Glimt fra en verden, som du helst ikke vil kende til

1.Jeg ser hende fra vinduet, hun går rank omkring nede i haven. Hun er vant til at gå, kan jeg se, fodtøjet er gode travesko, Fjällräven hænger på ryggen, tøjet er sporty og smart. Hun plukker blomster fra højbedene, tjekker ind imellem, at buketten ser fin ud. Det har hun også gjort før.

2. Hun går sammen med et personalemedlem, de sørger for, at alle får kaffe, hun sætter sikkert service i opvaskemaskinen og er opmærksom på alle, der kommer ind i stuen. Hun hilser smilende på mig, og jeg føler mig velkommen. Det er noget, hun er vant til og er god til.

3. Han sidder i stolen, blikket er tomt og fraværende, jeg siger hej, og i dag er han til stede med det samme, ser på mig og siger goddag. Vi drikker kaffe og spiser kager, hans gode manerer fornægter sig ikke, her er ikke noget med uhæmmet spisen eller smasken. Når jeg tilbyder ham mad eller kaffe, er det små bidder og slurke, han vælger. Indimellem forsvinder han ind i sin egen verden og taler lidt med dem derinde.

Når jeg besøger min far, ser jeg mennesker, som bliver set af personalet. Jeg ser en hverdag, hvor der er plads til hjemmebag, lagkage til fødselsdage, grilning på terrassen, fællesskab om en gammel dansk film og respekt for det enkelte menneske. Jeg bliver glad og priser mig lykkelig over, at min søster spottede det her sted som værende vores fars nye hjem. Vores far er langt henne i sin Alzheimers sygdom, og alligevel overrasker han os. I forgårs fik jeg ham til for første gang i lang tid at nynne med på danske sange , som jeg spillede på klaveret. Han nyder musik, han bruger også ind imellem at klappe rytmen, og han nynner også sine egne hjemmekomponerede sange, men sådan som han sang for bare et år siden, det gør han ikke mere. Men musikken er stadig den måde, vi finder vej ind til ham, og det er godt at mærke.

I dag skal jeg være  stand-in for ham til min moster og onkels 140 års fødselsdag. Min ældste lillesøster deltager også, og det bliver hyggeligt at være sammen med vores mostre og tante. God lørdag til dig.

Plejehjemmets blomstereng. Den er i samme område som deres kombineret drivhus/udestue med tomater og deres hønsegård. På plejehjemmet bor også en hund og en kat, som er fulgt med deres ejere. Derudover har plejehjemmet selv en kat og en delehund (den følger med sin ejer, når hun arbejder)

Tjek, tjek, tjek

Haven ser fin ud, sommerhusets vinduer gisper stadig trods livgivende hjælp i allersidste øjeblik, der mangler lidt endnu, men jeg skal nok nå i land. Solen sendte varme stråler til godtfolk og talrige studenterkørsler. De første så jeg på vej hjem fra min far i går, og i dag kom de i lind strøm ind ad Vesterbro. Gåsepigen skal der danses omkring, så byfolket på Vesterbro er nok dem, der får set flest studenter i denne tid. Det var sjovt at iagttage, hvordan folk stod med et smil om læben eller vinkede til de unge mennesker, der netop i disse dage nærmest kan gå på vandet.

Jeg har købt ny mobil og havde jeg været landmanden eller sønnen, så var den pakket ud, sat til opladning, så den snarest kan tages i brug. Jeg orker det ikke, men min gamle mobil har det med at miste forbindelsen i tide og utide (mest det sidste), og nu gider jeg ikke mere. Jeg har valgt samme mobil som gemal og søn, for så er førstehjælpen i nærheden.

Byturen var ren tjekliste, der var ikke tid til iskøb eller cafebesøg, men nu vil jeg sætte mig og nyde danske jordbær med fløde. God sommerfredag aften til dig.

Blog eller instagram

Det ligger vel nærmest i stavelsen insta –, at det er et hurtigt snapshot af hverdagen. Der er ikke så mange ord tilknyttet, billedet er det væsentlige. Sådan kan et blogindlæg også være bygget op, så ordene smyger sig omkring billedet/billederne. Der er indlæg hos mig, hvor ordene er det, der kommer først og hvor billedet enten understøtter ordene, eller blot er med fordi jeg synes, at indlægget ser “tomt” ud uden billede.  Lige nu er jeg nybegynder i instagram, og egentlig tror jeg ikke, at det bliver mit foretrukne medie, men jeg kan godt se, at det nemt kan blive en tidsrøver. Landmanden er kommet på facebook, han kedede sig en aften og “kom til” at oprette en profil. Han har haft som princip, at han ikke anmodede folk om at være venner, men lynhurtigt fandt familien ud af, at han var på. Så nu hygger han sig med at følge familie og venner, han er ikke særlig aktiv selv, men det er godt tidsfordriv at scrolle ned og se, hvad folk har gang i. Hvad værre er, at jeg også bruger det som tidsfordriv, landmanden  griner noget over, at jeg nu har helt styr på, hvad der sker rundt omkring. Hvor ved du det fra? Fra din facebookside. Nåh, jeg troede ikke, du ville være på facebook, nej det vil jeg heller ikke. Men der er tidspunkter, hvor Blogland ikke er særlig aktiv, og så snupper jeg lige facebook – og nu altså også instagram. Men jeg skal ikke selv på facebook, for så går det helt galt med tidsforbruget.

Da vi sidst var sammen med børn og svigerbørn, grinte de alle lidt af mig, som absolut ikke skal på facebook, men som var mest opdateret om familie og venner. Hvorfor? Fordi jeg er den, der husker det, jeg læser på min kære gemals facebookside. Og så var det min søn i snakken om blog versus instagram sagde de ord, jeg siden har tænkt over. Mor, du bruger jo ikke bare din blog til at vise hverdagsbilleder og skrive om hverdagssituationer, du bruger den til at reflektere over din hverdag, det har han ret i. Det betyder også, at jeg aldrig ville kunne nøjes med et billede og få ord knyttet til billedet. Der er så mange indlæg, som aldrig er udgivet, fordi jeg gennem skriveprocessen er kommet frem til at det, jeg troede fyldte, slet ikke var det vigtige og det vigtige hørte ikke til her på bloggen. Andre gange har I været med til at tænke over de emner, jeg har skrevet om, og gennem jeres ord er jeg blevet klogere på mig selv og på emnerne. Det kan jeg ikke opnå på instagram, så jeg holder ved bloggens form, den er min dagbog, den er min reflektionsbog og den er mit link til jer. Tak fordi I stadig er her. Og nu vil jeg køre i sommerlandet og male vinduer, bagefter vil jeg tage til barndomslandet og være sammen med min far og til sidst vil jeg nyde aftenen sammen med en landmand, som er med til, at livet aldrig bliver kedeligt (han er så sød, når han mener at jeg da må vide hvordan man bruger facebook eller hvordan han brugte sin ruteplanner sidste år eller … – det holder min hjerne vågen og aktiv)

God torsdag til dig.

Suppe fremfor koldskål?

Det er da utroligt, her sidder jeg en onsdag sidst i juni og hundefryser, jeg varmer hænderne på tekoppen og drømmer om varm suppe til aftensmad. Det går fremad med maleriet, jeg glemmer helt blæsten, når jeg maler, men det gør min krop ikke, den kan nærmest ikke få varmen, når jeg holder pause …

Længere kom jeg ikke, for landmanden kom op og malede videre på  redskabshus, mens jeg tog vinduer. Vi stoppede til aften og kørte hjem, jeg tager et nap i morgen formiddag, inden jeg tager ned til min far i morgen eftermiddag. Aftensmaden blev hverken suppe eller koldskål, men derimod hotdogs. Jeg fik lyst til gammeldags hotdogs med røde pølser, ketchup, sennep, remoulade, ristede løg og syltede agurker. Det eneste sunde valg var fuldkornspølsebrød.  Uhm de smagte gode.

Drilagtig

Egentlig ville jeg have brugt ordet teaser, men et tjek på sproget.dk viste, at det mere betyder lokkemad, appetitvækker, noget der vækker nysgerrighed, og det er ikke det, det her indlæg handler om.
Vejret! Kan man ikke skrive om andet, kan vejret altid bruges, og hvor jeg sad ude i går og spiste morgenmad sammen med min søster, så kan jeg i dag pakke mig sammen under et tæppe med striktrøje på og drikke te. Næse og skuldre afslører, at det ikke kun var en drøm, at sommeren var forbi i går. I dag er der, som de skriver på yr.no, en frisk brise, som senere går over i en let kuling. Det bliver en kold dag at male i, jeg må hjem omkring, når jeg skal til fys, for at hente varmere tøj. Mens jeg sidder her under tæppet, titter solen frem og sender varme lysstråler hen over træer og buske, men det driller, for jeg har været ude i blæsten og der er koldt udenfor.

Noget der også driller, er instragram. Jeg ville downloade et billede fra min mailboks til min mobil, det gik fint, men siden lukker instagram ned hver gang jeg vil sende et indlæg. Jeg kan ikke få fjernet det downloadede billede fra min mobil, det bliver ved med at være i mit galleri. Så nu kan jeg kun følge, men ikke selv bidrage.

Hvor man altid kan tale om vejret, så gælder det samme søvnen, men det gider jeg ikke snakke om, der dækker overskriften også. Nu vil jeg i stedet for glæde mig over en skøn dag i går og så tænke positivt om efterårsblæsten i dag, den brænder i hvert fald ikke mine skuldre og min næse. God onsdag til dig.

Skaberværket

I en kommentar til forrige indlæg skrev Charlotte, at vi ikke skal slides ned, sådan som arbejdsbier bliver, men vi skal også bruge tid på at glæde os over Skaberværket. Det må vist være overskriften over dagens gåtur.

Min søster og jeg drog på vandretur gennem Blokhus klitplantage efter et gammelt kort,  og det var godt, for det blev en gåtur på ca 14 km. Havde vi fulgt det nye kort med nye ruter, havde vi kun gået ca 10 km.

Der var tid til at nyde skoven, blomsterne, rådyr, solen og hinandens selskab. Vi kom vidt omkring i vores snak, vi snakkede om døden, sorgen, glæden, taknemligheden og også om livets små sjove historier.

Nu er jeg alene i sommerhuset, de næste dage er det mig, der skal male. Der bliver tid til at tænke på Skaberværket og de skønne mennesker, jeg har mødt gennem mit liv og dem, jeg har måttet sige farvel til.

Gråvejr og indevejr

Efter to dage i haven er det helt ok med mig, at der kommer lidt regn i dag, og i følge yr.no holder det tørvejr resten af ugen. Jeg øver mig i at være lige der, hvor jeg er, ikke spekulere på at jeg burde have gjort rent i sommerhuset eller jeg burde have nået at få gjort havemøblerne rene. Min lillesøster er ligeglad med, om jeg først skal vaske havemøbler af, inden vi kan sætte os, højst sandsynligt griber hun en klud, og så kan vi snakke sammen, mens vi gør det. Vi arbejder begge inden for det offentlige, vi knokler begge to, vi tager ansvar, i dag vil vi tage ansvar for at holde fri og nyde at være sammen. Inden da tager jeg ansvar som landmandskone og får bugt med nogle af hængepartierne herhjemme. God mandag til dig.

Tjek!

Så er frugthaven gået igennem. Der er rifter overalt på mine arme, der var blomster i mit hår undervejs. Der var hektisk aktivitet, både humlebierne og jeg havde travlt med arbejdet. Nu holder jeg pause, det gør humlebierne ikke. Istvan havde den rette forståelse, han lagde sig i skyggen af en busk og iagttog det arbejdende folk.

Håber du kan se, hvad der er før og efter.

Alle træer og buske sender løfter om en rigdom af bær og frugter. Fuglene og vi skal nok få noget at mæske os i. Hvilket minder mig om, at der ikke er mere syltetøj på matriklen. I morgen tager jeg i sommerhus i to dage sammen med min søster, vi skal hygge os og gå lange ture. Egentlig havde vi planlagt vandretur med overnatning, men vi erkendte begge to, at det, vi trængte til, var afslapning sammen i vante omgivelser, og jeg glæder mig. Men der skal æblegele og syltetøj til lillesøsters boller. Så ikke mere skriverier her, jeg er i øvrigt kommet på instagram, hvordan jeg lige får det synliggjort på bloggen, er jeg endnu ikke kommet til, men det finder jeg nok ud af. Landmanden knokler derude, så nu vil jeg pakke banankage og te ned i en kurv, så kan vi nyde eftermiddagsteen sammen.

Solskinshilsener fra Nordjylland.

Søndag morgen

Landmanden er allerede i gang i marken, da jeg vågner. Min nat blev en nat, hvor søvnen nægtede at komme igen midt nat, så jeg sov længe, da jeg endelig faldt i søvn på sofaen i stuen. Jeg smuttede hurtigt i arbejdstøjet og tog en halv time mellem alle rododendronbuskene, inden jeg lunede boller, bryggede te, kogte æg og dækkede søndagsbord. Det bliver en arbejdssøndag i haven, men det er ok, jeg nyder at være i kroppen og lade tankerne flyve deres vej. Fokus er hver enkel stængel, jeg får hevet op med rod. Jeg slog ukrudtet mellem frugttræer og buske med havetraktoren, og med tiden satser jeg på et grønt tæppe. Mindre optimistisk er jeg med skvalderkålenes tilbagemarch, egentlig er de godt bunddække under buskene, hvis de ville holde sig dernede. Men de vil op og mærke solen (ikke at jeg ikke forstår det) og det ser ikke pænt ud.

God søndag til dig.

Lørdag i arbejdstøjet

Det er dog ikke det hvide look med pink turbosko, men derimod gamle bukser og T-shirt, der er på kroppen.  Jeg har erklæret krig mod brændenælder, den første kamp vandt jeg, men nu begynder anden generations nælder at poppe op, så de skal væk, og andre steder på gården truer brændenælder med at kalde sig sejrherrer. Jeg har brug for at være kropslig i dag, jeg har brug for at være i kroppen og ikke i hovedet, jeg har brug for fysisk at kunne se, at jeg er til stede, at jeg gør en forskel. Så er havearbejde en god ting. Jeg har et enkelt bed (har jo ellers udryddet alle blomsterbed, fordi jeg ikke er havemenneske), det skal gøres pænt. Jeg aner ikke, om man må klippe i uægte jasminbuske, men der er så mange grene, der stritter i øst og vest, så buskene fylder mere end hvad der er pænt efter min mening. Egentlig skal jeg også se nogenlunde pæn ud selv i dag, for jeg vil til byen og købe løbesko, jeg har fået grønt lys fra min fys, og jeg trænger som sagt til motion og havearbejde. Vi får se, hvor meget jeg når, men da landmanden arbejder konstant, så følger jeg trop og glæder mig til dage med tid til dette.

Må din lørdag bringe dig smil og sol.

Da jeg ikke får taget billeder, måtte jeg tilbage i arkivet for at finde junibilleder, og her er det tydeligt, at vores jasminbuske er gået helt amok. De når op til vinduerne nu. OG at vi er bagud med det hele, der er ingen roser eller jasminblomster på nuværende tidspunkt.

Kend symptomerne og reager!

En god dag med den første konference om stroke  i Danmark, ja professoren mener, at vi som alle andre lande, engelsktalende eller ej, skal kalde apopleksi for stroke, er slut. Jeg har fri nu og nyder solens leg med træerne på min væg i stuen.

Der er ikke så mange ord i mig lige nu, men du får lige en reminder til at tage med til alle dine venner:

Time is brain

For hvert sekund dør der millioner af neuroner, når en katastrofe er i gang i hjernen (en blodprop eller blødning)

Kend symptomerne og reager! Ring 112

Symptomerne er:

• Akut hængende mundvig
• Akut lammelse i arm eller ben
• Og/eller at det pludseligt er svært at tale.

Læs mere her.

 

Husk det nu! God weekend til dig.

Valgaften

Her i huset er der ikke traditioner for at gøre noget specielt på denne aften, men vi er alligevel endt begge to foran samme fjernsyn, hvilket er et sjældent syn. Nu til dags, hvor der er en spændvidde uden lige i programmer, man kan se; der bliver det tydeligt, at vi ikke har fælles interesser, hvad det angår. 

Dagen i dag har været en stille dag, en dag til eftertanke, en dag med plads til at påskønne livet og acceptere, at livet er uforudsigeligt og turbulent. Nu vil jeg sætte mig i sofaen og nyde at være sammen, landmand og sygeplejerske, begge med vores meninger om, hvad der er godt og skidt for vores erhverv.

Kærlige tanker til jer alle, hvor I end måtte være i livet og i aften.

Lige nu græder jeg

I lørdags lo vi sammen, vi hyggede os og aftalte, at vi snart skulle mødes igen. Her til aften får jeg så at vide, at Anne døde i morges. Denne smukke, skønne kvinde, som har beriget mit liv med kommentarer, strikkevejledning på sms, wordfeudspil, blogindlæg og hyggeligt samvær. Alle mine tanker sender jeg til Annes familie, det gør mig så ondt, at de skal opleve det her. Jeg fatter det ikke.

Hvordan synes du selv det går?

For noget tid siden var jeg meget fyldt op af alt det, jeg skulle nå, inden ferieperioden for afdelingen satte ind. Så jeg skyndte mig ned efter arbejde, skiftede tøj, satte hængelås på skabet og drog hjem til 7 fridage, der skulle bruges på arbejde. Syv dage senere trådte jeg ind i omklædningsrummet, tog automatisk ud efter hængelåsen for at dreje koden for at få den åbnet. Der var ingen hængelås! Gisp, havde nogen brudt mit skab op? Tjekkede hurtigt skabet, det var som da jeg efterlod det. Så var det, at mit blik kom til at strejfe naboskabet! Der hang min hængelås nok så nydeligt. UPS - i syv dage havde naboen ikke kunnet komme i sit skab. Om eftermiddagen havde de grå mænd (teknisk afdeling) været forbi, der hang nemlig en seddel på naboens skab om, at dette skab tilhørte xx og at hvis man uretmæssigt brugte et skab, ville hængelåsen blive brudt op. Godt jeg nåede at pille min hængelås af. Jeg har dog tilstået det over for den unge sygeplejerske, som en gang har været vikar hos os, og jeg er tilgivet.

I dag kom en patient i T-shirt og underbukser ud på gangen (godt nok underbukser af shortstypen) men vi tilbyder gerne morgenkåbe, da vi ikke synes, man skal gå sådan rundt på gangen (og for nogle handler det også om, at de ikke selv fornemmer mere, hvordan man gebærder sig i offentligt rum) Jeg tilbød vedkommende en morgenkåbe, det takkede patienten nej til, havde en inde på værelset, og patienten spurgte om vedkommende da så uanstændig ud? Jeg svarede, at vi gerne så, at man havde morgenkåbe på ude på gangen, eller det var i hvert fald det jeg ville sige, men det jeg sagde var: vi ser gerne at man har øllebrød - øh nej havregrød – øh nej morgenkåbe på. Hvorefter jeg flækkede sammen af grin og undskyldte overfor patienten. Dernæst var jeg ved at tabe en kop te nedover en kollega, og hjemme igen sidder jeg med et blåt mærke på min hånd, som jeg ingen anelse har om oprindelsen. Det er vist godt, at ferien nærmer sig.

Landmanden og Istvan er taget af sted til hundeprøve, der er overhovedet ikke blevet trænet, landmanden har haft travlt med at male sommerhus, med at arbejde i landbruget og med at være syg. Vi får se. Til gengæld har jeg givet mig selv fri fra alt, så nu vil jeg krybe op i sofaen, tjekke om der går en god film og finde strikketøjet frem. God aften til dig.

For 4½ år siden kom den bitte hund til os midt om vinteren. Istvan blev navnet, og den har bidraget til masser af latter og glæde.

Så er det tid

til at tage “turboskoene” på. Jeg har altid brugt gode sandaler på mit arbejde, men i forbindelse med problemer med den ene hælpude, fik jeg besked af en fysioterapeut om at bruge løbesko. Det gør jeg så, og da vi er helt i hvidt, så må der gerne være farver på skoene. Det er der så også kommet.

I aftes kom jeg i tanke om mit lille trick fra tidligere sommerperioder, så nu er der hængt et mørkt lagen op foran vinduet i soveværelset. Det hjalp, jeg har i hvert fald kun været vågen to gange i nat mod 3- 5 gange de mange sidste nætter.

Klokken iler, det er tid at gøre sig klar til dagens dont. God tirsdag til dig.

Musik på plænen

Weekenden bød på længe ventet indløsning af julegave. Først drog jeg dog i strikkeland og nød samværet med mange strikkere. Jeg havde sat Jette, Helle og Anne stævne hos Liselotte og Kenneth, det var skønt at se dem igen, vi fire startede med at blogge i 2006/2007. og en af de første blogge vi læste, var Liselottes. Laura kom også cyklende med sin skønne lille baby, så jeg nåede at få set ham. Jeg måtte dog bryde op før de andre, for vi havde en aften med lækker mad og gode jagtkammeraters selskab i vente. Alt var godt, indtil vi landede på gården ved midnatstid, så blev landmanden syg. Gode råd var dyre, vi skulle til København om søndagen og opleve Mark Knopfler på plænen i Tivoli. Natten gik med en maveinfektion og feber, jeg var sygepasser, og vi sov  med mellemrum. Morgenen bankede på, vi diskuterede, om vi turde binde an på en lang køretur. Det gjorde vi, vi havde glædet os til koncerten, en julegave fra børnene til deres far. Vi havde glædet os til at skulle være sammen med børn og svigerbørn. Landmanden sov hele vejen tværs over landet, lidt cola, panodil og yoghurt fik han undervejs. Jeg holdt trætheden fra døren med te, ostemadder og slik.

Eftermiddagste med lækre speltmuffins fra den lokale bager blev nydt hos sønnen sammen med hans kæreste. Senere mødtes vi fire med datter og svigersøn på den restaurant, som nu er er omdøbt til vores familiested. Tre gange har vi spist på Vesuvio, tre gange har vi haft gode madoplevelser og gode tjeneroplevelser.  Landmanden havde meget bedre, så alt var godt. Vi nød at se vores børn glade sammen med kæresterne. De to “gamle” gik sammen med alle de andre ældre, gråhårede mennesker i Tivoli og ventede tætpakket i to timer, inden Mark Knopfler gik på scenen kl 21. Det var en skøn koncert, han spiller som en drøm på sin guitar. Lyden var i enkelte numre lidt mudret, men de fleste numre havde smuk lyd, især de mere akustiske numre. Da der manglede en lille time af koncerten, blev landmanden skidt tilpas igen, men heldigvis kunne en cola og det at komme ud til yderområdet af plænen hjælpe, så der afsluttede vi vores gode aften. Henne hos sønnen hentede vi bilen, smurte madder og så drog vi af sted nordpå. Landmanden var nu frisk til at køre, så han kørte tværs over landet, mens jeg sov. Ved Randers overtog jeg bilen, jeg var dog så træt til sidst, så landmanden måtte overtage bilen de sidste 15 km.

Nu er vi hjemme, landmanden er stadig ikke på toppen, men med en elev og mange ting på to-do-listen, så kunne der ikke soves længe i dag. Vi må indhente søvnunderskuddet i aften. Det vigtigste er, at vi kom af sted, så vores børn/svigerbørn og havde en fantastisk musikaften.

Må du få en god mandag.

Morgensol

nydes inden døre. Jeg snøfter lidt, der er en forkølelse, der skal forhindres i at komme i udbrud. Nu har jeg ellers ikke været forkølet i flere år, så bare fordi jeg gik sommeramok i går, så blev kombinationen af sol på ryg og kulde fra græsplæne åbenbart immunforsvaret for meget.

Mobilen blev jo tømt for billeder og jeg havde helt glemt, at jeg en dag stoppede ved en af de nye rastepladser ude i mosen. Min kommune har fået penge til et formidlingsprojekt om Store Vildmose, så der er lavet tydelig skiltning og nye infotavler, blandt andet har man involveret en kunstner.

Du kan læse mere om projektet her.

Mobil og zoom går ikke i min verden, jeg får aldrig gjort billedet skarpt nok. Nu får du alligevel den lille gule blomst, som nogen af jer sikkert ved, hvad hedder. Og så spørger du nok, når du har kigget lidt på maleriet, om der er traner i mosen? Det er der, jeg har dog kun set dem en gang, men hvilken gang!  Kunstneren skrev som kommentar til sit billede, at mosen kan synes brun og kedelig, men kigger man nøje efter, ser man pludselig mange farver.

Jeg laver regnskab for landmandens jagtkonsortium, det vil ikke stemme og jeg er helt med på, at det garanteret er noget med plus/minus, der ophæver eller forstærker noget, som jeg ikke kan regne ud. ARGH! Jeg vil i haven, mens der er godt vejr, og i eftermiddag skal jeg strikke sammen med forhåbentlig mange andre ude hos Liselotte og Kenneth. Suk, jeg tjekker lige tallene en gang til – nu har jeg været væk fra det, så mon ikke det hjælper. God sommerlørdag til dig.

Når man trænger til en pause

og tømmer mobilen for billeder, så dukker der sommetider nogle op, man (jeg) havde glemt, jeg tog.

Et øjebliksbillede af en undervisningssession.

Bortset fra en times tid sammen ved revisoren, så er min dag gået med at være i haven. Landmanden maler sommerhus og vil ikke have min hjælp. Jeg regner med, at jeg får lov til at tage vinduer og døre.

Mobilbilledet er lidt for lyst af den skønne rododendronhæk, men hvor er den smuk lige nu.

Humlebierne summer omkring mig og rønnebærrenes klaser, de er dog ikke så vilde med at være fotomodeller.

Om lidt er teen drikkeklar, bagefter skal der knokles igen i haven, vejret er superskønt, jeg sveder med anstand og har sommertop og shorts på samt bare tæer i skoene. Sommervejr, ahh.

Nervøsiteten forplantede sig

Det var jo slet ikke os, der skulle op til eksamen, men de tre sygeplejestuderende havde så høje forventninger til sig selv, så selv om vi andre syntes, de håndterede godt, at dagen i går slet ikke blev den dag, de havde forberedt sig på i forgårs, så havde de blanke øjne og febrilsk plaget udtryk i ansigtet. Det gik godt, de bestod alle tre, men jeg nåede at få nervøsiteten over i min krop, selv om jeg slet ikke var involveret i eksamenen. Men hvor jeg dog husker de rædselsfulde minutter, mens der voteres, og hvor man skifter mellem at tro på sig selv og overbevisning om at man er dumpet. Vi får fornøjelsen af at have nogle af dem som ferievikarer, og de får så fornøjelsen af at arbejde på en afdeling, som troede på dem, da de af og til glemte det selv.

Min krop er også febrilsk i dag, den er let til at reagere lige for tiden. Så nu går jeg i haven et par timer, fysisk arbejde er godt for krop og sjæl, og solen skinner, det skal nydes. God dag til dig.

Det virker

Udkørt klokken tre, drik ….te. Klokken var nu fem, før jeg kom hjem, men te måtte der til og nu har jeg næsten drukket en liter te. Latter giver energi og ved et kig på denne side, blev jeg klogere på mekanismerne bag. Det giver både motion, sænker blodtrykket og udløser endorfiner. Så tak, Fruen i midten, for dette indlæg, jeg mærkede helt bogstaveligt, hvordan tågen i min hjerne lettede, da jeg skreg af grin. Ikke mindst af kommentarerne, for hold da op hvor er det befriende at læse , at jeg ikke er den eneste, der i distræt glemsomhed laver skøre fejl. Og lige nu funderer jeg over, om det netop er latteren, smilene og følelsen af at vi står sammen uanset hvad, der hjælper os igennem de travle dage på afsnittet.

Og jeg ville hjertens gerne linke til et af mine egne indlæg, hvor jeg kommer galt af sted, men jeg kan ikke finde dem. Åh jo, det lykkedes til sidst

God aften til dig.

Det er sommer

Denne udefinerbare følelse af sommer indfinder sig, da jeg kommer hjem fra fysioterapeuten og egentlig skal ind og arbejde ved computeren. Jeg skænker en kop te, sætter mig på trappen og trækker vejret dybt. Fuglesang, sommervarme, morgensol i øjnene og en hund, der lægger sig i skyggen.

Og ude på terrassen pynter naturen selv op, en ide, der sagtens kunne se flot ud på et sommerfestbord. God tirsdag til dig.

Under pres

Det nytter ikke at lade som om jeg ikke er det. Kroppen afslører det, jeg tænker og tænker hele tiden, jeg er begyndt at bruge et glas rødvin som sovepille, så nu har jeg besluttet mig for, at jeg i dag bare skriver. Jeg kan ikke tænke mig ud af det, det er mit vanlige problem, jeg vil så gerne være hundred procent sikker på, at det jeg skriver er lige i øjet, både at der er viden bag det og den sproglige formulering. Men hvis ikke jeg skriver noget, så har jeg intet at forholde mig til hverken vidensmæssigt eller formuleringsmæssigt. Så skriv kvinde – nok engang.

Gårsdagens billeder gør mig glade, når jeg ser på dem. Jeg holder meget af at makrofotografere, at zoome ind på det lille mirakel det er, at et insekt holder balancen på en vippende blomst, eller at mælkebøttens små fnug hviler roligt på blomsten.

Og så undrer det mig, at jeg så sjældent plukker buketter fra haven eller grøftekanten, for når jeg træt kommer ned i køkkenet, så smiler jeg ved synet af den lille vase fyldt med grøftekantens mangfoldighed.

Må du få en god mandag.

Der findes ingen vej, man danner vejen ved at gå

Jeg har netop læst bogen: Jeg mødte Jesus af Charlotte Røhrt. Hold da ,det er en vidende dame, og det er tydeligt hele vejen igennem, at hun altid i sit journalistiske virke er grundig i sin research. Det var CR, der interviewede Dronningen, og dette gjorde stort indtryk på mig, desværre virker linket til artiklen ikke mere*. Den grundige research bruger CR også her, hvor hun oplever noget, som synes og lyder helt vildt. Jeg skal have tænkt mere over bogen, inden jeg skriver mere om den. Overskriften er et citat i bogen, et digt af Antonio Machado (1875 – 1935) som “indfanger pilgrimsvandreres sammenfletning af at tage det ene skridt efter det andet og samtidig erkende, at man som menneske aldrig når i mål”.

Min vandring i dag bestod af en halv time på vejen med fokus på være her og nu midt i naturen. Og kameraet var med til at indfange nuet.

Jeg vil bevæge mig ned til min far og gå ind i den verden, han oplever og være der sammen med ham. Må du få en god søndag med mulighed for at få dig bevæget.

* Jeg fandt en bid af artiklen med Dronning Margrethe, som handler om, at viden og tro ikke er modsætninger.