Ferie i Norge 2021 - man ser også meget undervejs

 Vores ferier har de sidste mange år været ud fra devisen, at ferie også er, når man kører fra sted til sted. således også i år, hvor motorcykel var udskiftet med bilen. Dag nummer to i vores sommerferie i Norge rummede en dagslang køretur fra Odda til Molde ( 9,5 timer uden pause og 500 km i følge Google Maps) Efter en nats søvn på et smukt sted i Odda fik vi handlet ind til morgenmad i den lokale Spar. Og morgenmadsstedet blev en rasteplads ved en lille bådehavn.

Der var gråt og diset, regnbyger kom og gik, mens vi kørte nordpå. Dalen ved Odda og mellem to nationalparker oppe på bjergtoppene var tilsyneladende et frodigt område. Overalt hvor der kunne plantes frugttræer, var der plantet frugttræer. 

Selvom der var tåget, rummede turen sin egen skønhed. Det blev nærmest lidt magisk og eventyragtigt. Og det blev forstærket, da vi kørte ind i bjerget og skimtede lys forude. En rundkørsel midt i bjerget.

Sidst vi var på disse egne (for12 år siden) mindes jeg ikke, at Eidfjorden havde fået denne smukke bro, Hardangerbru. Men efter vi drejede til venstre i rundkørslen, kom vi ud på broen med smuk udsigt til siderne

.

Og kort tid efter kørte vi ind i det næste bjerg og mødte den næste rundkørsel.

Vejarbejde ved tunneller var der også i dag, så igen i dag måtte vi op over bjerget ad små veje. Det gav os muligheder for at se på landbrug undervejs.

Snart førte rute 13 os op over fjeldet ved Vika. Tågen hang over os, det småregnede, men jeg syntes stadig, at området fremstod smukt.

Oppe på fjeldet kom vi forbi bjergsøer, græssende får og kreaturer og så stier, som vakte længslen efter lange vandreture med rygsækken på ryggen. Men ikke i dag, for vi skulle nå Trondheim næste eftermiddag.

På vej videre ned ad fjeldet spottede vi en stavkirke i det fjerne. Selv om andre måske ville tænke, at det ville blive frygteligt sent, inden de landede i Molde, så fulgte vi vores motto; ferien er også, når vi kører, og derfor drejede vi af for at få et kig på kirken. Vi fik også rundvisning inde i kirken.

Hopperstad Stavkirke er en af de ældste stavkirker i Norge, rejst omkring 1140. Den blev restaureret i 1880. Jeg fyldtes med respekt for de mennesker, der byggede denne kirke og den, der tegnede kirken. Og så er det dejligt at gå sammen med en tømrer, som har været med til at restaurere en dansk kirke. Landmanden kunne fortælle om, hvor svært det måtte have været at få alt træværk til at passe sammen.

Nu lettede tågen og vi fik provianteret til frokosten på en tankstation. Frokosten blev holdt på en rasteplads med udkig til bjerge. 

Overalt var der udsyn til bjerge, vandfald og sne. Hver dal gav nye udsyn og nye oplevelser.

Vi rejste over broer, vi rejste over vandet og den sidste færge til Molde bød på en pandekageagtig klapsammen "kage" med vanillecreme, uhm en lækkerbisken. (og jeg kan ikke huske, hvad den hedder)

Takket være en sød norsk kvinde, Sofie, ved jeg nu at de hedder Sveler.

Vi havde fået plads på Molde Vandrehjem, det var igen svært at finde logi for natten. Vandrehjemmet havde heldigvis et ledigt værelse, igen uden bad og toilet. Denne gang skulle vi ikke udenfor, men blot hen ad gangen. Og vi havde tid og overskud til en gåtur ned til vandet med udsigt til færge og Molde by.

Hjemme igen på vandrehjemmet benyttede vi os af, at der i deres opholdsrum stod vaffeldej, som man selv kunne bage. Der stod også brunost (myseost), men det prøvede jeg ikke. Det prøvede jeg til gengæld, da vi besøgte vores lille barnebarn for første gang. Jeg er fra nu af fan af vafler med brunost. 

Vi var nu klar til næste morgens oplevelse, som var grunden til, at vi tog den lange omvej til Atlanterhavet.