mandag, august 16, 2021

hjertefryd

 Landmanden vækkede mig i morges klokken fem og hviskede; de er oppe. Jeg var træt, vi havde kun sovet fem timer, så der gik lidt tid, inden jeg forstod det, han sagde. Så listede jeg mig ud i stuen og ganske rigtigt, der sad min svigerdatter med vores lille sønnesøn og ammede. De var ved at være færdige, så jeg spurgte, om vi måtte tage ham, så hun kunne sove lidt videre. Det måtte vi, og så lå vi der på gæsteværelset med den skønneste dreng liggende i sin babynest, syet af hans farmor (mig) og med lidt nussen og en hånd i min faldt han i søvn mellem os to farforældre. Vi smådøsede lidt, indtil det blev tid til brusebad, som blev klaret på skift, så vi kunne holde øje med vores lille mirakel. Klokken syv vækkede vi forældrene, for det var tid til at sige farvel og på gensyn.

I lørdags kørte vi fra gården kl 13.00 for at tage flyet til København og videre til Trondheim. Vi havde en del ventetid i Københavns lufthavn og klokken var tæt på 22, før lufthavnsbussen kørte os ind til Trondheim, hvor vores søn hentede os. Vi kom ikke af det rigtige sted, fordi chaufføren ikke kaldte stoppestedet for det, det hedder, når man køber billetten, så chaufføren satte os af ved et kryds ved motorvejen. Sønnen måtte køre rundt lidt tid, inden han fandt os, men det var skønt at se ham igen, og vi så også lige vores sovende sønnesøn og krammede vores svigerdatter, inden vi gik i seng.

Grundet landbrug og sygepleje måtte vi nøjes med denne hurtige tur til Trondheim. Jeg stod egentlig for familiekomsammen på min mors side med mine søskende i denne weekend, men det måtte vige for en lille baby. Landmanden får travlt nu og frem til slut oktober med høst og kartoffeloptagning, så jeg ville komme til at rejse alene til Norge for at se vores sønnesøn. Jeg er glad for, at vi tog den beslutning, det var stort at kunne dele vores glæde over det lille barn, som nu er en del af vores familie. Og det første oldebarn af mine forældre i min familie. Hele min store familie havde forståelse for vores valg, selv om det er tre år siden, at jeg havde set mange af dem.

Søndag morgen vågnede jeg flere gange og var oppe flere gange, for jeg ville gerne gøre som min mor, da vi første gang overnattede i mit barndomshjem med vores lille datter. Hun passede nemlig datteren, så vi kunne sove længe indtil næste amning. Der var dog ingen i stuen, men til sidst lidt over seks var sønnen ved at skifte sønnike, og så fik jeg lov til at holde vores sønnesøn. Hvilken ubeskrivelig følelse. han er så vakker, så skøn og så dejlig, og det var stort at have ham i armene.


Hele søndagen gik på hans præmisser. Vi skiftede ham, vi hyggede os sammen alle fem, mens han blev ammet. Vi gik tur med ham i barnevogn. Vi nussede ham og fik ham til at falde i søvn. Han var med ved aftensbordet sovende i sin nye Triptrapstol. Vi slappede af, vi snakkede, vi tog billeder og optog små sekvenser, som er blevet genset på vejen hjem i dag. Vi er så forelskede i vores lille sønnesøn (det kommer nok ikke bag på dig).


Det var stort at se sin søn som far, han er så god til det og vores svigerdatter er den perfekte mor. De har nok af andre ting at slås med, som kan tage energien, men de hjælper hinanden og støtter hinanden. Det er hårdt, at vi ikke kan være tæt på og støtte dem, men så må vi gøre det på langdistancen og sørge for at lægge små smutture til Trondheim ind i hverdagen. 



22 kommentarer:

  1. Hjertevarm læsning. Det må være så store følelser, at det er svært at rumme ❤️
    Må der blive tid til mange ture mod nord, så I kan knytte bånd til det lille nye menneske.
    Godt vi har videokommunikation på de forskellige platforme. Støtte til de unge kan heldigvis sendes direkte. Selvom nærvær er det bedste!
    God høst og god arbejdslyst i den travle tid, der kommer 🥔🥔

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er i hvert fald svært at fatte at det lille menneske er en del af min og min mands arv :-)
      Jeg er så glad for messenger, og at vi havde mulighed for denne smuttur.
      Tak, jeg kan godt mærke, at jeg længes mere efter at landmanden beslutter sig til at drosle ned/går på pension end at jeg selv gør :-)

      Slet
  2. Århh, jeg smelter helt. Jeg husker mit første møde med Anna som var det i går, så jeg ved lige præcis, hvor stort ens hjerte vokser f så selv om man ikke selv har prøvet, så kan man forstå følelserne.
    Og så husker jeg også dette lille stik ved erkendelsen af, at man aldrig vil kunne stå der akut og hjælpe hvis der måtte være behov for det, men sådan er det bare, og det lærer begge parter hurtigt at acceptere - der er heller ikke andet at gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det var så stort at få lov at være sammen med ham. Og ja, vi kan heldigvis besøge hinanden nu, og så messenger stå for kontakten ellers. Men som jeg vist har skrevet før, så fungerer den tætte og mere dybdegående kommunikation bedst mellem min søn og jeg, når vi er tæt fysisk på hinanden. Min datter kunne jeg bedre mærke via telefonen.

      Slet
  3. Jeg elsker alt ved jeres store og hurtige beslutsomhed angående disse lynvisits til Trondheim. Det er så fantastisk med sådan en lille ny skabning, der har behov for lige præcis det, I og forældrene gi'r ham <3
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, tak, og jeg er taknemlig for at vi har råd til de dyre billetter og ikke skulle overveje om det var en mulighed.
      Hans forældre er så gode ved og for ham, han kommer til at have det så godt der.

      Slet
  4. Åh hvor dejligt i fik mulighed for at komme op til den lille familie. Dejligt at få lov at mærke og dufte sådan et lille væsen. Stort Tillykke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Joan, vi nød det så meget. At have ham i armene, at høre hans smågrynten, at se hans sjove grimasser, det var stort.

      Slet
  5. Kære Lene, jeg fik tårer i øjnene over dit kærlige indlæg. Det er så stort at hold hånd første gang med det lille barnebarn. Jeg husker tydeligt første gang, jeg så Thea for over 18 år siden. Og mine tanker var som dine, hvordan skal det gå, når vi er så langt væk. Det er gået rigtig fint, vi brugte alle ferie sammen med familien, da hun blev større kom hun alene på ferie, i starten nogle få dage, og nu kommer hun stadigvæk, har lige været her en uge, efter overstået studentereksamen. Det er dejligt i dag med FaceTime mm, det bruger jeg med de små børnebørn vi har nu, det varer ikke længe inden, du kan synge en lille børnesang og lokke et lille smil frem på skærmen. Endnu engang et stort varmt tillykke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marianne. det var stort og samtidig også dejligt at mærke, at jeg kunne få ham til at falde til ro :-)
      Hvor er det rart at høre om dine erfaringer. Tusind tak fordi du deler <3

      Slet
  6. Hvor er det dog dejligt at læse, Lene - jeg forstår jeres lykke <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame, jeg er glad for at det vækker genklang <3

      Slet
  7. Igen tillykke til jer med jeres lille sønnesøn <3
    Alle bedsteforældre husker nok deres tid med det første barnebarn som noget ganske særligt. Og glæden ved at se sine børn blive forældre - og finde ud af, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, da de var små ;)
    Jeg under jer så meget alle jeres ture nordpå, korte som lange.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny <3
      Det er stort at se sine børn blive forældre. Jeg fornemmede at min kære gemal pludselig fik behov for hyppigere besøg end han egentlig havde tænkt sig :-) Ellers rejser jeg selv.

      Slet
  8. Tillykke - hvor er det dejligt at læse om jeres kærlighed og glæde over den lille dreng <3 jeg glæder mig til billeder, når vi ses.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Helle. Jeg glæder mig også til at dele det med jer :-)

      Slet
  9. Tillykke - tillykke. Jeg bliver helt rørt, når jeg læser om jeres første møde med det lille vidunder-barnebarn, der nu er en del af jeres familie. Han vil glæde sig sammen med jer, når I ses igen. Det er dejligt, I har mulighed for sådan en smuttur, og at I kan mødes på messenger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak for dine ord. Vi glæder os til mange stunder sammen med vores lille sønnesøn, både fysisk og på messenger, for som Marianne skriver, så kan jeg jo også synge for ham der :-)

      Slet
  10. Hvor er det fint med de korte stjernestunder, - det må være lidt svært at være så langt væk. Men I får da det maksimale ud af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, når nu det er som det er, må vi sørge for små stjernestunder :-)

      Slet
  11. Der er ikke andet at gøre! Afsted til Trondheim, selv om det er det "nordligste af Sydnorge". Det er langt, ja, og dyrt.
    Jeg håber der bliver familiesammenkomst en anden gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dax2, der er langt derop og dyrt, men heldigvis er vi stadig så friske, at lange rejser ikke er et problem, og det er vi taknemlige for.
      Familiesammenkomst holder vi hvert andet år, men jeg tror at jeg skal på familietur til de ældre (+70 og 80) inden da.

      Slet