torsdag, juni 25, 2015

Blog eller instagram

Det ligger vel nærmest i stavelsen insta –, at det er et hurtigt snapshot af hverdagen. Der er ikke så mange ord tilknyttet, billedet er det væsentlige. Sådan kan et blogindlæg også være bygget op, så ordene smyger sig omkring billedet/billederne. Der er indlæg hos mig, hvor ordene er det, der kommer først og hvor billedet enten understøtter ordene, eller blot er med fordi jeg synes, at indlægget ser “tomt” ud uden billede.  Lige nu er jeg nybegynder i instagram, og egentlig tror jeg ikke, at det bliver mit foretrukne medie, men jeg kan godt se, at det nemt kan blive en tidsrøver. Landmanden er kommet på facebook, han kedede sig en aften og “kom til” at oprette en profil. Han har haft som princip, at han ikke anmodede folk om at være venner, men lynhurtigt fandt familien ud af, at han var på. Så nu hygger han sig med at følge familie og venner, han er ikke særlig aktiv selv, men det er godt tidsfordriv at scrolle ned og se, hvad folk har gang i. Hvad værre er, at jeg også bruger det som tidsfordriv, landmanden  griner noget over, at jeg nu har helt styr på, hvad der sker rundt omkring. Hvor ved du det fra? Fra din facebookside. Nåh, jeg troede ikke, du ville være på facebook, nej det vil jeg heller ikke. Men der er tidspunkter, hvor Blogland ikke er særlig aktiv, og så snupper jeg lige facebook – og nu altså også instagram. Men jeg skal ikke selv på facebook, for så går det helt galt med tidsforbruget.

Da vi sidst var sammen med børn og svigerbørn, grinte de alle lidt af mig, som absolut ikke skal på facebook, men som var mest opdateret om familie og venner. Hvorfor? Fordi jeg er den, der husker det, jeg læser på min kære gemals facebookside. Og så var det min søn i snakken om blog versus instagram sagde de ord, jeg siden har tænkt over. Mor, du bruger jo ikke bare din blog til at vise hverdagsbilleder og skrive om hverdagssituationer, du bruger den til at reflektere over din hverdag, det har han ret i. Det betyder også, at jeg aldrig ville kunne nøjes med et billede og få ord knyttet til billedet. Der er så mange indlæg, som aldrig er udgivet, fordi jeg gennem skriveprocessen er kommet frem til at det, jeg troede fyldte, slet ikke var det vigtige og det vigtige hørte ikke til her på bloggen. Andre gange har I været med til at tænke over de emner, jeg har skrevet om, og gennem jeres ord er jeg blevet klogere på mig selv og på emnerne. Det kan jeg ikke opnå på instagram, så jeg holder ved bloggens form, den er min dagbog, den er min reflektionsbog og den er mit link til jer. Tak fordi I stadig er her. Og nu vil jeg køre i sommerlandet og male vinduer, bagefter vil jeg tage til barndomslandet og være sammen med min far og til sidst vil jeg nyde aftenen sammen med en landmand, som er med til, at livet aldrig bliver kedeligt (han er så sød, når han mener at jeg da må vide hvordan man bruger facebook eller hvordan han brugte sin ruteplanner sidste år eller … – det holder min hjerne vågen og aktiv)

God torsdag til dig.

P1030115

33 kommentarer:

  1. Også god torsdag til dig. Det bliver heller ikke i dag du bliver solbrændt under malerarbejdet.
    Dem som er yngre end mig er for længst videre og opfatter Facebook som helt antikveret, men jeg synes nu det fungerer fint til at holde sig opdateret på fjerne fætre og gamle studiekammeraters gøren og laden. Da jeg ikke er specielt ivrig fotograf er hverken Instagram eller Snapchat kommet ind i varmen hos mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Laura. Ja mine børn er ikke særlig aktive på FB , bruger det vist mere til at lave aftaler og når de skal bruge netværket.

      Slet
  2. Husbond er heller ikke på facebook. Kun gennem mig, der ofte opdaterer ham med begivenheder og sjove indlæg. Og så hilser jeg af og til fra ham i forbindelse med fødselsdage, hvilket mange synes er sjovt, fordi han er "den sidste mand i verden som kommer på facebook"

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, din mand og jeg er heldige at vi kan opdateres gennem jeres FB :-)

      Slet
  3. Jeg bruger også bloggen som en dagbog, strikkenoter, rejserapport... Jeg har ikke reflekteret så meget... Måske fordi den startede primært med strik...
    Jeg er på Facebook, men bruger den til familie og venner; faktisk skriver jeg mere på bloggen! Instagram har jeg ikke vovet mig ud i. Synes egentlig Facebook og blog er tidsrøvere nok... Hvad taler for at komme med på Instagram?
    Fortsat god arbejdslyst med maleriet. Håber du får en god dag med din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, når jeg forsøger mig med Instagram, så skyldes det at jeg savnede nogle af de bloggere, jeg startede sammen med. De er ikke særlig aktive på deres blog men på Instagram. Anne, mandagspige, som desværre døde i sidste uge, skubbede kærligt til mig forrige lørdag og sagde at nu skulle jeg forsøge. Så nu forsøger jeg.

      Slet
  4. Rigtig god torsdag til dig Lene.
    Hasse er ikke på FB og vil heller ikke, men han følger lidt med via min profil, præcis som du følger med via din landmands profil.. :-)
    Jeg er på både FB, Instagram og bloggen, nogle gange er det det ene medie der bruges og nogle gange det andet. Instagram har jeg ikke fået ind under huden, så de hurtige mobilbilleder og opdateringer kommer på FB. Billeder fra mine kameraer kommer som oftest kun på bloggen.
    Jeg bruger helt klart FB til at følge med i hvordan familie og venner har det, jeg bidrager ikke helt så meget selv, men når jeg er ude at rejse er det som regel på FB jeg deler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg har hele tiden sagt at den dag mine børn bliver aktive på FB så får jeg en profil. Men nu kan jeg jo følge med via Jørn, så jeg behøves jo slet ikke ;-) Jeg er jo paranoid hvad angår at alle kan se når jeg ikke er hjemme, så derfor vil jeg ikke kunne bruge FB og Instagram der.

      Slet
  5. Og rigtig god maler-torsdag til dig også :-) Det er godt, du holder fast i din blog, for du skriver mange spændende indlæg, som jeg bliver klogere af at læse / giver anledning til eftertænksomhed / bare er hyggelige, så dem vil jeg nødigt undvære.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Fruen i midten, og jeg kan ikke undvære jer. Jeg har ingen veninder udover de kvinder jeg har lært gennem bloggen, så blogverdenen er min veninde :-)

      Slet
  6. Jeg ville for alt i verden ikke undvære min blog. Skulle jeg vælge, beholdt jeg den og lukkede alt andet, for den giver mig luft under de refleksive vinger, hvis vi ellers har sådan nogen. Jeg er helt på linje med dig her :-) Og så bruger jeg jo altså også Instagram (temmeligt inkonsekvent) og Facebook (akkurat lige så inkonsekvent), så man kan sagtens have det hele og forsømme det ligeligt ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Liselotte, og det er jeg rigtig glad for, for jeg nyder dine ord og refleksioner :-)
      Åh ja jeg bliver vist også en der er inkonsekvent og forsømmer det ligeligt.

      Slet
  7. Snapchat prøver jeg lige i øjeblikket. Men det går ikke særlig godt - døtrene griner vist lidt ad mig i ny og næ :-)
    Instagram kan jeg lide, fordi jeg ofte er i ordunderskud og tidsunderskud, når det gælder min blog. Og så er det så praktisk, at jeg kan starte med et billede i Instagram og sende det til Instagram, Facebook OG Tumblr, som er hjemstedet for min blog. Så kommer der da lidt liv i bloggen også.
    Og hvorom alting er: De er alle MEGAstore tidsrøvere.
    Nu skinner solen her - jeg håber, du får lidt af den ovre hos dig også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, Snapchat har jeg kun hørt om, men aner ikke hvad det er :-) Smart at du kan videresende indlæg til bloggen.
      Her skinner solen også, så jeg tror min far og jeg skal på MacDonald og spise is med chokolademuffins :-)

      Slet
  8. Jeg holder meget af at læse din blog, så den må du ikke opgive.

    Jeg har selv en Instagramprofil, men der ligger bare tre billeder, og jeg er slet ikke sikker på, om der nogensinde kommer flere. Jeg er også på FB, som jeg bruger meget. Bl.a. er jeg med i en gruppe, der hedder "Support pc og andet", som jeg forsyner med nogle guides til forskellig software - og i den gruppe arbejder vi sammen i mindre undergrupper, og det fungerer fantastisk. Det er først for nyligt, det er gået op for mig, hvilket kraftfuldt samarbejdsværktøj FB er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg opgiver heller ikke bloggen. Jeg har også hørt om eksempelvis FBgrupper for sjældnere sygdomme eller problemstillinger, hvor man i lukket forum kan udveksle erfaringer . Det er rigtig godt.

      Slet
  9. FB er jeg begyndt at bruge lidt mere; primært af samme grund som Jørn: man holder sig familie-opdateret.
    Min blog er både til refleksioner, en slags dagbog og meget andet - jeg vil meget nødigt undvære mit eget liv i blogland - og slet ikke dine gode ord og tanker, men bestemt også mange andre blogge.
    Instagram er der alt for mange ord i mig til, at det er en mulighed, og som flere andre er inde på, har jeg/vi tidsrøvere nok i forvejen.
    Jeg troede ellers, at John ville være sidste mand i verden på FB, men nu tror jeg søreme, at Charlottes mand 'vinder', for jeg tror John er ved at være moden ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og i går kunne jeg se min smukke niece som student på FB, det var da dejligt. Næh du og jeg har for mange ord til Instagram, men nu forsøger jeg at lege lidt med det :-)

      Slet
  10. Lene, du kan slet ikke undvære din blog :) Din søn har helt ret. Du bruger den til at reflektere, det kan du ikke på instagram på samme måde. Og vi andre kan heller ikke undvære din blog og dine fantastiske refleksioner, så det må du endelig ikke opgive.
    Jeg kom på Facebook, da mine børn startede på Facebook. Ikke så meget for at kommentere på det, de gjorde, men blot for at se, at der ikke begyndte at ske en masse, der ikke skal ske sådan et sted (sociale medier kan være et ondskabsfuldt sted, også for små 13-årige). Nu bruger jeg den mest til at følge med i gamle studiekammerater og fjerne fætre og kusiners liv.
    Til gengæld er jeg glad for Instagram, da jeg bliver glad af at se på billeder og her har man faktisk alle muligheder :) Det kræver ikke det vilde, der er ikke megen teknik, der skal vedligeholdes. Og man kan altid gå tilbage og se billederne igen (det kan man ikke lige så godt med snapchat, som resten af familien er på men som jeg har afslået at gå ind i). Og så kan jeg selv lægge billeder ud, selvom mine børn griner af det, jeg lægger ud (i deres øjne gør man jo ofte underlige ting, så det tager jeg ikke så tungt).
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, det var et retorisk spørgsmål, for nej jeg kan ikke undvære min blog :-) Jeg kan godt forstå at du ville følge med i FB. Mine børn er først kommet på som voksne. Dejligt at jeg nu kan følge dig :-)

      Slet
  11. Blogland er godt at være i.
    Jeg bruger også min blog som "hukommelse" for hvornår dette eller hint skete, hvis jeg bliver i tvivl.
    Åh jo, Facebook er sandelig en tidsrøver, og samtidig er det godt at følge med i familie og venners gøren og laden.
    Godt du bliver i blogland.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, her er godt at være, og jeg har det på samme måde som dig med bloggen. Men tidsrøvende er det, så det skal jeg være bevidst om :-)

      Slet
  12. Jeg holder af både blog, facebook, instagram og snapchat. Hver ting til sin tid og sine kontakter.
    Ja, det tager tid. Ja, jeg bestemmer, hvornår jeg bruger og hvornår jeg forsømmer. Men undvære ville jeg nødigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tænk at du bruger alle dele, hatten af for det. Måske du får små Snapchat af prinsesserne? Det gør mine kolleger :-)

      Slet
    2. Det er nemlig lige det, jeg gør :)

      Slet
    3. tænkte jeg nok :-) Så var jeg også på det hele :-D

      Slet
  13. Kære Lene!

    Mange fak for alt, hvad du deler her på din dagbogsblog. Også jeg har den slags overvejelser indimellem om hvor meget tid, det tager. Nettet kan være en tidsrøver, men giver også meget.

    Bloggen er et fantastisk medie efter min mening. Fri og rummelig, så man kan udtrykke sig og dele det, der er, når det er. Der er kun de regler og rammer, som man bliver enig med sig selv om. Jeg holder selv utrolig meget af det, som min egen blog giver af muligheder for at dele, og jeg holder rigtig meget af at besøge din og andre blogs. Her kan man møde mennesker, som man ellers aldrig ville møde og dele noget med.

    Facebook bruger jeg også og mest til at følge lidt med hos andre. Hvis min smartphone kunne komme på Instagram, ville jeg også være med der, for jeg elsker jo at fotografere og dele mine billeder.

    Fortsat god fornøjelse til både dig og dine læsere. Jeg ser frem til at se dine fotos fra den kommende motorcykelferie. I år regner jeg med at gense de norske fjelde nogle dage. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ilse, netop det at man møder mennesker her som man ellers ikke ville møde, er også noget af det jeg holder af ved blogland :-) rigtig god tur til Norge, jeg håber vi får se billeder derfra.

      Slet
  14. Jeg holder MEGET af at læse dine søde og klogerefleksioner over det liv, du lever. TAK for det!! Det kan aldrig blive det samme på Instagram

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karen-Vibeke, nej og måske er det netop det med de få ord, der gør at jeg ikke rigtig får brugt instagram lige nu :-)

      Slet
  15. Jeg har det som dig. jeg vil have ordene med, selvom det også engang imellem er hyggeligt med et hurtigt snapshot og instagram. Det sker mest når jeg er på farten. Når jeg i morgen tager på ferie har jeg lovet mine søde kolleger at huske at opdatere på facebook. Det bruger jeg ellers aldrig, men de vil gerne følge med og være sikker på jeg kommer helskindet gennem en hel uge til Roskilde Festival.. så jeg må hellere opdatere en hel masse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, håber du har haft en god tur på festivalen. Og jeg kommer nok ikke til at bruge instagram så meget, men det er spændende at følge med i jer andres indlæg :-)

      Slet
  16. Fantastiske tanker og ord du har fået frem der.
    Min fb profil bliver ikke benyttet så meget som tidligere. Før i dage var jeg meget oplysende om hvad, hvor og hvordan, idag bliver det kun et scroll ned gennem min væg - wupti videre til min mails, ups så gik tiden og jeg nåede ikke bloggen i dag, det må så vente til i morgen. Og det med et stort øv, for bloggen giver meget mere ro, og tid til fordybelse. IG tager jeg der hvor jeg lige er.
    Om 2½ uge, får jeg ferie. De skal benyttes til at grounde, trække vejret helt igennem, få skuldrene ned på plads.

    SvarSlet