Augustdage

 Det er mørkt nu, hvis jeg står op klokken 5. Det er ved at være sjældent, at jeg gør det, for jeg møder som regel først klokken 8 på arbejde. Men i sidste uge var jeg nødt til det for at få alt til at hænge sammen, herhjemme og på arbejde. Høsten er i hus, så nu trækker vi lige vejret inden det går løs med kartoffelhøsten.

tidlig morgenstund i august måned

Onsdag i sidste uge kunne vi endelig mødes. Vi har kendt hinanden i mange år, først gennem vores blogge, sidenhen ved fysiske møder. Helle lagde hus til og så kom vi ellers hid og did fra; Jette, Ella, Liselotte og undertegnede. Som altid blev dagen fyldt med snak, strik, lækker mad og mere snak. Det blev en dejlig pause midt i en travl uge.

Og så blev strejken afblæst. Det kom ikke bag på mig. Det kom heller ikke bag på mig, at man ikke gav håb om forbedringer. Jeg er spændt på hvordan sundhedsvæsenet ser ud om føje år. Måske er det med sygeplejersker som med rengøring. Min svigerfar sagde en gang, da jeg brokkede mig over, at rengøring var usynligt arbejde, at sådan var det! Det var kun, når man ikke gjorde det, man skulle gøre, at det kunne ses og blev påtalt. Suk.

Min favorit filosof, Jacob Birkler skrev: Tragedien handler ikke om manglen på løsning. Tragedien handler om, at vi ikke ser problemet.

Vores daglige gåture har nærmest været ikke eksisterende siden ferie og høst. Nu håber jeg at vi kan få en rutine, om ikke hver dag, så i hvert fald mere regelmæssigt. Vi kan begge mærke, at vi mangler dem. Ligesom jeg kan mærke at dynamisk bevægelsestræning gjorde en forskel for min krop og mine fodsmerter. Jeg glæder mig til at komme i gang igen.

 

I går fik vi lyst til en motorcykeltur, det var også længe siden. Vi besluttede os til at køre til den Genfundne Bro ved Brædstrup. Vi kørte en dejlig solskinsrig tur ad landveje, gennem skove, op og ned ad bakker til parkeringspladsen ved den Genfundne Bro. Derfra gik vi 300 meter til en historisk perle.

 Broen var, da den blev bygget den højeste jernbanebro i Danmark. Efterhånden blev skinnerne for smalle til de nye tog og i begyndelsen af 1900 tallet byggede man ganske enkelt en dæmning. Fyldte jord op over broen, lagde rør til at vandet kunne strømme stille gennem dæmningen og så var den bro væk. Man lagde nye skinner ovenpå, og banen fungerede til den også blev for gammel. 

I forbindelse med naturprojekter og fokus på vandmiljøet, frilagde man broen igen og fik Gudenåen til at løbe frit under den. Broen er nu en del af en natursti gennem skønne områder. Vi nøjedes med at gå på broen og gå nedenunder den og op igen. Vandet er så lavt, at heste har et vadested ved siden af broen. De må ikke benytte broen.

Da vi havde nydt naturen og broen, hoppede vi på motorcyklen og kørte til Ry Havn, hvor vi spiste en vaffel med lækker hjemmelavet  italiensk is. Vi var ikke de eneste, Peter Ingemann med familie nød også is, dog havde han ikke knallerten med ;-)

Så lod vi GPS'en finde hurtigste vej hjem, men da vi kom til Aalborg kørte vi fra motorvejen, kørte ind til Nørresundby og købte gode sandwich. Herefter kørte vi lidt forbi Lindholm Strandpark og kørte ned til fjorden. På en bænk med udsigt til broer, vand og aftensol nød vi aftensmaden, inden vi kørte hjem.

Nu er hverdagen i fuld gang igen. Jeg fik inddraget mine specialtimer ved middagstid. Der var hårdt brug for hjælp på afdelingen, jeg overtog al stuegang på 9 patienter. Jeg nåede aldrig at læse på dem, men min kollega, som måtte gå hjem, havde instrueret mig godt, så det kombineret med læger, der havde læst og min erfarenhed plus hurtige opslag i sygeplejejournalen gjorde, at jeg kunne varetage opgaven.

Desværre kunne jeg ikke ændre på, at når fire patienter får grønt lys til at blive udskrevet i den sidste halvanden time i dagvagten, ja så er det fysisk umuligt for mig reelt at nå til at give dem grønt lys til at gå. Først skulle jeg dokumentere det, der var ordineret, så skulle jeg skrive udskrivelsesark til patienten, booke en holter (hjertebåndoptager), udfylde udlånspapirerne til denne, printe medicinkort, udskrivelsesark samt finde pjecer relevante for patienterne. Dertil nåede jeg. Da var jeg oppe på en times overarbejde. 

Mine aftenkolleger var godt presset, afdelingen var totalt fyldt med patienter, det samme gjaldt for resten af sygehuset. Vores trombolysekolleger var kaldt til trombolyse, så selve udskrivelsen, som er en gennemgang af udskrivelsesarket, påsætning af holter inklusiv barbering af brystet og sikring af at patienten forstår informationen, havde lange udsigter. Jeg er spændt på, hvornår patienterne kom hjem, men jeg valgte at sige, at nu måtte jeg lægge ansvaret fra mig. Jeg manglede fire timers arbejde i min udviklingsfunktion. Dem må jeg snuppe på et andet tidspunkt.

Der høstes

 Så blev vejret og kornet klar til høst. Vi er altid herhenne omkring medio august, slut august. Det har været gode og meget lange dage siden landmanden satte mejetærskerens skær i det første korn i fredags.

Der holdes ikke pauser. landmanden mejetærsker og medarbejderen kører frem og tilbage mellem markerne og foderstoffirmaet med vogn læsset med gyldne kerner.

Hundene og jeg har benyttet lejligheden til at få skridt på kontoen og går ud i markerne med madpakker. En frokostmadpakke til landmanden (medarbejderen er på egen kost i normal dagtid), to eftermiddagsmadpakker til begge landmænd med lidt brød, lidt kage og drikkevarer og to aftenmadpakker med brød, frugt og drikkevarer.

Sidst på aftenen, indtil nu har det været efter 22, bortset fra i går, kommer de ind og får varm aftensmad. Sådan har traditionen altid været her på gården. Hvor sent de kommer ind, afhænger af om duggen falder tidligt eller sent. I aften tror jeg, det bliver sent, for der høstes havre og der har det åbenbart knap så stor betydning med duggen. Hvorfor aner jeg ikke, og landmanden har alt for travlt til at besvare spørgsmål til bloggen ;-)

Jeg har bagt boller og squashkage i weekenden.  Og jeg tog hul på min smukke flaske med rapsolie fra Mors, en gave som tak for at deltage i Midtvejskonference. Der er lavet god aftensmad alle tre dage, og i aften har jeg heldigvis rester, som blot skal lunes. Aftensmaden skal være noget, der kan holde sig varm i ovn, da jeg aldrig ved, hvornår de kommer ind.

Hundene nyder det og i går fik jeg filmet dem i voldsom leg på marken. Forhåbentlig virker linket til min instagram.

I dag måtte jeg smøre alle madpakkerne tidligt i morges, for jeg havde en arbejdsdag fra 7.30 - 17. Jeg var med ledelsen ude på det nye supersygehus og få en rundvisning. Det bliver spændende at se det tage mere form, men allerede nu kunne jeg fornemme noget af opbygningen og at jeg helt sikkert vil fare vild nogle gange. Lad os nu se, om jeg kommer med derud, indflytning er udskudt til efterår 23.

Da jeg åbnede min mobil efterfølgende, havde min svigerdatter og søn sendt de skønneste billeder af S ( min sønnesøn) i små cowboybukser og sej T-shirt. Jeg er fuldstændig som alle andre bedsteforældre. Jeg smelter ved synet af ham, jeg længes efter igen at holde ham i mine arme og må minde mig selv om, at mine forældre ikke fik billeder tilsendt og at de heller ikke kunne se vores børn så tit. De arbejdede, men prøvede at se dem så tit de kunne i weekender. men både de og vi havde jo også andre ting, der skulle ske i weekenderne. 

I weekenden fik jeg også genopfrisket mine færdigheder i at køre traktor med vogn. Hver gang skal jeg altid overbevise mig selv om, at det kan jeg godt. Landmanden har altid stor tiltro til mine evner, men han har lært, at jeg lige hurtigt skal have de forskellige knappe og pedaler genopfrisket. Jeg elsker denne tid på året, det bryder den vante hverdagsrytme.

Ferie i Norge 2021 - man ser også meget undervejs

 Vores ferier har de sidste mange år været ud fra devisen, at ferie også er, når man kører fra sted til sted. således også i år, hvor motorcykel var udskiftet med bilen. Dag nummer to i vores sommerferie i Norge rummede en dagslang køretur fra Odda til Molde ( 9,5 timer uden pause og 500 km i følge Google Maps) Efter en nats søvn på et smukt sted i Odda fik vi handlet ind til morgenmad i den lokale Spar. Og morgenmadsstedet blev en rasteplads ved en lille bådehavn.

Der var gråt og diset, regnbyger kom og gik, mens vi kørte nordpå. Dalen ved Odda og mellem to nationalparker oppe på bjergtoppene var tilsyneladende et frodigt område. Overalt hvor der kunne plantes frugttræer, var der plantet frugttræer. 

Selvom der var tåget, rummede turen sin egen skønhed. Det blev nærmest lidt magisk og eventyragtigt. Og det blev forstærket, da vi kørte ind i bjerget og skimtede lys forude. En rundkørsel midt i bjerget.

Sidst vi var på disse egne (for12 år siden) mindes jeg ikke, at Eidfjorden havde fået denne smukke bro, Hardangerbru. Men efter vi drejede til venstre i rundkørslen, kom vi ud på broen med smuk udsigt til siderne

.

Og kort tid efter kørte vi ind i det næste bjerg og mødte den næste rundkørsel.

Vejarbejde ved tunneller var der også i dag, så igen i dag måtte vi op over bjerget ad små veje. Det gav os muligheder for at se på landbrug undervejs.

Snart førte rute 13 os op over fjeldet ved Vika. Tågen hang over os, det småregnede, men jeg syntes stadig, at området fremstod smukt.

Oppe på fjeldet kom vi forbi bjergsøer, græssende får og kreaturer og så stier, som vakte længslen efter lange vandreture med rygsækken på ryggen. Men ikke i dag, for vi skulle nå Trondheim næste eftermiddag.

På vej videre ned ad fjeldet spottede vi en stavkirke i det fjerne. Selv om andre måske ville tænke, at det ville blive frygteligt sent, inden de landede i Molde, så fulgte vi vores motto; ferien er også, når vi kører, og derfor drejede vi af for at få et kig på kirken. Vi fik også rundvisning inde i kirken.

Hopperstad Stavkirke er en af de ældste stavkirker i Norge, rejst omkring 1140. Den blev restaureret i 1880. Jeg fyldtes med respekt for de mennesker, der byggede denne kirke og den, der tegnede kirken. Og så er det dejligt at gå sammen med en tømrer, som har været med til at restaurere en dansk kirke. Landmanden kunne fortælle om, hvor svært det måtte have været at få alt træværk til at passe sammen.

Nu lettede tågen og vi fik provianteret til frokosten på en tankstation. Frokosten blev holdt på en rasteplads med udkig til bjerge. 

Overalt var der udsyn til bjerge, vandfald og sne. Hver dal gav nye udsyn og nye oplevelser.

Vi rejste over broer, vi rejste over vandet og den sidste færge til Molde bød på en pandekageagtig klapsammen "kage" med vanillecreme, uhm en lækkerbisken. (og jeg kan ikke huske, hvad den hedder)

Takket være en sød norsk kvinde, Sofie, ved jeg nu at de hedder Sveler.

Vi havde fået plads på Molde Vandrehjem, det var igen svært at finde logi for natten. Vandrehjemmet havde heldigvis et ledigt værelse, igen uden bad og toilet. Denne gang skulle vi ikke udenfor, men blot hen ad gangen. Og vi havde tid og overskud til en gåtur ned til vandet med udsigt til færge og Molde by.

Hjemme igen på vandrehjemmet benyttede vi os af, at der i deres opholdsrum stod vaffeldej, som man selv kunne bage. Der stod også brunost (myseost), men det prøvede jeg ikke. Det prøvede jeg til gengæld, da vi besøgte vores lille barnebarn for første gang. Jeg er fra nu af fan af vafler med brunost. 

Vi var nu klar til næste morgens oplevelse, som var grunden til, at vi tog den lange omvej til Atlanterhavet.

hjertefryd

 Landmanden vækkede mig i morges klokken fem og hviskede; de er oppe. Jeg var træt, vi havde kun sovet fem timer, så der gik lidt tid, inden jeg forstod det, han sagde. Så listede jeg mig ud i stuen og ganske rigtigt, der sad min svigerdatter med vores lille sønnesøn og ammede. De var ved at være færdige, så jeg spurgte, om vi måtte tage ham, så hun kunne sove lidt videre. Det måtte vi, og så lå vi der på gæsteværelset med den skønneste dreng liggende i sin babynest, syet af hans farmor (mig) og med lidt nussen og en hånd i min faldt han i søvn mellem os to farforældre. Vi smådøsede lidt, indtil det blev tid til brusebad, som blev klaret på skift, så vi kunne holde øje med vores lille mirakel. Klokken syv vækkede vi forældrene, for det var tid til at sige farvel og på gensyn.

I lørdags kørte vi fra gården kl 13.00 for at tage flyet til København og videre til Trondheim. Vi havde en del ventetid i Københavns lufthavn og klokken var tæt på 22, før lufthavnsbussen kørte os ind til Trondheim, hvor vores søn hentede os. Vi kom ikke af det rigtige sted, fordi chaufføren ikke kaldte stoppestedet for det, det hedder, når man køber billetten, så chaufføren satte os af ved et kryds ved motorvejen. Sønnen måtte køre rundt lidt tid, inden han fandt os, men det var skønt at se ham igen, og vi så også lige vores sovende sønnesøn og krammede vores svigerdatter, inden vi gik i seng.

Grundet landbrug og sygepleje måtte vi nøjes med denne hurtige tur til Trondheim. Jeg stod egentlig for familiekomsammen på min mors side med mine søskende i denne weekend, men det måtte vige for en lille baby. Landmanden får travlt nu og frem til slut oktober med høst og kartoffeloptagning, så jeg ville komme til at rejse alene til Norge for at se vores sønnesøn. Jeg er glad for, at vi tog den beslutning, det var stort at kunne dele vores glæde over det lille barn, som nu er en del af vores familie. Og det første oldebarn af mine forældre i min familie. Hele min store familie havde forståelse for vores valg, selv om det er tre år siden, at jeg havde set mange af dem.

Søndag morgen vågnede jeg flere gange og var oppe flere gange, for jeg ville gerne gøre som min mor, da vi første gang overnattede i mit barndomshjem med vores lille datter. Hun passede nemlig datteren, så vi kunne sove længe indtil næste amning. Der var dog ingen i stuen, men til sidst lidt over seks var sønnen ved at skifte sønnike, og så fik jeg lov til at holde vores sønnesøn. Hvilken ubeskrivelig følelse. han er så vakker, så skøn og så dejlig, og det var stort at have ham i armene.

Hele søndagen gik på hans præmisser. Vi skiftede ham, vi hyggede os sammen alle fem, mens han blev ammet. Vi gik tur med ham i barnevogn. Vi nussede ham og fik ham til at falde i søvn. Han var med ved aftensbordet sovende i sin nye Triptrapstol. Vi slappede af, vi snakkede, vi tog billeder og optog små sekvenser, som er blevet genset på vejen hjem i dag. Vi er så forelskede i vores lille sønnesøn (det kommer nok ikke bag på dig).

Det var stort at se sin søn som far, han er så god til det og vores svigerdatter er den perfekte mor. De har nok af andre ting at slås med, som kan tage energien, men de hjælper hinanden og støtter hinanden. Det er hårdt, at vi ikke kan være tæt på og støtte dem, men så må vi gøre det på langdistancen og sørge for at lægge små smutture til Trondheim ind i hverdagen. 

Stjernestunder midt i hverdagen

 Dagen stabler sig ovenpå hinanden, så det er svært at skelne dem fra hinanden. De kan nemt løbe ud i et og føles som en lang vandring. men stjernestunderne er der, og dem skal vi holde fast i midt i hverdagen. Sidste uge drog vi til vandet med te og lækkerier og her nød vi aftensolen.

I weekenden drog vi til Langeland for at fejre min nevøs bryllup. Hvilken fest. Langt de fleste havde taget mod invitationen til tre dages fest og kom allerede fredag til Bøstrup Strandgaard. Nogle havde telt med og midt på gårdspladsen stod et stort telt til aftensmad, morgenmad og bryllupsreception.

Landmanden og jeg valgte at køre tidligt lørdag morgen, så vi kunne parkere bilen foran Tranekær Kirke kvart i elleve, for brylluppet var allerede kl 11. 

Det blev den dejligste dag, aften og nat. Masser af glade unge mennesker sørgede for, at der var gang i den. Der var smuk tale i kirken og smukke kager og bobler til reception om eftermiddagen. Vejret holdt tørt lige til midt aften og regnen forføjede sig igen efter et par timer. Fredag aften havde de til gengæld fået vand, også ind i teltene. Brudens mormor har en stor have fyldt med blomster og alle blomster inklusive brudebuketten var fra denne have.

Der var masser af skønne indslag til festen om aftenen og menuen var anderledes, spændende, smagfuld og yderst mættende. 

Landmanden og jeg havde valgt at sove på Tranekær slotskro. Jeg var lidt spændt efter Ellen havde skrevet, at de ikke kunne spise på kroen pga manglende personale. Kroejeren Mariah Sama Veith har fået succes med at lave afrikansk mad og har også været med i en serie om kroen på DR. Den har vi ikke set. Hun står alene med kroen efter en skilsmisse, så som hun sagde, hun kan magte gæsterne på hotellet, men ikke restauranten. Hotellet var slidt men rent, vi sov godt i sengene og nød morgenmaden i restauranten. Det var ikke en prangende morgenbuffet, men der var lækker frisk frugt, brød, ost, yoghurt, bacon, røræg og pølser. Lige en morgenmad for os. Mest af alt var der en charme og en hjertevarme over stedet. Da vi kom tilbage til kroen for at skifte til aftentøjet, stod en søn i gårdhaven og legede. Han kiggede på os og spurgte, skal I sove her? Det var helt sikkert, at havde vi sagt nej, havde vi fået at vide, at restauranten var lukket. Børnene blev nødt til at hjælpe for at det kunne gå rundt uden personale. Landmanden gav hende et nummer på et vikarbureau, som primært arbejder i landbruget, men måske kendte de rumæner, der gerne vil arbejde i hotelbranchen. Lad os håbe, at vi ikke får et land som i Norge, hvor der er meget, der bliver udført af udenlandsk arbejdskraft, fordi nordmændene ikke gider det arbejde.

 

Søndag morgen efter morgenmaden gik vi en tur hen til Tranekær slot, vi var også forbi søen og medicinhaverne. Vi valgte dog ikke at gå på opdagelse i medicinhaverne, selv om det lød spændende. Vi skulle hente datteren på strandgården og hente hunde i pension inden kl 17.

Inden vi hentede datteren, nåede vi lige ned til havet og nød udsigten med fugle på pæle og skibe i det fjerne. Kunne vi se omkring "hjørnet" af Langeland, havde vi kunnet se Storebæltsbroen.

Nu er hverdagen i fuld gang igen. Strejken tærer på alle, jeg sammen  med andre er dybt frustreret over den manglende vilje til at se, at man er ved at save grenen over på det danske sundhedsvæsen. Vi kommer til at miste mange dygtige sygeplejersker efter dette.

Og jeg kan ganske enkelt ikke sige det bedre end Jakob Birkler. Jeg tillader mig at sætte nogle af hans ord ind her (det er mig, der har fremhævet nogle sætninger):

Mette Frederiksen er vendt tilbage fra ferie og har allerede understreget, at hun selvfølgelig ikke vil blande sig i sygeplejerskernes konflikt. På Facebook skriver hun, hvordan den danske arbejdsmarkedsmodel er noget meget særligt, som alle politikere skal huske at respektere. Men alle ved, at før eller siden griber hun ind. Men her vil argumentationen med samme selvfølgelighed handle om patienternes sikkerhed. Så meget for den danske model!

Men sagen er, at sygeplejerskernes strejke allerede fra begyndelsen handlede om hensynet til patienterne. Budskabet var og er, at omsorgen har svære kår i det danske sundhedsvæsen. Når vi bliver syge og hele verden pludselig forandres. Når diagnosen er tung at bære og prognosen tegner en dyster horisont. Netop her vil man som patient kunne opleve sygeplejersker, der både har faglighed og vilje til at gøre det bedste, men som ikke har rammer og vilkår til omsorgsarbejdet.

Sygepleje handler i sin essens om et blik for patienten, hvorfra omsorgen udspringer. Men i dag forpligtes sygeplejersker til et blik for stadig flere opgaver, hvorfra der skal prioriteres. Derfor strejker sygeplejersker dybest set for en bedre omsorg for patienterne, hvilket burde være en kamp vi alle bør kæmpe. Det handler om anerkendelse og løn til et fag, men langt vigtigere er kampen for sygeplejerskernes sag. Sygeplejerskernes fag sikres gennem en bedre løn. Men sygeplejerskernes sag sikres gennem bedre arbejdsvilkår. Lønnen kan sikre en anerkendelse af sygeplejersker, men det er alene arbejdsvilkårene der kan sikre patienternes værdighed. Regeringen vil gerne adskille fag og sag, hvilket imidlertid ikke er muligt.

Før var sygeplejen et kald. I dag er det mængden af opgaver, som kalder på sygeplejersken. Gennem politiske paroler lyder det, at sundhedsvæsenet tager udgangspunkt i patienten. Men for sygeplejersker ender patienten ofte som et tilgangspunkt, hvor patienten kun tilgås med det mest nødvendige. Omsorgsarbejdet er flere steder reduceret til førstehjælp, hvor sygeplejens idé handler om næstehjælp. Tendensen skaber moralsk stress, hvilket kan resultere i udbrændte sygeplejersker. Derfor er det ikke alene lønnen den er galt med, men også rammerne for det arbejde, som landets sygeplejersker meget gerne vil udføre.

Værdigheden og menneskeligheden er under pres i vores sundhedsvæsen. Det er hvad jeg mener alle danskere, herunder de politisk ansvarlige, bør forholde sig til og reagere på. Det bør slet ikke være sygeplejerskernes kamp, men en prioritering vi alle må besinde os på.