lørdag, december 29, 2018

Lad blot andre


  • rydde julen væk anden juledag
  • sætte en ære i, at nu skuer vi fremad mod foråret
  • smide juleslik og julebag ud
  • snakke om hvor skønt det er, at julen er over, for den har jo varet en hel måned

Jeg er ligeglad, for mig gælder nemlig
  • at julen starter d. 24/12
  • at december måned er ventetiden på julen
  • at julen varer til Helligtrekonger
og derfor
  • spiser jeg julekonfekt og juleslik lige nu
  • spiser jeg julesmåkager og pebernødder lige nu
  • drikker jeg næsten hver aften hvidtøl og citronsodavand sammen
  • nyder jeg lysene i juletræet, i julekrybben, i adventsstjernen og i kirken
  • kommer det nok ikke som en overraskelse, at mit hus først får fjernet sin julepynt omkring Helligtrekonger.

Men allermest nyder jeg, at begge mine børn er hjemme lige nu. Sønnen kom i går, min yngste søster blev her en ekstra dag efter vores familiesammenkomst 3. juledag og drog videre i dag. Datteren tager hjem i morgen og sønnen i overmorgen. Jeg startede arbejde i går og fortsætter til og med nytårsdag. Tre dagvagter, en tolvtimers vagt nytårsaftensdag og en aftenvagt nytårsdag.



Jeg nyder besøgene, men jeg kan også mærke, at jeg er vant til blot at kunne sætte mig ned og lave ingenting, når jeg kommer hjem fra arbejde. Selvom det er vores børn, vi har besøg af, så er jeg alligevel oppe i et andet gear end vanligt. Ikke et overstadigt gear, men et hvor jeg kræver af mig selv at være til stede og nyde og også sørge for god mad og lækkerier til alle. 

nåede også ned til mine forældres gravsted anden juledag

Men der er ryddet op, vasket op, lagt tøj sammen, når jeg kommer hjem. Og alle hjælper til, når der laves mad. I aften er der tøm køleskabet på menuen. Der er stuvet hvidkål, vendsysselsk grønlangkål, medisterpølse, glaseret hamburgerryg, kartoffeltærte og rødkålssalat. Der er helt sikkert også andet, der kan friste, men som jeg har glemt. Den sidste risalamande blev spist i går, jeg har faktisk fløde, chokolade, bananer, æbler og dåsefrugt til en omgang frugtsalat, mon ikke det skal vente til i morgen. Vi går ikke sultne i seng. 

God femte juledag til dig.

datterens bordpynt til familiekomsammen




onsdag, december 26, 2018

Ved julelampens skær

Vores juleaften har mere eller mindre haft den samme rytme i 30 år. Da datteren var næsten 3 og sønnen godt halvanden år, begyndte vi at holde juleaften selv. Det var ikke med min gode vilje, men mere fordi det var landmandens højeste ønske. Så sådan blev det og bortset fra et år, hvor vi holdt jul sammen med mine søskende hos mine forældre, så er juleaften foregået på gården. Vi har mange år været os fire alene, vi har dog også haft forskellige gæster, først landmandens forældre med jævne mellemrum. Sidenhen da mine søskende begyndte at holde jul for sig selv, fik vi lov til at have mine forældre og min yngste søster som julegæster. Vi har også haft min svoger og svigerinde på besøg, ligesom den ene af mine søstre med familie har været her flere gange.

I år blev anderledes, svoger og svigerinde skulle have deres søn og hans franske familie på besøg, og de syntes, vi skulle være med. Det blev en skøn fransk-dansk aften, hvor der blev snakket dansk, fransk og engelsk på kryds og tvær. Siden vores børn blev voksne, har vi ikke holdt juleaften sammen med børn og det var skønt at være sammen med to på 9 og 11 år. Vi fik juleevangeliet læst på fransk af de to, vi fik julemusik spillet på tværfløjte og vi blev introduceret til franske julesange. Det blev en skøn juleaften.

1. juledag fik en langsom start uden alarmer, der lød. Der er spist risalamande til morgenmad, den tradition, som landmanden startede efter vores første juleaften herhjemme. Der er spist småkager og slik. Der er blevet gået en tur for mit vedkommende og trænet hunde for landmandens vedkommende. Der er set fjernsyn en masse, drukket endnu mere te og slappet af. Lige som en juledag skal være.

Og nu nærmer dagen sin slutning, jeg kan ikke finde min seng, nyder bevidstheden om at jeg kan sove længe uden alarmer i morgen igen. Overvejer om at jeg skal drikke gløgg eller en øl som midnatsdrik. Håber din juledag har været lige som du ønskede det.





mandag, december 24, 2018

Midt i mørket

Juleaftensdag starter med irritation, og jeg skal virkelig arbejde med mig selv for at få den til at gå væk. Sådan er det også at være gift, at man tænder meget nemt på de små ting, der irriterer, så man helt kan glemme det store, taknemligheden over at dele julen med det menneske, man har fulgtes med igennem 35 år.

Landmanden husker aldrig at slå sin alarm fra, når han holder fri. Med det resultat at den eneste, der sover videre her til morgen, er landmanden. Hundene hører mobilen som et signal til, at nu er huset vågen, og landmandskonen vågner så meget op, at hun  hører hundenes insisterende piben og søvnen nægter at indfinde sig igen, fordi jeg ved at den piben går over i voldsom leg i bryggerset, hvis ikke de bliver fodret.

Nu er der helt stille i huset igen, der er mørkt udover julens lysglimt; adventsstjernen i køkkenet og troldhaslens lys, der skinner på engle og stjerner i stuen, kirkens lys på skænken og julekrybben omgivet af lys i gangen. Juletræet kommer først ind i dag, når landmanden er vågnet og pyntes, når datteren er vågnet.

Jeg burde prøve at sove igen, for juleaftensdag er en lang dag. I stedet for læser jeg gode artikler, der sætter tanker i gang, blandt andet hvad julefred betyder for forskellige mennesker. Og de her ord vækker genklang hos mig og gør mig glad:
"Her findes nogle meget fine mosaikker, blandt andet en med julens scene med barnet i krybben, englene, der giver besked til hyrderne på marken, Maria og Josef. Josef sidder i sine egne tanker og funderer over, om det nu også er hans barn, og hvad der skal ske. Kort efter sætter kong Herodes barnemordet i gang. Den scene julenat er for mig billedet på, hvordan der bag den julefred, der indfinder sig julenat, også er en uro, der ulmer. For julefred i verden er ikke noget statisk, men er et glimt af fred i en ellers urolig verden. Julefred er en ro i verdens larm, et lys i verdens mørke" (Elof  Westergaard, biskop Ribe)
Min søster og jeg snakkede forleden dag om alle de mennesker, for hvem julen bliver svær. De har mistet nogle af deres kære og skal nu forsøge at finde livet midt i sorgen. Julen er en tid, hvor vi mindes, hvor vi kigger på vores liv, hvor vi gerne vil rykke tættere sammen, og så mærkes det, at der mangler nogen. Sorgen kan også skyldes, at man må erkende, at den fremtid, man troede skulle ske, ikke kommer til at ske. At livet ikke blev som man troede. Og ved juletid bliver man mindet om det. Så er det godt, hvis man har nogen, man kan græde sammen med og glæde sig sammen over, at livet er her, lige nu, og at håbet lever.

"Juledag, når jeg sidder i kirken og synger ’Velkommen igen, Guds engle små’, så mærker jeg virkelig, at julefreden er indtruffet. Julens tekster er dejlige, og især Juleevangeliet hører jeg på en anden måde juledag end selve juleaften, fordi den får en anden dybde, når man tænker på vores urolige verden. Hyrderne blev sendt tilbage til deres får og marker, ligesom vi alle sammen skal tilbage til det travle liv, vi lever. Men netop den dag er det, som om verden trækker vejret. Det giver plads til at tænke på, at der kom et kolossalt håb og lys ind i verden julenat.
Julefreden betyder jo, at vi bliver ved at holde håbet og længslen levende. Det gør vi, fordi Gud selv kom til verden i form af et lille barn. Det er en ny begyndelse hvert år, hvor vi besinder os på, at selvom verden kan se mørk ud, så er der alligevel håb og kærlighed i den. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden, hvor det håb ikke er." (Lisbeth Smedegaard Andersen, salmedigter)
Må du og dine få en dejlig juleaften, som bærer håbet ind i hverdagen. Glædelig jul.








fredag, december 21, 2018

Julefridage

Skulderne sænker sig, det har været fire hektiske dage på arbejde. Vi har mange dårlige patienter og vi har mange kolleger, der af den ene eller anden grund er sygemeldt eller som arbejder på nedsat tid. Derudover har vi også ubesatte stillinger, som først er blevet besat om nogle måneder som led i besparelserne.

De sidste tre dage har jeg været i dagsafsnit, jeg elsker det, og var det ikke fordi vi er mange, der gør det, så kunne jeg godt se det som en seniorstilling til mig, når/hvis jeg kører træt i min funktion. I dag kom jeg fra afdelingen til tiden, det har jeg ikke gjort de forrige dage, fordi jeg stod med den sidste patient, som først lægeligt set var klar til at gå hjem kl. 15. Der manglede blot udskrivelsessamtale og udskrivelsesarket med og fra sygeplejersken. Reelt set kunne jeg godt give det videre til den ansvarshavende aftenvagt. Jeg ved så også, at hun først skal have læst om alle de indlagte patienter, styre stuegang, svare telefon osv, så patienten kan komme til at vente. Derfor valgte jeg at gøre det færdig med overarbejde til følge.

Nu er adventskransen tændt, der er drukket te og spist kage, landmanden er gået i bad og vi slapper begge af ved tanken om, at der ikke skal sorteres kartofler eller passes patienter før efter juledagene. Nu kan vi forhåbentlig få fundet og fældet et juletræ samt pyntet op til jul. Der mangler lidt gaver og julemadsindkøb. Det når jeg i morgen, og så lover yr.no, at regnvejret stopper og der måske kommer tøsne i morgen. Det vil jeg glæde mig til og over.



tirsdag, december 18, 2018

To skønne lange dage

Så er jeg hjemme igen og i fuld gang på arbejde. Det har været intense dage i hovedstaden, og jeg har suget til mig af nærvær og samvær. Lørdag bød på brunch hos datteren, herefter juleshoppede vi, så nu er gaverne afleveret til det dansk-norske par, som holder jul i Norge. Vi nåede også en tur gennem Frederiksberg til skøjtebanen og Haveselskabets Have


Bagefter mødtes vi med vores dejlige norske svigerdatter ved Flintholm Kirke. Her holder min yngste søsters kor hvert år en julekoncert. Jeg har hørt dem tre gange, og hvis jeg kan få det til at passe, så skal det være en decembertradition hvert år. Hold da op, hvor er de bare gode. De formår at lave spændende korarrangementer af gamle julesange/salmer. Og når de slutter af med min yndlingssalme Dejlig er jorden, falder mit hjerte stille og roligt på plads, åndedrættet sænker sig og jeg nyder at være lige der sammen med andre, som nyder det lige så meget som mig. Menighedsrådet bød på gløgg og småkager, så vi nåede en hyggelig time med lillesøster, før vi drog hver til sit.



Bagefter mødtes vi med sønnen på Cafe Den Blå Hund, som normalt er er vores brunchcafe, men de laver også rigtig lækker aftensmad. Snakken gik, og mine kære børn morede sig over deres mor. Ja, man kan nemt blive til grin. Datteren og jeg havde ledt efter en cafe til en kop eftermiddagste før koncerten og jeg spurgte så, om den der Wedo var noget. Problemet var, at jeg ikke havde fanget/ikke vidste, at det stod for We Do Food (kunne ikke se det sidste Food på skiltet), så jeg udtalte det på jysk som vedo med bred v og langtrukken o. Kort efter så jeg så en anden cafe, som jeg kaldte jagger, lige som det staves, altså j som i jagt. Så kiggede folk på os, for min datter knækkede sammen af grin og med det samme ændrede jeg udtalen til Jagger som i Mick Jagger. Hvor skulle jeg dog vide det fra (sæt selv en morlille, som ryster på hovedet mens hun siger tsk tsk, ind)




Søndag startede langsomt med tid til mor-datter hygge, inden vi mødtes med svigerdatteren ved Tivolis indgang. Det blev en skøn aften! Vi travede Tivoli tyndt, var i alle boder, fik købt lidt af hvert og jeg fik endda lokket de unge kvinder op i ballongyngerne. Her lærte vi svigerdatteren den gamle sang Du og jeg er forelsket i København , og andre i ballongyngerne har nok tænkt deres, men vi havde det sjovt. Sønnen stødte igen til, da vi skulle spise. Vi valgte Færgekroen og fik igen lækker mad, mens snakken gik. Aftenen sluttede af med lysshow til musikken fra Nøddeknækkeren. Nu er jeg tanket op med knus og kram.



en alternativ adventskrans
 Mandag morgen vendte jeg næsen hjemad, nu med en albue, der gjorde mere og mere ondt, og som stjal en del af min nattesøvn, indtil jeg ordinerede smertestillende, som hjalp. Diagnosen fra sygeplejersken lyder på bursitis, olecrani, eller på dansk betændelse i albuens slimsæk. Dagen er holdt gående på smertestillende, og i aften skal det også være natcocktailen, for jeg trænger til en god nats søvn. Og nej, jeg har ikke den fjerneste ide om hvorfor jeg pludselig får sådan en albue. Men nu er det snart tolv timer, siden jeg sidst tog smertestillende, så alt tyder på, at smerterne er ved at gå i sig selv. (sæt selv glad kvinde ind - nå nej hun er jo lige nedenfor ;-)
en glad kvinde i ballongyngerne
 God decemberaften/nat/dag til dig.




onsdag, december 12, 2018

To lange dage


En lille pause i arbejdet, så jeg nyder lidt eftermiddagsmad hentet i sygehusets cafe. Heldigvis har jeg selv taget te med, og skulle jeg trænge til mere energi til hjernen, så kan jeg få varm kakao fra vores automat.
 
I går arbejdede vi med vores projekt, vi er stadig i artikelfasen og synes det går for langsomt, men vores vejledere siger, at det er som det skal være. Især når man tænker på, at vi laver alt muligt andet på alle andre arbejdsdage.
 
Bagefter havde vi personalemøde, som jeg måtte gå fra en halv time før tid. Jeg havde en cafeaftale med min studieveninde. Hun blev så 45 minutter forsinket, så jeg kunne godt have nået den sidste spændende del.


Snakken gik livligt over en lækker burger med grovfritter, og som altid strøg de to timer af sted. Nu er vi blevet enige om, at vi skal mødes hjemme hos hinanden på en fridag, så vi kan få mere tid. Jeg bliver så inspireret af vores snakke, som rummer både arbejdsrelaterede  og private emner. Klokken var over 21, inden jeg nåede hjem og der gik ikke mange minutter, før jeg faldt i søvn på sofaen.


Lige for tiden er jeg inde i en stime med urolige nætter. Jeg kan ikke sætte fingeren på et bestemt punkt, men må bare acceptere, at sådan er det bare.

I dag har vi haft projektdag hos den yngste af os. Hun er sammen med kæresten flyttet i hus, og nu fik vi det endelig set. Vi var effektive, men alligevel synes vi, at vi ikke nåede så meget, som vi gerne ville. Sådan må det være, jeg har samlet dokumenterne, efter at jeg er landet herinde på sygehuset. Det er min tur til at undervise patienter og pårørende fra 17 - 19. Det bliver sammen med en ny diætist, så det er jeg spændt på. Egentlig skulle jeg øve sange til gospelkorets sidste julekoncert i næste uge, men jeg må satse på, at jeg kan øve hjemme ved klaveret de næste dage.


Når jeg lander hjemme i sofaen efter 20, så har jeg nemlig fri i fem dage! Det bliver så godt. Må du få en god aften.

mandag, december 10, 2018

En smuk dag

En sej og stærk mand blev bisat i dag. En mand, hvis kamp for at vende tilbage til et meningsfuldt liv efter en apopleksi for ti år siden, jeg fik lov at følge via venskab med hans kone. En mand, som havde et motto, som jeg desværre ikke kan huske helt nøjagtig, men det var noget med at huske sin fortid, acceptere nutiden og kæmpe for fremtiden. Kampen gav gode resultater, han lærte at køre bil, at sejle, at lave mad og meget andet med en lammet venstre arm. Han lærte andre at se muligheder, han brugte al sin viden fra før og efter apopleksien til at give videre til andre. Han var et træ med solide rødder, som andre kunne læne sig opad, som hans kone så smukt sagde. Det føles meningsløst, at den lille familie skulle rammes igen, men sygdom og død giver ingen mening. Et er dog sikkert, han satte spor i andre, og de spor går videre.



Vejgaard kirke er en smuk kirke, og den dannede den rette ramme om salmer og ord. Da jeg gik hen til bilen efter mindehøjtideligheden, kom jeg forbi kirken igen. Døren stod åben og jeg gik indenfor og nød kirkerummet og den smukke julekrybbe, som stod under prædikestolen. Læg mærke til den smukke stjerne, det er en Herrnhut stjerne, også kaldet adventsstjernen. Min adventsstjerne venter på, at jeg får den samlet, så den kan lyse i mørket.


Hjemme blev der tid til en gåtur, mens solen gik ned midt om eftermiddagen. Vi må samle på lysglimtene i denne mørke tid. God aften til dig.

lørdag, december 08, 2018

Et sammensurium

Mine tanker flyver rundt, mens jeg vaskede vinduer. De går også på afveje, når jeg ser en julefilm. De var med mig, da jeg sang sange på vejen til slagteren i sidste øjeblik, så vi kan få røget hjortekølle til jul.

Jeg er både her og hisset. Jeg er både glad, taknemlig og ked af det. Jeg tænker på min mor, min seje mor, som jeg virkelig gerne havde haft nogle flere år sammen med, men hvor er jeg taknemlig for de år, vi fik. Jeg tænker på min far, min kloge far, som selv i demenstågerne kunne give os hjertevarme.

Jeg tænker på min skønne niece, som er i praktik i New Zealand og hendes forældre herhjemme, som skal holde jul for første gang uden hinanden. Jeg tænker på hendes storesøster, som i denne måned kunne være blevet 29 år, men kun fik lov til at berige vores liv 15½ år.

Jeg tænker på min skønne søn, som igen i år ikke skal holde jul sammen med os. Han tager til Norge og holder jul hos svigerforældrene. Jeg tænker på, om de mon kommer hjem til os næste år og at jeg så skal have byttet min vagt juleaften, for den er nemlig min næste år. Jeg tænker på min datter og svigersøn og sender kærlige tanker til dem. Jeg glæder mig til at se dem alle i øjnene næste weekend og kramme dem alle i hovedstaden. Jeg ville ønske, at landmanden kunne komme med, men decembertid er lig med kartoffeltid, så der skal hænges i for at levere de ønskede mængder.

December og julen er ikke blot gaver, latter og sang, det er også tiden hvor sorgen, savnet, bevidstheden om ens fejl og mangler og alle mulige andre triste tanker sniger sig ind. De skal være velkommen for lige efter kommer glæden, taknemligheden, overbærenheden og samhørigheden og aer min kind. Det er et sandt sammensurium, men det er min december, min jul og det er helt okay.

PS og jeg har det godt, men lidt decemberblues er grundtonen i dag.





torsdag, december 06, 2018

En rynket hund

Hver gang jeg så mig selv i et spejl i dag, fik jeg en forskrækkelse. Jeg syntes, det var en ti år ældre udgave af mig selv, jeg så. Min leder var nu så sød og sagde, at hun ikke kunne se det. En anden kollega sagde dog, at hun godt kunne se, at jeg slet ikke var på toppen. Jeg var træt med ekstra lag træthed ovenpå. Jeg gik på arbejde med 3 1/2 times søvn i rygsækken. Der er dage, hvor jeg er som cirkushesten, der med det samme kan præstere på trods. I dag var ikke en af dem, så jeg sørgede for at lave noget, som ikke oversteg min evne. Så nu har jeg fået kigget 370 titler i en litteratursøgning om pårørende igennem. Næste skridt er at kigge nærmere på dem, som umiddelbart lyder til at rumme lidt af det, vi søger. Det bliver dog først i næste uge, jeg har nemlig fire fridage nu.

I går prøvede jeg mit nye koncept af, jeg har haft svært ved at knække koden til, hvordan vi får gennemført en anden måde at dokumentere på. Nu forsøger jeg med timer, hvor jeg sætter mig ved kolleger, der er ved at dokumentere og snakker med dem om deres sygepleje. I går blev det ikke så meget dokumentationen, der fyldte, men derimod undrende spørgsmål, som jeg så hjalp med at få besvaret. For mig selv gav det en skøn arbejdsglæde og jeg håber kollegerne også kommer til at sætte pris på denne form for bedsideundervisning.

Et lille trick, jeg er begyndt at bruge overfor mig selv, er at fortælle en kollega, at jeg overvejer at køre omkring LOOP på vej hjem, men at der skal overtalelse til hele vejen hjem fra arbejde for ikke blot at køre forbi og hjem til gården. Indtil nu har det virket, for når jeg har sagt det højt og min kollega støtter mig og siger, at hun vil spørge til det næste dag, så bliver jeg stædig. Så selv om det burde være glæde nok i sig selv at få trænet. så ansporer det mig mere, at jeg kan fortælle det til en anden.

I dag var nu ikke LOOPdag, det var i går. Jeg ville gerne have gået en tur, men regnen var heftig, da jeg kørte hjem. I stedet for snuppede jeg en lille powernap og så var jeg klar til litteraturkreds, hvor vi diskuterede Grøndals bog Før vi siger Farvel. Der var mange meninger, og mange brød sig ikke om bogen. Det gjorde jeg som tidligere beskrevet. Jeg skal helt sikkert være med i forårsrunden, jeg glæder mig til at blive udfordret.








tirsdag, december 04, 2018

Sol og regn, lys og mørke

I disse dage skifter vejret nærmest hver dag, og når det regner eller solen ikke finder vej gennem skyerne, bliver det tydeligt, at dagene er korte og at mørket ligger parat til at suge det mindste lys ud af dagen.

Min grundfølelse lige nu er taknemlighed, måske på en lidt underlig baggrund og jeg ved ikke om jeg kan forklare det godt nok. Taknemligheden går på, at jeg kan mærke, at jeg kan bruges til gavn for andre. At det at jeg er til, sådan som jeg er, gør en forskel. Alt for ofte er jeg hård ved mig selv, jeg synes ikke, at jeg gør tingene godt nok, der er altid noget, der kan gøres bedre. Men lige nu er jeg bare glad for, at jeg kan bruges, og det er en god følelse.

Vi fik en sms i morges, om vi ville være sammen med svoger og svigerinde en aften. På forespørgsel om i hvilken anledning, lød svaret: vi tænkte, hvad har vi lyst til denne aften, og vi havde lyst til jer. Det er da så smukt sagt.

Landmanden knokler med kartoffelsortering i disse dage, dette tørkeår har gjort, at kartoflerne ikke er så pæne, smagen og kogeevnen fejler dog ikke noget. Men det gør, at der er dobbelt så meget arbejde med at sortere kartofler, så i weekenden arbejdede han alene ved sorterbordet, mens jeg var på arbejde. Det betyder så også, at jeg må drage alene på julebesøg i hovedstaden. Det ændrer dog ikke på, at jeg glæder mig til en storbyweekend. Jeg skal til min søsters kors julekoncert. Desværre har datterens kor (som synger bulgarske sange) ikke julekoncert den weekend. Til gengæld skal hun, min svigerdatter og jeg hygge os, mens mændene arbejder.

Må du få gode decemberdage. PS jeg elsker jo halvdårlige, sentimentale, romantiske julefilm. Og i går måtte jeg tage billeder, da ungersvenden forklarede, hvorfor han valgte at blive sygeplejerske i stedet for at blive læge :-)










søndag, december 02, 2018

Midnatstid, morgentid, middagstid

Mine dagvagter i weekenden er lagt om til aftenvagter. Det er hyggeligt og jeg elsker aftenvagter, så lige nu glemmer vi, at der er en årsag til, at jeg ikke har dem mere. Dette indlægs overskrift udvikler sig, først skrev jeg lidt ved midnatstid, så redigerede jeg i morges og ændrede overskriften. Men ordene vil ikke som jeg vil og tankerne flyver alle mulige andre steder hen end til indlægget. Så nu nærmer vi os eftermiddag og hvis indlægget skal udgives før vagten, skal det vist være nu.

Jeg gik først i seng klokken 1, fordi jeg nød at kunne sidde med kalenderlyset tændt ved midnatstid og drikke varm hyldebærsaft og spise julebolle. Seks timers sammenhængende søvn gjorde underværker, egentlig ville jeg gerne sove længere, men det ville min hjerne ikke. Den sidste del af sætningen er faktisk noget vrøvl, for min beslutning om at ville sove syv timer foregår jo i hjernen, ligesom det at jeg ikke kan sove længere. Det foregår bare to forskellige steder.

venter på at jeg får tid til at samle den

Disse dage er fyldt med bekymringer og tanker på andres vegne. En familie, som jeg kender, er hårdt ramt lige nu, og det eneste jeg kan gøre, er at kigge forbi før eller efter arbejde og få en snak. En familie, min mand kender, er også ramt af sygdom. Og begge familiers kriser sætter egne bekymringer i relief. Bekymringerne skal ikke nedgøres eller ignoreres, men når alvorlig sygdom banker på ens dør, så synes andet mere håndterbart.

I fredags var vi sammen med flere af landmandens søskende, vi havde en hyggelig aften, og her kom jeg til at snakke med en svigerinde om ikke at lade sig begrænse af bekymringer, der så frem i tiden. Vi havde hver især historier om unge mennesker, som fik en diagnose og hvor de kunne have ladet sig slå ud af en mulig prognose. I stedet for valgte de at lade tiden tale for sig selv og levede livet, som de gerne ville det. De fik børn uden at tænke på, om forælderen om nogle år ville være mere syg. De bosatte sig, hvor de havde lyst, uden at tænke om boligen ville egne sig til en mulig forværring ud i fremtiden osv. Og de havde indtil nu haft et rigt liv, hvor prognoserne ikke havde haft ret.

Sådan forsøger jeg også at leve, ikke at jeg har en sygdom hængende over hovedet som et fakta, men dette at jeg ikke vil bekymre mig om, at jeg måske/måske ikke er i risiko for en sygdom. Livet skal leves her og nu, hvad nytter det at gøre sig bekymringer om, hvor længe man lever og om sygdom rammer om føje år. Det er langt bedre at fokusere på det, der sker her og nu. Ikke desto mindre får sygdom og problemer hos mine kære mig til at stoppe op og kigge på livet, som jeg lever det. Får mig til at tænke over livet og om jeg er nærværende nok i forhold til dem, jeg holder af og i forhold til mig selv. Dulmer mine dagdrømme hverdagen, sløver de mig mere end de vækker mig til live, kunne jeg gøre ting anderledes både arbejdsmæssigt og privat, osv. Og de tanker har det med tage over, når søvnen slipper mig.

Det blev til sen morgenmad i dag, nogen ville nok kalde det mokost. Jeg var ganske enkelt ikke sulten, så jeg fik gået en tur i regnvejret og landmanden fik sovet længe. De mange dage ved sorterbordet sætter sine spor på kroppen. Han har valgt at arbejde alene både i går og i dag for at kunne levere kartofler til tiden. Jeg har fået handlet ind i stor stil, jeg havde fået samlet mærker nok til 15% rabat, og da jeg aldrig tjekker for tilbud og rabatter, så gav det god mening at starte med juleindkøbene i dag i stedet for en tilfældig dag efter arbejde.

En enkelt kop te og så skal jeg gøre mig klar, den her dag er strøget af sted. Som altid er jeg sammen med gode kolleger, som beriger min tilværelse, så jeg glæder mig til i aften. Håber din første søndag i advent også giver dig glimt af glæde.