onsdag, september 30, 2009

TRØSTESPISNING

Trang til at trøste mig selv, trang til lidt lækkert. Hvad skulle jeg finde på?


Løsningen blev en god kop te og så en tallerken med lækkert sprødt norsk knækbrød med det lokale mejeris hytteost og hjemmelavet blommemarmelade. Mejeriet har også en god fed ost med valnødder, den fik lov at være alene på det andet stykke knækbrød.


Knækbrødet er købt i Danmark, men jeg opdagede det i Norge på vore motorcykelferie, det er tyndt, det er sprødt, og så er det fyldt med fuldkorn, det er lige mig.


Bergen set lidt fra oven på en skøn sommeraften

Og så kan jeg sidde og glæde mig over en dejlig ferie, hvor vi jo også var i Bergen i det skønneste solskin, hvilket, vores sygeplejestuderende fra Bergen siger, er et særsyn ;-)

tirsdag, september 29, 2009

GOOD GIRL, GOOOOD GIRL

Et kursus i Danmark, nærmere bestemt derover hvor alle under et bliver kaldt københavnere af jyder.

Kursusdeltagerne mest københavnere og omkringboende, få fynboer og enkelte jyder (3 stk fra Nordjylland)

Kursusunderviserne en tysk fysioterapeut og en tysk sygeplejerske.

Alt foregik på engelsk.

Kurset handlede om Bobath, om tankerne bag konceptet, praktiske øvelser på afdelingerne på Hvidovre hospital og om Lejring i Neutralstillinger.

Den tyske fysioterapeut viste, hvordan man inddrog patienten i at have ansvar for den lamme side; eks. ved flytning i seng skulle patienten holde fast om sin lamme arm, mens vi guidede det lamme ben og hjalp med ved flytningen.

Her kom kulturforskellene frem. Terapeuten sagde, hold it! hold it! Good, gooood. Vi syntes, det lød, som når man træner en hund, men terapeuten mente, at man skulle fatte sig i korthed, så budskabet blev fanget af den hjerneskadet. Det var vi enige i, men ikke lige med de ord og det tonefald.

I dag tænkte jeg på det, da jeg var ved at lære en patient at holde sin lamme arm. Hvor svært kan det være at holde ved sin arm, tænker du måske? Hvis man er ramt på opmærksomheden mod den lamme side, eller har nedsat følesans, eller synsforstyrrelser, eller nedsat vågenhed, eller koncentrationsbesvær; ja næsten alle de symptomer, man kan have ved en apopleksi, kan gøre det svært at fornemme og forstå, hvordan man holder godt fast.

Det lykkedes, og jeg brugte ikke hundesprog ;-)

mandag, september 28, 2009

GRÅT I GRÅT

Vejret udenfor har ikke budt på mange lyspunkter, det har dog ikke forhindret mig i at have haft en god dag.

Sønnen inviterede på te, jeg tog hjemmebagte boller og kage med samt nylavet hyldebærsaft. Jeg nød at sidde i hans stue med strikketøjet og se hans bands musikvideo. Aftensmaden i aften var i orden for hans vedkommende, kæresten og han havde lavet rigeligt i går aftes, så han kan blive mæt i dag; det duftede godt og hot.

Nu er aftensmaden her hjemme også klar, grøntsagslasagnen står i ovnen og venter på landmanden. Han har sendt medarbejderne hjem for i dag, et nyt læs kartofler er sorteret, men der er lige noget, han selv skal ordne. Gad vide, hvornår han holder fri i aften. Nu vil jeg gå ud på trappen og i bedste Morten Korch stil stå der med forklædet på og med et dejligt smil forkynde, aftensmaden er klar, bette far ;-)

søndag, september 27, 2009

HVORNÅR HAR JEG BEDT OM DET?

Min startside er iGoogle, her har jeg forskellige nyhedssider med de sidste nyheder i overskrifter.

I dag stod der: Asger Aamund er tæppe af. ØH hvad??

Indtil jeg så, at googles automatiske oversætterfunktion var slået til, der skulle stå: Asger Aamund er blanket af!

Hvornår bad jeg om den funktion, og hvordan får jeg den væk igen? Indtil jeg finder ud af det, får jeg mig et billigt grin af og til.

BAGOM

Turen i dag startede ved motorvejsafkørslen Støvring syd; vi kom fra nord, de kom fra øst, vest og syd. En efter en svingede motorcyklerne ind på pladsen, flere af kvinderne havde taget deres egen motorcykel med i dag; vi er dog nogle stykker, som har det så godt på bagsædet, at det kørekort ikke trækker.


Overskriften på turen må hedde Bagom; jeg kan ikke huske alle de steder, vi var i Himmerland, men gang på gang måtte jeg sige, nå det er her vi er, vi var bare kommet bagom, aldrig af den lige vej til en by eller landsby.


Vejret holdt tørt, solen kom endda frem ind imellem, og jeg nød det danske landskab på vej ind i efteråret. Det blæste rimeligt heftigt, og det er desværre gået ud over mine billeder, mange af dem er blevet rystede.


Turen sluttede ved turlederen, hvor hans kone havde dækket et fantastisk kagebord, med de mest lækre hjemmebagte boller, store stykker chokoladekage, skøn, skøn æblekage og muffins som afslutning. Det var lidt sværere at hoppe på motorcyklen, da vi skulle hjem.

UNDER VANDET

Forbrugeroplysning I: Når en saftkoger er kommet i kog, skal man ikke lægge armene omkring den i forsøg på at løfte de to øverste gryder!


Det gør ondt! Resten af aftenen blev tilbragt ved køkkenbordet med armen under rindende vand, ind imellem holdt jeg pause med et vådt viskestykke svøbt om armen, men det kunne ikke stoppe smerterne, så jeg gjorde mig det mageligt med blad og tekop ved siden af vandhanen.

Forbrugeroplysning II: En søndag morgen med tid til hinanden og til morgenmad sammen inden landmanden lige smutter ud i marken, det er godt!


Og om få timer venter en motorcykeltur med en MC kammeraterne som guide. Jeg glæder mig.

Ha en god søndag.

lørdag, september 26, 2009

EN GOD DAG


Mirabeller jeg ikke kunne nå.


Hyldebær jeg kunne nå.


En grøn slange.


Det arbejdende folk


Sol og blå himmel


Roser, der stadig insisterer på at være med.


Hygge og ro.

SANSERNE I BRUG

Nede i fryseren lå 4 bananer, de blev smidt der ned som et eksperiment, da vi tog på ferie.

I køleskabet var mælken ved at forlade os, den var blevet sur, trods den havde lovet god holdbarhed til i dag.

Nedenunder var 6 æg, som havde glemt at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse og nu var blevet gamle, i hvert fald hvis man skulle tro på ydersiden af deres indpakning.

Jeg besluttede mig at stole på mine sanser, bananerne smagte af bananer, mælken lugtede syrligt, ikke snerpesur, æggene så pæne og rynkefri ud og havde ikke fået gammelmandslugten over sig.

Nu er ovnen fyldt med boller og banankage, og fra køkkenvinduet kan jeg følge med i det arbejde, landmanden og hans medarbejdere præsterer.

De kører troligt den ene traktor med vognen fyldt med kartofler efter den anden til indlagringstransportøren. Der læsses af, der løbes frem og tilbage, der smækkes baglåger op og i, der køres med truck ud for at hente nye tomme kasser, der flyttes indlagringsgrej, der knokles. Jeg nyder at være en del af livet på gården, jeg glæder mig til at kunne servere friskbagte boller med nyindkøbt ost fra det lokale mejere og en forhåbentlig lækker banankage som dessert.

Hov hov Lene, skulle du ikke til marked? Min mavefornemmelse fortæller mig, at den dejlige rolige følelse, jeg har lige nu, ikke skal ødelægges af at stresse for at nå at komme i bad, køre af sted og senere hjem igen for at lave aftensmad. Jeg skal nok få fat i en af Hannes tasker, lige nu nyder jeg bare landmandslivet.

KAN MAN LØBE EN HALV….

Gennem et stykke tid har jeg fulgt en journalists forberedelser frem til sit første maratonløb. Det har været noget af en planlægning med kost, løbeteknikker osv.; i søndags løb han i mål i Berlin og var selvfølgelig stolt over sin præstation.

Ind imellem når jeg læste med i avisen, fik jeg en lyst til at sætte mig sådan et mål, men i betragtning af at jeg ikke kan finde ud af at løbe, så er det nok langt ude i fremtiden ;-)

Så var det, at vi var til fest for 14 dage siden, en af landmandens landbrugsskolekammerater var med til festen, og jeg skulle lige opdateres i, hvordan det gik hjemme hos ham. Han er tidligere gymnast, men dyrker ikke nogen sport nu. Han plejer dog at stille op til et løb i august, og da det nærmede sig, kom han i tanke om, at han nok måtte forberede sig.


Han lagde ud med 8 km! Da ømhed og muskelstivhed var over, løb han 10 km, og så nåede han vist et par ture mere end løbet. Da han regnede med, at hans søster havde tilmeldt sig, hun løber dagligt og har løbet maraton gange flere, syntes han, hun skulle udfordres, så han stillede op i 22 km kategorien! Hun løb ikke, men det gjorde han.

Jeg var jo noget imponeret over dette, men så tilføjede den gæve landmand: ”så tænkte jeg, kan man løbe en halv maraton, kan man vel også løbe en hel”. Og så stillede han op i Aalborg maraton nogle uger efter og gennemførte!

Jeg tror det skal være mit motto.

fredag, september 25, 2009

SÅ VED JEG DET!


Jeg er så ikke en af dem, der kan strikke samtidig med, at jeg ser fjernsyn!

NOGET AT GLÆDE SIG TIL

Noget af det, jeg havde det sværest med, da jeg kom ind i landmandslivet, var uforudsigeligheden. I høst og forårsperioderne kunne jeg godt planlægge noget, men ofte blev det aflyst, fordi vejret og landbruget ville det anderledes.

Det har jeg vænnet mig til; nu håber jeg, at noget kan lade sig gøre, men jeg planlægger ikke.

Jeg har haft 11 dage nu med arbejde de 10 af slagsen, heraf 3 aftenvagter, og 4 undervisningsseancer, hvor jeg var koordinator og en af underviserne. Så der er en grund til, at jeg er træt nu,men nu er det friweekend fra sygeplejejobbet!


Jeg håber, at jeg i morgen eftermiddag kan starte bilen og køre til Nørresundby, hvor en kvinde vil friste med de skønneste tasker .

Jeg håber.

torsdag, september 24, 2009

BEGEJSTRING

Kom og kig, en kollega hev afdelingssygeplejersken og mig ind på en stue. Assistent eleven havde snakket med terapeuten om en god siddestilling i kørestolen for en patient.

Og her sad en patient, en dyne var foldet sammen tre gange på langs og var sat bage ryggen som støtte, fri af ryggen var den bredt ud, så den dannede støtte til armene. En anden dyne var sat bag benene og dukkede frem mellem knæene, så den også understøttede/stabiliserede leddene.

Og så stod jeg der og var så stolt af mine kolleger for deres vilje til at prøve at hjælpe vore svært ramte patienter, som mangler den indre stillingssans, som er ramt på deres følesans og som derfor drøner rundt i seng og stol med stor risiko for at skade sig selv, især den lamme side. Der er en høj grad af faglighed, af professionalisme og af viljen til hele tiden at dygtiggøre sig på min afdeling.

Det som blev sat i gang, da min afdelingssygeplejerske kom hjem fra et landsmøde og ville, at vi var tre, der tog på kursus i København for at få undervisning af tyske terapeuter og sygeplejersker på engelsk, det breder sig nu som ringe i vandet. Jeg er så stolt af mine kolleger.

onsdag, september 23, 2009

HVERDAGEN FOR EN SYGEPLEJERSKE OG LANDMANDSKONE

Man skal selvfølgelig holde budgetter, men det ansættelsesstop kom godt nok meget ubelejligt.
Heldigvis er der da kun 3½ måned, til 2010 starter, så håber jeg, at vi starter på en frisk.

Lige nu synes jeg, at jeg har 100 bolde i luften, og jeg frygter ind imellem, at jeg ikke er klar til at gribe, når de kommer ned, eller at jeg måske glemmer, at de er oppe i luften og så bliver ramt i hovedet af dem.

Alle andre har vældig meget tillid til mig, og så får jeg pludselig præstationsangst, føler mig som Kejseren i eventyret, hvornår kommer den lille dreng mon og råber, hun har jo ikke noget på.


Landmanden og kompagni har haft sorterdag, så den ene store bigbag efter den anden, alle fyldt med 1000 kg kartofler, står på rad og række klar til afhentning. Desværre yder billederne, jeg tog, ikke kartoflerne retfærdighed, så jeg nøjes med at nyde det dejlige syn af kartofler i alle størrelser.

Og aftensmaden fik selvfølgelig følgeskab af kartofler, i dag blev det små ovnstegte kartofler.

tirsdag, september 22, 2009

ALLE HAR EN MENING

om vejret, og her i huset er vi ikke altid enige, om det er godt eller skidt vejr.


Men vi er rørende enige, når det gælder vejrudsigten på Tv2. Her i huset bruges den til vurdering af de næste dages gang på gården; det bliver dog altid sammenholdt med radarbilleder og landbrugets egne vejrprognoser.


I lang tid er vejrudsigten blevet mere og mere underholdning end seriøs vejrformidling og lige nu er den da helt galt.


Som led i promovering af en ny serie på Tv2, tager vejrudsigten rundt til gader af samme navn som serien, det er så, hvad det er. Men når det væsentlige, nemlig billeder af vejret, radarbilleder, 5 døgns prognoser osv., bliver vist på en lille bitte skærm med gnidrede billeder, så rystes der på hovedet i den lille landmandsfamilie.

Det har vi en mening om, hvad synes du?

DAGEN I DAG


Jeg snuppede lige kameraet med i morges, så jeg kunne forevige en flot solnedgang.

ØH min skarpe læser har slået til, det er selvfølgelig en solopgang :-)

SNYDT moster, solen stod først op, da jeg var kommet på arbejde. Det har ændret sig på de 4 dage, hvor jeg ikke skulle møde kl.7; der var bælgravende mørkt i morges, og i går aftes var det mørkt allerede ved 19 tiden.

Det er vist tid til at gå i hi.

mandag, september 21, 2009

MARIEHØNEN EVIGGLAD

Landmændene er stoppet for i dag, regnen falder ganske sagte; fint med mig, når bare den vil holde sig væk i dagtimerne.

Blommechutneyen står og simrer på komfuret, som ikke er et komfur, og vi har taget hul på det sidste glas fra 2008; det smagte godt til de flødestuvede kartofler og kyllingefileterne. Om lidt skal 2009 på glas, det er altid spændende, om jeg nu har glas nok.

Mariehønesangen var en trofast bestanddel af min verden, da jeg havde små børn, og da jeg var gymnastikleder. Der er ingen, som kan synge med så megen glæde som børn. Om det lyder godt eller ej, det er fuldstændig ligegyldigt, det er bare sjovt at synge til, at bevæge sig til musikken og synge sjove ordspil.


I dag var mariehønsene ikke krøbet i læ under sneglehusets tag, men under et blad, her sad de trygt og godt. Nu tror jeg, at køkkentjansen skal gøres færdig, og så vil jeg krybe op i sofaen og nyde resten af den korte aften(der er jo en dagvagt i morgen).

EN GANSKE ALMINDELIG MORGEN

Her på gården krydser vi fingre for, at regnen ikke stopper kartoffeloptagningen i dag.

Alt går planmæssigt, kølehuset er snart fyldt med kasser med de lækreste kartofler. Så flyttes grejet hjem til gården, og kartoffelhuset herhjemme fyldes med kartofler, og er vi heldige, er vi færdige midt i oktober.

September har vist sig fra sin smukkeste side, rønnebærtræerne stråler i rødt, og vore buske, som jeg ikke kender navnet på, følger med i den røde farveskala.


Laika sover tungt på bryggersgulvet, jeg har netop lavet madplan for ugen i håb om, at vi så får god nærende kost.Kontorarbejdet er overstået, jeg hygger mig med en kop te og Leonard Cohen på Youtube.

Gåturene røg sig en tur for 4 dage siden, de skal genoptages i dag; jeg har det med at sætte dem sidst i rækken, når jeg er træt.

Indkøbsseddel er skrevet, blommechutneyopskrift er fundet, og der bliver vist ikke tid til hyldebærplukning, hvis huset også skal have en kærlig hånd, nu får vi at se.

Det er en ganske almindelig mandag i september.

søndag, september 20, 2009

SKYFULD SØNDAG

Udenfor mørkner det, det drypper lidt, men for mig har det ingen betydning, jeg skal jo på arbejde.


Landmanden pisker rundt, han flytter kartoffelgrej, han slår græs, han ordner alle de småting, som der ikke er tid til i hverdagen, hvor arbejdsdagene er lange. Han har et mål, han vil på motorcykeltur i eftermiddag sammen med nogle MCbekendte. Så for hans skyld håber jeg, at solen snart finder vej gennem skyerne.


Aftenvagten i går blev travl, vi havde de samme patienter, vi fik ingen nye, men pludselig over aften skete der mange forskellige ting, som gjorde, at mine kolleger var bekymrede for mig og min tur hjem. En lang dag sammen med travlhed og min alder ;-) gjorde, at jeg så noget træt ud kl. 23. Jeg kom dog hjem uden at falde i søvn, og vi sov skam til kl. 8, inden jeg stod op og kørte til bageren efter rundstykker og aviser.


Nu er der plukket blommer, landmanden sendte en fin hentydning, som blev fanget; i bryggerset og på køkkenbordet ligger der nyvaskede blommer, som venter på, at fruen beslutter sig til, hvad de skal omkonverteres til. Hyldebærrene er også modne, så mon ikke den enlige fridag i morgen skal bruges på plukning og saftkogning.

Ha en god søndag, som forhåbentlig bliver lige efter dit hoved.

lørdag, september 19, 2009

GOD LØRDAG

Nu er der smurt madder til landmanden,

ostemadder og småkager er pakket til hele holdet til eftermiddagspausen;

der er sprunget over, hvor gærdet er lavest i form af indkøbt aftensmad til landmanden, der kan lunes i mikroovnen,

og der står lidt chokolade, han kan forkæle sig med i aften.

Om lidt drager jeg ned til min far til et kvikbesøg,

og bagefter venter en aftenvagt sammen med dejlige kolleger.

I går havde en af de faste aftenvagter printet "go nu nat" sangen ud, fordi vi har en patient, der er ramt på sproget, men som godt kan lide sang. Og selv om man er ramt i sprogcenteret, så er man ikke ramt i det område, hvor rim og remser samt indlærte sange ligger. Så vi sang, grinede og hyggede os.


Sang og latter frigører energi, så jeg håber, vi også skal synge i aften.

fredag, september 18, 2009

SÅ VENDER VI KAJAKKEN

Efter dage med planlægning af undervisning, med planlægning af instrukser og praktiske detaljer om vores medvirken i trombolysebehandling, med telefonopkald og mails landet rundt, så er det tid til at deltage i det daglige arbejde på afdelingen.

3 aftenvagter står for døren, og jeg glæder mig til at være praktisk og have kontakt med patienterne. Ind imellem kan jeg godt tænke, hold da op hvor er der mange ansat, som ikke har noget med den direkte patientpleje. Jeg mener selv, at min funktion er nødvendig. For at et personale kan yde den bedst mulige pleje, skal de også hele tiden være opdateret med den nyeste viden. Den viden skal være evidensbaseret, altså der skal være undersøgelser, der dokumenterer, at det her er noget, der ikke blot baserer sig på jeg tror og jeg mener, men at der er solid viden og undersøgelser bag det vi gør.


I dag ved vi, at det f.eks. er bedre at bruge almindelig postevand end danskvand til at lave mundpleje med. Danskvand fremmer faktisk svampebelægning pga. dens pH. Og inden efterårsferien er jeg meget klogere på det emne, for jeg har kolleger, der er dykket ned i den nyeste viden og som holder undervisning for os andre om dette.

Vi ved også, at opmærksomheden på patienters synkeproblemer ved en apopleksi forebygger lungebetændelse og underernæring, så jeg er ved at arrangere undervisning i undersøgelse af synkefunktion og mundstimuli før spisning med meget dygtige instruktører.

Der er mange emner indenfor sygeplejen, som slet ikke er forsket i, og den forskning vil der blive efterspurgt, og derfor også flere mennesker, som er ansat til at forske og ikke være med i plejen. Og vi har jo brug for hinanden, så nu vil jeg glæde mig til praksis, som så kan inspirere til nye tanker og spørgsmål, der skal undersøges, om der er viden om dette.

torsdag, september 17, 2009

LÆSEKREDS

Madame spørger, om vi har prøvet en læsekreds. Det får mig til at tænke på det år, hvor jeg af nysgerrighed havde meldt mig til et aftenskoletilbud, hvor man mødtes en gang om måneden i 5 måneder på biblioteket og diskuterede en bog.

Mange af de andre havde været med gennem flere år og kendte hinanden. En gymnasielærer stod for at holde diskussionen fokuseret og stillede uddybende spørgsmål, hvis vi ikke selv kom i dybden.

Jeg fik læst bøger, jeg aldrig ville have læst ellers, og faktisk har jeg allerede en gang tidligere skrevet om de bøger, og jeg kan huske, at Johanne læste den ene bog og anbefalede den, og så tog bogen ellers en rundtur i blogland.

Den bog, Uden hjem, af Charlotte Strandgaard, gjorde et kæmpe stort indtryk på mig. Stadig i dag kan jeg huske fornemmelsen af, at der egentlig skal så lidt til, hvis tingene arter sig forkert, for at ende som hjemløs. Og Charlotte Strandgaard beskrev de hjemløses liv i København helt eminent. Jeg tænker stadig på det, når jeg går forbi et vaskeri, forhallen på et sygehus eller ventesalen på banegården, og husker beskrivelsen af hvordan man ikke måtte komme til at sove og skulle se ordentligt ud, så opsynsmændene ikke opfattede, at man var hjemløs.

Lige nu er jeg ved at læse Sara Blædels krimi, Aldrig mere Fri, den er også grum, men mere på en måde, hvor det ikke sætter så dybe spor. Egentlig burde jeg udfordre mig selv igen med en læsekreds, men det må vente.


Er du i gang med en god bog?

EN GANG TIL FOR PRINS KNUD

I går nat havde min afdelingssygeplejerske haft en meget usammenhængende søvn, i nat er det så min tur.

Lige nu sidder jeg med en kop varm kakao og en blok ved siden af. Alle de tanker, der åbenbart rumsterede så meget i hjernen, så de vækkede mig, er lige nu væk, men mon ikke de dukker op igen.

For 5 år siden startede den første akutte behandling af en blodprop i hjernen op i Ålborg, og i dag er den et tilbud over hele landet. Du har helt sikkert læst om Sanne Salomonsen, som fik behandlingen, og hendes historie var med til at give det sidste skub, så trombolysebehandlingen blev døgndækkende og landsdækkende.

I Ålborg har det været intensiv sygeplejerskerne, som sammen med neurologiske læger gav behandlingen. Det er en blodfortyndende behandling, som skal gives indenfor 3 timer efter blodproppen opstod. Jo hurtigere jo bedre resultat.

Nu har vi sygeplejersker på apopleksiafsnittet langt om længe fået lov til være med til behandlingen, alle har ment, det var det bedste for patienten, men selve logistikken og det at det skal gå så hurtigt har besværliggjort denne beslutning. Nu er der fundet en løsning, og 1. oktober går det løs.

Der er meget, der skal tænkes på, så vi er helt sikre på, at alt fungerer fra 1. Dag. Lægerne har jo som sagt givet behandlingen i 5 år, så de kan støtte og vejlede os, men vi har også en interesse i at få nedbragt tiden, fra patienten kommer ind i modtagelsen, til medicinen bliver givet, for jo hurtigere jo bedre resultat.

MEN det nytter alt sammen ikke noget, hvis ikke du og dine er klar over, at akut indsættende lammelse i den ene side, hængende mundvig eller tale besvær betyder, at man ringer 112. Man venter ikke lige og ser tiden an eller lige sover på det. Lad Falck og lægen afgøre, om det her kræver hurtig transport indtil sygehusmodtagelsen.



Og så kan du teste din viden om apopleksi her.

onsdag, september 16, 2009

SEPTEMBERDAGE

Køreturen til arbejde giver smukke solopgange, og gåturen om aftenen giver ditto solnedgange.


En gåtur her sidst på eftermiddagen er nu heller ikke så ringe endda.


Der er plukket lidt flere hindbær og spist lidt blommer og mirabeller.


Aftensmaden i aften får Mou lov til at levere i form af en karrysuppe.

Aftenen er min egen, jeg har udskudt koropstart et par uger, jeg har brug for ikke at skulle fare ud af døren om aftenen, men jeg glæder mig til at være med igen.

En god krimi og en sofa venter, men først lidt aftensmad.

tirsdag, september 15, 2009

SOV!

Skønt det er mange år siden, kan jeg stadig huske de nætter, hvor den lille lækre baby havde valgt at vende om på dag og nat.

Jeg kan godt huske, hvordan jeg kørte med vuggen frem og tilbage, først i små blide ryk samtidig med at jeg sang små sange, senere blev rykkene lidt hårdere, og det var lige før jeg hvæsede, så sov dog, i al min afmagt.

Nu hvor babyerne er flyttet hjemmefra, skulle der være basis for en god nattesøvn. Hvorfor er jeg så stået ud af sengen igen? Fordi søvneksperter siger, kan man ikke sove, skal man stå op, lave noget andet, indtil man føler træthed. Nu er der vasket op, og billedet fra aftenens gåtur er lagt ind. Om lidt forsøger jeg igen.


Sov godt

I’M STILL STANDING

Man skal bryde vaner en gang imellem, så i dag satte jeg musik på, mens jeg lavede aftensmad.

Elton Johns samlede hits lå øverst, og så drønede der ellers musik ud i æteren.


Mens jeg fyldte kyllingefileter med fetaost, soltørrede tomater og oliven
Mens jeg skyllede spinatblade til salaten
Mens jeg kogte pasta og lavede tomatsovs
Mens jeg dansede til musikken


Så klappede jeg mig selv på skulderen,det må man godt en gang imellem.

mandag, september 14, 2009

SEPTEMBERAFTEN

Vejret kan man absolut ikke klage over, så der er glæde over hele linjen.

Landmanden er glad, det går rigtig godt med at tage kartofler op, og vejrudsigten lover lignende vejr ugen ud.


Laika er glad, fordi fruen i huset har genoptaget gåturene, jeg går 5 km, Laika når da vist det dobbelte, alt skal undersøges og snuses til.


Og jeg er glad, fordi jeg kan mærke, at gåturene og det, at jeg vælger åndehuller, giver mig energi.

ÅNDEHULLER

Jobkonsulenten fra kommunen er lige kørt, vi skulle sættes ind i reglerne, når man har sagt ja til en i flex-job, og samtidig fik vi også en snak om de mange, der går ned med flaget både psykisk og fysisk. Man skal lære at sige fra og ikke altid sige ja, var hans kommentar.

Det kan være svært, vi vil jo gerne hjælpe, både på vores arbejde og i fritiden. Folk på min alder er også kommet til den alder, hvor børnene nok er flyttet hjemmefra, men stadig har brug for råd og hjælp evt. til børnebørnene, samtidig har vi måske forældre, som også har brug for vores hjælp. Fysikken begynder måske at drille, vi kan sagtens klare det samme som før, men har måske brug for længere restitutionsperioder.


I dag skabte jeg et lille åndehul, jeg havde sagt ja til at deltage i et møde på sygehuset på min fridag, og hjemme var der som sagt et møde med jobkonsulenten. Mit åndehul bestod i efter sygehusmødet at køre fluks ud til Gug, hvor en dejlig kvinde huserer. Her er der rum til tanke og tale, her er der rum til at lade skuldrene sænke sig og bare være til. Tak Liselotte, det åndehul har givet langt mere energi, end jeg turde håbe på.

Og der skal ikke gå så lang tid som sidst, før vi kan ses igen. Jeg vil passe på mine åndehuller.

søndag, september 13, 2009

LIDT SØDT

Fester i dag er langt fra barndommens koncept med suppe, steg og is.

Jeg har vist tidligere nævnt, at jeg blev frygtelig skuffet, hvis nogen lavede om på menuen, jeg elskede/elsker suppe med kød og melboller, og is har alle dage været min yndlingsdessert.

I går var vi til fest med en rigtig gammeldags kogekone, en bitte tæt kone, som har smagt godt på sagerne gennem tiden, men maden var der ikke noget gammeldags over. En sand fryd af mangfoldighed, og vi gik ikke sultne fra bord.

Desserten var det store kagebord, fødselaren havde allieret sig med mange gode venner, som havde bagt hver sin drøm af en kage. Der var lagkager i alle afskygninger, roulader med lækkert fyld, muffins, småkager og ikke mindst en drøm af en kage, små marengskager lagt sammen med lækker creme. Den hedder sikkert noget, det fik jeg aldrig fat i, men for første gang i mit liv smagte jeg en kage, hvor jeg kunne smage kaffe og jeg var alligevel vild med den.

Det er ikke sult, der plager mig lige nu, men vi tager lige en fødselsdag mere, så må der gås ekstra lange ture i næste uge.

Ha en god søndag.

lørdag, september 12, 2009

LØRDAG PÅ LANDET


Landmanden og medarbejderne er oppe og i gang, gårdspladsen er fyldt med biler. Der skal tages kartofler op, så traktorer bakker til indlagringstanken og kører ud igen, når kartoflerne er læsset af, kørt hen over børsterenser og ned i kasser. Kort tid efter kører den næste traktor ind på pladsen foran kartoffelhuset, og sådan forsætter det hele dagen.


Laika har fået første prioritet, så vi har været ude at gå de 5 km, og jeg kan konstatere, at i dag brugte jeg 200 skridt mindre på turen. Min skridtlængde har jeg målt til 80 cm, og det passer meget godt med de 6300 skridt til 5 km.


Hindbærbuskene har stadig modne bær, men de kommer få af gangen, så jeg tror, jeg vil plukke, skylle og fryse dem enkeltvis først og så ned i en pose, det samme vil jeg gøre med brombærrene, for de modnes også uens.

Imens kan jeg jo så synge Venter på Fars sang:

Der er altid noget at gøre for en husmor,
der er altid noget at gøre såmænd.
Der er altid noget at gøre for en husmor,
hun gør det samme om og om igen.
Ja der er altid noget at gøre for en husmor,
en husmor er der nemlig altid brug for.
Hun løber rundt hele dagen
og bli’r alligevel bred om bagen

fredag, september 11, 2009

AWARD

Jeg bliver så glad, når nogen synes, at jeg skal have en award, jeg er bare så dårlig til at få dem vist her på bloggen.


For lang tid siden gav Solsikken mig en award, jeg elsker at få venner, tusind tak Ruth. Awarden giver jeg til alle jer, som glæder mig ved at læse med her og ind imellem kommentere.

I forgårs fik jeg en award mere fra Charlotte, også tusind tak til dig. Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til ordene på den. Jeg er nemlig en af dem, som har det svært, hvis folk ikke kan lide mig, men jeg arbejder på at hvile i mig selv.


Med denne award følger reglen skriv 10 ting om dig selv. Nu bestemmer jeg jo enerådig på denne blog, så jeg nøjes med 5 ;-)

Jeg er storesøster, og dermed er det ifølge visse forskere logisk, at jeg blev sygeplejerske.

Jeg er startet i ny stilling, som ikke var en, jeg havde søgt, men en, som man mente, jeg ville være god til. Vi får se, det er et vikariat på et år.

Jeg har aldrig haft ønske om at blive landmandskone, mon der overhovedet er nogle kvinder, der drømmer om det? Nu blev det sådan; jeg havde drømt om, at ham tømreren, jeg forelskede mig i, ville tage med mig ud som ulandsfrivilig, som det hed dengang. Han havde en anden drøm, så nu sidder vi så her ;-)

Jeg elsker at synge, og som tidligere skrevet skal du ikke blive forskrækket, hvis du møder en halvgammel kvinde, der ikke kan sidde stille i sin bil, det er bare mig, der skråler løs.

Og så har jeg gået til dans i 10 år, men skulle altid være herren, fordi jeg var den højeste, så jeg drømmer om en plads i Vild med dans, hvor jeg kan få lov til at være feminin, lækker og med masser af strut i skørterne.

Har du ikke fået denne award, giver jeg den til dig, jeg håber, du vil tage imod udfordringen.

SOLSKIN KAN MAN ALTID FINDE


bare der er en, man holder af.

MORGENKUR

Nu kan jeg ikke huske om de børn, der ikke kan sige k siger t, eller om det er omvendt. Anyway du kan indsætte t i overskriften, og det passer alligevel.


Nattesøvnen indfandt sig på den forkerte side af midnat, så der skulle en god kur til fra morgenstunden, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at nå det, jeg gerne vil i dag.


I alt for lang tid har gåturene været lagt i mølposen; faktisk tror jeg også, Laika savnede dem. Hun har i hvert fald i lang tid haft den irriterende vane med at snappe efter mig og puffe til mig, hvis jeg lavede noget i bryggerset, hvor hende opholdssted er.


Hun var parat med det samme, da jeg fandt traveskoene frem, her var ingen kommunikationsproblemer; hun vidste lige nøjagtig, hvad der skulle ske.


Tågen var tæt, og landskabet får et drømmende skær i solens forsøg på at komme igennem. Luften var frisk og let kølig, men vi travede os til varmen; 5 km og 6523 skridt blev det til, og nu er alle sanser vakte.