FLADT!

Herfra hvor min verden går, er der fladt som en pandekage. Her er frit udsyn, højt til loftet, ingen krogede veje eller bakker. Når jeg går, er det ligeud, frem og tilbage.


Huset er lige sådan, ingen små kroge, ingen trapper, der fører opad eller nedad, bare ligeud.


Mit sind derimod er fyldt med bakker og dale, bjerge og slugter, mørke kroge og solfyldte blomsterenge. Her er der alle former for landskaber.


Der er dage, hvor jeg mest boltrer mig blandt blomsterne på engen, løber let og elegant op over bakken til den næste solplet. Der er dage, hvor jeg står på bjergtinder og løfter armene over mig i et sejrsråb, hvorefter jeg måske ryger ned i en slugt, videre ud i sumpen, hvor ingen lys slipper ind, og hvor jeg tror, at her skal jeg forsumpe for evigt.


Heldigvis skal der så lidt til, for at jeg kommer ud i solen igen, et smil, et kys, et knus, et varmt ord, en sang, et solstrejf, og her til morgen var det sjovt at tænde for radioen, og ud toner sangen. Jeg var alene i huset og så fik den ikke for lidt, luften fyldte mine lunger, jeg sang af karsken bælg, og slugterne og sumpen forsvandt, mens vi sang fællessang i min stue:

Så go morgen, go morgen,
vågn op og få en krammer,
det er dig, vi holder af.
Go morgen, go morgen
vi elsker dig,
det bliver en dejlig dag


En sang, en gåtur med masser af frisk luft, sol og blæst, så kan jeg ikke krybe udenom mere. Selvom mit hus er ligeud af landevejen, så står der rengøring på skemaet resten af dagen.


Ha en god dag.