hjertefryd

 Landmanden vækkede mig i morges klokken fem og hviskede; de er oppe. Jeg var træt, vi havde kun sovet fem timer, så der gik lidt tid, inden jeg forstod det, han sagde. Så listede jeg mig ud i stuen og ganske rigtigt, der sad min svigerdatter med vores lille sønnesøn og ammede. De var ved at være færdige, så jeg spurgte, om vi måtte tage ham, så hun kunne sove lidt videre. Det måtte vi, og så lå vi der på gæsteværelset med den skønneste dreng liggende i sin babynest, syet af hans farmor (mig) og med lidt nussen og en hånd i min faldt han i søvn mellem os to farforældre. Vi smådøsede lidt, indtil det blev tid til brusebad, som blev klaret på skift, så vi kunne holde øje med vores lille mirakel. Klokken syv vækkede vi forældrene, for det var tid til at sige farvel og på gensyn.

I lørdags kørte vi fra gården kl 13.00 for at tage flyet til København og videre til Trondheim. Vi havde en del ventetid i Københavns lufthavn og klokken var tæt på 22, før lufthavnsbussen kørte os ind til Trondheim, hvor vores søn hentede os. Vi kom ikke af det rigtige sted, fordi chaufføren ikke kaldte stoppestedet for det, det hedder, når man køber billetten, så chaufføren satte os af ved et kryds ved motorvejen. Sønnen måtte køre rundt lidt tid, inden han fandt os, men det var skønt at se ham igen, og vi så også lige vores sovende sønnesøn og krammede vores svigerdatter, inden vi gik i seng.

Grundet landbrug og sygepleje måtte vi nøjes med denne hurtige tur til Trondheim. Jeg stod egentlig for familiekomsammen på min mors side med mine søskende i denne weekend, men det måtte vige for en lille baby. Landmanden får travlt nu og frem til slut oktober med høst og kartoffeloptagning, så jeg ville komme til at rejse alene til Norge for at se vores sønnesøn. Jeg er glad for, at vi tog den beslutning, det var stort at kunne dele vores glæde over det lille barn, som nu er en del af vores familie. Og det første oldebarn af mine forældre i min familie. Hele min store familie havde forståelse for vores valg, selv om det er tre år siden, at jeg havde set mange af dem.

Søndag morgen vågnede jeg flere gange og var oppe flere gange, for jeg ville gerne gøre som min mor, da vi første gang overnattede i mit barndomshjem med vores lille datter. Hun passede nemlig datteren, så vi kunne sove længe indtil næste amning. Der var dog ingen i stuen, men til sidst lidt over seks var sønnen ved at skifte sønnike, og så fik jeg lov til at holde vores sønnesøn. Hvilken ubeskrivelig følelse. han er så vakker, så skøn og så dejlig, og det var stort at have ham i armene.

Hele søndagen gik på hans præmisser. Vi skiftede ham, vi hyggede os sammen alle fem, mens han blev ammet. Vi gik tur med ham i barnevogn. Vi nussede ham og fik ham til at falde i søvn. Han var med ved aftensbordet sovende i sin nye Triptrapstol. Vi slappede af, vi snakkede, vi tog billeder og optog små sekvenser, som er blevet genset på vejen hjem i dag. Vi er så forelskede i vores lille sønnesøn (det kommer nok ikke bag på dig).

Det var stort at se sin søn som far, han er så god til det og vores svigerdatter er den perfekte mor. De har nok af andre ting at slås med, som kan tage energien, men de hjælper hinanden og støtter hinanden. Det er hårdt, at vi ikke kan være tæt på og støtte dem, men så må vi gøre det på langdistancen og sørge for at lægge små smutture til Trondheim ind i hverdagen.