fredag, juli 23, 2021

Hjemme igen

 Jeg drikker te, læser en masse og forsøger at finde roen i, at jeg holder ferie og landmanden arbejder.

Vi har holdt ferie en uge i Norge og har nydt søn og svigerdatters selskab. Det var dejligt at kunne se og mærke hinanden fysisk.

Jeg blev færdig med babynest (jeg er jo mig, så selvfølgelig blev den syet i de sidste to dage før afgang - lærer jeg det aldrig?)

Barselsgaven er også færdig og ligger i barselstaskerne sammen med alt det andet, man skal have med.  Når først sønnen bliver lukket ind på hospitalet, så skal de blive der sammen, til de bliver udskrevet. De må ikke forlade afdelingen.

Jeg savner dem, savner at jeg uden at skulle skrive, kan se at alt er fint. Jeg ved fra mine kolleger, at der findes ikke noget værre end svigermødre/mødre, der hele tiden skriver op til terminen, om alt er godt. Så det undlader jeg :-)

I stedet læser jeg. Før ferien tjekkede jeg Randis boganmeldelser og fik bestilt en del bøger hjem fra biblioteket. De er blevet slugt, der er kun en tilbage. Jeg har mistet evnen/lysten til krimier, så de anmeldelser springer jeg over. Men jeg kan varmt anbefale Carolina Säfsstrands to bøger Villa Havbrise og Klubben for lykkelige slutninger.

I Norge læste jeg sjette bind af Berlinerpoplerne Datteren. Tænk jeg har aldrig før tænkt over, at bøgerne foregår i Trondheim og omegn. Nu har jeg besluttet at læse hele serien igen. Og måske skal jeg prøve at bage vafler og spise dem med hvidost (almindelig skæreost) og brunost (myseost) :-)  Både Anne B Ragde og min svigerdatter siger, at det er en lækkerbisken.

Mens min datter og veninde gør sig klar til udflugt, vil jeg finde garn frem og strikke endnu en strikkeprøve . Det siger de kloge, at man skal. Og så vil jeg kaste mig udi en engelsk opskrift med ny opslagsmetode, provisionally cast on. Mon ikke hjernen bliver udfordret nok af det? 

Traveskoene skal også findes frem, jeg trænger til at finde roen i kroppen, mærke dens styrke og finde roen i nuet. 



8 kommentarer:

  1. Jeg troede, at Norge var lukket land igen, men det er snart ikke til at følge med, sådan som restriktioner kommer og går.
    Det er noget af en balancegang at være svigermor, men jeg tror du mestrer den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, vi var i Norge, da Danmark blev rubriceret som orange/rød. Men vi må gerne stadig rejse ind som turister: Utlendinger som er fullvaksinert eller som har gjennomgått covid-19 de siste 6 månedene, og som kan dokumentere dette med et koronasertifikat med en QR-kode som kan verifiseres av norske myndigheter, kan reise inn.
      Tak for din tillid. Jeg er heldig med at have unge kolleger, så jeg lytter vældig til deres snak om mødre og svigermødre :-)

      Slet
  2. Dejligt at I kom rigtigt på besøg i Norge. Nu må vi håbe, at I kan komme af sted, når babyen ankommer.
    God ferie. Jeg takker af i dag kl. 15.30 og har så tre ugers ferie at se frem til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig god ferie, Conny :-) og tak. Nu skal jeg lige have billederne fra ferien samlet, så jeg kan fortælle om ferien :-)

      Slet
  3. Jeg er så glad på jeres vegne! Selv om jeg selvfølgelig selv er ked af det, så er mine børnebørn trods alt store. Det ville have været rædsomt at gå glip af dem som helt nyfødte.
    Det er en skøn lille rede, du har syet til babyen!
    Jeg glæder mig også over, at du ved, hvordan du ikke skal opføre dig som svigermor :-) Jeg kan godt huske, hvor hammerirriterende det var HELE tiden at blive spurgt, om "der var sket noget?" NEJ - I skal nok få det at vide, så snart det er sket!
    Angående bøger: Jeg har lige (for en gangs skyld) læst en rigtig feel-good, som på absolut ingen måde så meget som nærmede sig kriminalgenren: 'Brevet i bogbussen' af Eli Åhman Owetz.
    Hvor var den altså sød :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes nu stadig det er synd for dig og dine børnebørn, Ellen ♥️
      Det er med at finde ligevægten, for det sku nødig hedde sig at vi ikke tænker på dem 😊
      Og tak for den boganbefaling. Den må på listen.

      Slet
  4. Det er altid godt at tage en travetur, tænk blot på hvad der sker hvis man ikke har ben og fødder at gå på. Når man som du har et arbejde, hvor man bruger benene, kan det jo godt være at man en gang imellem tænker "Jeg behøver ikke at gå en tur", - sandt nok. Men netop det at gå for at nyde landskabet er godt.

    Jeg kender ikke "Berlinerpoplerne", men det lyder som en følelsesmættet historie ud fra "teaseren" på no.wikipedia. Hvornår foregår den? Det står der faktisk ikke.

    Det er godt at vide at man kan komme omkring og til Norge med Corona-pas m.QR-kode.

    SvarSlet
    Svar
    1. Da 2, jeg er stor tilhænger af gåture også selvom man har et fysisk aktivt job.
      Jeg ved faktisk ikke hvornår Berlinerpoplerne foregår, men forestiller mig at det er i vores tid.

      Slet