Var det ikke godt, at jeg havde en blog, hva?

Jeg skutter mig, for jeg fryser lidt. Samtidig nyder jeg følelsen i kroppen efter at have gået en skøn aftentur med lydtapet af store flokke gæs.

Ugen er strøget af sted, mandag var maratondagen med arbejde hele dagen. Da jeg kom hjem ved halvotte tiden, fik jeg besøg af landmandens jagtkammerats hustru, mens jægerne kørte en kronhind til slagteren. Ingen gåtur der.

Tirsdag bød heller ikke på gåtur og lige nu er jeg helt uforstående for, hvorfor det ikke skete*.  Onsdag blev sådan en kombidag, for jeg var blevet indkaldt til et møde, som jeg var nødt til at tage til på trods af fridag. Så nu flekser jeg og tager fri noget af fredagens arbejdsdag. Aftenen sluttede af med udvidet sangaften, vi synger julesange, og det gør mig ganske enkelt glad, fordi det er skønne, smittende arrangementer.
Jeg glæder mig endnu mere til næste år, hvor jeg får fri om torsdagen, for glæden forplantede sig som vanligt i min krop, så jeg ikke kunne sove.

I dag har været dagen, hvor vejlederne samles og bliver klogere på de udfordringer, der kan være med nutidens elever og studerende og nye uddannelser for begge professioners vedkommende. Vi havde en god dag og jeg kunne tage hjem med smil om munden. Endnu større smil kom der, da jeg fik gået 4 km i skumringstimen.

Nu er landmanden og jeg færdig med vores fælles kontorarbejde og overskriften skyldtes, at landmanden ikke havde fået noteret i sin logbog datoen for den sidste høstdag. Det søgte jeg da lige frem på min blog, og så var det klaret. Og svaret fra landmanden var selvfølgelig, at det var rigtig godt, at jeg bloggede, så jeg kunne fortælle ham, hvornår han startede med at høste og hvornår han sluttede.

*Og min blog kunne også fortælle mig, at jeg havde overvejet en gåtur tirsdag, men ganske enkelt var for træt.
God aften til dig.