Stjernestunder midt i hverdagen

 Dagen stabler sig ovenpå hinanden, så det er svært at skelne dem fra hinanden. De kan nemt løbe ud i et og føles som en lang vandring. men stjernestunderne er der, og dem skal vi holde fast i midt i hverdagen. Sidste uge drog vi til vandet med te og lækkerier og her nød vi aftensolen.

I weekenden drog vi til Langeland for at fejre min nevøs bryllup. Hvilken fest. Langt de fleste havde taget mod invitationen til tre dages fest og kom allerede fredag til Bøstrup Strandgaard. Nogle havde telt med og midt på gårdspladsen stod et stort telt til aftensmad, morgenmad og bryllupsreception.

Landmanden og jeg valgte at køre tidligt lørdag morgen, så vi kunne parkere bilen foran Tranekær Kirke kvart i elleve, for brylluppet var allerede kl 11. 

Det blev den dejligste dag, aften og nat. Masser af glade unge mennesker sørgede for, at der var gang i den. Der var smuk tale i kirken og smukke kager og bobler til reception om eftermiddagen. Vejret holdt tørt lige til midt aften og regnen forføjede sig igen efter et par timer. Fredag aften havde de til gengæld fået vand, også ind i teltene. Brudens mormor har en stor have fyldt med blomster og alle blomster inklusive brudebuketten var fra denne have.

Der var masser af skønne indslag til festen om aftenen og menuen var anderledes, spændende, smagfuld og yderst mættende. 

Landmanden og jeg havde valgt at sove på Tranekær slotskro. Jeg var lidt spændt efter Ellen havde skrevet, at de ikke kunne spise på kroen pga manglende personale. Kroejeren Mariah Sama Veith har fået succes med at lave afrikansk mad og har også været med i en serie om kroen på DR. Den har vi ikke set. Hun står alene med kroen efter en skilsmisse, så som hun sagde, hun kan magte gæsterne på hotellet, men ikke restauranten. Hotellet var slidt men rent, vi sov godt i sengene og nød morgenmaden i restauranten. Det var ikke en prangende morgenbuffet, men der var lækker frisk frugt, brød, ost, yoghurt, bacon, røræg og pølser. Lige en morgenmad for os. Mest af alt var der en charme og en hjertevarme over stedet. Da vi kom tilbage til kroen for at skifte til aftentøjet, stod en søn i gårdhaven og legede. Han kiggede på os og spurgte, skal I sove her? Det var helt sikkert, at havde vi sagt nej, havde vi fået at vide, at restauranten var lukket. Børnene blev nødt til at hjælpe for at det kunne gå rundt uden personale. Landmanden gav hende et nummer på et vikarbureau, som primært arbejder i landbruget, men måske kendte de rumæner, der gerne vil arbejde i hotelbranchen. Lad os håbe, at vi ikke får et land som i Norge, hvor der er meget, der bliver udført af udenlandsk arbejdskraft, fordi nordmændene ikke gider det arbejde.

 

Søndag morgen efter morgenmaden gik vi en tur hen til Tranekær slot, vi var også forbi søen og medicinhaverne. Vi valgte dog ikke at gå på opdagelse i medicinhaverne, selv om det lød spændende. Vi skulle hente datteren på strandgården og hente hunde i pension inden kl 17.

Inden vi hentede datteren, nåede vi lige ned til havet og nød udsigten med fugle på pæle og skibe i det fjerne. Kunne vi se omkring "hjørnet" af Langeland, havde vi kunnet se Storebæltsbroen.

Nu er hverdagen i fuld gang igen. Strejken tærer på alle, jeg sammen  med andre er dybt frustreret over den manglende vilje til at se, at man er ved at save grenen over på det danske sundhedsvæsen. Vi kommer til at miste mange dygtige sygeplejersker efter dette.

Og jeg kan ganske enkelt ikke sige det bedre end Jakob Birkler. Jeg tillader mig at sætte nogle af hans ord ind her (det er mig, der har fremhævet nogle sætninger):

Mette Frederiksen er vendt tilbage fra ferie og har allerede understreget, at hun selvfølgelig ikke vil blande sig i sygeplejerskernes konflikt. På Facebook skriver hun, hvordan den danske arbejdsmarkedsmodel er noget meget særligt, som alle politikere skal huske at respektere. Men alle ved, at før eller siden griber hun ind. Men her vil argumentationen med samme selvfølgelighed handle om patienternes sikkerhed. Så meget for den danske model!

Men sagen er, at sygeplejerskernes strejke allerede fra begyndelsen handlede om hensynet til patienterne. Budskabet var og er, at omsorgen har svære kår i det danske sundhedsvæsen. Når vi bliver syge og hele verden pludselig forandres. Når diagnosen er tung at bære og prognosen tegner en dyster horisont. Netop her vil man som patient kunne opleve sygeplejersker, der både har faglighed og vilje til at gøre det bedste, men som ikke har rammer og vilkår til omsorgsarbejdet.

Sygepleje handler i sin essens om et blik for patienten, hvorfra omsorgen udspringer. Men i dag forpligtes sygeplejersker til et blik for stadig flere opgaver, hvorfra der skal prioriteres. Derfor strejker sygeplejersker dybest set for en bedre omsorg for patienterne, hvilket burde være en kamp vi alle bør kæmpe. Det handler om anerkendelse og løn til et fag, men langt vigtigere er kampen for sygeplejerskernes sag. Sygeplejerskernes fag sikres gennem en bedre løn. Men sygeplejerskernes sag sikres gennem bedre arbejdsvilkår. Lønnen kan sikre en anerkendelse af sygeplejersker, men det er alene arbejdsvilkårene der kan sikre patienternes værdighed. Regeringen vil gerne adskille fag og sag, hvilket imidlertid ikke er muligt.

Før var sygeplejen et kald. I dag er det mængden af opgaver, som kalder på sygeplejersken. Gennem politiske paroler lyder det, at sundhedsvæsenet tager udgangspunkt i patienten. Men for sygeplejersker ender patienten ofte som et tilgangspunkt, hvor patienten kun tilgås med det mest nødvendige. Omsorgsarbejdet er flere steder reduceret til førstehjælp, hvor sygeplejens idé handler om næstehjælp. Tendensen skaber moralsk stress, hvilket kan resultere i udbrændte sygeplejersker. Derfor er det ikke alene lønnen den er galt med, men også rammerne for det arbejde, som landets sygeplejersker meget gerne vil udføre.

Værdigheden og menneskeligheden er under pres i vores sundhedsvæsen. Det er hvad jeg mener alle danskere, herunder de politisk ansvarlige, bør forholde sig til og reagere på. Det bør slet ikke være sygeplejerskernes kamp, men en prioritering vi alle må besinde os på.