- når nu jeg kan blive træt af blot at læse overskrifterne på nyhedsmediernes forskellige tilgange til de samme nyheder, så er det måske ikke så underligt, at vi fjerner os mere og mere fra hinanden
- hvad er det, der gør, at jeg ikke kan snøvle mig i seng om aftenen, og først næste morgen klokken fem erkender, at det er jeg enten for ung eller for gammel til
- hvordan jeg på den ene side glæder mig til Ayla og livet med en hvalp, og på den anden side blankt må erkende, at jeg bliver lidt træt ved tanken om ødelagte sko, itubidte dørkarme osv. Jeg er nemlig hverken hunde eller kattemenneske, boede jeg alene, var jeg totalt dyrefri. Har aldrig forstået, at folk kunne finde på at have får, høns og køer, når de ikke var fuldtidslandmænd. Men om nogle få dage bliver bloggen helt sikkert tildækket med hvalpebilleder.
- at jeg godt kan lide æggeretter og derfor skal være glad for, at landmanden nu har investeret i nye høns til sin hønsegård. Og det er hans og deraf følger også pasningsforpligtelsen.
- at det er ufattelig så træt man kan blive, når man har siddet hele dagen foran en computer med masser af patientudsagn ved siden af, som skal deles ind i kategorier. Og endnu mere træt ved tanken om, at de sytten kategorier skal bringes ned til 3 – 5 emner. Vores vejleder siger, vi er på rette vej, men hold nu op, hvor er det hårdt lige her midt i processen. Hun sammenligner det med at koge suppe med maser af gode sager ind til en fond. Vi er først lige begyndt med de 10 liter, der er langt til den halve liter lækker cremede og velsmagende ret, vi gerne skulle ende med.
- må du få en god weekend
fredag, marts 31, 2017
Og det tænker jeg på
onsdag, marts 29, 2017
Mon konen havde taget bilen, da landmanden skulle i banken?
Nej virkeligheden var lidt mere kedelig. Det var en af kommunens traktorer.
Kroppen takker med godt humør efter loop, og hjernen har taget en klog beslutning.
Man skal gøre tingene ordentligt, så jeg vil hygge mig med at blive klogere på mit emne til aftenens faghyggeaften på denne gråvejrsdag. Der skal nok komme flere PhD forsvar, jeg kan blive klogere på.
Ha en god dag
tirsdag, marts 28, 2017
Det svinger
Ikke arbejdsglæden, men min tilfredshed med mig selv i den funktion, jeg er i, og den sygeplejerske, jeg er. Det er vist typisk for mig, at når det gælder den direkte patient og pårørendekontakt, så er glasset helt fuld. Når det derimod kommer til min funktion som ansvarlig for uddannelse, undervisning og udvikling, så kan jeg nemt finde noget at bebrejde mig selv, og glasset har det med at blive vurderet som halvtom. Jeg er dog også bevidst om, at det skyldes mange ting, og de fleste er mine egne forventninger og krav til mig selv.
Lige nu sidder jeg og forbereder mig til faghyggeaften i morgen. Det jeg troede, jeg ville tale om, vil jeg ikke alligevel, og når jeg kigger alle mine billeder af PowerPointslides fra konferencen i Liverpool, synes jeg, der er utroligt meget, jeg gerne ville dykke ned i og formidle til mine kolleger. Det går ikke, jeg må begrænse mig og fokusere. Nu tror jeg, at jeg vil gå i seng, satse på, at søvnen gør godt og at jeg kan tænke anderledes i morgen. Jeg har heldigvis fri i morgen, så jeg skal nok få forberedt noget. Jeg havde bare drømt om at tage til ph.d. forsvar og bagefter få byttet fødselsdagsgaver, før dagen sluttede med faghyggeaften. Der er også nogle hængepartier herhjemme, så jeg må tage en ting ad gangen.
Til gengæld vil jeg glæde mig over, at jeg fik taget mig sammen til at gå en aftentur, det gjorde godt.
søndag, marts 26, 2017
Jeg hygger mig
Håber du får tid til at nyde søndagen, ha en god søndag.
lørdag, marts 25, 2017
Jeg elsker det helt ned i tæerne
- At være alene og egentlig have brug for en kollega til at få patienten højere op i sengen. Men så prøver jeg at guide patienten med ord og med faste tryk på kroppen, som fortalte, hvad jeg ville have patienten til at gøre. Og pludselig fattede patienten det og flyttede sig opad i sengen
- At anlægge en sonde og sammen med patienten få det til at fungere. At stå rent praktisk med problemer, så som at medicinen pludselig virker til at have stoppet sonden og så danne min egen hypotese om problemet og ordne det.
- At tale med en pårørende og mærke, at vedkommende føler sig hørt midt i alt det svære.
- At have brug for at sparre med en kollega om en vurdering af bevidsthedsniveauet, jeg har lavet, og mærke, at det gør godt for andre, at selv den gamle, erfarne sygeplejerske også har brug for dem. Vi har brug for hinanden, hele tiden, og jeg har jo #verdensbedstekolleger
- At føle sig lidt usikker på, hvordan var det nu lige med bestilling af trykaflastende madrasser og hvilke typer skulle det være, og så blive klogere sammen med #verdensbedstekolleger på det.
- At grine sammen midt i travlheden
- Ikke at være ansvarshavende, men sygeplejerske hos patienterne.
Og så nyder jeg denne langsomme morgen sammen med landmanden inden aftenvagten. Vi får ham koblet på MobilePay, vi får drukket te sammen og så nyder jeg billeder og video af Ayla. Landmanden havde været på besøg hos hvalpene, og nu glæder vi os til om godt en uge, hvor Ayla bliver vores. Håber du har noget at glæde dig til, god lørdag.
fredag, marts 24, 2017
En lille ting med stor betydning i hverdagen
Jeg har haft den i en uge nu, og jeg nyder hver dag, at jeg har den. Den gør livet lettere, ikke på det store filosofiske plan, men på mit lille hverdagsplan. Egentlig var det tænkt som en snydegave. Den skulle få mig til at tro, at jeg ikke fik det, jeg virkelig ønskede mig af mine børn. Jeg overvejede det godt nok, men håbede, at jeg også fik den anden gave (hvor er jeg dog grådig). Det fik jeg også, jeg fik min sang, sunget af mine børn, og en gang med tiden bliver den også indspillet, så landmanden kan bruge den som underlægningsmusik til en motorcykelvideo.
Tilbage til den anden gave. Jeg har længe villet have den, men som den sindige jyde, jeg er, så køber man ikke noget, før det gamle ikke dur. Og helt tilfældigt gik den gamle udgave i stykker dagen før mine kolleger kom på besøg. Jeg ville ikke købe en ny, for jeg kunne ikke lige overskue at finde den rigtige udgave midt i festlighederne, så sommerhusudgaven blev hentet hjem.
Og dagen efter kollegernes besøg, på min fødselsdag, åbner jeg så for hjælpemidlet, der gør min hverdag god og nem. En el-kedel, som kan indstilles til temperaturer på 80 grader. Jeg er nu fri for at koge vand, vente fem minutter til det er nået ned på mellem 80 og 90 grader, før jeg kan hælde det over mine yndllingste, som er grøn og hvid te og som ikke tåler kogende vand. Og hvad der er endnu bedre, landmanden kan finde ud af det og laver nu te til mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Førhen lavede han den sorte te til sig selv (jeg måtte også godt drikke den), og så måtte jeg gå i gang med den besværlige procedure for at få min te. Det er slut nu, og jeg nyder, at tebrygningstiden er skåret ned med minimum fem minutter. Alt godt kommer til den, der venter.
Og LOOP var lige så godt, som jeg vidste, min krop takker mig allerede for indsatsen. Blomsterne i krukken med flere lag forårsløg gør opmærksom på sig selv sammen med de andre forårsblomster. Fuglene synger det bedste, de har lært, solen skinner, og jeg nyder det hele. Også at jeg skal i aftenvagt, for jeg har fået lov til ikke at være ansvarshavende og skal i stedet for passe patienter og løbe til trombolyse, jeg glæder mig. God fredag til dig.
torsdag, marts 23, 2017
En uge set gennem min mobil
Midt i fødselsdagsforberedelserne: en solstråle i en vindueskarm fik de gule blomster til at skinne.
På jagt efter en kjole til min fest: Jeg opdagede et nyt gavlmaleri, det var ikke til at tage et ordentlig billede af pga en skarp sol. (og jeg fik købt en kjole – ingen billeder af den)
Mange boller skulle bages til kollegerne: Når det skal gå stærkt, tænker man sig ikke så godt om. Og småkager kan godt bages på øverste ribbe, det kan boller ikke. Så ved du det. Heldigvis var det kun nogle få af dem, der blev mast, da jeg måtte bruge alle kræfterne for at få pladen ud.
Flere borde skulle gøres klar til kollegernes besøg: De små enkle borddekorationer fungerede godt, og jeg nåede lige at udnytte vintergækkernes skønhed inde.
Søndagens træthed efter fest bød vi trods med en god gåtur til havet.
Hjemmearbejdsdagen mandag fik sig en walk and talk, som gjorde godt for en træt 60 årig kvinde.
Solen skinnede, da jeg i går på min fridag gik ind af en af sygehusets indgange for at undervise tidligere patienter og pårørende. Jeg var sammen med en ny diætist, og hun sagde efterfølgende, at hun håbede, at man kunne finde penge til til fortsat at have en sygeplejerske med til kostundervisning. Ikke fordi jeg underviser om kost, men fordi jeg sammen med patienter og pårørende kommer omkring det, der er svært, når man kommer hjem med få mén efter sin blodprop eller blødning i hjernen.
Enten er det alderen, der allerede trykker, eller også er det bare al den festivitas, der gør, at jeg stadig er træt trods gode og lange nætter med søvn. I morgen skal piben have en anden lyd, motionen skal ind og give mere energi, for forude venter en travl arbejdsuge. Aftenvagter fredag og lørdag, fri søndag, seminar i København mandag, travl arbejdstirsdag, fridag onsdag men med faghyggeaften om aftenen, projektdage torsdag og fredag. Så er jeg vist også klar til den første weekend i april.
Håber der har været sol på din vej og at du har nået at nyde den.
tirsdag, marts 21, 2017
En solstråle
Mon den kan lokke mig ud? Den danser rundt i stuen, skaber smukke og sjove billeder på vægge og gulv. Mon den kan lokke mig op af sofaen? Jeg kigger rundt i stuen, ser på bøgerne i reolen, nyder farvespillet fra sol og skygge i kombination med de mange farvestrålende bogrygge. Hos mig er bøger ikke stillet op i farver, heller ikke i opretstående mønster. For der er alt for mange bøger til reolen, så nogle steder står de lodret i to rækker på en hylde og ovenpå hygger andre bøger sig med at flade ud vandret.
De symboliserer med deres uorden og deres mangfoldighed vores liv. Der står bibler og børnebibler sammen med populærkristne bøger af Cliff Richard og Charlotte Rørth. Andre steder står gamle leksikon, som vi har fået genindbundet sammen med gamle bøger om Vendsyssel og bøger, som landmanden har fået af vores børn og mine forældre. Bøger, som han engang vil læse, men som smartphone og facebook har det med at stjæle opmærksomheden fra. Et sted står den bog, jeg fik af mine forældre som en af de sidste boggaver, og som jeg aldrig har fået læst, Kristin Lavransdatter. Og alle siger, at den skal jeg læse. Når alle siger sådan, så kan jeg nemt blive lidt Rasmus Modsat.
Små billeder er stillet op, et enkelt i ramme, andre lamineret og andre igen er bare sig selv. Billede af os fire i Paris, da jeg blev 50. Billeder af børnene og deres fætter og kusiner som børnehavebørn og indskolingsbørn. Billede af børnene sammen med deres farforældre til en juleaften. Der står også en fiduspokal, fra dengang landmanden som ung spillede fodbold. Den kunne godt trænge til at blive pudset, men den er god som kuglepenholder. Et julebrev fra os i 2015 ligger ovenpå en vildtkogebog sammen med et jagtblad. Et andet sted blander rejsebøger sig med En mand, der hedder Ove. Ordbøger, gamle bøger, nye bøger, kristne bøger, jagtbøger, biografier og fotoalbums slås om pladsen. Og sådan er det, sådan har de stået i mange år. Som landmanden sagde til min fødselsdag, den dag vores børn skal rydde op efter os, finder de måske gamle koncertbilletter. Billetter som jeg har gemt et sikkert sted, og som aldrig er fundet. Måske er de blandt bøgerne i vores reol? Pyt. Jeg elsker faktisk min reol, som den er, rodet, ufuldstændig, smuk og sin egen.
mandag, marts 20, 2017
Hverdagens arbejde
Der er ordrer på kartofler, så landmanden og medarbejder er i gang ved kartoffelsorteren. Et helt læs på 24 tons skal af sted i morgen, så I kan finde gode, friske kartofler i butikkerne.
Søn og svigerdatter blev sendt med flyveren i går aftes, og datteren er sat på toget tidligt i morges. Studier og arbejde skal passes. Computeren er fundet frem herhjemme sammen med arbejdstasken, der er sat kaffe og te over, for arbejdsdagen for mig skal foregå herhjemme sammen med mine to projektgruppemedlemmer. Der var ingen ledige mødelokaler eller konferencelokaler på sygehuset, så vi besluttede os til at arbejde hjemme.
Det får mig til, hver gang jeg har problemer med at finde mødelokaler, at tænke på det nye sygehus. For rygterne vil vide, at planlæggerne mener, at da alt jo skal foregå hos patienten, og patienten har enestue, så er der ikke brug for ret mange samtalerum og mødelokaler. Hmm, de har ikke tænkt på sygehusets forpligtelse i forhold til uddannelser, eller for at der kan ske udvikling og forskning til gavn for patienterne, så kræver det altså arbejdsdage, hvor man i fred og ro kan dykke ned i det område. For slet ikke at tale om de møder, der er nødt til at blive afholdt tværfagligt eller på tværs af afsnit og klinikker for at få sammensat de bedste patientforløb. Nå det kan min trætte hjerne ikke lige tænke på nu.
Når man er tidligt på færde, får man mulighed for at se lidt morgenstund på vejen hjem fra toget. Lige nu kunne jeg godt snuppe en morgenlur, den må dog vente og omkonverteres til tidlig aftensøvn. Jeg satser på friske kolleger, som kan holde gejsten oppe hos mig og dem. Ha en god dag.
søndag, marts 19, 2017
Den smukkeste buket af ord, sang, smil og latter
Egentlig burde jeg sove lidt mere, klokken var langt over midnat, inden jeg kom i seng, men kroppen synes noget andet. Og her skal kroppen forstås som hele mig, for jeg mener jo som Merleau-Ponty, at man ikke kan skille krop og hjerne ad. Så tanker/følelser sætter sig i kroppen, og bevægelser i kroppen sætter sig i hjernen. Jeg er så fuld af glæde, at denne morgenstund er blevet nydt i et stille hus. Jeg har pakket gaverne ud igen og sat dem på min skænk, jeg har vasket op og sat på plads, mens jeg har gennemgået hele dagen i går.
Hele min fødselsdagsfejring kulminerede i går med en fest for familie og venner. 64 voksne og 4 børn havde sagt ja til at være sammen med mig på Hotel Søparken fra kl 13 til? Ja til landmandens fødselsdag tog vi hjem ved 22 tiden. I går ramte den midnat, inden vi var hjemme. Sikke en fest, vi har haft! Og jeg er så glad og taknemlig i dag.
Tænk at være beriget med så mange gode mennesker i mit liv, mennesker, som bandt den ene sløjfe efter den anden om mit liv. I går fik jeg den første tale af min mand nogensinde, det er mig, der normalt er taleren i vores familie. Det behøver det ikke være, det var en dejlig tale, som samtidig var alt det, jeg forbinder med gode talere. Den havde en ramme, den havde et budskab, der var alvor og humor i den, og så blev den serveret sikkert og veltalende. Og så havde han lige regnet ud, hvor mange madpakker jeg har smurt til ham igennem vores liv sammen. 21.000 stk!
Vores børn gjorde ham kunsten efter, de snuppede deres mors koncept med mange små gaver, som med ord tilknyttet fik symboliseret mit liv med dem. Og de kunne i den grad få moderen til at smile og blive rørt, når de satte spot på mig som mor, menneske og kvinde. Bagefter sang de en sang for mig, og det var sangen, som ligger til grund for min blogs navn. Min bror spillede guitar til, og jeg stornød det hele. De er bare så gode sammen og dygtige til at synge, så jeg nød deres udgave lige så meget som den her.
Jeg havde selv en overraskelse til mine gæster, for jeg havde hyret mit kor til at give en lille koncert på tre sange, og bagefter ledte min korleder an i gospelsang, som alle deltog i, både gæster og kor. Det blev lige, som jeg havde håbet på.
Min svoger og svigerinde holdt tale, hvor de inddrog emner fra en googling af mit navn, og hvad det indebar, det var faglige artikler, oplæg til temadage og konferencer og noget fra min tid som blogger for Sygeplejersken. De havde også søgt på min blog, blandt om min fejring af min 50 års fødselsdag i Paris. Min svoger fortalte, hvor meget min blog ville fylde, hvis man printede det ud i A4, det var vildt højt tal, jeg har trods alt blogget i 10½ år. En anden svoger sørgede for musik til de sange, jeg selv havde valgt, der skulle synges ( og i dag gik det op for mig, at vi aldrig fik sunget den sidste sang, fordi der skete så meget hele tiden)
Min tidligere afdelingsleder holdt tale for mig på vegne af de tre kolleger, jeg havde inviteret med. Tre gæve kvinder, som har fulgt mig i de 17 år, jeg har været sygeplejerske på neurologisk afdeling. Det var sjovt, for det affødte reaktioner fra min familie, at der var ting, de ganske enkelt ikke vidste om mig i fagligt regi og hvad jeg har stået for fagligt, men sådan er det jo. Når man er sammen, er det ofte den private sfære, man bevæger sig i, og ikke så meget den faglige.
Og mine søskende med familie sluttede af i vores vanlige familiestil med optræden med forskellige sange fra min ungdom, som havde fået nye tekster. Der var udklædning til den store guldmedalje og flerstemmigt sang. Og det blev så understreget en gang for alle, at jeg er Storesøster med Stort S og Hønemor med stort H. Så budskabet fra dem og mine børn var, tænk nu også på dig selv. Jeg synes faktisk, at det er det, jeg har gjort hele den her uge. Selv om mine børn skreg af grin inde på værelset i går formiddags med deres hemmeligheder, fordi der lød ude fra gangen: I sørger lige selv for at få noget at spise - Hmm Lene, mon du har glemt, at dine børn er 31 og tæt på de 30, og at de har klaret sig væk fra hjemmet i 10 år?
Og så var der alle de andre gæster, som sørgede for at snakke sammen, hygge sig sammen, grine sammen og i det hele taget skabte de sammen rammen for den skønneste fest.
I dag slapper vi af sammen med vores børn og sønnens kæreste, svigersønnen kunne deværre ikke være med til fødselsdagen. I morgen starter hverdagen igen, og jeg er klar. For sikke en festlig uge, jeg har haft.
fredag, marts 17, 2017
Byger der går og kommer
det er den danske sommer, synges der i den gamle sang Danmark nu blunder den lyse nat. Det er så også starten på min fødselsdag, måske er det faktisk også sådan jeg er. Sol og regn, blæst og ro, sådan vil jeg da egentlig gerne være.
Jeg havde den skønneste dag sammen med mine kolleger, det blev lige den dag, jeg håbede på. Og jeg blev begavet med en smuk, varm buket, den skønneste taske og de smukkeste øreringe. Og som altid til runde fødselsdage havde to kolleger forfattet en sang med en god pointe, de har lært, at te trækker fem minutter, hverken mere eller mindre. Og en af mine kolleger holdt en lille tale, for hun havde husket den her dag, hvor min latter lød over hele afdelingen, og derfor fik jeg cremen Q10. Mine kolleger har nu fået opgaven at holde øje med, om mine rynker bliver mindre. Gør de det, forudser jeg et boom af i salget af den creme. Og ellers så vil jeg bare nyde at være der, hvor jeg er. 60 år gammel med et liv, der er levet. Et liv med glædeer og sorger, et liv med fejl og gode handlinger.
Landmanden så rigtig, da han anbefalede mig at flytte min dag med afdelingen fra min fødseldag til dagen før, på den måde har jeg nu tid til stille og roligt at nyde formiddagsteen med rundstykker sammen med landmand og medarbejder. Og så kan jeg glæde mig over, at i eftermiddag dukker de unge menensker i familien op, og i morgen er det familie og venner, der kommer.
Og jeg er blevet sunget op af landmand (jeg savnede Istvan med flag i munden, men næste år kan Ayla tage den tjans). Gaven havde han dog ikke med ind i soveværelset, det forstår jeg, jeg glæder mig til at tage den i brug.
Ha en god dag,og kommer solen ikke frem, så håber jeg, at I kan få den via smil, I får eller sender.
torsdag, marts 16, 2017
Jeg havde helt glemt det
Trætheden er mærkbar her til morgen. Jeg skal have hele min afdeling på besøg i dag, og pludselig gik hjernen i selvsving i går aftes, efter jeg var kommet hjem fra kor. Så søvnen blev kort, men til gengæld er forventningens glæde stor, jeg glæder mig til at få besøg af 16 kolleger sidst på formiddagen og 12 sidst på eftermiddagen. Leverpostejen bager i ovnen, bordene er dækket, hjortespegepølse og røge dyrekølle er i køleskabet sammen med hjemmelavet æggestand, bollerne er taget op fra fryseren, kagen er bagt, chokolade er klar til at komme på min fine kageopsats, som jeg fik i lørdags. Jeg mangler lige et par småting, inden en kollega kommer og hjælper mig med at rette fade an og brygge kaffe og te.
Der skal dog være tid til en pause, og den bliver så brugt på et indlæg. Gårsdagens forberedelser måtte vige for en begravelse. Vore kære frøken R fik lov til at få fred, som hun længe havde ønsket det. Hun var ikke bange for at dø, for så skulle hun hjem til Jesus. Præstens tale var præget af, at det her var en enlig dame, en frøken, som de sidste mange år havde valgt kun at være hos sig selv. Så det blev hendes virke i de unge år som lærer og aktiv i børneklub, der var omdrejningspunktet sammen med hendes stærke tro. Der huskede jeg pludseligt, at jeg havde gået i søndagsskole hos frøken R. og siden hen hos købmand Jensen. Han tog sig af de større børn. Men mine minder er kædet meget mere sammen med det her indlæg, det er sådan jeg vil huske frøken R, et lille frirum fra familie og venner, hvor man bare var sig selv sammen med en god voksen, som forkælede en.
Mens jeg ledte efter det indlæg, fandt jeg et andet, og den episode havde jeg helt glemt. I dag kunne jeg ikke have haft tid til det i en aftenvagt, men hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det dengang. Det var med til at forstærke værdier i mig.
Og nu er pausen forbi, må du få en god torsdag.
tirsdag, marts 14, 2017
Trykker alderen?
Overhovedet ikke, nu er jeg jo så heller ikke blevet 60 endnu. Men i og med dåbsattesten snart har 60 år på bagen, så er der flere, der kommer på banen med gode råd. Vores revisor har de sidste par år, siden landmanden blev 60, talt om at lægge planer, at se frem og at tænke over hvad vi vil. Og det er jo godt. Banken er også på banen, og i går havde vi møde med deres pensionsrådgiver. Jeg har selv meldt mig til et seniormøde i min pensionskasse og formentlig får jeg snart brev om seniorordning på arbejde. Det sidste kan jeg simpelthen ikke huske, hvad indebærer.
Og det er typisk mig, jeg fornægter ikke min alder, jeg kan bare ikke forstå, at det virkelig er nu, at jeg skal forholde mig til efterløn og pensioner. Faktisk såede bankens rådgiver tvivl i mit sind, er jeg overhovedet berettiget til efterløn? Jeg har jo kun arbejdet 17 år uden for gården i denne omgang, og før de 11 års fuldtidsarbejde på gården var der ikke noget, der hed efterløn og indbetaling til dette. Se, det aner jeg ikke, så jeg må have fat i min a-kasse. Alle de her møder sætter tanker i gang, tanker om fremtiden og hvad vi vil. Tankerne er der måske nok i forvejen, men nu får vi sagt dem højt, og det betyder, at vi begge hører dem, og så sætter de nye tanker i gang.
Samtidig får de os også til at se tilbage, se på det vi har udrettet sammen. Mindes tiden med små børn, små midler og lange arbejdsdage. De lange arbejdsdage er der stadig, børnene er voksne, og med årene har vi fået mere råd til det ikke livsnødvendige. Vi behøver ikke i dag at holde en uges cykelferie for to på Læsø til 800 kr inklusiv færgebilletter, men selve cykelferien kunne jeg godt tænke mig. I dag skulle der være lidt mere luksus i maden, dengang fik vi rundstykker, rejeost og juice til morgenmad, rugbrød med leverpostej og agurker til frokost og aftensmad, og så en kop te på en kro i løbet af dagen og en is om eftermiddagen. Men vi havde det sjovt og nød ferien.
Vi håber på, at helbredet er med os, så at vi den dag, vi stopper med at arbejde og dermed for landmandens vedkommende kan holde mere end ti dages sammenhængende ferie om året, kan rejse mere. Men som min kloge landmand siger, vi har haft et godt liv, og skulle det blive kortere end forventet, så er det også ok. De rejser, vi ikke får, slår ingen skår af glæden over livet.
Vi er nået en alder, hvor mennesker på vores alder uventet bliver syge, eller det man godt ved, at med alderen stiger risikoen for forskellige sygdomme, så livet varer ikke evigt. Men indtil det slutter, skal vi sørge for at fylde glæde og oplevelser ind i det. Og nu vil jeg fortsætte med bageriet og glæde mig over, at jeg stadig mangler to komsammener i anledning af min kommende fødselsdag.
søndag, marts 12, 2017
Tag godt imod Ayla
Må jeg have lov til at præsentere vores nye kommende familiemedlem, hun er kun fem uger gammel, så vi må vente tre uger mere, førend hun skal bo her.
Lige nu bor hun sammen med sine seks søstre og tre brødre, og de stortrives. Der har været tænkt meget på gården, om vores liv som hundeejere var over eller om der skulle investeres tid og interesse i en ny jagthund. jeg synes, landmanden har truffet det rigtige valg, og jeg glæder mig til at se de to knytte bånd og sammen dygtiggøre sig.
De har vist allerede fundet hinanden. Og jeg fik også lov til at hilse på Ayla.
Det blev lige, som jeg gerne ville have det
“Jamen kender de hinanden”? Min frisør så undrende ud, tænk at invitere ni kvinder, som man har mødt gennem sin blog. Ni kvinder, hvor en havde jeg aldrig mødt og flere havde jeg mødt kun en gang, og mange af dem havde slet ikke mødt hinanden. Jeg var ikke nervøs, for som jeg sagde til hende; jeg kan lide dem alle, og jeg tror de kan lide mig, så kan de nok også lide hinanden. Og det kom til at holde stik.
Det blev den skønneste dag med masser af snak og masser af latter og strik. Nogle af os nåede også en gåtur i det skønne vejr (hvor heldig har man lov at være, de havde lovet gråvejr og dis hele dagen, men solen brød frem, da gæsterne kom). Sådan en dag går hurtigt, selv om jeg forsøgte at trække den i langdrag ved at invitere chauffører på aftensmad, og landmanden var heldigvis hjemme sidst på eftermiddagen. Så der blev tid til traktorinspektion og rundvisning på gården, inden vi spiste resterne fra frokosten.
Jeg er altid bange for, om der er nok mad, og det siger så lidt om mine evner til at regne mængden ud, når vildtpie, grøntsagstærte, små ovnbagte kartofler, salater og islagkage kunne strække til både ti kvinder til frokost og ni mennesker inklusiv tre herrer til aften. Vi lod nu også landmanden grille nogle hjortepølser som supplement om aftenen.
Da de overnattende gæster var gået i seng, kunne jeg slet ikke finde ro, jeg havde brug for at nyde hele dagen for mit indre, så klokken blev sen. Men da jeg gik i seng, var alt ryddet op og dermed var jeg klar til at kunne nyde morgenmaden sammen med Conny og Mette, inden de drog til Sjælland. Bagefter var der tid til at nyde alle de skønne gaver.
Jeg går vist rundt med et stort smil, for jeg er bare så glad for, at alt blev som jeg håbede på. Tak til Liselotte, Ella, Helle, Jette, Ellen, Inge, Conny, Laura og Mette for det skønneste selskab. Min fødselsdagfejring er skudt i gang med maner. Og normalt sætter jeg en ære i at variere mine ord, men i dag er der rigeligt med ordet nyde, for det var det, jeg gjorde.