mandag, februar 05, 2024

Bliv set, mødt eller hørt - tankerne flyver

 Før hen brugte jeg ofte dette forum til at gøre mig selv klogere på meninger, ord og vendinger. For I havde altid gode overvejelser, som hjalp mig på vej. Nu til dags hvor jeg skriver sjældent, flyver tankerne i mit hoved for en stund og så forsvinder de og kan ikke genfindes, hvis jeg vil skrive et indlæg om dem. Denne gang huskede jeg at skrive stikord i en kladde, så jeg kunne huske, hvad jeg tænkte.

Hver søndag går jeg ned til postkassen for at hente ugemagasinet Søndag. Hver søndag overvejer jeg, om ikke jeg skal ophæve abonnementet og hver søndag er der altid et eller andet i bladet, der sætter tankerne i gang. En søndag startede det allerede, inden jeg kom ind igen, for på forsiden var Lone Frank citeret for, at hun gerne vil blive hørt, men var ligeglad med at blive set.

Det fik mig til at tænke på det, der ofte siges i sygeplejen. Det er vigtigt at patienten føler sig set og mødt. Og så gik tankerne på forskellen mellem at blive mødt og hørt. Havde jeg misforstået vendingen, så jeg søgte og fandt en artikel fra 2014, hvor man havde undersøgt patienters oplevelse af kommunikationen med sundhedspersonale på en ortopædkirurgisk afdeling.

Her konkluderede forfatterne, at det som fyldte mest hos patienterne i forhold til at føle sig set, mødt og forstået, var den enkelte sundhedsprofessionelles verbale og nonverbale udtryk med stor vægt på det nonverbale. Artiklen giver eksempler på, at hvis personale ser travle ud, så lader man være med at spørge. Det er jo ikke så godt, men måske forståeligt. Men patienterne giver også gode eksempler på en nonverbal kommunikation: 

”Det er vigtigt, at personalet ser på en, taler direkte til en, så føler jeg, at jeg har den kontakt, jeg ønsker. Ja, det er jo svært at forklare, men det er opmærksomhed og nærvær.”

Og når jeg så går tilbage til mit indlæg, hvor jeg undrede mig over, at patienterne hos os kunne føle sig godt behandlet på trods af et utroligt travlt afsnit, er det måske netop det, det handler om. At hos os får du et smil, øjenkontakt og forhåbentlig også forklaringer/støtte. Vi stopper op, hvis du som pårørende står og ser søgende ud. Faktisk kan man som pårørende risikere at blive stoppet mange gange af personale, mens man venter på at kunne komme ind til patienten.

I forhold til patienten, advokerer vi erfarne for, at man fra morgenstunden hilser på alle sine selvhjulpne patienter, fortæller dem om hvad der skal ske i dag, hører om der er noget de undrer sig over og fortæller, at man også har andre patienter, som har brug for en del hjælp, så der vil man være meget. Men uanset hvad er det vigtigt, at de selvhjulpne patienter ringer med klokken, hvis de får forværringer og de skal tage fat i os, hvis der er noget, de mangler svar på. 

Min erfaring er så, at jeg resten af dagen kan stoppe op, når jeg går forbi og spørge; er alt vel eller jeg har ikke glemt dig, men der er ikke stuegang endnu (vores stuegang varer fra 9 - 20 hver dag). Det tager ikke lang tid, men vi får øjenkontakt. Og det mener jeg gør forskellen. Nogle dage må jeg forklare, at ja det logiske ville være at tage alle de selvhjulpne først til stuegang, hvis det eneste de venter på er en lægelig afklaring og godkendelse til udskrivelse (især når patienterne kan se, at der ligger 6 patienter på gangen). Men det patienten ikke kan se, er at der er andre patienter, som er så dårlige, at de skal og bør ses som de første af vores læger.

At føle sig mødt er vel også at føle sig hørt, men også set, med alt det man kommer med som det menneske, man er. Vi har hver især brug for forskellige ting fra en sygeplejerske/social -og sundhedsassistent, når vi indlægges. Og kunsten i sygeplejen er at ramme de behov, og det mener jeg gøres med nærvær og opmærksomhed. Men så sandelig også med at jeg besidder en faktuel viden og en færdighedsviden, som kombineret med nærvær og opmærksomhed giver patient og pårørende tillid til at jeg vil dem det godt.


Tilbage til Lone Frank, så handlede hendes ord om, at hun ikke havde behov for, at folk så hende som et kønsobjekt (sat op mod at kvinder ofte føler sig usynlige, når de bliver ældre), men hun ville gerne, at folk lagde mærke til, hvad hun havde at sige. Og det gjorde folk i højere grad nu, fordi hun havde meget mere at komme med (qua sin erfaring). 

Faktisk synes jeg, at hun har flyttet sig utroligt meget fra første gang jeg læste om hende og læste bogen Den femte revolution. Men måske er det mere det levede liv, der gør, at der er andre ting, som hun anser for vigtigt. I denne artikel var der fokus på kærligheden og sorgen, hun mistede sin daværende kæreste, som døde, da hun var 48 år. Men også på alderen, de fysiske forandringer og hendes nysgerrighed på verden og det at formidle.

Jeg får helt lyst til at prøve kræfter med en af hendes sidste bøger, som netop sætter fokus på kærlighedens natur ud fra et videnskabeligt perspektiv. Hendes phd. i neurobiologi fornægter sig ikke, så selv i sorgen og erkendelsen af at have taget kærligheden for givet, vælger hun at gå til videnskaben sammen med en psykolog, ikke kunstnere, digtere eller filosoffer.

Jeg tror hun kan provokere mig og få mig til at stoppe op og undre mig. Det er altid sundt at høre andres perspektiver. 


Billedet er fra en af trappeopgangene i Nordkraft. Her ligger sundhedscenteret på 9. sal og sidste uge, da jeg skulle undervise tidligere patienter og deres pårørende, valgte jeg for første gang at gå hele vejen op. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det rå look og den smukke by udenfor. Et andet perspektiv på byen. 


7 kommentarer:

  1. Nærvær, nærvær og nærvær. Gælder det mon ikke i alle sammenhænge? Hvis man fornemmer, at en eller anden, man ellers troede man var i kontakt med, ikke 'er der', så føler man sig overset. Man kan så tydeligt se, at vedkommende har tankerne andre steder, og så går kommunikationen fløjten.
    Jeg oplevede, at selv om jeg havde meget travlt, havde jeg også en stilling, hvor jeg skulle svare på spørgsmål, når de opstod. Det var sjældent, jeg lukkede min dør, og faktisk var afbrydelsen hurtigere overstået, hvis jeg tog mig sammen og mentalt pakkede travlheden til side et par minutter, koncentrerede mig om spørgsmålet, fik svaret vedkommende - og på en pæn måde verfet ham eller hende ud på ganske kort tid.
    Jeg tror du ved hvad jeg mener, fordi jeg tror, at det er den måde at tackle travlhed på, du og hele din afdeling er rigtig gode til 😘

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det tænker jeg det gør. Det tæller bare ikke som en vigtig ingrediens, når man ser på et patientforløb. Læger og ledere tror at bare behandlingen er udført, så går alt af sig selv (groft generaliseret) derefter.

      Slet
  2. Åh, Lene, der fik jeg lige stof til eftertanke - jeg læste dit indlæg på job lige før, jeg skulle igang med morgen arbejdet og kunne næsten ikke koncentrere mig om det 🙂
    Lone Franck er en kvinde med bastante holdninger, som indimellem godt kan provokere mig. Jeg så for mange år siden en tv serie med hende, hvor hun undersøgte årsager til depression, som hun selv i mange år har tilbagevendende perioder med. Hun var meget afvisende overfor andre behandlingsmetoder end medicin, hvor jeg nok mere hælder til en kombination af medicin, terapi, motion og ikke mindst psykoedukation

    På morgenstunden tænkte jeg meget over, hvor vigtigt det er, at vi sundhedsprofessionelle ser patienterne, udover det er det mest høflige, det mest inkluderende, omsorgsfulde og medmenneskelige at gøre. Både i psykiatrien og i neurologien er det jo hos mange patienter uhyre vigtigt, at vi ikke kun hører, men også ser - jeg tror, Lone Franck tager sine verbale evner for givet og jeg ved jo, at man kan miste eller lædere dem så let som ingenting.Det kræver blot at man træder forkert på trappen eller glider på isen og slår sit hoved og får en blødning. Eller får et stroke. Eller bliver psykotisk. Det kan også ske for Lone Franck og så ville hun nok være glad for at blive set og ikke kun hørt.
    Nå, men nu har jeg noget at tænke over den kommende tid og det er jo altid godt med mennesker, som kan provokere og udfordre en lidt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, du udvider altid mine tanker og ord, tak for det. Og jeg tror Lone Franck har rykket sig, men hun er stadig Videnskabskvinde med stort V :-)

      Slet
  3. Du skriver klogt med erfaringens tyngde, du har tydeligvis tænkt meget over emnet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, og ja jeg har tænkt meget over dette, for hvad er det, der gør forskellen på at man som patient synes det har været et godt forløb.

      Slet
  4. Kloge mor. Sådan nogle interessante tanker og godt formuleret. Dejligt med nye perspektiver, så tak for det.

    SvarSlet