onsdag, november 28, 2018

En novemberonsdag


  • Weekenden strøg af sted og jeg fik aldrig skrevet om, hvor skøn den var (det er vel også dybest set ligegyldigt, men da jeg bruger bloggen som mit holdepunkt i livet, så må den med)
  • Jeg så julefilm og bagte julesmåkager
  • Jeg kom i LOOP og fik gået gode lange ture.
  • Vi fik besøg af svoger og svigerinde søndag, og det udviklede sig til et skønt langt besøg, hvor vi genopfriskede minder fra dengang, jeg flyttede til Aalborg fra Viborg
  • Jeg var imponeret over de store kinaruller, man kunne købe på Vesterbro. Og dem købte svoger og svigerinde tit, når vi kom på uanmeldt besøg.
  • I søndags hentede vi Kinaruller hos det vietnamesiske madsted tæt på gården. Uhm det smagte lækkert.
  • Onsdagens fridag er brugt på plasmatapning og afhentning af skærmbriller. Jeg prøvede dem lige af, det er fuldstændig som første gang jeg fik glidende overgang i brillerne: svimmelhed og let kvalme. Det er vist en tilvænningssag.
  • Først troede jeg, at brillerne havde langtidseffekt, for pludselig sidst på eftermiddagen blev jeg ramt af kvalme og utilpashed. En træthed lagde sig tungt ned over mig, så nu er der meldt afbud til koraften, øv. Jeg tror dog næppe, at brillerne har skylden.
  • Landmanden fik lov til at nyde aftensmaden alene, jeg har kogt havregrød til mig selv efterfølgende. 
  • I mit skab står der seks slags hjemmebagte småkager, men dem har jeg absolut ingen lyst til i aften. 
  • Jeg tror, jeg vil finde dynen frem og lade julefilm underholde mig.
  • God aften til dig
Da jeg tog på sygebesøg efter arbejde i går, kom jeg forbi patienthotellets julepyntede vægge ud mod "hovedgaden" i sygehuset. Dem måtte jeg have et billede af.







mandag, november 26, 2018

Alt der sker, det sætter spor


I dag blev jeg mindet om en dejlig sang, en sang som får mig til at tænke over livet og vi mennesker. "Livet som et vævet tæppe, mennesket en tråd". Den linje giver mig ro til at sige, at jeg gør det så godt som jeg kan. At jeg har betydning som den lille tråd i livets tæppe, og at jeg er forbundet med alle de andre tråde, om jeg vil det eller ej. Et eller andet sted er det en befrielse, at jeg på den ene side har betydning, på den anden side er jeg ikke den, der skal holde alle trådene sammen i tæppet. Jeg er vigtig og alligevel ikke så vigtig, at jeg skal tro, at jeg ved alt og skal kunne alt.

Mit liv sætter spor, lige som dit liv sætter spor. Jeg læste i går om en mand, som syntes, vi alle havde vores næser begravet i smartphones og ipad, når vi gik ud i omverdenen, Så han havde sat sig for i 100 dage at tage kontakt med 100 fremmede mennesker og spørge, om de vil give ham ti minutter af deres tid til at snakke sammen. Mange sagde nej, for han valgte ikke at fortælle om baggrunden med det samme, og jeg tror da også, jeg lige ville tænke, er han sælger, er han på en eller anden religiøs mission. Men jeg håber virkelig, at jeg ville sige ja til at snakke med ham. (og nu kan jeg ikke finde den nyhedsside, hvor jeg læste om det).

Da jeg begyndte at blogge, mødte jeg mennesker uden at møde dem fysisk, om det var via deres blogindlæg eller via kommentarer her, og alle har på en eller anden måde sat spor i mig. Tak for de spor, de væver sig ind i mit livstæppe.

Du får sangen og teksten nedenfor. Måske kan det give dig nogle minutters ro blot at lytte.


Alting er forbundet




Fjorden mumler med sin mørke stemme,jorden gumler på sin sang,der er alt for let at glemmefra gang til gang.Når tonerne de er forsvundetja så er ekkoet på vej - det siger:

alting er forbundetom vi vil det eller ej.Alt der sker, det sætter spor,der er kølvand fra en båd,livet som et vævet tæppe,mennesket en tråd.Men vi er mer end vi helt ved af,selv når vi lever lidt på trods,er vi en del af jordenog jorden er en del af os


Og kun tåber farer ind, hvor engleej tør træde eller gåog lidt ydmyghed er alt, hvad engletør håbe påog når min tid den er udrundetmumler jorden ind i migalting er forbundetom vi vil det eller ej

lørdag, november 24, 2018

Shhh, det er nat

men lykken er at gå i seng ti minutter over ti, løse lidt sudoku og så falde i søvn. Lykken er endnu mere at vågne og fornemme, at klokken vist ikke er som vanligt 2-3 timer sovetid. Klokken er tyve over fem, jeg har sovet syv timer uden at vågne!

Nu sidder jeg så her, i min yndlingsstol, og blogger, jeg har fri, jeg kunne godt sove igen, men det er faktisk sjovere at stå op og sidde med morgenmund, morgenhår, morgenøjne og slappe af. Hundene har ikke opdaget, at jeg er vågen, fordi jeg holder mig væk fra køkken og stue. Landmanden sover tungt og godt, og her er helt stille.

Lige nu er jeg i gang med sidste bog til litteraturkredsen. Forrige gang skulle vi læse Den underjordiske jernbane, og den kom jeg alt for sent i gang med. Jeg læste alle mulige andre letlæselige bøger og undgik den behændigt, ene og alene fordi vores mødeleder havde sagt, at det var en grum historie. Pludselig var jeg der, hvor der var kort tid til litteraturaftenen, og jeg var samtidig presset arbejdsmæssigt, så jeg begyndte at sluge bogen. Og det egner den bog sig ikke til.

Jeg kom aldrig til litteraturaften, først og fremmest fordi jeg var så presset og træt og bogen ikke var læst færdig. Da jeg satte mig ned for at melde afbud pr. mail, opdagede jeg, at aftenen allerede var passeret. Nu gav jeg mig så tid til at læse bogen færdig, og ja, det var en grum historie, og jeg blev helt trist ved tanken om, hvor let vi mennesker kan komme til at se andre mennesker som ting; som fluer, der irriterer; som trusler, der skal elimineres. Jeg havde svært ved at finde hoved og hale i personerne i begyndelsen, det blev bedre undervejs, da jeg stoppede med at være så forslugen i min læsestil. Jeg er glad for, at jeg fik læst bogen færdig. Den er en god og grum fortælling om slaveriet og om begyndelsen på slaveriets ophør i USA.

Forslugen var ordet, jeg tænkte på, da jeg vågnede i morges og glædede mig over, at jeg kunne starte dagen langsomt med at læse. For den bog jeg læser lige nu, egner sig ikke til min læsestil, som er hurtig og frem over stepperne. Ja jeg sluger ordene i mig, jeg når ikke at smage på ordene, jeg når ikke at få øje på sætningernes smukke opbygning. Og så alligevel gør jeg, for jeg har jo registreret dem, jeg er bare hurtigt videre.

Jeg læser Før vi siger farvel af Jens Christian Grøndahl. En forfatter jeg har hørt om, men aldrig læst noget af. En forfatter som i min forforståelse er en af de litterære, underforstået en af dem, jeg burde læse og kende og som jeg derfor ikke orker at læse. Lige i starten blev jeg bekræftet af min forforståelse, men så gled ordene ind under huden og jeg mærkede, at jeg var nødt til at læse langsommere eller i hvert fald stoppe op en gang imellem og smage på ordene og sætningerne, for den mand bruger ordene til at sætte sætninger sammen, som jeg ikke helt kan gribe, ikke helt kan begribe.

Læs blot disse sætninger, som handler om Barbaras tanker om, hvorfor hun aldrig var blevet hos de mænd, hun mødte:
Som regel var der ingen grund til, at det løb ud i sandet, bortset fra den lurende rastløshed, når dagene begyndte at lægge sig lidt for godt til rette ved siden af hinanden. Som fliser på en havegang i en lidt for beskyttet forstad til det egentlige livs forfærdende åbenhed.

Eller denne om Barbaras besøg i Indien, hvor hun er adopteret fra:
Det rystende var egentlig ikke elendigheden, men at mennesker klarede sig, fra en dag til den næste. At der selv på en skala så nedskruet i grader af fornedrelse blev næret håb og ambitioner.

Og mens jeg skriver den sætning, går det op for mig, at den passer som beskrivelse af en del af oplevelsen ved at læse Den underjordiske jernebane. Jeg kunne blive ved, for nu hvor jeg er stoppet op og drøvtygger ordene, så finder jeg flere og flere sætninger, som hver især burde læses flere gange og tænkes over. Jeg tror dog, at jeg lige så stille og lidt langsommere end vanligt læser videre.

Mens jeg hygger mig med at skrive indlæg, og nyder lørdagens langsomme start, falder fredagens gode fridag også på plads i mig. Jeg blev færdig med regnskabet, jeg fik gået 5 kilometer og jeg blev inviteret på aftensmad af min landmand. Vi endte på "Futten" et hyggeligt madsted i Blokhus, hvor vi nød en gedigen wienerschnitzel og bagefter gik forbi skøjtebanen.

God lørdag til dig.



fredag, november 23, 2018

Sådan en som mig

Når jeg lufter min bekymring for pensionisttiden, så får jeg altid mange kommentarer om, at jeg er så aktiv. Og ja det er jeg, jeg er også meget ansvarsbevidst, jeg har altid taget teten, hvis ikke andre gjorde det. Jeg gør mit arbejde ordentligt, jeg elsker mit arbejde, det er noget af det mest meningsfulde, der findes. MEN jeg har altid været sådan en, der allerhelst ville ligge henne i sofaen med en bog og det er kun, fordi mine forældre ikke lod mig ligge der og fordi jeg trods alt også er et socialt menneske, som elsker samvær med andre, og har den iboende ansvarsbevidsthed over for andre, at jeg ikke har udviklet liggesår på nuværende tidspunkt.

Men når jeg bliver pensionist, er der jo ingen tilskyndelse til at gøre noget. Når andre sukker efter tid til at være kreative eller aktive, så får jeg slet ikke den tilskyndelse. Det er kun fordi jeg ved med fornuften, at jeg har godt af at være aktiv, at jeg gør det. Jeg kunne reelt sætte mig hen i min yndlingsstol og kun rejse mig for at gå en tur eller få noget mad. Resten af tiden kunne jeg mageligt leve med film, serier og bøger. Det eneste der kunne få mig ud af døren, var trangen til at møde andre mennesker, for det elsker jeg lige så højt som at sofahygge.

Andre mennesker betyder noget for mig, de er dem, der får mig til at yde mit bedste. Patienter og pårørende kalder på min faglighed og medmenneskelighed og jeg holder så meget af at være med i plejen. Samtidig holder jeg også af at stræbe efter mere viden til gavn for patienterne og at sparre med mine kolleger. Sammen bliver vi et stærkt team.

Jeg har altid været et familiemenneske, så hvor andre teenagere og unge i starten af tyverne havde brug for at markere afstand til familien, nød jeg at være til familiefester, nød at samles til højtider osv. At samles med venner betød også meget, jeg havde det allerbedst på sygeplejekollegiet, hvis vi kunne sidde i køkkenet hele tiden eller feste igennem sammen i byen. Jeg elskede at være aktiv i elevforeningen, elskede sammen med andre at sætte gang i nye ting.

Som årene er gået, har jeg dog også fået trangen til at være i stilhed. Jeg har nydt mine retræter i stilhedens rum. Men her har der også været mennesker, som jeg har været stille sammen med. Jeg ved, at jeg i alenehedens stilhed meget nemt kan forfalde til at være stillesiddende og inaktiv. Andre mennesker gør mig godt. Jeg ved, at jeg resten af mit liv ( i hvert fald indtil vi skal på plejehjem) skal bo på en gård, om end den nok på et tidspunkt bliver mindre, og med en mand, der stortrives med alle sine aktiviteter, som netop kun kan udfolde sig på en gård. Og en gård ligger ikke i byen eller tæt på biografer, museer eller cafeer.  Den viden kombineret med min viden om mig selv gør, at jeg er nødt til at finde aktiviteter, der taler til mig på samme måde som sygepleje gør. Og nej, jeg skal ikke være frivillig, som smager lidt af sygepleje, det ved jeg. Jeg skal finde et netværk, som kan støtte og inspirere mig på samme måde som mine kolleger. Ellers bliver jeg en pensionistsofakartoffel.

Sofaliggeren har dog planer om 4 aktive fridage. 5 måneders bilag skal bogføres, det håber jeg på at blive færdig med i dag, Derudover ligger der dokumenter fra advokaten, som skal udfyldes for at leve op til persondataloven. De har ligget klar et stykke tid og ventet på, at nogen får set på dem og taget stilling til, hvad der skal stå. Og den nogen er vist mig, den anden nogen har det med altid at få travlt, så det må blive "i morgen". Så du kan godt se, jeg er nødt til at finde mine egne aktiviteter, når jeg bliver pensionist, for ellers ender jeg med kun at have funktion som medhjælpende pensionistlandmandskone. Og så er det altså sjovere at være sygeplejerske.

Sygeplejersken får lov at holde fri denne weekend, jeg vil bage småkager. Jeg køber alligevel tonsvis af julesmåkager, så snart vi kommer i december, så i år vil jeg nyde hjemmebagte småkager hele december måned.

Nedenunder billeder fra min uge:

mørkevandringstur

Det er risengrød

Forberedelser til julekoncert med mit gospelkor

Min leder fik med et enkelt "hvorfor ikke" motiveret mig til at holde ved min plan om træning efter arbejde

mandag, november 19, 2018

De billeder vi danner

Hver gang jeg lægger mærke til det, bliver jeg lige fascineret. Da jeg læste den lille bog om Videnskabsteori af Jakob Birkler, var noget af det, jeg bed mærke i og som jeg huskede efterfølgende, afsnittet om fordomme og forforståelse. Det gav mig en forståelse af min egen og min omverdens reaktioner/handlinger.

Det er nødvendigt for os at have en forforståelse (jeg kan bedre lide det ord end fordomme) af andre mennesker eller af tingenes tilstand, for at vi hurtigt kan handle, hvis der skulle være brug for det. Så når jeg en mørk aften møder en skygge, der ser høj og bred ud, måske med en holdning, der virker truende, så er jeg automatisk på vagt, parat til flugt eller måske angreb. Det samme ville nok ikke ske ved højlys dag, hvor der er andre mennesker til stede.

Vi danner hele tiden billeder inden i os af det, vi hører/læser OG kobler det med den forståelse, vi har i forvejen. Det sidste gav mig en forklaring på, hvorfor jeg kan blive helt forundret, når jeg har læst et stykke, set nyheder, hørt en underviser eller oplægsholder og vil dele min oplevelse med andre, som ikke har samme opfattelse af det. Vi har ganske enkelt ikke oplevet/erfaret det samme, fordi vi kommer med hver vores baggrund. Så hvis en folkeskolelærer tror, når hun har undervist i et emne, så har børnene den samme viden, som hun har lært dem, så tager hun fejl.

Det ved folkeskolelæreren godt, jeg ved det også, men alligevel bliver jeg fanget i det, når jeg diskuterer med andre, hvad læreren/oplægsholderen egentlig mente/sagde. Det er så svært at forstå, at de samme ord/meninger kan vække forskellige klange i os og kan blive tolket på vidt forskellige måder. Det giver anledning til heftige diskussioner om hvad der egentlig stod/blev sagt osv. Vi forstår/lærer på baggrund af den forståelse vi allerede har, vores forforståelse.

I går stod der på nyhedssiden, at en ældre mand var efterlyst efter at være gået fra et forsamlingshus. Jeg tænkte med det samme en mand på over 80, måske enda over 90. Da jeg klikkede på linket, kunne jeg læse, at manden var 70 år, kun otte år ældre end mig. Det kom bag på mig, jeg havde et helt andet billede i min hjerne. Det kan godt være, at han har en sygdom med demenssymptomer, det kan også være, at han har en svær depression. Det meldte historien intet om, men inde i mit hoved ud fra min forforståelse (fordi jeg er der i livet hvor jeg er) blev dannet et billede af en meget gammel mand. En ung kvinde var måske ikke blevet så forundret over alderen, når hun læste, med mindre hun koblede det til en frisk og rørig bedstefar på samme alder. Vi forstår ud fra vores forforståelse (og han er fundet igen og har det godt).

Den forforståelse skal jeg i mit arbejde hver dag forsøge at sætte på spil, forstået på den måde, at jeg skal prøve at forstå det, der sker, ud fra patientens/den pårørendes forståelse. Kun på den måde kan jeg sikre mig, at vi sammen finder en ny forståelse, som kan hjælpe patienten videre efter at have fået en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning.

Når jeg skal hjælpe mine kolleger, er det også nødvendigt, at jeg hele tiden husker, at deres forforståelse er ikke den samme som min, selv om vi arbejder samme sted og med de samme patienter. Jeg er ældre og med et andet levet liv, jeg har læst meget om sygepleje i nogle bøger, hun har måske læst i andre bøger, jeg har mødt mange inspirerende mennesker undervejs i min diplomuddannelse, i de mange møder, jeg skal til, i vores forskningsprojekt. Hun har mødt andre mennesker, som har præget hende osv. Kort sagt vi kommer med hver vores forforståelse af tingenes tilstand.

Når vi får undervisning eller møder andre mennesker, så sker det faktisk, at vi ikke ændrer vores forforståelse, vi holder fast i det vi kom med. Vi forsøger ikke at forstå den anden. Jakob Birkler sammenligner det med en lommelygte i et mørkt rum, vi ser kun det, vi lyser på. Hvis vi lader en anden lyse med deres lygte et andet sted i rummet, får vi måske en ny eller mere udvidet opfattelse af rummet. Det er ikke det samme som at vi er enige. Men vi har set rummet som den anden ser det og måske opnår vi så begge en ny forståelse. Det som kaldes horisontsammensmeltning indenfor den hermeneutiske filosofi.

Det er dog svært at praktisere, jeg falder nemt i blot at gentage mig selv i diskussioner, jeg har mine kæpheste og ofte glemmer jeg at lytte og give mig selv lov til at se det, den anden lyser på. Især det menneske, som jeg har kendt i 38 år. Må det være min mandagsudgangsbøn fra dette indlæg, at jeg bliver bedre til at åbne mine øjne og ører. Og så ville det da heller ikke gøre noget, hvis den modsatte part også blev bedre til det ;-)






søndag, november 18, 2018

Skøn søndagssommerhusstrik

Landmanden og kammeraten ville forsøge igen i dag med gåsejagt. Og jeg besluttede mig for efter en god nats søvn at gøre det, jeg gerne ville, nemlig at tage i sommerhus. Og det var den rette beslutning. Jeg tændte op i brændeovnen, fandt film og strikketøj frem og hyggede mig med godt brød fra Hune Bageren. Senere tog jeg traveskoene på og gik en lang tur ud langs klitten og ned til havet.


Luften gjorde godt og det at gå er meditativt for mig. Alle tanker og burde/skulle flyver deres vej, mens jeg går.


Hjemme igen spiste jeg min medbragte frokost og senere fik jeg en lækker julebolle. Landmanden ringede og spurgte, om jeg kom hjem i dag eller først i morgen. Jeg skal lave regnskab i morgen, så selv om jeg havde allermest lyst til blot at være i min lille tidslomme, valgte jeg at tage hjem.


Først kørte jeg dog til Blokhus for at hente lækre burgere til os fra Kunstcafeen. Jeg havde nemlig opdaget, at de også leverede mad ud af huset. Da jeg kom ind i byen, opdagede jeg, at hele byen er gået sammen om at tænde lys i mørket. Og jeg elsker det.



jeg kunne lige nå at komme forbi den nye skøjtebane på torvet, og mens unge og børn kom ud fra skøjteudlejningen, fik jeg helt lyst til at prøve at skøjte. Det må jeg vist sætte på min "hvad gør dig glad liste"


Det blev nu ikke i aften, for burgerne med lækre store håndskårne pommes frites skulle hjem på gården. Mon ikke jeg kan finde tid til endnu et besøg og så kan jeg jo passende besøge juleudstillingen i Skulpturparken. Og jeg mangler også at vende tilbage til Center for Papirkunst og deres nye udstillinger. Nej dette indlæg er ikke sponseret, men jeg holder af alt det, der sker tæt på mig. God aften til dig.


lørdag, november 17, 2018

Kan man blive teenager igen på sine gamle dage?

Helt så galt er det nu ikke. Men mit humør og min sindstilstand svinger fra glæde til sorg til irritation og desværre også indimellem til en sur gammel bitter kone, det sidste har jeg sværest ved at rumme. Så hun får megen modspil og bliver mandsopdækket, så hun ikke laver for megen skade.

Når det jeg har lovet mig selv ikke sker, så er jeg hurtig til at skælde mig selv ud, men jeg øver mig i at kunne rumme mig selv, og for det meste går det nu meget godt.

Fredag aften var ren hygge med masser af film og lækkerier. Og ganske som sidste søndag så endte den fyldte mave og skærmtid lige op til sovetid med en hjerne, som nægtede at sove. Alt i alt fik jeg nok 2 -3 timers søvn i nat. Efter landmanden og kammerat var taget på gåsejagt, snuppede jeg halvanden time mere, før jeg startede min dag langsomt med morgenmad, te og skærmtid.

Senere fik jeg lavet regnskab for svigersønnen, og vasketøj blev vasket og hængt op. Resten af dagen har jeg siddet i min yndlingstol (mine forældres stol) og strikket, læst og set film. Egentlig havde jeg lovet mig selv alenetid i sommerhuset med strikketøj og lange gåture, sådan gik det ikke.

Landmanden og kammerat havde en god dag sammen, så jeg så dem ikke før ved aftenstid. I morgen forsøger de igen, der var for diset i formiddags, og det var først sent, at gæssene kom forbi vores marker, så det blev kun til en enkelt gås til fryseren.

Mit sjal tegner til at blive smukt og jeg glæder mig til, at det bliver færdig. Det er hårdt for mine fingre, når der skal strikkes sammen og strikkes masker op, jeg spænder helt vildt og slidgigten driller mig. Derfor må jeg læse indimellem og lave andre ting. Håber din lørdag har været god ved dig.





fredag, november 16, 2018

What's not to like





  • julefilm
  • lækker is
  • varm te
  • god rødvin
  • en lun stue
  • en lang gåtur før aftensmaden
  • masser af gæs, som gjorde min gåtur til noget ganske særligt (tryk på instagramknappen til højre i siden og find en video med det smukke syn)
  • weekendfri med mandagsfri oveni


God fredag aften til dig.


torsdag, november 15, 2018

Var det ikke godt, at jeg havde en blog, hva?

Jeg skutter mig, for jeg fryser lidt. Samtidig nyder jeg følelsen i kroppen efter at have gået en skøn aftentur med lydtapet af store flokke gæs.


Ugen er strøget af sted, mandag var maratondagen med arbejde hele dagen. Da jeg kom hjem ved halvotte tiden, fik jeg besøg af landmandens jagtkammerats hustru, mens jægerne kørte en kronhind til slagteren. Ingen gåtur der.


Tirsdag bød heller ikke på gåtur og lige nu er jeg helt uforstående for, hvorfor det ikke skete*.  Onsdag blev sådan en kombidag, for jeg var blevet indkaldt til et møde, som jeg var nødt til at tage til på trods af fridag. Så nu flekser jeg og tager fri noget af fredagens arbejdsdag. Aftenen sluttede af med udvidet sangaften, vi synger julesange, og det gør mig ganske enkelt glad, fordi det er skønne, smittende arrangementer.
Jeg glæder mig endnu mere til næste år, hvor jeg får fri om torsdagen, for glæden forplantede sig som vanligt i min krop, så jeg ikke kunne sove.



I dag har været dagen, hvor vejlederne samles og bliver klogere på de udfordringer, der kan være med nutidens elever og studerende og nye uddannelser for begge professioners vedkommende. Vi havde en god dag og jeg kunne tage hjem med smil om munden. Endnu større smil kom der, da jeg fik gået 4 km i skumringstimen.


Nu er landmanden og jeg færdig med vores fælles kontorarbejde og overskriften skyldtes, at landmanden ikke havde fået noteret i sin logbog datoen for den sidste høstdag. Det søgte jeg da lige frem på min blog, og så var det klaret. Og svaret fra landmanden var selvfølgelig, at det var rigtig godt, at jeg bloggede, så jeg kunne fortælle ham, hvornår han startede med at høste og hvornår han sluttede.



*Og min blog kunne også fortælle mig, at jeg havde overvejet en gåtur tirsdag, men ganske enkelt var for træt.
God aften til dig.

tirsdag, november 13, 2018

MUS - LUS og nu MAS

Jeg har været til medarbejderudviklingssamtale i dag. Når min leder skal til noget tilsvarende ved sin leder, hedder det lederudviklingssamtale. Så det er MUS og LUS.

Samtalen gik godt, og jeg har en leder, der formår at så frø i min hjerne, som bagefter vokser stille og roligt, indtil jeg ser, om de passer til min have. Jeg er ikke særlig god til at se mulighederne for mig selv, og jeg troede egentlig, at der var en vej, jeg ville gå, men nu har en anden vej åbnet sig, som virker mere tiltrækkende.

Dagen i dag var en af de dage, hvor jeg helt bevidst ikke trak i den hvide kittel. Det gør mig mere usynlig, mine kolleger ved godt, at så har jeg nogle punkter/møder, som bare skal nås. Ikke desto mindre lykkedes det mig at lægge min frokostpause sammen med sygeplejekonferencen, så jeg formåede at få kollegerne til at diskutere sygepleje (og sådan noget gør mig høj af glæde)

I morges netop da MUSsamtalen var forbi, stak en  af mine ældste kolleger hovedet ind på kontoret, og da hun så, at det var min leder og jeg, der sad der, udbrød hun: nåh så kan jeg godt komme ind og hente mine ting, jeg troede, der var MUSsamtale. Hvortil vi begge svarede; det er MUSsamtale, men med en latter i stemmen. De er alle så vant til, at vi indimellem snupper en halv time, hvor vi planlægger hvem gør hvad i forhold til det, vi skal og fagligt sparrer med hinanden om retningen for vores afdelings sygepleje. Kollegaen kom hurtigt ud af kontoret igen.

Det fortalte jeg en anden kollega sidst på dagen, hvorefter vi blev enige om, at jeg åbenbart ikke havde brug for MUS i andres øjne. Det udviklede sig til, at jeg nok var for gammel til MUS og udvikling. Hvorefter jeg sagde; egentlig kan man sige, at jeg var til MAS samtale, medarbejderafviklingssamtale. Så knækkede vi alle sammen af grin.

Nu ligger jeg i min sofa og diskuterer med mig selv, skal jeg gå en tur i mørket eller skal jeg give mig selv lov til at slappe af og genfinde det gode søvnmønster, jeg har haft i lang tid. Gårsdagens maraton med møde først i Hammel og bagefter symposium hjemme på sygehuset til 18.30 gjorde, at jeg ikke kunne falde i søvn hverken søndag eller mandag aften. Vi får se.

God aften til dig

PS tro det eller lad være, men denne nordmand, som holdt oplæg om statistik og på en rigtig humoristisk måde ( da jeg først havde sporet mig ind på det norske sprog) er professor i statistik og er uddannet civilingeniør. Det havde jeg ikke lige regnet med.




mandag, november 12, 2018

Kan man forlænge den?

Weekenden har budt på dejlige oplevelser. Og lysten til at forlænge det og blot være lige der med tid til snak var der, inden jeg gik i seng. Nu er det mandag morgen og det er ok, men følelsen af forhåndforpustethed er der, ved tanken om at det bliver en hektisk uge med mange punkter, der skal være streget, inden jeg får fra til næste weekendfri.

Fortsættelse på weekenden, efter at min mentale to-do liste lørdag formiddag var elimineret, kommer her:
Jeg fandt hundemad frem i skålene og Ayla og Dexter stod troligt på den anden side af lågen og sniffede forventningsfuldt. På sengen lå der tøj klar til landmanden, ikke fordi han ikke selv kan finde det, men fordi al den tid, jeg kunne fjerne, var vigtigt for mig. Endelig ringede han, at han var kørt fra jagtselskabet før tid som aftalt, og snart var vi klar i bilen til en lang køretur.

Nede i Vestjylland var mine søskende med børn allerede samlet til kaffe hos min ældste lillesøster. Årets halvårlige sammenkomst stod på programmet. Flere af de unge kunne ikke være der, men vi fem søskende med påhæng kom, ialt var vi femten. Snakken gik som altid livligt, jeg er træt i de her dage og trak lige så stille ud i køkkenet efter kaffen.

Min niece rejser til New Zealand om 14 dage i praktik i et halvt år, så hun havde ønsket sig julemenu denne dag. Jeg hjalp derfor min søster og mand med maden. Jeg havde kogt små kartofler og pillet dem hjemmefra og derudover havde vi almindelig kartofler med. Dem hyggede min svoger og jeg os med at skrælle. Man snakker godt sådan side om side ved en spandfuld kartofler.

Selv om jeg har mistet lysten til at lave mad, så fandt jeg ud af, at nærved 30 juleaftener herhjemme har givet mig erfaring i at lave brunede kartofler uden opskrift. Min søster var ved at gange mængden af sukker og smør op i forhold til kartoffelmængden, så jeg greb resolut panderne, strøede sukker ud med gavmild hånd og sidenhen kom der en god klat smør på. Det blev de smukkeste brunede kartofler, jeg længe har lavet, så nu spekulerer jeg over, hvad jeg gjorde anderledes denne gang.

Vi fik flæskesteg, rødkålssalat, risalamande og selvfølgelig kartoffelchips, kogte kartofler, brunede kartofler og masser af god sov (ikke sauce), fuldstændig som vi altid har fået (salaten kom dog først senere ind i vores juleaftensmenu). Der blev tid til pakkeleg, og vi spillede den mest stressende version, jeg længe har prøvet.

Det blev over midnat, inden vi kom hjem, med os havde vi datteren, som er her til i dag. Søndagen havde vi alle tre brug for blot at blive her på gården. Vi gav os god tid til snakken over morgenmaden med landmanden. Bagefter så datteren og jeg den store bagedyst sammen, inden vi gik en lang tur. Vi fik handlet ind og lavede aftensmad sammen. Bagedysten havde gjort os lækkersulten, så til aftenteen havde vi bagt pandekager, som vi nød mens vi så programmet Kærlig Hilsen 1976. Jeg har aldrig set de programmer før, men hold da op som jeg kom tilbage til det år, hvor jeg blev student.

Datteren sover endnu, hendes far har lovet at køre hende til lufthavnen, for ellers skulle hun have været med mig her til morgen. Min dag skal foregå til møde i Hammel, så nu må jeg hellere gøre mig klar. God dag til dig.





lørdag, november 10, 2018

Formiddag som jeg ville have den

Jeg er ikke god til huskelister undtagen til jul og ved gæstebud. Så derfor lavede jeg en mental to-do liste. og jeg har nået de ting, der var vigtigst på den.

Morgenen startede med tid til at strikke og tid til at trevle op igen. Jeg var overbevist om, at der var en fejl i opskriften, indtil jeg kom i tanke om at tælle mit maskeantal! Så indså jeg, at det var en fejl 40, jeg havde glemt en udtagning undervejs. 



Mine slidgigtfingre driller mig meget ved det her strikketøj, jeg håber, at når jeg får fundet melodien, så vil jeg kunne slappe af i skuldre, albue og fingre. Jeg forsøger mig med fingergymnastik på den fine lille hjernebold, som jeg fik til en konference i Liverpool.


Jeg nåede også i LOOP, fik afleveret biblioteksbøger, afleveret tøj i genbrug, købt te og handlet ind. Nu vil jeg nyde resten af lørdagen med god samvittighed. Først et bad, det trænger jeg til, og så lukker jeg weekendfreden ind. God weekend til dig.

fredag, november 09, 2018

Fredagsfridag i billeder og få ord.


Vasketøjsbunkerne på badeværelsesgulvet er ved at være væk.


 Gåturen i morgentågen er for længst overstået, trætheden i benene er der dog stadig.



Udsigten fra spisebordet i køkkenet.



Og himlen lod en enkel lysstribe komme gennem alt det grå i går eftermiddag.



God fredag til dig.

tirsdag, november 06, 2018

Hvordan går det


  • med træningen? Min søde kollega, som er så sej til styrketræning og som træner flere gange om ugen, kiggede på mig midt i vagtskiftet og spurgte. Planen var at jeg skulle køre i LOOP inden jeg kørte hjem. Det var også planen i sidste uge, men på en eller anden måde er jeg rigtig god til at argumentere mine planer væk på turen fra Aalborg til Aabybro. I dag lykkedes træningsplanerne, for jeg vidste helt ærligt ikke hvilken undskyldning, der ville du som svar til min kollega, jeg havde jo røbet min oprindelige plan. Undervejs i bilen overvejede jeg mange muligheder, men de blev forkastet. Det gjorde godt at få kroppen gennemarbejdet.
  • med madlavning? Tjah jeg havde lavet en plan for de næste to dage, men den forsvandt, da jeg besluttede mig for, at træning var bedre end hjemmelavet mad. Landmanden fik biksemad fra delikatessen i Meny og dertil spejlæg fra sine egne høns. Jeg fik delikatessens tomatsuppe. Vi blev mætte, og så overfaldt to norske klejner mig, så de bliver desserten.
  • med søvnen? Det går strygende. Kan man konkludere lidt uvidenskabeligt, at jeg bare skal arbejde hele tiden eller holde ferie hele tiden, så går det fint?
  • med strikkeprojekterne? Jeg elsker at komme til strikkecafe, mange gange bliver der snakket mere end strikket. I går var jeg dog så koncentreret og fokuseret på et nyt projekt, at jeg mest lyttede til snakken. Jeg fik også gode råd fra Liselotte, så nu får min hjerne modspil igen. Jeg strikker nemlig omvendt af, hvad der står i opskriften. Kjolen? Jeg ved ikke hvad det er. Jeg tror, at jeg ubevidst er nervøs for, at jeg ikke bliver tilfreds med den, at den ikke klæder mig. I hvert fald mangler jeg stadig at strikke et knaphul og få hæftet alle ender. Dumt, men jeg håber at jeg pludselig får mod på at færdiggøre kjolen. Vesterhavssjalet får lige nogle mønsterrækker, jeg har garn nok og det er et skønt afslappende projekt. En Hermiones hverdagssok er klar til maskesyning af tå, det har den været en uges tid. Aner vi et mønster med færdiggørelse af projekter, hvor metoden ikke er kendt for mig?
Nu vil jeg finde Kender du typen fra i går, skænke en kop te og spise min norske klejne. God aften til dig.


søndag, november 04, 2018

Et strejf af melankoli

Måske skyldes det, at november endegyldigt siger farvel til lyset, hvor oktober godt nok kan rumme frost og kulde og også er den måned, hvor mørket for alvor begynder at præge dagene. Men samtidig indeholder oktober de mest sprudlende farver i naturen. Jeg kan huske at en blogger for mange år siden skrev, det burde ikke hedde Nu falmer skoven trindt om land, men derimod nu flammer skoven. November derimod er klemt inde mellem flammende oktober og lysende forventningsfulde december. Det giver et strejf af melankoli.



Novembers start blev for mig markeringen af afslutningen på et projekt, der tog sin begyndelse for mit vedkommende i foråret 2015. Faktisk er vi ikke færdige, vi knokler stadig løs med at få skrevet artikel, at få ordene kogt ind  til lige nøjagtig det, der kan bruges i artikel med færre ord end når vi får lov til at brede os.

Men at vi er kommet så langt, skyldtes, at Forskningsenheden for klinisk sygepleje og sygehuse ledelsen på Aalborg Universitetshospital tog beslutningen om at sætte fokus på forskning og udvikling. Det skulle være med patienten i front, forstået på den måde, at det skulle tage udgangspunkt i det, vi sygeplejersker hos patienterne, undrede os over. En undren over hvorfor eller hvordan eller hvad og et fokus på hvordan det kunne hjælpe patienter. Det projekt søgte man penge til og det projekt afsluttedes i fredag med 42 projekter og 21 posters, der blev fremlagt. Hvor jeg før dagen ikke syntes at jeg kunne finde emner nok, jeg ville høre om, så viste det sig jo, at selv et emne om mennesker, der får skiftet knæled ud, også rummede elementer af almengyldig viden for sygeplejen til helt andre kategorier af patienter.



Det blev en rigtig god dag, og vi fik fremlagt vores projekt. Åbenbart sker der ting og sager, når vi er på. I foråret hørte sygeplejeforsker og professor Marit Kirkevold vores indlæg, og det førte til en dag, hvor hun kom hos os og fortalte om sin forskning. Det er sjældent, at det sker kun til sygeplejersker i plejen. I fredags overværede vores sygeplejefaglige og lægefaglige direktør for sygehuset vores oplæg, og ikke blot lyttede de, men den sygeplejefaglige direktør stillede spørgsmål bagefter. Det ser ud til, at vi har skabt en interesse der for vores projekt forhåbentlig til gavn for patienterne.




Novembers start rummede også min arbejdsweekend i denne måned. Det blev en god og travl weekend. Men travl på den måde, at vi nåede i land med det vi ville i går. I dag endte dagen med at blive travl og hektisk, fordi trombolysesygeplejerskerne måtte af sted flere gange og blev længe væk. Jeg blev en time længere og fik sørget for, at en patient blev sendt godt hjem inklusiv dokumentation af dette og jeg fik også dokumenteret modtagelsen af en anden patient.



Nu er jeg hjemme igen, landmanden har været i Storskoven ved Dronninglund for at træne sporsøgning med Dexter. I morgen er det Aylas tur, hendes spor er dog tyve timer gammel, når hun skal gå det. Det bliver spændende, om hun klarer det. Landmanden fik besked på at sørge for aftensmad, jeg har ondt i halsen og trænger til ikke at tage beslutning om noget som helst. Så nu skal vi have pizzaer, de er sat i ovnen af "ham selv".

De sidste to aftner har jeg udfordret min mørkeskræk og gået tur i mørket. Det er gået godt, men i aften må jeg hellere passe min hals. Det kan passende ske i nattøj under dynen og med sidste afsnit af Bagedysten på skærmen. Og så er der jo halvdårlige romantiske julefilm på kanalerne, jeg er billig til salg, selv om jeg i går kom til at grine af mig selv. Slutningen blev så tilpas pinlig at jeg holdt hånden foran skærmen og skruede ned for lyden i stedet for at slukke. Pyt, jeg snupper nok en film mere i aften, jeg har jo fri i morgen og kan sove lidt længere.


torsdag, november 01, 2018

Herfra min verden går


  • Jeg har vist brugt den overskrift før. Det er nok ligesom aviser og fjernsynskanaler, der er efterhånden ikke noget nyt under solen. Og så sker det igen, jeg falder i et indlæg og tænker, hold da op, Lene, det er faktisk godt beskrevet.  For sådan er jeg.  Samtidig er det sjovt at læse om min plan med rengøringen, jeg kender mig selv så godt, så højst sandsynligt hoppede jeg over, hvor gærdet var lavest, så det blev overfladerengøring. Det er heldigvis slut nu.



  • Min eneste fridag i denne uge (har weekendvagt) er startet med oprydning af huset og klargøring til rengøringsselskabet, tankerne kunne også godt trænge til lidt oprydning. Så her sidder jeg i mit lille studerekammer og skriver tankerne ned og sletter dem igen, for de er nu engang kun beregnet for mig.

morgenstund ved sygehuset


  • Om lidt skal jeg til fysioterapeut, jeg kan godt mærke, at vi denne gang lod der gå tre uger. De sidste dage ved en bærbar computer på arbejde har sat sine spor. Og så snakker vi ikke om, at jeg jo lige så tit hænger i sofaen herhjemme med den bærbare på skødet.



  • Gospelkoraften i går var lige så skøn og livgivende, som den plejer at være. Jeg har besluttet mig for at ønske fri om torsdagen i 2019 i håb om, at jeg så kommer mere af sted til sang. Min korleder kender flere fra sit andet kor, som har det som mig, vi er helt høje efter sang i to timer, så det med at gå i seng, når man kommer hjem og så tro, at man kan sove, der tager man fejl. Og jeg kan ganske enkelt ikke holde til arbejdsdagene med kun 4-5 timers søvn. Heldigvis har denne uge været skøn, jeg har sovet godt hele ugen, og det gør en kæmpe forskel. Der vil være uger, hvor der er møder og andre aktiviteter, så fridagen ikke kan lade sig gøre, men det skal prøves af. Jeg vil hellere have fri der end mandag eller fredag. Godt nok mister jeg så den forlængede weekend, men til gengæld får jeg mere sang og livsglæde ind i mit liv.

  • Når jeg ser mig rundt i mit studerekammer, så finder jeg spor af andre, som betyder noget i mit liv. På mit bord ligger lige nu: 
    • En julekalender med te, som en god kollega har købt til mig. 
    • En tegning tegnet af min datter, da hun var teenager
    • En Kristuskrans, som vækker minder om gode retrætedage
    • Min mormors brevholder i marmor (eller anden stenart)
    • Et lille billede som min søn og svigerdatter havde malet til mig som en drillegave. Jeg havde ønsket et billede af dem (jeg fik også et rigtigt fotografi af dem)
    • Billeder af min datter og søn som konfirmander. De står i gamle rammer hjemme fra mine forældre
    • En tegning af mig og de ting, mine kolleger forbinder med mig i anledning af min 60 års fødselsdag. 
    • En gammel sparebøsse formet som en postkasse, en gave fra mine forældre, da jeg var barn.
    • Og så det bogmærke jeg en gang hæklede, inspireret af mange bloggere og som jeg helt havde glemt. Det skal da i brug.

Håber du har spor i dit liv af mennesker, du holder af. God torsdag til dig.