Augustdage

 Det er mørkt nu, hvis jeg står op klokken 5. Det er ved at være sjældent, at jeg gør det, for jeg møder som regel først klokken 8 på arbejde. Men i sidste uge var jeg nødt til det for at få alt til at hænge sammen, herhjemme og på arbejde. Høsten er i hus, så nu trækker vi lige vejret inden det går løs med kartoffelhøsten.

tidlig morgenstund i august måned

Onsdag i sidste uge kunne vi endelig mødes. Vi har kendt hinanden i mange år, først gennem vores blogge, sidenhen ved fysiske møder. Helle lagde hus til og så kom vi ellers hid og did fra; Jette, Ella, Liselotte og undertegnede. Som altid blev dagen fyldt med snak, strik, lækker mad og mere snak. Det blev en dejlig pause midt i en travl uge.

Og så blev strejken afblæst. Det kom ikke bag på mig. Det kom heller ikke bag på mig, at man ikke gav håb om forbedringer. Jeg er spændt på hvordan sundhedsvæsenet ser ud om føje år. Måske er det med sygeplejersker som med rengøring. Min svigerfar sagde en gang, da jeg brokkede mig over, at rengøring var usynligt arbejde, at sådan var det! Det var kun, når man ikke gjorde det, man skulle gøre, at det kunne ses og blev påtalt. Suk.

Min favorit filosof, Jacob Birkler skrev: Tragedien handler ikke om manglen på løsning. Tragedien handler om, at vi ikke ser problemet.

Vores daglige gåture har nærmest været ikke eksisterende siden ferie og høst. Nu håber jeg at vi kan få en rutine, om ikke hver dag, så i hvert fald mere regelmæssigt. Vi kan begge mærke, at vi mangler dem. Ligesom jeg kan mærke at dynamisk bevægelsestræning gjorde en forskel for min krop og mine fodsmerter. Jeg glæder mig til at komme i gang igen.

 

I går fik vi lyst til en motorcykeltur, det var også længe siden. Vi besluttede os til at køre til den Genfundne Bro ved Brædstrup. Vi kørte en dejlig solskinsrig tur ad landveje, gennem skove, op og ned ad bakker til parkeringspladsen ved den Genfundne Bro. Derfra gik vi 300 meter til en historisk perle.

 Broen var, da den blev bygget den højeste jernbanebro i Danmark. Efterhånden blev skinnerne for smalle til de nye tog og i begyndelsen af 1900 tallet byggede man ganske enkelt en dæmning. Fyldte jord op over broen, lagde rør til at vandet kunne strømme stille gennem dæmningen og så var den bro væk. Man lagde nye skinner ovenpå, og banen fungerede til den også blev for gammel. 

I forbindelse med naturprojekter og fokus på vandmiljøet, frilagde man broen igen og fik Gudenåen til at løbe frit under den. Broen er nu en del af en natursti gennem skønne områder. Vi nøjedes med at gå på broen og gå nedenunder den og op igen. Vandet er så lavt, at heste har et vadested ved siden af broen. De må ikke benytte broen.

Da vi havde nydt naturen og broen, hoppede vi på motorcyklen og kørte til Ry Havn, hvor vi spiste en vaffel med lækker hjemmelavet  italiensk is. Vi var ikke de eneste, Peter Ingemann med familie nød også is, dog havde han ikke knallerten med ;-)

Så lod vi GPS'en finde hurtigste vej hjem, men da vi kom til Aalborg kørte vi fra motorvejen, kørte ind til Nørresundby og købte gode sandwich. Herefter kørte vi lidt forbi Lindholm Strandpark og kørte ned til fjorden. På en bænk med udsigt til broer, vand og aftensol nød vi aftensmaden, inden vi kørte hjem.

Nu er hverdagen i fuld gang igen. Jeg fik inddraget mine specialtimer ved middagstid. Der var hårdt brug for hjælp på afdelingen, jeg overtog al stuegang på 9 patienter. Jeg nåede aldrig at læse på dem, men min kollega, som måtte gå hjem, havde instrueret mig godt, så det kombineret med læger, der havde læst og min erfarenhed plus hurtige opslag i sygeplejejournalen gjorde, at jeg kunne varetage opgaven.

Desværre kunne jeg ikke ændre på, at når fire patienter får grønt lys til at blive udskrevet i den sidste halvanden time i dagvagten, ja så er det fysisk umuligt for mig reelt at nå til at give dem grønt lys til at gå. Først skulle jeg dokumentere det, der var ordineret, så skulle jeg skrive udskrivelsesark til patienten, booke en holter (hjertebåndoptager), udfylde udlånspapirerne til denne, printe medicinkort, udskrivelsesark samt finde pjecer relevante for patienterne. Dertil nåede jeg. Da var jeg oppe på en times overarbejde. 

Mine aftenkolleger var godt presset, afdelingen var totalt fyldt med patienter, det samme gjaldt for resten af sygehuset. Vores trombolysekolleger var kaldt til trombolyse, så selve udskrivelsen, som er en gennemgang af udskrivelsesarket, påsætning af holter inklusiv barbering af brystet og sikring af at patienten forstår informationen, havde lange udsigter. Jeg er spændt på, hvornår patienterne kom hjem, men jeg valgte at sige, at nu måtte jeg lægge ansvaret fra mig. Jeg manglede fire timers arbejde i min udviklingsfunktion. Dem må jeg snuppe på et andet tidspunkt.