Var det det, der skulle til?

 Normalt bekymrer jeg mig ikke om mit helbred, udover at jeg gerne vil passe på det. Men med titlen som farmor og det i en sen alder og med sygdom i familien, begyndte en bekymring at fæstne sig i mig. Jeg skulle gerne opdage sygdom i tide, for jeg ville gerne være frisk og rørig længe. Først var det Alzheimers sygdom, jeg bekymrede mig om, så kom jeg i tanke om, at jeg da også havde hjertesygdomme i familien og kræft er der jo i alle familier. For det meste har jeg kunnet lægge det på hylden for glemte/gemte sager, men indimellem falder det ned fra hylden. 

Jeg kan godt forstå, at folk indimellem har svært ved at forstå, når man må sige til dem, at alle de symptomer der er, er tegn på kropsbelastning. Nogle gange ved de godt, at livet har været svært, tungt, hårdt eller noget andet, men hvad gør man så ved det? Selv om jeg er blevet undersøgt og min læge og jeg blev enige om, at det var psykisk udløst, så kunne min krop og hjerne ikke finde ud af det alligevel. For symptomerne kom jo stadig indimellem.

 I efteråret så jeg et opslag, man manglede kontrolpersoner til et phd-projekt og som de skrev; du får ingen penge, men til gengæld får du undersøgt dit hjerte grundigt. Jeg slog til med det samme. For to uger siden blev jeg kaldt ind til en formiddag fyldt med masser af undersøgelser. Forud gik blodprøvetagning og hjertekardiogram. På dagen fik jeg lavet en MR-skanning af hjertet, en ultralydsskanning af hjertet, en måling af mit hjertes hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed samt måling af hvor tykke mine kar er.

Kort og godt som hjertelægen sagde; du har et overordentligt sundt og stærkt hjerte! Karmåling viste, at mine kar svarede til en på 50 år. Jeg så mit smukke stærke hjerte på MR-skanningsbillederne. Og det er som om at de symptomer, jeg af og til stadig får, ikke bekymrer mig mere. I stedet fylder en taknemlighed mig, en taknemlighed som ikke skal forplumres af unødige bekymringer. Jeg skal bare i bedre kondition og så stadig passe på mig selv ved at nyde livet, slappe af, men også få styr på de ting, jeg gerne vil gøre.

Ugerne stryger af sted, jeg stornyder mine fire fridage hver uge, hvor vi er startet i det små med oprydning hist og pist. Sønnen startede i julen, nu er de ting, han gerne vil gemme, kommet i nye kasser og på loftet. 

Lige nu strikker jeg strikkeprøver, de er nødvendige, men jeg hader dem, når jeg ikke strikker samme fasthed som opskriften påbyder. Jeg er vist på 3. eller 4. strikkeprøve, bredden passer, næsten, men højden er ikke høj nok. Så nu skal jeg have købt en ny størrelse rundpind, for det gjorde en forskel, da jeg skiftede fra en ældgammel rundpind str. 2,5 til en helt ny str. 2,5. Derfor vil jeg prøve om str. 3 i et andet mærke måske kan ændre noget.

Det er vinterferie i Nordjylland og det betyder færre folk på arbejde, og da vi samtidig har fået både nye studerende, elever og kolleger, er der nok at se til. Heldigvis har der været gode dage med færre patienter, hvor vi efterhånden var blevet vant til mange patienter på gangen. I dag og i morgen tager jeg aftenvagt. Jeg kan sagtens være i aftenvagt, min krop har bare svært ved at omstille sig bagefter, men når mange holder ferie, er resten som regel allerede sat på arbejdsplanen. Så jeg konkluderede, at pilen pegede mod mig, da vi manglede en aftenvagt. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg ikke er så tit sammen med.

 

Bliv set, mødt eller hørt - tankerne flyver

 Før hen brugte jeg ofte dette forum til at gøre mig selv klogere på meninger, ord og vendinger. For I havde altid gode overvejelser, som hjalp mig på vej. Nu til dags hvor jeg skriver sjældent, flyver tankerne i mit hoved for en stund og så forsvinder de og kan ikke genfindes, hvis jeg vil skrive et indlæg om dem. Denne gang huskede jeg at skrive stikord i en kladde, så jeg kunne huske, hvad jeg tænkte.

Hver søndag går jeg ned til postkassen for at hente ugemagasinet Søndag. Hver søndag overvejer jeg, om ikke jeg skal ophæve abonnementet og hver søndag er der altid et eller andet i bladet, der sætter tankerne i gang. En søndag startede det allerede, inden jeg kom ind igen, for på forsiden var Lone Frank citeret for, at hun gerne vil blive hørt, men var ligeglad med at blive set.

Det fik mig til at tænke på det, der ofte siges i sygeplejen. Det er vigtigt at patienten føler sig set og mødt. Og så gik tankerne på forskellen mellem at blive mødt og hørt. Havde jeg misforstået vendingen, så jeg søgte og fandt en artikel fra 2014, hvor man havde undersøgt patienters oplevelse af kommunikationen med sundhedspersonale på en ortopædkirurgisk afdeling.

Her konkluderede forfatterne, at det som fyldte mest hos patienterne i forhold til at føle sig set, mødt og forstået, var den enkelte sundhedsprofessionelles verbale og nonverbale udtryk med stor vægt på det nonverbale. Artiklen giver eksempler på, at hvis personale ser travle ud, så lader man være med at spørge. Det er jo ikke så godt, men måske forståeligt. Men patienterne giver også gode eksempler på en nonverbal kommunikation: 

”Det er vigtigt, at personalet ser på en, taler direkte til en, så føler jeg, at jeg har den kontakt, jeg ønsker. Ja, det er jo svært at forklare, men det er opmærksomhed og nærvær.”

Og når jeg så går tilbage til mit indlæg, hvor jeg undrede mig over, at patienterne hos os kunne føle sig godt behandlet på trods af et utroligt travlt afsnit, er det måske netop det, det handler om. At hos os får du et smil, øjenkontakt og forhåbentlig også forklaringer/støtte. Vi stopper op, hvis du som pårørende står og ser søgende ud. Faktisk kan man som pårørende risikere at blive stoppet mange gange af personale, mens man venter på at kunne komme ind til patienten.

I forhold til patienten, advokerer vi erfarne for, at man fra morgenstunden hilser på alle sine selvhjulpne patienter, fortæller dem om hvad der skal ske i dag, hører om der er noget de undrer sig over og fortæller, at man også har andre patienter, som har brug for en del hjælp, så der vil man være meget. Men uanset hvad er det vigtigt, at de selvhjulpne patienter ringer med klokken, hvis de får forværringer og de skal tage fat i os, hvis der er noget, de mangler svar på. 

Min erfaring er så, at jeg resten af dagen kan stoppe op, når jeg går forbi og spørge; er alt vel eller jeg har ikke glemt dig, men der er ikke stuegang endnu (vores stuegang varer fra 9 - 20 hver dag). Det tager ikke lang tid, men vi får øjenkontakt. Og det mener jeg gør forskellen. Nogle dage må jeg forklare, at ja det logiske ville være at tage alle de selvhjulpne først til stuegang, hvis det eneste de venter på er en lægelig afklaring og godkendelse til udskrivelse (især når patienterne kan se, at der ligger 6 patienter på gangen). Men det patienten ikke kan se, er at der er andre patienter, som er så dårlige, at de skal og bør ses som de første af vores læger.

At føle sig mødt er vel også at føle sig hørt, men også set, med alt det man kommer med som det menneske, man er. Vi har hver især brug for forskellige ting fra en sygeplejerske/social -og sundhedsassistent, når vi indlægges. Og kunsten i sygeplejen er at ramme de behov, og det mener jeg gøres med nærvær og opmærksomhed. Men så sandelig også med at jeg besidder en faktuel viden og en færdighedsviden, som kombineret med nærvær og opmærksomhed giver patient og pårørende tillid til at jeg vil dem det godt.

Tilbage til Lone Frank, så handlede hendes ord om, at hun ikke havde behov for, at folk så hende som et kønsobjekt (sat op mod at kvinder ofte føler sig usynlige, når de bliver ældre), men hun ville gerne, at folk lagde mærke til, hvad hun havde at sige. Og det gjorde folk i højere grad nu, fordi hun havde meget mere at komme med (qua sin erfaring). 

Faktisk synes jeg, at hun har flyttet sig utroligt meget fra første gang jeg læste om hende og læste bogen Den femte revolution. Men måske er det mere det levede liv, der gør, at der er andre ting, som hun anser for vigtigt. I denne artikel var der fokus på kærligheden og sorgen, hun mistede sin daværende kæreste, som døde, da hun var 48 år. Men også på alderen, de fysiske forandringer og hendes nysgerrighed på verden og det at formidle.

Jeg får helt lyst til at prøve kræfter med en af hendes sidste bøger, som netop sætter fokus på kærlighedens natur ud fra et videnskabeligt perspektiv. Hendes phd. i neurobiologi fornægter sig ikke, så selv i sorgen og erkendelsen af at have taget kærligheden for givet, vælger hun at gå til videnskaben sammen med en psykolog, ikke kunstnere, digtere eller filosoffer.

Jeg tror hun kan provokere mig og få mig til at stoppe op og undre mig. Det er altid sundt at høre andres perspektiver. 

Billedet er fra en af trappeopgangene i Nordkraft. Her ligger sundhedscenteret på 9. sal og sidste uge, da jeg skulle undervise tidligere patienter og deres pårørende, valgte jeg for første gang at gå hele vejen op. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det rå look og den smukke by udenfor. Et andet perspektiv på byen.