Sådan en som mig

Når jeg lufter min bekymring for pensionisttiden, så får jeg altid mange kommentarer om, at jeg er så aktiv. Og ja det er jeg, jeg er også meget ansvarsbevidst, jeg har altid taget teten, hvis ikke andre gjorde det. Jeg gør mit arbejde ordentligt, jeg elsker mit arbejde, det er noget af det mest meningsfulde, der findes. MEN jeg har altid været sådan en, der allerhelst ville ligge henne i sofaen med en bog og det er kun, fordi mine forældre ikke lod mig ligge der og fordi jeg trods alt også er et socialt menneske, som elsker samvær med andre, og har den iboende ansvarsbevidsthed over for andre, at jeg ikke har udviklet liggesår på nuværende tidspunkt.

Men når jeg bliver pensionist, er der jo ingen tilskyndelse til at gøre noget. Når andre sukker efter tid til at være kreative eller aktive, så får jeg slet ikke den tilskyndelse. Det er kun fordi jeg ved med fornuften, at jeg har godt af at være aktiv, at jeg gør det. Jeg kunne reelt sætte mig hen i min yndlingsstol og kun rejse mig for at gå en tur eller få noget mad. Resten af tiden kunne jeg mageligt leve med film, serier og bøger. Det eneste der kunne få mig ud af døren, var trangen til at møde andre mennesker, for det elsker jeg lige så højt som at sofahygge.

Andre mennesker betyder noget for mig, de er dem, der får mig til at yde mit bedste. Patienter og pårørende kalder på min faglighed og medmenneskelighed og jeg holder så meget af at være med i plejen. Samtidig holder jeg også af at stræbe efter mere viden til gavn for patienterne og at sparre med mine kolleger. Sammen bliver vi et stærkt team.

Jeg har altid været et familiemenneske, så hvor andre teenagere og unge i starten af tyverne havde brug for at markere afstand til familien, nød jeg at være til familiefester, nød at samles til højtider osv. At samles med venner betød også meget, jeg havde det allerbedst på sygeplejekollegiet, hvis vi kunne sidde i køkkenet hele tiden eller feste igennem sammen i byen. Jeg elskede at være aktiv i elevforeningen, elskede sammen med andre at sætte gang i nye ting.

Som årene er gået, har jeg dog også fået trangen til at være i stilhed. Jeg har nydt mine retræter i stilhedens rum. Men her har der også været mennesker, som jeg har været stille sammen med. Jeg ved, at jeg i alenehedens stilhed meget nemt kan forfalde til at være stillesiddende og inaktiv. Andre mennesker gør mig godt. Jeg ved, at jeg resten af mit liv ( i hvert fald indtil vi skal på plejehjem) skal bo på en gård, om end den nok på et tidspunkt bliver mindre, og med en mand, der stortrives med alle sine aktiviteter, som netop kun kan udfolde sig på en gård. Og en gård ligger ikke i byen eller tæt på biografer, museer eller cafeer.  Den viden kombineret med min viden om mig selv gør, at jeg er nødt til at finde aktiviteter, der taler til mig på samme måde som sygepleje gør. Og nej, jeg skal ikke være frivillig, som smager lidt af sygepleje, det ved jeg. Jeg skal finde et netværk, som kan støtte og inspirere mig på samme måde som mine kolleger. Ellers bliver jeg en pensionistsofakartoffel.

Sofaliggeren har dog planer om 4 aktive fridage. 5 måneders bilag skal bogføres, det håber jeg på at blive færdig med i dag, Derudover ligger der dokumenter fra advokaten, som skal udfyldes for at leve op til persondataloven. De har ligget klar et stykke tid og ventet på, at nogen får set på dem og taget stilling til, hvad der skal stå. Og den nogen er vist mig, den anden nogen har det med altid at få travlt, så det må blive "i morgen". Så du kan godt se, jeg er nødt til at finde mine egne aktiviteter, når jeg bliver pensionist, for ellers ender jeg med kun at have funktion som medhjælpende pensionistlandmandskone. Og så er det altså sjovere at være sygeplejerske.

Sygeplejersken får lov at holde fri denne weekend, jeg vil bage småkager. Jeg køber alligevel tonsvis af julesmåkager, så snart vi kommer i december, så i år vil jeg nyde hjemmebagte småkager hele december måned.

Nedenunder billeder fra min uge:

mørkevandringstur

Det er risengrød

Forberedelser til julekoncert med mit gospelkor

Min leder fik med et enkelt "hvorfor ikke" motiveret mig til at holde ved min plan om træning efter arbejde