Da mine børn var små, skulle jeg lige se til dem, inden jeg selv gik i seng. Jeg kiggede på dem, sansede dem og ikke mindst så efter om de trak vejret. Sådanne små børn kan sove så lydløst og så godt, at jeg til tider var nødt til at lægge min hånd på deres brystkasse for at mærke vejrtrækningen.
En kollega fortalte, at hun havde et lille spejl, som hun holdt foran sine børns mund, fordi hun ikke ville risikere at vække dem.
I dag kom jeg ind på en stue, fordi de ringede, de havde så fået hjælp, men ved siden af sov en ældre herre så tungt og godt og så lydløst som et lille barn. Jeg stoppede op, stirrede intenst på brystkassen og efter et stykke tid så jeg en lille krusning, så jeg kunne gå videre roligere i sindet. Jeg var så ikke den eneste, som var stoppet op, fandt jeg ud af senere. Heldigvis var det bare en meget lydløs og dyb søvn.
Herlig med unger, og voksne som sover tungt og godt. Men vondt når en lurer på om de puster. husker jeg også måtte sjekke ungene før jeg la meg.
SvarSletHa en god kveld :)
Åh, hvor jeg kender det. Havde egentlig glemt hvordan det var indtil Anton ankom...
SvarSletKnus fra engen ;-)
Tak i lige måde Fjordheim, jeg var godt klar over at jeg ikke var alene med den sengevane :-)
SvarSletJeannette Mariae, ja du står jo lige midt i det :-) sikke en gave det er at måtte tage vare på sådan en herlig gut :-)
Jeg husker udmærket, at jeg nærmest vækkede min datter for at finde ud af om hun trak vejret.
SvarSletGrunden til, at jeg var så nervøs lå i, at min mor havde mistet tre børn, og det lå dybt i mig, så jeg ville bare være sikker.
Det var yderst tragisk for min mor, den første hun mistede nåede at blive to år, den næste ½ år, og den sidste var syg fra fødslen. Jeg har ofte tænk på, at det må have været et mareridt for hende, føde fem børn, og kun beholde de to.
Knus
Vibeke
Dit indlæg vækker minder, Lene. Engang var jeg på højskole i Tønder (Uge) sammen med min moster og kusine. En morgen fortalte moster, at hun var stået op om natten, for at kontrollere, at vi begge trak vejret.
SvarSletVi var begge over 20.
Det er da sødt.
Vibeke, jeg forstår godt din reaktion, og hvor har din mor dog været meget hårdt igennem.
SvarSletSister, mon I havde været ude på de vilde vover, siden hun blev bekymret? Dejligt at der er nogen der bekymrer sig om os :-)
Lene, det var sådan en hyggelig rutine lige at se, om de sov godt og havde dynesn over sig. Sovende børn er så kære.
SvarSletSikken tragedie, Vibekes mor oplevede. Det må bare være det værste. Uanset hvor gamle, så skal børn ikke dø først.
Næææææ - klippet og syet hele dagen, vi lærte at lave stofcollager i en hel uge i Uge. Ret spændende, så vi var monstertrætte og sov tungt.
SvarSletBetty, det er så fredfyldt og jeg kommer helt til at længes efter et sovende barn i mine arme :-)
SvarSletEgentlig ville jeg godt kunne forstå hvis man som mor opgiver at få flere børn af angst.
Min søster mistede sin første lille pige som blev født for tidligt og 16 år efter mistede hun lillesøsteren, som da kun var 15 år. Nogle mennesker bliver hårdt ramt.
Sister, nu troede jeg ellers lige jeg havde regnet den ud :-)
SvarSletMå vi ikke se nogle eksempler på din kunnen :-)
Det sker, at min kære ægtemand holder en meget lang vejrtrækningspause i søvne. Jeg bliver så forskrækket, men har vænnet mig til at give ham et puf. I det mindste snorker han ikke - men han sover meget stille. Vore tre børn er alle flyttet for ganske nyligt, så nu høres kun gravhundens snorken om natten.
SvarSletVelkommen her Charlotte :-) Sådan har min mand det også, det kaldes søvnapnø, og kan behandles med en maske, man skal sove med om natten, men som en specialist i dette sagde, så skal man være meget plaget af bivirkninger fra sådan en søvn= at man falder i søvn pludselig midt om dagen, for at man kan vænne sig til den behandling og dermed også en bedre livskvalitet om dagen. Det stadie er min mand ikke kommet til, men ind imellem synes jeg, det er uhyggeligt, når pausen er ekstra lang.
SvarSlet