Et strejf af melankoli

Måske skyldes det, at november endegyldigt siger farvel til lyset, hvor oktober godt nok kan rumme frost og kulde og også er den måned, hvor mørket for alvor begynder at præge dagene. Men samtidig indeholder oktober de mest sprudlende farver i naturen. Jeg kan huske at en blogger for mange år siden skrev, det burde ikke hedde Nu falmer skoven trindt om land, men derimod nu flammer skoven. November derimod er klemt inde mellem flammende oktober og lysende forventningsfulde december. Det giver et strejf af melankoli.

Novembers start blev for mig markeringen af afslutningen på et projekt, der tog sin begyndelse for mit vedkommende i foråret 2015. Faktisk er vi ikke færdige, vi knokler stadig løs med at få skrevet artikel, at få ordene kogt ind  til lige nøjagtig det, der kan bruges i artikel med færre ord end når vi får lov til at brede os.

Men at vi er kommet så langt, skyldtes, at Forskningsenheden for klinisk sygepleje og sygehuse ledelsen på Aalborg Universitetshospital tog beslutningen om at sætte fokus på forskning og udvikling. Det skulle være med patienten i front, forstået på den måde, at det skulle tage udgangspunkt i det, vi sygeplejersker hos patienterne, undrede os over. En undren over hvorfor eller hvordan eller hvad og et fokus på hvordan det kunne hjælpe patienter. Det projekt søgte man penge til og det projekt afsluttedes i fredag med 42 projekter og 21 posters, der blev fremlagt. Hvor jeg før dagen ikke syntes at jeg kunne finde emner nok, jeg ville høre om, så viste det sig jo, at selv et emne om mennesker, der får skiftet knæled ud, også rummede elementer af almengyldig viden for sygeplejen til helt andre kategorier af patienter.

Det blev en rigtig god dag, og vi fik fremlagt vores projekt. Åbenbart sker der ting og sager, når vi er på. I foråret hørte sygeplejeforsker og professor Marit Kirkevold vores indlæg, og det førte til en dag, hvor hun kom hos os og fortalte om sin forskning. Det er sjældent, at det sker kun til sygeplejersker i plejen. I fredags overværede vores sygeplejefaglige og lægefaglige direktør for sygehuset vores oplæg, og ikke blot lyttede de, men den sygeplejefaglige direktør stillede spørgsmål bagefter. Det ser ud til, at vi har skabt en interesse der for vores projekt forhåbentlig til gavn for patienterne.

Novembers start rummede også min arbejdsweekend i denne måned. Det blev en god og travl weekend. Men travl på den måde, at vi nåede i land med det vi ville i går. I dag endte dagen med at blive travl og hektisk, fordi trombolysesygeplejerskerne måtte af sted flere gange og blev længe væk. Jeg blev en time længere og fik sørget for, at en patient blev sendt godt hjem inklusiv dokumentation af dette og jeg fik også dokumenteret modtagelsen af en anden patient.

Nu er jeg hjemme igen, landmanden har været i Storskoven ved Dronninglund for at træne sporsøgning med Dexter. I morgen er det Aylas tur, hendes spor er dog tyve timer gammel, når hun skal gå det. Det bliver spændende, om hun klarer det. Landmanden fik besked på at sørge for aftensmad, jeg har ondt i halsen og trænger til ikke at tage beslutning om noget som helst. Så nu skal vi have pizzaer, de er sat i ovnen af "ham selv".

De sidste to aftner har jeg udfordret min mørkeskræk og gået tur i mørket. Det er gået godt, men i aften må jeg hellere passe min hals. Det kan passende ske i nattøj under dynen og med sidste afsnit af Bagedysten på skærmen. Og så er der jo halvdårlige romantiske julefilm på kanalerne, jeg er billig til salg, selv om jeg i går kom til at grine af mig selv. Slutningen blev så tilpas pinlig at jeg holdt hånden foran skærmen og skruede ned for lyden i stedet for at slukke. Pyt, jeg snupper nok en film mere i aften, jeg har jo fri i morgen og kan sove lidt længere.