Var det det, der skulle til?

 Normalt bekymrer jeg mig ikke om mit helbred, udover at jeg gerne vil passe på det. Men med titlen som farmor og det i en sen alder og med sygdom i familien, begyndte en bekymring at fæstne sig i mig. Jeg skulle gerne opdage sygdom i tide, for jeg ville gerne være frisk og rørig længe. Først var det Alzheimers sygdom, jeg bekymrede mig om, så kom jeg i tanke om, at jeg da også havde hjertesygdomme i familien og kræft er der jo i alle familier. For det meste har jeg kunnet lægge det på hylden for glemte/gemte sager, men indimellem falder det ned fra hylden. 

Jeg kan godt forstå, at folk indimellem har svært ved at forstå, når man må sige til dem, at alle de symptomer der er, er tegn på kropsbelastning. Nogle gange ved de godt, at livet har været svært, tungt, hårdt eller noget andet, men hvad gør man så ved det? Selv om jeg er blevet undersøgt og min læge og jeg blev enige om, at det var psykisk udløst, så kunne min krop og hjerne ikke finde ud af det alligevel. For symptomerne kom jo stadig indimellem.

 I efteråret så jeg et opslag, man manglede kontrolpersoner til et phd-projekt og som de skrev; du får ingen penge, men til gengæld får du undersøgt dit hjerte grundigt. Jeg slog til med det samme. For to uger siden blev jeg kaldt ind til en formiddag fyldt med masser af undersøgelser. Forud gik blodprøvetagning og hjertekardiogram. På dagen fik jeg lavet en MR-skanning af hjertet, en ultralydsskanning af hjertet, en måling af mit hjertes hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed samt måling af hvor tykke mine kar er.

Kort og godt som hjertelægen sagde; du har et overordentligt sundt og stærkt hjerte! Karmåling viste, at mine kar svarede til en på 50 år. Jeg så mit smukke stærke hjerte på MR-skanningsbillederne. Og det er som om at de symptomer, jeg af og til stadig får, ikke bekymrer mig mere. I stedet fylder en taknemlighed mig, en taknemlighed som ikke skal forplumres af unødige bekymringer. Jeg skal bare i bedre kondition og så stadig passe på mig selv ved at nyde livet, slappe af, men også få styr på de ting, jeg gerne vil gøre.

Ugerne stryger af sted, jeg stornyder mine fire fridage hver uge, hvor vi er startet i det små med oprydning hist og pist. Sønnen startede i julen, nu er de ting, han gerne vil gemme, kommet i nye kasser og på loftet. 

Lige nu strikker jeg strikkeprøver, de er nødvendige, men jeg hader dem, når jeg ikke strikker samme fasthed som opskriften påbyder. Jeg er vist på 3. eller 4. strikkeprøve, bredden passer, næsten, men højden er ikke høj nok. Så nu skal jeg have købt en ny størrelse rundpind, for det gjorde en forskel, da jeg skiftede fra en ældgammel rundpind str. 2,5 til en helt ny str. 2,5. Derfor vil jeg prøve om str. 3 i et andet mærke måske kan ændre noget.

Det er vinterferie i Nordjylland og det betyder færre folk på arbejde, og da vi samtidig har fået både nye studerende, elever og kolleger, er der nok at se til. Heldigvis har der været gode dage med færre patienter, hvor vi efterhånden var blevet vant til mange patienter på gangen. I dag og i morgen tager jeg aftenvagt. Jeg kan sagtens være i aftenvagt, min krop har bare svært ved at omstille sig bagefter, men når mange holder ferie, er resten som regel allerede sat på arbejdsplanen. Så jeg konkluderede, at pilen pegede mod mig, da vi manglede en aftenvagt. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg ikke er så tit sammen med.