Karantæne strøtanker

Karantæneramt er jeg ikke, om end man aldrig ved, for landmanden og medarbejder havde lagt en plan, da de hørte, at mit sygehus var udtaget til at skulle rumme mennesker ramt af coronavirus. Mit afsnit er blevet mindre, fordi man har inddraget vores undersøgelsesstuer, et kontor, et toilet og vores opholdsareal til isolationsområde, mens man gør en hel bygning klar til at være pandemiafdeling.
Pandemi betyder en sygdom, der breder sig over en hel eller flere verdensdele.

Hvor vi før fik dejligt lys til afdelingen gennem endevæggens store vinduer, er der nu sat en væg op på tværs af gangen og ingen dagslys til vores side af gangen. Vi er fuldstændig adskilt fra isolationsområdet. Det er helt fint, et land og hospitaler skal forberede sig på det værst tænkelige, når en ny virus dukker op, som man ikke kender omfanget af, men det massehysteri, der har grebet medierne og befolkningen kan jeg kun stå måbende overfor. Jeg fatter det ikke. Jeg kan godt forstå, at mennesker med kroniske sygdomme eller lavt infektionsforsvar (som patienter i kemokure o.l) bliver bekymret. Dem jeg er mest irriteret på, er medierne.

Forleden dag hørte jeg et interview i P4 Nordjylland med en overlæge fra blodbanken. Journalisten startede med at spørge til, hvad coronavirus betød for blodbanken. Det betød selvfølgelig, at donorer, der havde rejst i de hårdest ramte lande, fik karantæne. Så blev der ellers bygget op til katastrofe, hvad betød det for mængden af blod til patienter. Ingenting lød svaret. Jamen hvis der kom mange lande, som donorer fik karantæne for efter at have besøgt dem. Ingenting lød svaret, for heldigvis var der mange donorer, der ikke rejste og de var altid gode til at troppe op. Jamen hvad betød det for donorkorpset at man nu havde fundet en dansk person med corona. Ingenting lød svaret. Jamen hvorfor dog ikke. Så var det helt tydeligt, at overlægen ikke anede, hvad han skulle svare den unge journalist. Faktisk kom der en lille undertrykt latter, som jeg tolkede som et opgivende suk. Han endte med at svare, at han ikke kunne se, hvordan det at et menneske i Danmark havde fået coronavirus kunne have betydning for et stort donorkorps (han nævnte, hvor mange donorer, der var i Danmark, det kan jeg ikke huske)

Tilbage til landmanden og medarbejderens plan, og husk nu at glimtet i øjet og det skæve smil kan I ikke se. Landmanden meddelte mig, at hvis der kom patienter med coronavirus til mit sygehus, så kom jeg i karantæne og måtte ikke komme på gården. Hvortil jeg smilende sagde, så må I jo klare jer selv med mad og vasketøj, for så tager jeg i sommerhuset. Sikke en ferie jeg kunne få, hvis jeg kun havde mit arbejde og mig selv at tænke på.

I dag vil jeg dog tænke på landmanden og hans medarbejder. De sorterer hver eneste hverdag i ugen og har måttet inddrage lørdagen også. Det er hårdt, jeg husker selv, hvor smadret min krop var, når vi sorterede kartofler fra morgen til aften ugens fem hverdage, men dengang var vi altså tyve år yngre. Så jeg er ved at bage fastelavnsboller, som de kan få som dessert efter frokosten. Jeg skal have også have fundet på et eller andet lækkert til aftensmaden, hvor der helt sikkert skal indgå kartofler i en eller anden udgave. Så har du en god kartoffelopskrift, vil jeg gerne høre om den. Også selv om du først læser dette indlæg en anden dag end i dag.

God lørdag til dig.

En dejlig dame og noget om bevægelse

Jeg er i gang med at lytte til bogen Bevægelse af Susse Wold, og heldigvis er det Susse selv, der har indtalt bogen. Det er en skøn fortælling, små historier om at være i bevægelse, at turde kaste sig ud i nyt, at turde gøre noget, som måske ikke altid lyder så klogt, at være åben. Det tema må hun åbenbart også have berørt i hendes første bog, for det har jeg skrevet om her.

Det er en nydelse at høre Susse Wold fortælle, og jeg kan varmt anbefale bogen, selv om jeg slet ikke er færdig endnu. Jeg har altid været med vild med Susse Wold, det har jeg skrevet om her. Og scrapbøgerne ligger stadig oppe på loftet. Måske skal jeg gøre som Susse Wold, give mig tid til at gå tingene igennem og så køre det hele væk. Også hun havde svært ved at give slip på alle minderne fra et langt liv i samme hus. Så der er håb forude for mig, for Susse Wold er 81 år i dag, og jeg tror det først er i de senere år, at de flyttede fra det store hus til en lejlighed.

Bevægelse har jeg fået i disse dage, ikke i form af gåtur, men f.eks i form af at arbejdsdagen igår vart sådan en, hvor jeg gjorde mange ting, og hjernen indimellem havde svært med at følge med. Men hvis du spørger mig om, hvad jeg fyldte otte timer med, så får jeg svært ved at svare. For min egen skyld vil jeg dog forsøge.

• doserede medicin op til den halve afdeling. Det tog sin tid. Mange af vores patienter er desværre hårdt ramt af deres blodprop/blødning i hjernen og ofte hænger det også sammen med andre sygdomme, og dermed også meget forskelligt medicin. Og der var få kolleger på arbejde. De, der var på arbejde klarede det til gengæld helt fantastisk. Både patienter og studerende/elever blev der taget hånd om.
• hængt medicin op, der skulle gives ind i blodbanen
• sparring med en kollega, hvor jeg var nødt til at undersøge om nu mit svar også var opdateret (så er det godt at "kende en ven", underforstået at vide hvem man skal kontakte)
• aflyse undervisning af to kolleger, for det kunne ikke hænge sammen. Det må vi tage en anden gang. Forsøgte at finde en anden dato, men måtte overgive det til min leder.
• undersøge en forespørgsel fra en pårørende til en patient, som ikke lige nu var hos os, så en anden kollega kunne give svaret til de pårørende
• lægge en plan, så en tredje kollega kunne få undervisning i at være ansvarlig for trombolysebehandling, for den undervisning prioriterede vi højest i dag. Mine kolleger er så ansvarsbevidste, så de kan have svært ved at gå fra til undervisning, når de har ansvar for mange patienter. Det er så blandt andet mig, der måtte tage ansvar og finde ud af, hvem der tager over, mens vedkommende får undervisning. 
• kigge et referat igennem for en kollega og rette det, så det kunne blive udsendt
• tjekke mail, men nåede ikke at svare folk
• have 3 måneders introduktionssamtale med kollega
• se nu blev det svært, jeg vidste at vi var omkring 11.30, men at jeg først spiste efter 13, så hvad lavede jeg mere? Nå ja. Min ene funktion med det overordnede ansvar for uddannelse af studerende og elever og dermed også deltagelse i flere forskellige mødesammenhænge er jeg kommet af med, og min kollega, som har overtaget funktionen, havde brug for en overlevering og en introduktion til funktionen. Den nåede vi, inden jeg hentede mad i kantinen.
• jeg havde brug for sparring med min leder om en problemstillling. Som altid en kompetent og lyttende leder.
• så havde en kollega brug for sparring, den tog vi i kopirummet for at kunne være alene
• og til sidst afsluttede jeg med et godt møde, hvor vi fik drøftet gode sygeplejefaglige emner

Alt det, jeg egentlig skulle have nået, nåede jeg ikke. 

I dag er det min ugentlig hverdagsfridag. Jeg ville have gået en tur, vejret og luften var skøn i morges, små snefnug og frost gjorde mig glad, men der var ting, jeg skulle have ordnet. Og nu er jeg træt, det er blevet gråt, snefnuggene forvandler sig til våde plamager på jorden. Og da jeg skal til undervisning inde på sygehuset sidst på eftermiddagen, tror jeg, at jeg kryber i seng med varm te og lidt læsestof inden da. Aftenen byder på litteraturkreds, hvor bogen fra sidste indlæg skal diskuteres, det får også min hjerne til at bevæge sig. Kropsbevægelse må jeg stile efter på et andet tidspunkt.

forleden morgen

forleden morgen

Så er det ud

I går skrev jeg dette i håb om at motivere mig til en travetur:

Det er stadigt lyst, der er rester fra aftensmaden fra i går, så jeg skal ikke tænke på tilberedning af aftensmad, jeg har siddet på min stol foran computeren hele dagen på denne hjemmearbejdsdag, min krop skriger: så er det ud og gå. Og alligevel kan jeg ikke tage mig sammen. Jeg er træt, jeg vil bare ligge i sofaen og flade ud.

Det er utroligt at det skal være så svært at motivere sig selv til det, der er godt for en. Jeg får helt lyst til at citere Paulus:

"For det gode, som jeg vil,  det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."

Men der skete ikke mere, jeg var ganske enkelt ikke der, hvor en travetur føltes som det bedste for mig. Så jeg tog den med ro, læste, så serier, drak te, snakkede med landmanden og gik tidligt i seng. På min gamle ølkasse fra min ungdom lå den bog, jeg skal have læst til på torsdag og så gjorde jeg det, som jeg ikke skal gøre. Siden jeg selv begyndte at læse, har det været en viden, jeg har haft. Jeg hører ganske enkelt ikke min krops kalden på søvn, hvis jeg læser i sengen. Så det blev over midnat, før jeg lagde mig til at sove. Da var bogen læst færdig, lige nøjagtig på den måde, som jeg ellers havde lovet mig selv ikke at gøre med denne forfatter i dette indlæg. Heldigvis sov jeg så uafbrudt i 6 1/2 time bagefter.

Men sådan er jeg, jeg har altid læst hurtigt, slugt den ene bog efter den anden. Knap var jeg færdig med den ene, før den næste blev fundet frem. Min læsestil minder faktisk om binge watching. Som barn kunne jeg nemt låne over tyve bøger på en gang. Mine forældres reoler blev endevendt, når jeg ikke havde nået at låne bøger på biblioteket. Og det ærgrer mig i dag, fordi bøgerne egentlig var til en ældre version af mig, og jeg har aldrig fået dem læst siden hen.

Jens Grøndahls bog Tit er jeg glad er nemt læst. Det er en speciel bog, fordi det føles som om der ikke er kapitler i bogen*. Det er som en lang talestrøm fra en person til en anden. Fra Ellinor til hendes afdøde veninde på det tidspunkt, hvor Ellinor i en alder af 70 har begravet sin anden ægtemand og siger farvel til sit gamle liv inklusive hendes ægtemands to sønner og flytter tilbage til sin barndomsgade. 

*Bogen er dog delt op i tre afsnit, men det lagde jeg slet ikke mærke til, mens jeg læste. Det er ligesom en, der taler  og blot stopper op på et passende tidspunkt i fortællingen for lige at tage en mundfuld vand, før vedkommende fortsætter.

Gennem den lange enetale foldes de to veninders fælles liv ud, men også det, der skete før de mødtes og efter at veninden dør ung. Et liv hvor Ellinor på mange måder aldrig har turdet tage sin plads i livet før nu, og hvor hun altid har forsøgt at være noget for andre på deres præmisser. Samtidig får man også hendes betragtninger om samfundet og de unges måde at være forældre på i nutiden.

Da jeg læste en anmeldelse af bogen, fandt jeg den sætning, som jeg i min forslugenhed i går måtte stoppe op og tænke over: " Jeg må gerne græde, så de kan vise mig, at de tåler min utrøstelighed. Der er åbenbart ikke noget så rensende for selvfølelsen som at stille sig helt hen på kanten af en andens sorg og vise, at man ikke bliver svimmel."  Det er smukt og skarpt formuleret.

Dagen i dag bød først på en outdoor messe sammen med landmanden, hvor han mødte utallige jagtkammerater og gamle venner, det var hyggeligt at få hilst på dem. Bagefter tog jeg mig sammen til en lang gåtur i strid vind. Nej i følge oversigt over vindstyrker må jeg godt skrive i stiv kuling, for vi skulle få vindstød op til 15-16 s/m, og dem mærkede jeg, da jeg vendte om og gik 3 km hjem i modvind.

Gode dage

I Nordjylland er det ferietid i denne uge, det mærkes på personalebemanding, og kombineret med sygdom, som det også er sæson for i Nordjylland, så har der været nok at se til. Mandag var jeg i pleje, ikke fordi jeg skulle introducere eller undervise, men bare fordi jeg skulle være sygeplejerske. Jeg elsker det. Pga ovenstående skulle jeg dog have ansvaret for ni patienter, så plejen i form af hjælp til personlig hygiejne og toiletbesøg fik jeg ikke lov til. Jeg syntes dog, at jeg kom vidt omkring i min sygepleje. To samtaler med pårørende, der havde brug for information gjorde, at jeg fik overarbejde.

Tirsdagens fridag blev brugt sammen med min søster. Vi mødtes på kirkegården i vores barndomsby. Jeg havde ikke tænkt mig om, for min søster havde fortalt, at hun havde lavet en gårute på en time, og alligevel på trods af vejrmeldingen troppede jeg op i almindelige sko, nederdel, godt nok varm frakke, men med en paraply, der var i stykker. Så gåturen blev reduceret, vi nåede dog at komme fordi de to huse, vi havde boet i, og gik gennem barndommens gader. Det var sjovt at der var huse på barndommens gade, som vi ikke kunne huske, hvem der boede deri. Og andre havde vi helt styr på. Teenageårenes gade havde vi mere styr på.

Min kyndige blomsterveninde fra forrige indlæg havde lavet den smukkeste dekoration til kirkegården. Den var jeg så glad for.

Vi sluttede af i Viborg på Cafe Fry. Egentlig havde jeg besluttet mig for at være fornuftig og bestille en lækker salat, men vi kiggede på menukortet og kiggede på uret og kiggede på hinanden hvorefter vi udbrød: brunch, vi kan stadig nå at få brunch. Vi elsker begge morgenmad, og vi nød den lækre brunch.

Onsdagen har været hjemmearbejdsdag. Langt om længe fik jeg indsendt vores artikel, vi er blevet trukket ind i plejen de sidste gange, hvor vi har skullet koncentrere os om at få artiklen indsendt. Så aftalen blev, at jeg blev herhjemme for ikke at blive forstyrret. Det var jeg glad for, for jeg brugte tid på at rette til, uploade filer for så at fjerne dem, fordi jeg senere i processen fandt ud, at de skulle tilrettes. Nu er den indsendt, så er jeg spændt på. om magasinet blankt afviser den eller kommer med mange krav til ændringer. Det er yderst sjældent, selv for garvede artikelskrivere, at artikler går igennem, uden at de er blevet ændret.

Jeg kom også i gang med et abstrakt om næste fase, for artiklen dokumenterede at der var et behov for støtte/opfølgning selv efter en blodprop med lette følger. Det behov har vi forsøgt tilgodeset med et gruppeforløb, som I kan høre om her (har linket til det før). Det projekt vil jeg gerne have optaget med indlæg og poster til et sygeplejesymposium, deadline på mandag, så nu har jeg travlt.

Gåturene bliver stadig gået, men jeg ved nu, at det ikke fortsætter hver dag, når jeg rammer de 30 dage. De sene aftenture har gjort, at jeg har ødelagt min søvnrytme, så jeg i sidste uge var ved at være helt ude af den af træthed. De sidste dage har jeg gået en time hveranden dag. I aften gik jeg fra 18-19 og kombineret med, at jeg nu tager min magnesiumtablet om aftenen og derudover tager to pamoltabletter før natten, skulle gerne sikre, at jeg ikke vågner to - tre timer efter, jeg er faldet i søvn og så ikke kan falde i søvn igen.

Den manglende søvn har så gjort, at jeg blev færdig med min lydbog. Jeg kan varmt anbefale Modne Kvinder af Bo Østlund. Nu venter jeg spændt på den næste lydbog, Susse Wolds Bevægelse, den er reserveret, og den har jeg store forventninger til. Jeg har dog en bog til litteraturkredsen, jeg skal have læst til om en uge: Tit er jeg glad af Jens Grøndahl. Den er jeg spændt på.

Titlen passer på mig, for jeg griner næsten hver dag. Latteren kommer nemt for mig, ligesom tårerne gør. Begge kan rense sjælen, men jeg holder nu ganske særligt af latteren.

Blæsten går frisk over Vildmosens vande

Der har regnet vildt meget i nat, nu står dele af græsplænen under vand. Havde det kommet som sne, havde vi været lukket inde. Det ville jeg gerne have, mens landmanden tænker på alle de kartofler, som ikke ville komme af sted. Så jeg er fornuftig og skønner på den manglende sne (vel gør jeg ej, jeg vil stadig gerne have masser af sne ;-)

Normalt er jeg en kvinde uden filter, forstået på denne måde, at mit liv herinde jo selvfølgelig er filtreret, det er ikke alt, der kommer på skrift herinde, men at jeg generelt er, som du ser mig. Og jeg er heller ikke en kvinde, der bruger tid på makeup i hverdagen, jeg glemmer det sågar også, når jeg skal til fest. Derudover bruger jeg heller ikke filter på mine billeder, undtagen det billede jeg lagde ud på Instagram i fredags (det ovenfor). De filterforslag Instagram kommer med, plejer ikke at fange min opmærksomhed, men den dag gjorde det, fordi billedet skulle illustrere en tekst om mangel på stjernevrimlen, og der syntes jeg, filteret gav mit udendørs lystræ en snert af magi på samme måde som stjernevrimlen magisk lyser op på himlen.

I går var vi til fest, 60 års fødselsdag, den yngste i vores julefrokostgruppe. Hun havde valgt, som landmanden og jeg også gjorde, at holde det med start ved middagstid (altså kl 12- 13). Vi festede i otte timer og havde det hyggeligt med masser af mad, snak og opdatering i vores vennegruppe. Og det var dejligt at kunne være hjemme og nå at falde i søvn før midnat.

En af vores venner er uddannet blomsterdekoratør og inspireret af de smukke dobbeltbladede tulipaner i mange farver fik jeg gode råd, om hvordan man snitter stænglerne. Så nu skal jeg have købt mig en urtekniv, som kun skal bruges til blomster. Tulipaner = iskoldt vand og lægge dem på bordet og skære stilken over med lige snit. Roser = over håndlunkent vand, snitte dem på skrå, fordi stilken består af lange "sugerør" som bliver mast sammen, når jeg klipper dem med min havesaks. Franske anemoner (som jeg aldrig har haft som buket) skal snittes på langs i stilken, ford det er den måde de suger vand op på. Mine høstanemoner skal jeg nyde udenfor, hvilket jeg også gør. Det var det, jeg huskede fra lektionen.

Da jeg ikke kom ud og gå en tur i går pga fest hele dagen, tog jeg mig sammen til at gå en lang tur i strid sidevind. Jeg har aldrig prøvet før at skulle spænde musklerne hårdt op for ikke at ryge i grøften. Det skulle jeg i dag, for når vindstødene kom, vaklede jeg flere gange, inden jeg genvandt balancen. Jeg fik gået syv kilometer, og nu slapper jeg af.

Jeg hænger vasketøj op og griner højt, fordi jeg i min lyttebog Modne Kvinder er kommet til Trine Gregorius. Hold nu op, hvor hun lige kan spidde tidens kvinder : "og så siger de om en kage, den var god, den var ikke for sød. Hvad fanden er det for noget, en kage skal da være sød" eller når hun fortæller, hvor kedeligt det er at komme til spisning, hvor der kun er kvinder, fordi så får man salat og en tør kalkun, og alle prøver at bilde en ind, at den slet ikke er tør og kedelig, for den er marineret ("man kan da heller ikke spise et kladdehefte, selv om det er marineret") og så får hun lyst til at fortælle, at hun har lavet hjerter i flødesovs med kartoffelmos, og der var masser af smør i begge dele. Og hun spiste tre portioner og resten spiste hun om natten. Åh hvor jeg dog kender den trang til at blive Rasmus Modsat, hvis alle har samme holdning i et selskab.

Apropos mad, så har landmanden fundet en fil på youtube, som viser alle mulige lækre opskrifter med kartofler i hurtig udgave. Dem vil han gerne prøve af, så vi har aftalt, at det bliver weekendprojekter, hvor vi sammen laver maden. I aften skal vi prøve første opskrift, og jeg klapper mig selv på skulderen over, at jeg ikke blot sagde ja, det vil jeg da gerne lave til dig, men gjorde det til et fællesprojekt.

Hvad skal I mon have til aftensmad i aften?

Wupti - så var den uge forbi

Det har været en uge med skønne ting på jobbet. At vi er presset og har alt for travlt, gider jeg ikke tale om. Det gør jeg andre steder, og min leder knokler som gal for at få det tydeliggjort i både ord og tal, som dem, der har magt, kan forstå.

Min leder siger, at jeg har gået med det bredeste smil først på ugen, fordi jeg beskæftigede mig med det, jeg holder allermest af: at være sammen med patienterne og med mine nye kolleger. Og hun har ret, den kombination af at skulle støtte en kollega i at få erfaringen med neurorehabiliterende sygepleje og samtidig at være sammen med patienterne er det bedste jeg ved.

Jeg har dog bare haft alt for meget, som skulle tages vare på ved siden af, så selv om jeg havde glædet mig til at fortsætte med en anden ny kollega onsdag, så gav det lidt luft, at hun var syg, så jeg kunne arbejde med andre ting.

I går på min fridag havde vi personalemøde, og for mig er personalemøde noget, man deltager i, også selv om man har fri. Det er ikke det gængse blandt yngre kolleger, og det er ikke blot hos os, men mange andre steder. Dagen sluttede nemlig af med cafebesøg sammen med min studieveninde, og hun oplever det samme. Vi havde dog helt pæn tilslutning til mødet og fik drøftet nogle væsentlige punkter om arbejdspresset.

Det var som altid helt fantastisk at være sammen med min studieveninde, vi kommer vidt omkring og glemmer tid og sted. Denne gang blev det Bistro V, hvor vi nød en lækker vegetarisk risotto med svampe og rodfrugter. Jeg fik en af de bedre rosevine, jeg har smagt.Og strategisk havde jeg parkeret bilen sådan, at jeg skulle gå femten minutter for at nå cafeen, et voila dagens gåtur på 30 minutter var hjemme.
Jeg lytter stadig lydbog og jeg skal vist have speedet op, inden udlånsdatoen oprinder. Ulempen ved lydbog er, at jeg sommetider kommer til at trykke på spol frem i stedet for sluk knappen, og så bruger jeg lang tid på at finde tilbage til, hvor jeg var. Ligesom jeg heller ikke kan finde, når der er et godt citat, jeg gerne ville bruge.

I dag var jeg nødt til at powernappe, da jeg kom hjem, og ville høre lydbog. Først måtte jeg bruge tid på at finde den skønne modne kvinde, som jeg var ved at høre fortælle om sit liv. I min søgen røg jeg tilbage til Sørine Godtfredsen, hun er en kvinde, der kan dele vandene, men jeg kunne faktisk godt lide hendes fortælling. Alle kvinder bliver spurgt om samme emner, men naturligvis også emner, der tager udgangspunkt i deres liv. Hvad tænker de om kærlighed, hvad er meningen med livet, er de troende, hvad tænker de om døden, har de forberedt sig på døden, har de taget beslutninger om begravelser er emner, de alle kommer ind på. Det at blive gammel er et andet alment emne. Og Sørine Godtfredsens svar på meningen med livet kunne jeg rigtig godt lide, jeg har bare svært ved at citere det, fordi jeg ikke kan læse det. Som jeg husker det, sagde hun, at det måtte være, at man hver dag sørgede for at sætte et aftryk, som gjorde en forskel for et andet menneske, og at vi var til for andre mennesker. Men også at det var det svære, fordi det var der, at ondskab, griskhed og egoisme kom ind, vi ville alle, også hende selv, hellere fokusere på det, der gjorde en forskel for os selv (min fortolkning, for sådan formulerede hun det ikke)

For mig er meningen med livet at være medmenneske og at leve livet som medmenneske, og måske derfor kan jeg godt lide hendes udgave.

Jeg er nu kommet til dag 22/30 i min udfordring om at gå en halv time hver i 30 dage. Gåturen i dag er endnu ikke gået. Powernappen hjalp på energien, men jeg har den største lyst til at sætte mig ind i sofaen uden at gå en tur. Jeg kan dog også mærke, at når en ung kollega sagde til mig, da vi gik fra personalemøde, hvor jeg skulle videre på cafe: husk nu at gå - så gør det noget ved mig. Jeg får lyst til at holde mit løfte til mig selv, fordi andre hepper med på sidelinjen.

Det er det, jeg gør! På med vandretøj og pandelampe, en halv time er hurtigt gået og forleden aften var der den smukkeste stjernehimmel. Måske er jeg lige så heldig i aften.æste

lene_kc

•

lene_kc
Dagens gåtur blev delt i to etaper. Før og efter hyggelig cafebesøg med studieveninde på #bistroV #enhalvtimesgåturhverdagi30dage Dag21/30
21 t.

FOR 21 TIMER SIDEN

Log på for at synes godt om eller kommentere.

Sådan en tidlig morgen

Jeg kan godt lide, at jeg har tid om morgenen. Morgenstunden skal ikke overrumple mig, men være god ved mig, sådan kommer jeg bedst i gang med arbejdsdagen. Der var ikke overskud til at smøre madder i går aftes, så derfor satte jeg uret til 4.45 i stedet for 5.

Og nu sidder jeg så her, der er smurt mad og brygget te til begge parter, hundene er fodret og det kræver lidt mere opmærksomhed i denne tid, fordi Ayla er i løbetid og dermed kan de ikke lades alene sammen. De skiftes til at være i det store bur med lækker blød pude, som normalt står med døren åben og er begges yndlingssted, blot ikke i denne tid, hvor døren bliver lukket.
Jeg har spist min vanlige morgenmad, der skal ikke tænkes så meget over valg, jeg spiser det samme hver dag.

Jeg har forberedt mig på dagens arbejde, en seddel er skrevet med vigtige punkter, der skal huskes. De næste tre dage går jeg sammen med nye kolleger i plejen, så forberedelser til kursus, vigtige mail etc. skal jeg huske at få gjort sideløbende. I dag og i morgen gælder det introduktion til at gå stuegang. Hos os går en sygeplejerske ikke stuegang, før hun har været hos os i tre måneder. Vi ønsker, at fokus i begyndelsen er på sygeplejen hos patienten, og vi ved, at når først man skal til at have overblik over hele sygeplejen inklusiv ordinationer og handlinger udløst af stuegang, så kan man ikke holde fokus på læring i forhold til sygeplejen omkring patienten (hvordan støttes patienten i at forflytte sig, hvordan støttes patienten til at spise og drikke tilstrækkeligt, hvordan støttes patienten i den rigtige siddestilling i spisesituationer, hvordan støttes patienten i at blive vasket og få tøj på, i at komme på toilet osv)

Jeg glæder mig, det er altid skønt at få lov til at gå sammen med en af mine dygtige kolleger, som stadig er ny hos os, men som vil det bedste for sygeplejen og al dens væsen.

Må du få en god dag.

Fra en sommerdag i Ardennerne

Når jeg bliver gammel

her defineret som når jeg stopper med at arbejde, kan søvnafbrydelser takles, som jeg gjorde i nat. Uvist af hvilken grund kunne søvnens rolighed ikke genfindes, efter jeg klokken tre var på toilettet. Om det var fuldmånen eller at jeg var alene i sommerhuset eller at jeg frøs eller ... Jeg ved det ikke, men da jeg ikke skulle op og være klar til noget i dag, så hørte jeg lydbog, spillede 7kabale og tjekkede diverse medier for nyheder og ligegyldigheder. 

Til sidst faldt jeg i søvn, efter at jeg havde overbevist mig selv om, at der ikke skete noget ved at låse soveværelsesdøren op og lade varmen fra stuen komme ind i soveværelset. Har jeg nævnt, at jeg har en livlig fantasi og kombineret med at være ræd for mørket, så kan det sommetider tage mig steder hen, som ingen andre kan følge mig i? Jeg sov til jeg vågnede, og så gjorde jeg mig klar.

Der er lovet masser af blæst og senere i dag vindstød af stormstyrke, ligesom regnen ville dukke op ved ti-tiden. Så skulle jeg nå min daglige gåtur, skulle det være inden morgenmaden. Blæsten var rimelig strid, og derfor fravalgte jeg klitplantagen. Ikke fordi jeg tror, at jeg ville blive ramt af et træ, men jeg så ingen grund til at udsætte mig for den potentielle risiko.

Så jeg gik ad vejen hen til stien ned mellem de to søer ved Hune. Ligesom i går skulle jeg sommetider gå lidt udenfor stien for ikke at få våde fødder.

Udover flere hundeluftere var jeg alene. Alle havde de samme kommentar, når deres hunde glad løb mig i møde: den gør ikke noget, den er bare nysgerrig osv. For en, der som barn er blevet bidt flere gange af store hunde på min vej, så har det taget år at turde stole på folks kommentarer. At vi selv har store hunde har hjulpet, men jeg er selv meget hysterisk med at få hundene kaldt til os, hvis der kommer andre mennesker gående. For det må være forfærdeligt for en, der er bange for hunde, at blive omringet af store hunde. Og ja de er som regel bare nysgerrige, men vi har selv oplevet, at vores første hund, som var godmodigheden selv, pludselig snappede efter en tolvårig pige. Efterfølgende måtte vi konkludere, at den må have mødt børn i den alder på campingpladsen, der har drillet den eller på anden måde generet den. For det skete kun på campingpladser og kun over for børn i 12-14 års alderen.

Egentlig havde jeg mange planer for denne sommerhussøndag, men jeg kan godt mærke, at den afbrudte søvn i nat sidder i mig, så jeg tager den med ro. Sådan må det også være, når jeg en gang stopper med arbejde, for alting kan så på sin vis vente til næste dag.

God søndag til dig.

Lunt og godt

Landmanden skulle arbejde både i dag og i morgen. Og noget af det, jeg har lovet mig selv, er at mærke efter hvad jeg har lyst til og så handle på det, når det kan lade sig gøre. Det kunne i dag, så da huset var ryddeligt, vasketøjskurven tom og kontoret fri for opgaver, drog jeg op i sommerhuset.

Landmanden kan godt lide sommerhuset om sommeren, jeg elsker det hele året rundt. Her falder min sjæl til ro, jeg føler mig omsluttet af naturen og har det godt med det. Efter en frokost med spejlæg og ristet spidskål (min favorithjemmefrokost for tiden) tog jeg vandreskoene på og gik en god tur.

Der var vådt flere steder, der er kommet rigeligt med regn og vejrudsigten lover mere fra i morgen inklusiv stærk blæst med vindstød af stormstyrke. Så jeg skal vist ud og gå fra morgenstunden i morgen. Der måtte gås mange omveje for at komme videre på stierne, men jeg fik dog gået 7 km og nåede også ned på stranden.

Vandløbet inde fra landet plejer at være et lille fin vandløb, som baner sig vej i sandet. Nu har man måtte dæmme dens kræfter ind, så den kun lavede et stort vandløb ned til havet. Der var stadig spor af, at den havde oversvømmet hele vejen op til sommerhuslandet og en stor del af stranden.

Min daglige gåtur holdes stadig i gang, det løfte til mig selv holder jeg. I morgen vil jeg prøve at holde et andet løfte til mig selv, men da jeg har lovet mig det selv så længe, så skal det ikke siges højt før det lykkes mig at holde det.

Lige for tiden er jeg dog inde i en god stime af løfteholderi til mig selv. Det svinder i fryseren. I går fik vi lækker osso buco, som helt sikkert efter de kloge hoveders mening har ligget for længe i fryseren. Det fejlede ikke noget og med en lækker kartoffelmos og grønne bønner blev vi mere end mætte. Der er endda nok til søndagsmiddagen.

Aftensmaden i aften blev rigtig god, landmanden mente, at jeg sagtens kunne servere det for gæster. Der var så meget kartoffelmos tilbage i går, at der var til to dage. Jeg rørte den ene del op med lidt mælk og to æg, bagefter kom jeg hakkede hasselnødder i, satte det på bagepapir i små klatter og dryssede med en sjat reven ost. Så fik det lov til at passe sig selv i ovnen en halv times tid, mens jeg stegte gode grillpølser lavet på dyrekød skudt af landmanden. Salaten fik Spar lov til at stå for, spidskålssalaten med wasabidressing havde tilstrækkelig med bid til, at den passede til menuen.

en af de modne kvinder over 60 :-) 

Jeg lytter stadig i små bidder til bogen Modne Kvinder. Indtil nu har jeg hørt Hella Joof, Lisbeth Knudsen, Solbjørg Højfeldt, Anne Dorte Michelsen, Vivi Flindt, Vibeke Windeløv, Anette Støvelbæk, Pernille Højmark, Mette Bock, Jytte Abildstrøm og lige nu Majbritte Ulrikkeholm. Alle har de fået deres portion af sorger og modgang, alle har de tænkt på alderen og døden. De har taklet modgangen på hver deres måde. Jeg bliver inspireret, provokeret, forundret og glad, og det er da en skøn gave at få ved at lytte til en bog.

Jeg har tændt op i brændeovnen, jeg har fundet hækletøjet frem, høretelefonerne ligger klar ved computeren, hvis jeg vil lytte mere bog, teen er brygget og jeg har den nyeste udgave af magasinet Liv med mig. Her er lunt og godt at være. God aften til dig.

Så kom vores forløb i fjernsynet

Vil du se et kort indslag om vores projekt med opfølgning tæt på borgeren, så kan du klikke her

Og så har jeg grinet en del af, at jeg i den grad er med på video, jeg sagde ingenting, lyttede som alle de andre, men det har været svært for kameramanden at undgå at få mig med på billedet. Jeg er rigtig glad for det gode interview med en af borgerne. Han gør det fantastisk.

Det spændende bliver, om vi får lov til at fortsætte for at bevise, at det godt kan gøres til en driftsikker model OG om man vil betale for det.

Opret forbindelse

Indimellem ønsker jeg mig tilbage til dengang, hvor det eneste kommunikationsmiddel var en telefon, som stod hjemme. Til daglig nyder jeg at have en minicomputer ved hånden, som også er telefon, som også er kamera, som også er forbindelse til mange andre mennesker. Andre gange som i de her dage, hvor tingene driller, bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke orker at sætte mig ind i alt det, som jeg burde sætte mig ind i bagom facaden.

I dag skulle en kollega være to steder på en gang, jeg tilbød at tage den ene tjans. Hvor svært kan det være at bestille en transport? Rimeligt svært fandt jeg ud af, for jeg kendte jo ikke patienten, havde blot fået bestillingssedlen stukket i hånden og havde ikke lige computeren åben, så jeg kunne finde alle de oplysninger, de havde brug for. Er patienten førtidspensionist, er der over 50 km, kan patienten ikke tage offentlige transportmidler og så videre. Der er strammet op på regionens regler for hvem der kan få kørsel på regionens regning hjem fra en indlæggelse.

Undervejs i min multitasking, hvor jeg talte i telefon, mens jeg forsøgte at finde alle oplysninger på computerne, blev jeg smidt af linjen. Og så kom jeg i kø, da jeg ringede op igen. Man skulle helt sikkert ikke have målt mit blodtryk lige der. Ventetiden benyttede jeg til at kigge en ekstra gang på regionens regler for kørsel, tjekkede patientens arbejdsstatus, mens jeg samtidig fik plottet adressen ind i krak, så jeg kunne se, at der var over 50 km. Så da jeg først kom igennem, gik det hurtigt og de var uden skyld i, at jeg blev hægtet af (siger de ;-).

I disse dage synes jeg, at jeg kan mærke forskel. Forskel, som sker pga de ændringer, vi har foretaget i min funktion. Jeg er stadig presset og må inddrage fritimer til arbejdet, men det giver næsten sig selv, når jeg kun er ansat på 30 timer/uge og jeg er projektleder på et projekt, som kræver mange timer samtidig med at jeg også har andre fokusområder. Jeg synes selv, jeg er mere tilgængelig for mine kolleger, jeg føler de bruger mig mere til at få klarhed på spørgsmål, og jeg nyder hver dag, jeg kan gå sammen med mine nye kolleger og have fokus på god sygepleje. Vi er presset, vores patienter er dårlige, fejler alt muligt andet end blodproppen/blødningen. Nogle gange er det ikke blodproppen, der gør dem så syge, men alt det de fejler i forvejen. Og så skal vi have andre specialer involveret, det tager tid, tid vi ikke har, fordi nye patienter banker på døren med lige så svære symptomer.

Men jeg nyder at være midt i det og være den erfarne, som har tid til at hjælpe, vejlede og undersøge uafklarede spørgsmål.

Nu har jeg fire fridage fra sygeplejen, så er det gården, der står for tur. Jeg får besøg af vores regnskabsassistent, så hun kan guide mig i at koble regnskabsprogram og den elektroniske bilagsmappe sammen. Det glæder jeg mig til, men kontoret lignede noget, der var løgn. En landmand og to hunde, som hele dagen er i et kartoffelhus med masser af fin jordstøv, slæber meget med sig ind og ofte finder jeg dem på kontoret, når jeg kommer hjem. Nu er der gjort rent på kontoret, der er lavet syltetøj, fordi jeg havde glemt at købe og der er ryddet op overalt. Det eneste, der mangler er en halv times gåtur. Den snupper jeg nu, så får vi at se, om det bliver cirkeltræning eller om min mørkerædhed rent faktisk er blevet mindre, så jeg kan gå på vejen.

Og når jeg kommer hjem, skal jeg have mig en kop gløgg, lidt chokolade og marcipan, fordi jeg har fortjent det :-)

billederne er fra gårsdagens aftengåtur