Shhh, det er nat

men lykken er at gå i seng ti minutter over ti, løse lidt sudoku og så falde i søvn. Lykken er endnu mere at vågne og fornemme, at klokken vist ikke er som vanligt 2-3 timer sovetid. Klokken er tyve over fem, jeg har sovet syv timer uden at vågne!

Nu sidder jeg så her, i min yndlingsstol, og blogger, jeg har fri, jeg kunne godt sove igen, men det er faktisk sjovere at stå op og sidde med morgenmund, morgenhår, morgenøjne og slappe af. Hundene har ikke opdaget, at jeg er vågen, fordi jeg holder mig væk fra køkken og stue. Landmanden sover tungt og godt, og her er helt stille.

Lige nu er jeg i gang med sidste bog til litteraturkredsen. Forrige gang skulle vi læse Den underjordiske jernbane, og den kom jeg alt for sent i gang med. Jeg læste alle mulige andre letlæselige bøger og undgik den behændigt, ene og alene fordi vores mødeleder havde sagt, at det var en grum historie. Pludselig var jeg der, hvor der var kort tid til litteraturaftenen, og jeg var samtidig presset arbejdsmæssigt, så jeg begyndte at sluge bogen. Og det egner den bog sig ikke til.

Jeg kom aldrig til litteraturaften, først og fremmest fordi jeg var så presset og træt og bogen ikke var læst færdig. Da jeg satte mig ned for at melde afbud pr. mail, opdagede jeg, at aftenen allerede var passeret. Nu gav jeg mig så tid til at læse bogen færdig, og ja, det var en grum historie, og jeg blev helt trist ved tanken om, hvor let vi mennesker kan komme til at se andre mennesker som ting; som fluer, der irriterer; som trusler, der skal elimineres. Jeg havde svært ved at finde hoved og hale i personerne i begyndelsen, det blev bedre undervejs, da jeg stoppede med at være så forslugen i min læsestil. Jeg er glad for, at jeg fik læst bogen færdig. Den er en god og grum fortælling om slaveriet og om begyndelsen på slaveriets ophør i USA.

Forslugen var ordet, jeg tænkte på, da jeg vågnede i morges og glædede mig over, at jeg kunne starte dagen langsomt med at læse. For den bog jeg læser lige nu, egner sig ikke til min læsestil, som er hurtig og frem over stepperne. Ja jeg sluger ordene i mig, jeg når ikke at smage på ordene, jeg når ikke at få øje på sætningernes smukke opbygning. Og så alligevel gør jeg, for jeg har jo registreret dem, jeg er bare hurtigt videre.

Jeg læser Før vi siger farvel af Jens Christian Grøndahl. En forfatter jeg har hørt om, men aldrig læst noget af. En forfatter som i min forforståelse er en af de litterære, underforstået en af dem, jeg burde læse og kende og som jeg derfor ikke orker at læse. Lige i starten blev jeg bekræftet af min forforståelse, men så gled ordene ind under huden og jeg mærkede, at jeg var nødt til at læse langsommere eller i hvert fald stoppe op en gang imellem og smage på ordene og sætningerne, for den mand bruger ordene til at sætte sætninger sammen, som jeg ikke helt kan gribe, ikke helt kan begribe.

Læs blot disse sætninger, som handler om Barbaras tanker om, hvorfor hun aldrig var blevet hos de mænd, hun mødte:

Som regel var der ingen grund til, at det løb ud i sandet, bortset fra den lurende rastløshed, når dagene begyndte at lægge sig lidt for godt til rette ved siden af hinanden. Som fliser på en havegang i en lidt for beskyttet forstad til det egentlige livs forfærdende åbenhed.

Eller denne om Barbaras besøg i Indien, hvor hun er adopteret fra:

Det rystende var egentlig ikke elendigheden, men at mennesker klarede sig, fra en dag til den næste. At der selv på en skala så nedskruet i grader af fornedrelse blev næret håb og ambitioner.

Og mens jeg skriver den sætning, går det op for mig, at den passer som beskrivelse af en del af oplevelsen ved at læse Den underjordiske jernebane. Jeg kunne blive ved, for nu hvor jeg er stoppet op og drøvtygger ordene, så finder jeg flere og flere sætninger, som hver især burde læses flere gange og tænkes over. Jeg tror dog, at jeg lige så stille og lidt langsommere end vanligt læser videre.

Mens jeg hygger mig med at skrive indlæg, og nyder lørdagens langsomme start, falder fredagens gode fridag også på plads i mig. Jeg blev færdig med regnskabet, jeg fik gået 5 kilometer og jeg blev inviteret på aftensmad af min landmand. Vi endte på "Futten" et hyggeligt madsted i Blokhus, hvor vi nød en gedigen wienerschnitzel og bagefter gik forbi skøjtebanen.

God lørdag til dig.