Min leder siger, at jeg har gået med det bredeste smil først på ugen, fordi jeg beskæftigede mig med det, jeg holder allermest af: at være sammen med patienterne og med mine nye kolleger. Og hun har ret, den kombination af at skulle støtte en kollega i at få erfaringen med neurorehabiliterende sygepleje og samtidig at være sammen med patienterne er det bedste jeg ved.
Jeg har dog bare haft alt for meget, som skulle tages vare på ved siden af, så selv om jeg havde glædet mig til at fortsætte med en anden ny kollega onsdag, så gav det lidt luft, at hun var syg, så jeg kunne arbejde med andre ting.
I går på min fridag havde vi personalemøde, og for mig er personalemøde noget, man deltager i, også selv om man har fri. Det er ikke det gængse blandt yngre kolleger, og det er ikke blot hos os, men mange andre steder. Dagen sluttede nemlig af med cafebesøg sammen med min studieveninde, og hun oplever det samme. Vi havde dog helt pæn tilslutning til mødet og fik drøftet nogle væsentlige punkter om arbejdspresset.
Det var som altid helt fantastisk at være sammen med min studieveninde, vi kommer vidt omkring og glemmer tid og sted. Denne gang blev det Bistro V, hvor vi nød en lækker vegetarisk risotto med svampe og rodfrugter. Jeg fik en af de bedre rosevine, jeg har smagt.Og strategisk havde jeg parkeret bilen sådan, at jeg skulle gå femten minutter for at nå cafeen, et voila dagens gåtur på 30 minutter var hjemme.
Jeg lytter stadig lydbog og jeg skal vist have speedet op, inden udlånsdatoen oprinder. Ulempen ved lydbog er, at jeg sommetider kommer til at trykke på spol frem i stedet for sluk knappen, og så bruger jeg lang tid på at finde tilbage til, hvor jeg var. Ligesom jeg heller ikke kan finde, når der er et godt citat, jeg gerne ville bruge.
I dag var jeg nødt til at powernappe, da jeg kom hjem, og ville høre lydbog. Først måtte jeg bruge tid på at finde den skønne modne kvinde, som jeg var ved at høre fortælle om sit liv. I min søgen røg jeg tilbage til Sørine Godtfredsen, hun er en kvinde, der kan dele vandene, men jeg kunne faktisk godt lide hendes fortælling. Alle kvinder bliver spurgt om samme emner, men naturligvis også emner, der tager udgangspunkt i deres liv. Hvad tænker de om kærlighed, hvad er meningen med livet, er de troende, hvad tænker de om døden, har de forberedt sig på døden, har de taget beslutninger om begravelser er emner, de alle kommer ind på. Det at blive gammel er et andet alment emne. Og Sørine Godtfredsens svar på meningen med livet kunne jeg rigtig godt lide, jeg har bare svært ved at citere det, fordi jeg ikke kan læse det. Som jeg husker det, sagde hun, at det måtte være, at man hver dag sørgede for at sætte et aftryk, som gjorde en forskel for et andet menneske, og at vi var til for andre mennesker. Men også at det var det svære, fordi det var der, at ondskab, griskhed og egoisme kom ind, vi ville alle, også hende selv, hellere fokusere på det, der gjorde en forskel for os selv (min fortolkning, for sådan formulerede hun det ikke)
For mig er meningen med livet at være medmenneske og at leve livet som medmenneske, og måske derfor kan jeg godt lide hendes udgave.
Jeg er nu kommet til dag 22/30 i min udfordring om at gå en halv time hver i 30 dage. Gåturen i dag er endnu ikke gået. Powernappen hjalp på energien, men jeg har den største lyst til at sætte mig ind i sofaen uden at gå en tur. Jeg kan dog også mærke, at når en ung kollega sagde til mig, da vi gik fra personalemøde, hvor jeg skulle videre på cafe: husk nu at gå - så gør det noget ved mig. Jeg får lyst til at holde mit løfte til mig selv, fordi andre hepper med på sidelinjen.
Jeg tror det for nogle kommer an på, om andre lægger mærke til, AT man gør en forskel. Ikke så meget, om forskellen er for en selv; det er vigtigere, at andre registrerer ens ydelser.
SvarSletDet at være helt uselvisk kan godt være meget svært ... :-)
Ellen, for Sørine Godtfredsen var det den ægte næstekærlige handling at gøre en forskel i en andens liv, men som hun også sagde, så lykkes det sjældent for os, men denne stræben efter denne næstekærlige handling mente hun var meningen med livet.
SletHanne, jeg har også altid haft en vis distance over for hende, men som altid finder jeg i mødet med andre, at de rummer meget mere end det jeg er modstander af
SvarSletIdealister synes jeg ikke at man er, men hvis man skal kunne mødes sammen, så er nogen nødt til at møde en på fridage, for vi arbejder jo døgnet rundt. Der kom dog ikke mange, som havde fri, og sådan er det i dag.