vi var tre, der ikke nåede gåturen, men måtte arbejde over. Vi nåede dog det hyggelige samvær midt på plænen og med sol på næserne. Det var skønt at bruge et par timer sammen og få skulderne til at sænke sig, før vi gik hver til sit.

Tirsdag måtte jeg aflyse et planlagt udviklingsprojektmøde og være i dagafsnittet. Natten til onsdag vågnede jeg efter 3 ½ times søvn og kunne ikke sove mere. Jeg skulle tappes for plasma og sidenhen møde 10-18 for at kunne undervise patienter og pårørende sidst på eftermiddagen. Jeg var svimmel og træt, da jeg lagde mig i "tappestolen". Sygeplejerskerne i blodbanken var stressede, de havde fået nye maskiner og ingenting kunne gøres på rutinen, der var nye alarmer, nye arbejdsgange og man kunne se, at deres hjerner knoklede for hele tiden at huske alt det, de skulle og samtidig være nærværende overfor os donorer. Min tapning mislykkedes, pludselig lød en alarm og det viste sig, at maskinen havde tappet mig for blod, men ikke filtreret plasma fra og jeg havde ikke fået blodlegemer retur. Så nu må jeg ikke tappes før om 3 måneder. Så jeg kom hurtigere på arbejde end planlagt og jeg og en projektsygeplejerske kunne begynde at se på udviklingsprojektet.

Sidste lørdag tændte vi bål på gårdspladsen og datteren og jeg lavede snobrød til aftensmaden. Landmanden grillede pølser og sammen med salat blev det et perfekt måltid til Danmarks kamp mod Wales.

De uægte jasminbuske på gårdspladsen viser nu deres pragt i form af skønne blomster og en velduft. For hver dag tager den hvide farve mere og mere over på buskene,

Den forpjuskede fugl må være en kernebider, men den er større og ter sig underligt. I går fandt landmanden den død på terrassen. Vi har før hentet en død kernebider fra terrassen. De andre kernebider havde jagtet den og så fløj den ind i ruden og brækkede nakken. Det er formentlig også det, der er sket her. Sådan kan naturen være barsk.

Varmen har været trykkende i dag og udenfor har klægerne (hestebremserne) set sig gale på os, så jeg holder mig indendørs og strikker. Jeg har fridag og strikning skulle være godt til at få pulsen ned, vejrtrækningen i ro og tankerne fokuseret på mønsteret. Det hjalp og nu er jeg klar til weekend. Må du få en dejlig weekend med tid til at nyde, grine og slappe af.