Kan man forlænge den?

Weekenden har budt på dejlige oplevelser. Og lysten til at forlænge det og blot være lige der med tid til snak var der, inden jeg gik i seng. Nu er det mandag morgen og det er ok, men følelsen af forhåndforpustethed er der, ved tanken om at det bliver en hektisk uge med mange punkter, der skal være streget, inden jeg får fra til næste weekendfri.

Fortsættelse på weekenden, efter at min mentale to-do liste lørdag formiddag var elimineret, kommer her:
Jeg fandt hundemad frem i skålene og Ayla og Dexter stod troligt på den anden side af lågen og sniffede forventningsfuldt. På sengen lå der tøj klar til landmanden, ikke fordi han ikke selv kan finde det, men fordi al den tid, jeg kunne fjerne, var vigtigt for mig. Endelig ringede han, at han var kørt fra jagtselskabet før tid som aftalt, og snart var vi klar i bilen til en lang køretur.

Nede i Vestjylland var mine søskende med børn allerede samlet til kaffe hos min ældste lillesøster. Årets halvårlige sammenkomst stod på programmet. Flere af de unge kunne ikke være der, men vi fem søskende med påhæng kom, ialt var vi femten. Snakken gik som altid livligt, jeg er træt i de her dage og trak lige så stille ud i køkkenet efter kaffen.

Min niece rejser til New Zealand om 14 dage i praktik i et halvt år, så hun havde ønsket sig julemenu denne dag. Jeg hjalp derfor min søster og mand med maden. Jeg havde kogt små kartofler og pillet dem hjemmefra og derudover havde vi almindelig kartofler med. Dem hyggede min svoger og jeg os med at skrælle. Man snakker godt sådan side om side ved en spandfuld kartofler.

Selv om jeg har mistet lysten til at lave mad, så fandt jeg ud af, at nærved 30 juleaftener herhjemme har givet mig erfaring i at lave brunede kartofler uden opskrift. Min søster var ved at gange mængden af sukker og smør op i forhold til kartoffelmængden, så jeg greb resolut panderne, strøede sukker ud med gavmild hånd og sidenhen kom der en god klat smør på. Det blev de smukkeste brunede kartofler, jeg længe har lavet, så nu spekulerer jeg over, hvad jeg gjorde anderledes denne gang.

Vi fik flæskesteg, rødkålssalat, risalamande og selvfølgelig kartoffelchips, kogte kartofler, brunede kartofler og masser af god sov (ikke sauce), fuldstændig som vi altid har fået (salaten kom dog først senere ind i vores juleaftensmenu). Der blev tid til pakkeleg, og vi spillede den mest stressende version, jeg længe har prøvet.

Det blev over midnat, inden vi kom hjem, med os havde vi datteren, som er her til i dag. Søndagen havde vi alle tre brug for blot at blive her på gården. Vi gav os god tid til snakken over morgenmaden med landmanden. Bagefter så datteren og jeg den store bagedyst sammen, inden vi gik en lang tur. Vi fik handlet ind og lavede aftensmad sammen. Bagedysten havde gjort os lækkersulten, så til aftenteen havde vi bagt pandekager, som vi nød mens vi så programmet Kærlig Hilsen 1976. Jeg har aldrig set de programmer før, men hold da op som jeg kom tilbage til det år, hvor jeg blev student.

Datteren sover endnu, hendes far har lovet at køre hende til lufthavnen, for ellers skulle hun have været med mig her til morgen. Min dag skal foregå til møde i Hammel, så nu må jeg hellere gøre mig klar. God dag til dig.