lørdag, marts 04, 2017

En grå og trist lørdag

Det er som om lyset aldrig kom frem. Som om alt var trist og tungt. For mig er der kun en kur, der dur i den henseende. Det tog lidt tid at komme op i gear, men nu har jeg været i LOOP og gi den gas. Det er hyggeligt at være der uden instruktører, vi var 8 kvinder i alle aldre, som knoklede med alle maskinerne. Jeg gav mig selv lov til at hyggenyde indsatsen og nød en kop varm hvid chokolade fra centerets maskine efter træning. Hjemme fik jeg sat gang i aftensmaden, og mens den simrer det bedste, den har lært, har jeg gået en halv time i aftenskumringen. Det føles godt. Nu vil jeg slappe af med wordfeud og en kop te, mens jeg venter på den italienske oksebov og de ovnbagte kartofler og gulerødder.

For at jeg ikke skal glemme det, så har jeg faktisk også lavet noget i formiddag. Jeg har lavet huskesedler og planer over mine tre fødselsdagsfejringer. Ja mindre kan ikke gøre det. Jeg har googlet opskrifter, ikke bare til fødselsdagen, men også til andre glædelige begivenheder i familien.

Min fys spurgte mig, om det skal fejres? Det skal det, man bliver vel kun 60 år en gang i sit liv (nå ja det gælder så også for alle de andre tal). Jeg tror, min fys mener, jeg er sådan en, der ikke bryder sig om at være midtpunkt til en fest. Hun tager fejl. Jeg mener ikke, jeg er narcissist, for det betyder sygeligt selvoptaget uden evne til at engagere sig i andre og samfundet, men lidt selvoptaget er man vel altid. Og når man som jeg vælger at have en blog med fokus på det liv, jeg lever, kan jeg vist ikke undsige mig en vis grad af selvoptagethed. Jeg elskede som barn at være midtpunkt til fødselsdage og konfirmation, jeg elskede og elsker familiefester af den gode gammeldags slags. Jeg elskede at holde vores bryllup med vores familie, vi har så også en stor en af slagsen, så der blev ikke plads til venner, fordi vi ikke ville have et stort bryllup.

Siden da har jeg holdt fødselsdag for venner og familie, da jeg blev 40 og ellers ikke. Vi har holdt barnedåb, konfirmationer, 18 års fødselsdage, studentergilde og 25 års fødselsdage for vores to børn, og på den måde har vi set vores dejlige familie. Nu bliver jeg så 60 inden udgangen af marts, og jeg har spurgt mig selv, hvad jeg gerne vil i den anledning, så den fødselsdag bliver altså fejret hele tre gange herhjemme på gården, og jeg glæder mig.

DSC05175

22 kommentarer:

  1. Hvor fedt, Lene - du må gi' den en ordentlig omgang gas! Jeg er ikke så begejstret for store fester, hverken mine egne eller andres, men jeg er også en VIRKELIG sær snegl!
    De næste par dage ser vist ud til at blive lige så grå som denne, så vi må vente på lyset lidt endnu...

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, jeg giver den gas :-) Og gråvejret skal få kamp til stregen, vi må finde lyset på andre måder :-)

      Slet
  2. Det er godt, at du vil fejres! 60 års fødselsdagen er dejlig, kan jeg bevidne. Både husbond og jeg har haft fine fester. Min havde jeg selv planlagt og husbonds var en surprise-fest.
    Alt godt med både planlægning og udførsel!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Charlotte, jeg glæder mig:-)

      Slet
  3. Den skal da godt nok ikke have for lidt med den 60-årsfejring :-) Sikke en masse logistik, du har foran dig! Jeg synes der er rigeligt at se til med en enkelt omgang fejring ... men det bliver garanteret dejligt alt sammen :--)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, der skal simpelthen ske noget :-) Og jeg er helt sikker på at jeg når i mål, har ferie hele ugen :-)

      Slet
  4. Lyder hyggelig med festplanlægning :-) Lister er godt for at holde overblik - god fornøjelse og god weekend KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, tak, lister må der til :-)

      Slet
  5. Hold da altså op, Lene. Det er da for fedt - jeg tror også at du kun bliver 60 år én gang, så ja det er bare om give den gas ;-)

    Ligesom Maude, er jeg en sær snegl og har det svært med store menneskemængder (10+) og midtpunkt/opmærksomhed frabeder jeg mig - så derfor er jeg dobbelt-imponeret når folk som du, bare tager det hele ind og nyder det! Det er så fedt. Tillykke-for-forhånd!

    SvarSlet
    Svar
    1. KS, ja jeg har jo aldrig forstået de sære snegle ;-) men bare vi hver især får det som vi vil have det og tak :-)

      Slet
  6. Ih, det lyder både dejligt og som et stort arbejde, hvis du selv skal lave det hele.
    Jeg bryder mig ikke selv om store fester, men kan sagtens forstå dem, der gør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det bliver dejligt og jeg skal ikke lave det hele selv. Det er nemlig ikke mig at gøre det :-)

      Slet
  7. Jeg er mere til små forsamlinger end til store - men kan da sagtens se det fine ved at samle alle dem, der betyder noget for én på samme tid. Jeg håber, at din fødselsdag bliver præcis, som du helst vil ha' den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak,Randi, det bliver den, og når man har så stor en søskendeflok som vores og gerne vil have venner med, så bliver det en stor fest :-) Vores søskende alene er 22 stk.

      Slet
  8. Det grå look fortsætter i dag, det bliver heldagsregn her. Øv.
    Du giver den max gas på fejringen af den runde dag, wau - Jeg er ikke til det store festivas, selv når jeg har fuldt hus af børn, børnebørn og svigerbørn, føler jeg det er alt for mange mennesker, og det kan jeg ikke rumme, så.... ;-)
    Ønsker dig en hyggelig og dejlig travl periode med forberedelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Abildjyde, jeg har taget ferie, når den tid kommer, det giver lidt ro. Det er noget rigtig trist vejr, her blæser og regner det uafbrudt. nej, vi er forskellige, hvad det angår, og det er jo dejligt. Jeg kan også have brug for ro og få mennesker, men jeg elsker at være sammen med mennesker :-)

      Slet
  9. Jeg glæder mig til at høre om dine fester :-)
    Jeg runder også i slutningen af måneden og holder også det hele hjemme - men kun af 2 gange.
    Det er sådan det skal være :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, dejligt at høre, du også fejrer det runde tal :-)

      Slet
  10. God fornøjelse med planlægningen af fødselsdagen. Da jeg blev 60 blev jeg så irriteret over det at jeg besluttede at blive 100. Den beslutning har jeg firet på, idet det kun er ok hvis jeg er selvhjulpen og i sving.
    Har du mærket en tilsvarende følelse?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Jørgen. Ikke irritation, jeg tænker mange tanker om livet og alderen, flere end jeg tidligere har gjort. Og jeg kan slet ikke forholde mig til at tænke 20 år ud i tiden, så 100 år tænker jeg slet ikke på :-) men jeg vil helst være så frisk og rørig lige til det sidste, selv om jeg ved, at sådan går det jo nok ikke.

      Slet
  11. Ja, i sandhed en grå weekend.
    Du er heldig, at du har styr på, hvad du vil med din 60-års fejring. Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig.
    Din LOOP-træning lyder bare så hyggelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg glæder mig til det hele, jeg har besluttet mig for :-)
      jeg hygger mig med LOOP og er irriteret over, at det ikke bliver i denne uge, at jeg får trænet.

      Slet