onsdag, september 30, 2020

Det har vi så aldrig prøvet før

Det er ikke til at se det, hvis man ikke ved det, men gæssene er på billedet :-)

38 kartoffelsæsoner har vi oplevet inklusive den igangværende. 38 kartoffelsæsoner med mange forskellige oplevelser, udfordringer og strabadser. Men aldrig har vi oplevet, at vi er blevet færdig med at tage kartofler op, før vi er nået til oktober.

Det skete så i dag, landmanden kørte med optageren i de sidste kartoffelrækker, da jeg tog billedet. Det traditionelle smørrebrød, som vi skal have på denne sidste dag, fik medarbejderne og landmanden til frokost. Jeg spiste sammen med datteren, som skulle låne min bil, i køkkenet. Ikke fordi vi ikke ville være sammen med de andre, men rummet var ikke stort nok til, at vi kunne holde den korrekte afstand til hinanden.

I år var medarbejderne ikke så sultne, så landmanden og jeg snuppede de sidste stykker smørrebrød til aftensmaden. Datteren har afleveret min bil igen og er blevet kørt hjem. Hun glæder sig, til hun får sin egen bil i næste uge, det gør det nemmere at kigge på bolig og tage på kundebesøg.

Min leder og jeg havde en god samtale i går, vi fik taget hul på at reducere mine opgaver, og jeg kan mærke i dag, at det har lettet på vægten på mine skuldre, kombineret med at vi fik indsendt den reviderede artikel i sidste uge. Skridt for skridt får jeg defineret, hvad jeg gerne vil arbejde med i de sidste år af mit arbejdsliv. Skridt for skridt bliver jeg bevidst om, hvad der gør mig glad i mit arbejde og hvad jeg gerne vil beholde som min opgave. Og i går og i dag gjorde det mig helt utroligt meget glad, da en forespørgsel til to kolleger om at overtage hver sin opgave fra mig, resulterede i svaret, det vil jeg vildt gerne, det lyder spændende. Det giver ro i sjælen, når jeg kan mærke, at andre også brænder for det jeg arbejder med i sygeplejen. Alle i min afdeling brænder for sygeplejen, men vi har hver især vores måde at gøre det på. Og det er det skønne ved min afdeling, man bliver klogere hver dag, fordi vi deler vores erfaringer og undren. 






søndag, september 27, 2020

Søndag morgen, som jeg kan lide den

Søndag morgen, jeg vågner 5.30, tænker at jeg da må kunne sove længere, men nej. Jeg måtte kapitulere kl 21 i går aftes og gå i seng, selv om vi har datteren på besøg. Jeg var bare træt. 

Hav og himmel gik nærmest i et

Jeg hentede datteren i går eftermiddags i huset i skoven (vores sommerhus). Først gik vi en tur i området, det trængte jeg til, og kroppen mindede mig så om resten af dagen, at det er lang tid siden, jeg har gået en time i kuperet terræn. Siden lavede vi lækker aftensmad sammen, Beluga Bolognese sammen med ovnbagte kartoffelbåde, hjemmebagte majspandekager, guacamole og salat fyldte maverne.

Nu er det søndag morgen tidlig og efter at have løst Suduko og læst lidt i Tove Janssons Sommerbogen (den skal doseres, så jeg lægger mærke til de finurlige samtaler mellem Sophia og hendes farmor), stod jeg op.

Vi havde aftalt morgenmad sammen kl 8.30. Landmanden skal arbejde, inden han og datteren skal se på bil, så derfor kan vi ikke snue dagen væk, til det bliver brunchtid.

Selvfølgelig kommer der en hjemmelavet etikette på, når datteren laver marmelade



Jeg har bagt boller (dejene hævede i køleskabet natten over), datteren bagte glutenfri boller i går aftes, hun havde hjemmelavet hybenmarmelade med havtorn med, der er dækket bord og bagt bananpandekager. Der står små skåle med mandler, valnødder og mysli, og om lidt skærer jeg lidt frugt ud. Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker morgenmad om søndagen? Det har jeg helt sikkert, for jeg elsker langsommelig morgenmad med tid til at spise lidt af hvert, gode oste, godt brød, yoghurt med frugt og nødder, bananpandekager eller blødkogt æg. 

Det er søndag morgen, jeg må hellere vække datteren, så vi kan starte dagen langsomt sammen. God søndag til dig, hvordan starter du din søndag?



fredag, september 25, 2020

Ugen, der gik

 Om lidt er det weekend igen. Så for at fastholde mig selv på årsagen til, at jeg startede min blog, den har for øvrigt lige fyldt 14 år, kommer dette indlæg til at indeholde små brudstykker af min hverdag i den uge, der gik. Jeg valgte blognavnet og undertitlen, fordi jeg i de linjer fra en Lars Lilholt sang forstod, at ved at fokusere på det smukke i det små, fokusere på hverdagens små mirakler, fokusere på hverdagens små glæder får jeg netop følelsen, at der intet er jeg hellere vil end at være til (alternativet er så også værre, som mange siger)

Sidste weekend blev akkurat lige så skøn og hektisk, som jeg havde forventet. Turen på tværs gennem landet gik fra nord i mørke med kulde i luften, ned gennem Jylland i tåge, indtil solen fik magten syd for Aarhus. Solen fulgte mig tværs over Fyn, den motorvej kommer jeg aldrig til at elske, men udsigten når jeg kører ud på den første flade del af Storebæltsbroen, fejler ikke noget. Hver gang betages jeg af den smukke høje bro. Det sidste stykke over Sjælland føles hurtigt og pludselig er jeg midt i hovedstadens travle puls for til sidst at lande på Frederiksberg. Lidt vemodigt, for det er så sidste gang, at jeg besøger et af mine børn i hovedstaden. 

Landmanden rystede lidt på hovedet over, at jeg fik installeret PaybyPlate, for nu skulle vi jo ikke mere til København. Det er i øvrigt dejligt nemt at installere og bruge, og det fungerede perfekt. Det kan godt ske, at han ikke skal til København, men jeg skal. Jeg skal på miniferie til København, vågne med staden og gå ture, mens byen vågner, jeg skal besøge mine søskende og blogvenner. Og derudover er broen jo netop indgangsport til Sjælland, ikke blot København. Der er så meget, jeg gerne vil opleve i Danmark, og det behøver ikke at være på motorcykel, det kan også være i bil. Så jeg håber, han er frisk på ture ud i landet, når vi begge får mere overskud i hverdagen.


Sønnen og jeg knoklede både lørdag og søndag. Lørdag bød han på asiatisk mad og bubbletea. Maden smagte sindsygt godt, og bubbletea var en sjov fornemmelse, som også smagte godt (men hvad smager ikke godt med masser af farin og mælk i ;-)

 
Søndag fik vi hjælp i nogle timer fra sønnens kammerat. De to sørgede for at tømme loftrummet på 5. sal, bære til storskrald eller til lejligheden. Det var jeg evigt taknemlig for. Jeg var mat i koderne efter kun at have sovet 3½ time om natten. Klokken 17.30 måtte jeg af sted, der ventede en lang tur hjem og en arbejdsdag næste dag. Vi var ikke helt færdigt, så sønnen måtte tage det sidste selv efter arbejdstid de næste dage. Men der stod mange kasser i lejligheden som tegn på vores arbejde. 

Undervejs blev der sorteret, det foregik ofte sammen med svigerdatteren i Norge, som jo gerne ville have været med til sortering og nedpakning, men sådan ser verdenen ikke ud, så det er muligt. Det bliver godt for sønnen at komme i karantæne i Norge, for så kan han slappe af efter hektiske måneder med arbejde og klargøring af lejlighed til salg og flytning.

Turen hjem gik godt, og søvnen fejlede ikke noget den nat.


September har budt på smukke morgener, om end de først kommer, når jeg er nået ind på arbejde. Desto mere nyder jeg dem på fridage. I dag er det gråvejr. Men i går, da jeg kørte til Thisted for at undervise skinnede solen skønt. Undervisningen gik godt og selv om jeg havde glemt mine egne papirer, kunne jeg alligevel godt undervise ud fra min forberedelse hjemme. Den læge, der skulle have undervist via video, blev pludselig forhindret, så dagen før skulle jeg introducere en ung læge til formen og videoformen. Det stressede mig lidt, men han gjorde det bare så godt, så jeg kunne slappe af under hans undervisning.


Hjemme på gården er der fuld gang i kartoffeloptagningen. Det er gået rigtig godt indtil nu. I går regnede det, så der holdt tre af folkene fri, og så sorterede den faste medarbejder og landmanden kartofler hele dagen frem til aften. Heldigvis tyder det på, at tørvejret kommer tilbage, så vi kan få taget de sidste kartofler op.


Jeg har ikke mange blomster i min have, men jeg nyder min Sankt Hans urt og mine høstanemoner.


Arbejdsmæssigt har denne uge været og er stadig kulminationen på travle uger. Travle, fordi jeg både skulle koncentrere mig om undervisning af nye kolleger, undervisning af patienter, fremlæggelse og forberedelse af projektet opfølgning til mennesker med lette følger efter Stroke, introduktion af nye kolleger til stuegang, undervisning af kolleger kombineret med revision af artikel. 

I dag skal artiklen sendes, og jeg kan ikke sende den, før jeg får hjælp fra vejlederne til det brev, der skal sendes med. Artiklen er revideret og godkendt af de to vejledere, så det er alt det udenom, der skal gøres på en ordentlig måde, så redaktøren ikke fortryder forhåndsudsagnet om at udgive vores artikel. Jeg glæder mig til i aften, hvor artiklen ikke skal fylde mere i min hjerne. Så er der kun at vente på svar, og om vi skal i gang med endnu en revision. Den tid, den opgave. Jeg har lært utroligt meget om den akademiske proces med en artikel, så det er jeg taknemlig for at have fået med i mit arbejdsliv.

Denne sidste fredag i september er startet med tid til blogindlæg, jeg har fridag, og jeg har besluttet, at jeg vil bage en kage til landmandens møde i eftermiddag. Jeg vil have lysten til at bage tilbage, og nu starter jeg i dag. Må I få en god fredag, som passer lige til jer. Min fredag ser god ud.


lørdag, september 19, 2020

Anderledes arbejdsdage og weekend

 Jeg har forsøgt at flekse lidt i disse dage, så ikke alt fra de foregående travle dage konverteres til overarbejde. I forgårs startede vi på vores nye forløb med opfølgning i Thisted. Det gik godt, men der er stadig ting, vi skal have styr på i forhold til, hvis det bliver et fast tilbud. 

Jeg fik aldrig taget billeder under den smukke tur til og fra Thisted. Men jeg nød synet af fjorden, der dukkede op i glimt, synet af fuglelivet ved Vejlerne, smilet ved synet af de byskiltene med mange mærkelige navne og solskinnet, der fulgte mig trofast både ud og hjem. Dagen var en hjemmearbejdsdag, så jeg arbejdede en time om morgenen og så lidt, da jeg kom hjem.

I går var også en hjemmearbejdsdag, men med ture ud i landet. Først et par timer på kontoret med arbejdsmail, så en tur til min kollega, hvor vi reviderede endnu en gang i vores artikel. Over middag sluttede arbejdsdagen, men datteren er blevet syg og har endnu ikke fået købt en bil, så hun skulle køres til Hjørring til Covidtestning. Og bagefter handlede jeg ind for hende, så hun kunne klare weekenden. 

Hjemme igen snuppede jeg lige en halv time med arbejdsmail og så gik jeg i gang med aftensmaden. Nu er der to retter klar til landmanden til weekenden. Der er smurt eftermiddagsmadpakker til hele arbejdsholdet og brygget te/smurt mad til landmanden For jeg er klar (meget tidligt) til at køre til hovedstaden, sønnen skal have pakket hele lejligheden ned, så det kan hentes af et flyttefirma. Det får midlertidigt ophold hos os, fordi han og svigerdatteren har lejet en møbleret lejlighed, indtil de får fundet den bolig, de vil købe i Trondhjem.

Jeg glæder mig til at være sammen med ham, for det med at smutte en tur til Norge blev en saga blot i forgårs, nu skal nordjyder også i ti dages karantæne, hvis de rejser til Norge. Så der er lange udsigter til vi kan mødes igen. 

Jeg har lånt en lydbog til den lange tur i bilen. Jeg elsker at køre bil og jeg har allerede fundet lidt snack, der er pakket frugt og gulerødder samt en god grovbolle med ost til turen.  Der er brygget te og i går tilmeldte jeg mig PayByPlate, så jeg bare kan køre gennem betalingsautomaten ved Storebæltsbroen uden at stoppe.

Jeg er så klar til en arbejdsweekend sammen med sønnen med tid til at snakke. Af og til snakker man bedre, når man laver noget sammen, end hvis man sætter sig ned for at tale sammen.

Ha en god weekend.



onsdag, september 16, 2020

jeg er sygeplejerske, jeg er uovervindelig, jeg er træt

 Sådan står der på et krus, som jeg for mange år siden fik af landmanden. Jeg har altid holdt af det krus og syntes det opsummerede kort, hvordan det kan føles som sygeplejerske. Der er dage, hvor jeg føler mig uovervindelig, dage hvor jeg synes, jeg går de ekstra skridt for mine patienter, dage, hvor jeg kan bidrage med viden og erfaring i de sygeplejefaglige diskussioner. Der er også dage, hvor dagen er gået godt, men jeg er totalt brugt op, når jeg kører hjem. Der er ikke mere energi i kroppen, og resten af dagen kører på automatpilot.

Jeg har en kollega, som er erfaren , som fortalte, at hun havde fået selv samme krus, da hun blev færdig som sygeplejerske. Og hun bruger det aldrig. Faktisk står det bagerst i et skab. Ganske enkelt fordi hun ikke bryder sig om sætningen: jeg er træt. Det snakkede vi om en dag over frokosten. Egentlig blev jeg ikke klar over, om det var, fordi træthed sås som negativ eller om det var fordi hun ikke syntes ordet træthed skulle indgå i det at være sygeplejerske.

Jeg ser det ikke som negativt, at man bliver træt efter en dags arbejde. Selvfølgelig hvis træthed er det, der dominerer ens dag hver dag. Men ofte er det jo fordi man har brugt sig selv, mentalt eller fysisk eller begge dele. I dag tror jeg, at jeg har kørt fire nye kolleger trætte, da de gik hjem. Vi har haft en hel dag sammen, hvor jeg har undervist dem om alt muligt. 

Hvad vil det sige at have en apopleksi, hvad er årsagerne, hvad er behandlingen? Hvordan beskriver vi den gode sygepleje? Hvordan er patientforløbet hos os? Hvordan laver vi en god mundpleje, som forebygger lungebetændelser og mundbetændelse? Hvordan sikrer vi en god udskrivelse, herunder noget om det forløb, som jeg står for og vores studie, der ligger bag? Og til slut sluttede vi af med 2½ times øvelser i lejring, den gode lejring, lejring i neutralstilling sammen med en af mine dygtige kolleger. Det var vist meget godt, det er svært at holde sig vågen en hel dag i et lille lokale. Her fik de lov til alle fire at mærke, hvad det vil sige at blive lejret på en måde, som tilgodeser det naturlige bevægemønster, forebygger liggesår, giver stimuli til den patient, som er ramt på at få omdannet input fra verdenen til brugbar erkendelse og forebygger komplikationer fra bevægeapparatet.

Trætheden er også markant hos mig, og igen i denne uge måtte jeg fravælge kor, fordi jeg ganske enkelt må lade op i ro og mag herhjemme før endnu en arbejdsdag. I morgen starter vi et nyt opfølgningsforløb for ni patienter. Jeg er spændt på, hvordan det går. Jeg er spændt på, hvordan de tager imod det. Jeg er endnu mere spændt på, om vi formår at overbevise politikere om, at det er værd at bruge penge på. 

Ingen tvivl om at alle synes det er godt for disse patienter, men kommune og region skal også kunne se en økonomisk fordel ved at gøre det til et fast tilbud. Og det er jeg faktisk ikke sikker på, at vi kan påvise. En menneskelig fordel? Helt klart. En hjælp til at kunne mestre livet efter at have haft en blodprop, som på papiret har givet lette følger, men hvor mange alligevel har svært ved at finde tilbage til hverdagslivet igen? Det siger de patienter, vi har interviewet efter forløbet, ja til. Vi får se, nu tager jeg en dag ad gangen. Det er mit motto for tiden, når folk spørger mig om næste uges planer eller indimellem også morgendagens planer.

Det går godt herhjemme med kartoffeloptagningen. Så godt, at landmanden ikke vil holde stille for at sortere de sidste fire sække kartofler til på afhentning på fredag. Jeg sorterede sammen med ham i forgårs aftes og i aften. I går holdt de en time tidligere, fordi de var færdig på én mark og skulle starte op på en ny mark. Så der nåede vores faste medarbejder og landmanden at sortere to sække inden aften. Så er det klar. Det har været en god dag, jeg føler mig nok ikke uovervindelig, jeg føler mig helt klar meget træt, men jeg føler mig også glad. Ha en god aften.

lørdag, september 12, 2020

Gråvejrslørdag på gården

 Landmanden og Dexter er gået ud, Ayla trængte åbenbart til mere hvile, så hun blev inde hos mig. Vores faste medarbejder er netop kørt ind på gårdpladsen og har parkeret sin bil. Det fik Ayla op og sidde, så nu har hun sluttet sig til kartoffelsorterflokken. Der er lovet regnvejr i dag, og derfor holder vores tre sæsonmedarbejdere fri. Landmanden og medarbejderen vil sortere kartofler i formiddag og så håber de, vejret tillader, at de kan tage kartofler op i eftermiddag.

Jeg er endnu i nattøjet med en trøje over, men om lidt må jeg også i arbejdstøjet. Ikke hospitalsuniform eller kartoffelsortertøj, men almindelig tøj, der kan lune mig, mens jeg får dagens gøremål fra hånden. 

Min kollega og jeg sad sammen i ni timer i går og redigerede i vores artikel. Vi havde booket et lokale langt væk fra afdelingen, ja egentlig langt væk fra alting. Sådan føltes det, vi var i vores egen lille boble. Når man sender en artikel ind til et tidsskrift, får tidsskriftet 2-3 reviewer til at gennemlæse artiklen og ud fra en tjekliste fra tidsskriftet kommenterer de på alt mellem himmel og jord. Er baggrundsafsnittet i orden, virker metodeafsnittet troværdig, gennemsigtig og pålidelig, giver resultaterne mening, lever diskussionsafsnittet op til det forventede, konkluderes det på det, der er skrevet osv. Det er fagfæller, der vurderer, dvs sygeplejersker, formentlig forskere. Vi og de er anonyme.

I vores tilfælde har tre læst og kommenteret. De er positive, men også skarpe i deres kommentarer, og jeg kan sagtens følge dem. Heldigvis var langt de fleste kommentarer det, man kalder lavthængende frugter, altså rimelig nemme at ændre og rette, så dem gik vi først i gang med. Ting tager tid, især når man skal oversætte til engelsk. Så først over middag kom vi til det, vi med vilje havde skubbet foran os, nemlig diskussionsafsnittet. 

Vi var trætte, ingen af os havde en god nattesøvn bag os, så kroppen begyndte at brokke sig over al den sidden og stirren på en computer. Vi havde været ude at gå en tur om formiddagen, men nu tog vi en tur op til Aalborgtårnet, som ligger lige ved siden af Forskningens Hus, hvor vi havde lånt et lokale.

Vi snakkede godt sammen, og der mellem høje træer og små skovstier kunne jeg sagtens formulere det, vi skulle have på papiret, men meget bredt og løst. Det kneb med at få det ned på papiret og til sidst gav vi op. Artiklen skal sendes til vore vejledere i morgen, så jeg tager tjansen med at kigge på den igen i dag og forhåbentlig kommer ideen til mig. Ideen om hvordan jeg med få ord kan sætte temaerne sammen og pege på nye problemområder, der opstår ud af det, vi har fundet. 

Jeg er praktiker, jeg handler, og jeg er jo forlængst i gang med at prøve at løse noget af det, vi fandt. Nemlig at mennesker med lette symptomer efter en stroke (blodprop/blødning i hjernen) også har svært ved at finde tilbage til hverdagen igen, de døjer med udtrætning, de har mange ubesvarede spørgsmål, som først dukker op, når de er hjemme, de er taknemlige for at det gik så godt, de er bange for at få en ny stroke, de undrer sig over, hvorfor de fik en stroke, de stopper op og tænker over livet osv. Alt sammen noget, man også har fundet hos strokepatienter, som er hårdere ramt.

Vi er i fuld gang sammen med kommuner at finde en måde at tilgodese det behov, som denne gruppe mennesker har, og som vi ikke mener, der findes et tilbud til lige nu.

Lene, få dig vasket, kom i tøjet, læs jeres arbejde fra i går og gå i gang. Lørdagen skal også bruges på andet end artikel, der er en landbrugsvirksomhed, som du også er en del af, der har brug for dig.




onsdag, september 09, 2020

mobilløs, kornhøst og kartoffeloptagning - kort sagt lidt af hvert.

 Søndag eftermiddag skulle jeg skrive en sms og pludselig lukkede min mobil ned og genstartede igen. Herefter var der ingen kontakt til mit sim-kort. Heller ikke når vi flyttede sim-kortet til landmandens mobil. Så jeg har været uden kontakt til omverdenen, når jeg ikke var herhjemme. Ikke noget med at lægge billeder ud på instagram eller tjekke det ene eller det andet. Selve mobilfunktionen bruger jeg ikke så meget, jeg får sjældent opkald på min mobil og sms'er er meget få. Jeg savnede dog lige at kunne sms'e en besked eller ringe til min søster på vej hjem (bare rolig, jeg har bluetooth-funktion i bilen, så begge hænder er på rattet).

Faktisk havde jeg indstillet mig på, at jeg først fik en brugbar mobil tilbage om 14 dage, for jeg tænkte at YouSee havde sendt Sim-kortet med Post Nord.  Jeg ville have hentet kortet i en butik mandag, men det skulle være landmanden,fordi det var hans navn, der stod på kontrakten. Fra nu af skal jeg stå på alt, vi bestiller! Landmanden sidder på en traktor fra morgen til aften i disse dage. Heldigvis havde de sendt sim-kortet med Bladkompagniet, så det lå i postkassen i dag, da jeg kom hjem.


I fredags høstede vi det sidste havre. Det havde godt nok regnet torsdag, men landmanden turde ikke vente, fordi vejrudsigten lovede ustadigt vejr. Lørdag og noget af søndagen fik han sået efterafgrøder i regnvejr, og nu står det i kartoffeloptagningens tegn. I dag begynder de at lægge kartofler på lager, indtil nu har de taget op, som bestillinger på kartofler er kommet. Fra at være to på gården er de nu fem på gården, så der er købt brød, pålæg og masser af sodavand og kage, så de kan få eftermiddagsmadpakker ud. Bage orker jeg ikke. Min energi er opbrugt, når jeg har været på arbejde og har sørget for det herhjemme, så jeg køber mig fra den tjans.





Symaskinen blev fundet frem i lørdags, fordi jeg havde lyst til at sy madpakkeposer, men da jeg havde lavet en prototype med franske sømme og bund, drillede min symaskine. Landmanden kunne heldigvis fikse det i går, så næste weekend skal jeg vist i gang med en produktion, så vi kan komme uden om plastposer. Der skal dog rimelig mange til, for de skal jo også vaskes. Jeg vil have mit stoflager bragt ned, og det er mest lyse typer stof, jeg har. Ikke særligt praktisk til landmænd med snavsede fingre. Om ikke andet må jeg farve hele molevitten. Det bliver dog ikke lige nu.

Disse morgener er der bælgravende mørkt, når jeg står op, og der er ikke kommet meget lys, når jeg kører klokken lidt over 6. September og efteråret er i sandhed kommet. På afdelingen er der smil og latter, det lyser op og gør glad. Og som regel skinner solen, når jeg kører hjem.

Huset er gjort klar til rengøring i morgen. Om lidt vil jeg tage mig sammen og smøre madpakker i stedet for at stå med det om morgenen. Jeg har bare været for træt de sidste aftener til at gå i gang. Min lydbog får lov til at underholde imens, og så vil jeg nyde i morgen at kunne slappe af med min mobil, min morgenmad og min morgenstund inden arbejdsdagen startes.






søndag, september 06, 2020

Motorcykelferie i Danmark sommeren 2020 - vi drog østpå

Så må det vist være på tide at komme videre med beretningen om vores motorcykelferie i Danmark 2020. 

Efter lækker morgenbuffet i Tønder pakkede vi motorcyklerne og drog af sted mod Fyn og Tåsinge. Turplanlæggerne havde lavet en smuk tur tværs over Sønderjylland. Meget af tiden på små veje, det er det, vi elsker allermest. Turen ned mod Flensborg fjord gennem en lille forsamling af huse, der alle lå godt med udsigt til vandet, var smuk, men svær at fotografere fra bagsædet på en motorcykel. Her holdt vi en lille pause, inden turen gik til første større pause.


Dybbøl Mølle ville alle gerne se, vi hoppede over resten af historiecenter Dybbøl Banke. Det var der rigtig mange andre, der også ville se. Udsigten oppe fra møllen var smuk og der var meget at se på i møllen. Især historien om familien, der havde ejet møllen gennem flere generationer, og møllens mange genopbygninger fangede mig.



Nede igen fik vi travlt, for vi havde glemt, at vi skulle booke plads på færgen fra Fynshav til Bøjden. Der blev kæmpet med bookinger på mobil, flere var mere fortrolig med bookinger på computer, men vi var to, der havde prøvet det før. Det hjalp dog ikke, for undervejs måtte et par se i øjnene, at alt var optaget, inden de fik gjort booking færdig. Vi blev dog enige om at køre til færgen og så håbe på, at alle kom ombord.

Det betød en længere pause ved færgen og da ingen af os havde fået tanket op med mad og drikkevarer, var vi ved at være godt tørstige og trætte. Vi kom dog alle med og nød det smukke vejr, som jo på dette tidspunkt i ugerne før uge 29 absolut ikke var noget, vi nordjyder var forvænnet med.



Turen gik forbi Falsled kro og ned til Falsled havn, men den lille biks på havnen så ikke indbydende ud så vi satte kursen mod Fåborg. 


På gågaden fik vi det værste måltid mad, vi ville bare have en burger og pommesfrites. Først og fremmest var der ingen service, de var utroligt langsomme og det lykkedes dem at servere to burgere, der var nærmest rå. Og næste gang var de overstegte, så vi måtte have os en is, før vi kørte mod vores hotel for de næste to dage, Hotel Troense på Tåsinge.

Der var fuldt booket op, også til aftensmaden, og egentlig havde vi heller ikke lyst til gourmetmad, men bare en pizza og lidt afslapning ude på de terrasser, der hørte til vores værelser. Der var dog ingen pizzeriaer i gåafstand, så da vi alle havde været i bad, hoppede landmanden og jeg på motorcyklen og kørte til det nærmeste pizzeria. Først købte vi sodavand i Rema, der lå lige ved siden af, inklusiv en stor pose isterninger til de flasker vin, vi havde købt i en lille butik ved siden af hotellet. Vi skiftedes til at købe lidt lækkert til aftenhyggen. Og mens vi nød pizza og sodavand, fik rosevinen lov til at ligge i isterninger i håndvasken.

Det var en skøn aften, vinen var kølig, selskabet i top og aftenturen ned til vandet var en perfekt afslutning på dagen.


fredag, september 04, 2020

kroppen

Sidste uges fysioterapeutbesøg satte gang i en proces. Jeg får vendt mange tanker med min fysioterapeut. Jeg har gået hos hende i mange år hver 14.dag. Og det hjælper til at holde spændingerne i nakke, skulder og arme nede, så jeg ikke hele tiden har ondt.

I sidste uge fik hun blandt andet sat ord på, at jeg måske skal acceptere, at jeg har brugt min krop i mange år og at den er ved at være slidt. Især smerterne i mine fødder irriterer mig, men jeg burde snarere være taknemlig for, at de trofast har båret mig i alle de mange år. Jeg har, siden jeg var 18, haft fysisk hårdt arbejde, først som ufaglært sygehjælper, så i en kantine og dernæst de mange år som sygeplejeelev og sygeplejerske. 

Dengang jeg startede som sygeplejeelev, skulle man selv løfte hovedenden af sengen, uanset om det var en meget kraftig patient. Nu er det med fjernbetjening. Dengang fandtes der ikke alle de hjælpemidler og viden om en god forflytning i seng eller ud af seng, som der gør i dag. I tillæg har jeg så siddet/stået og sorteret kartofler i 11 år. Alt sammen slid på kroppen, og det er først de sidste 4 år, at jeg har haft mere stillesiddende arbejde. Og det er jo heller ikke særligt godt for kroppen.

I denne uge fik jeg så også bekræftet, at hun havde ret med hensyn til en af virkningerne af min slidgigt i hænderne. Hun havde nemlig fundet, at jeg havde let nedsat kraft i min højre hånd i forhold til venstre. Mine to nye kolleger skulle introduceres til at vurdere patienten neurologisk. Og da agerede jeg prøveklud. Jeg iagttog dem spændt, da de vurderede min håndkraft. Jeg kunne se, at de havde svært ved at sige det de mente, men til sidst kom det. At de mente, jeg var svagere i højre hånd, som jo er min dominante hånd og derfor burde være lidt stærkere. Jeg kunne så fortælle dem, at de havde helt ret, og at min fysioterapeut havde fundet det samme, og at det skyldtes slidgigt.

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne det samme med mine fingre, som jeg engang kunne, men ikke at der var sideforskel. Jeg vidste også, at jeg indimellem taber ting, fordi jeg løfter, som om jeg er lige så stærk i mine fingre, som jeg altid har været, og så gør smerten eller den nedsatte kraft, at jeg mister grebet. Og når man nu er apopleksisygeplejerske, har det medført tanker om jeg måske havde haft en lille blodprop i hjernen, uden at jeg havde registreret det eller om jeg havde sklerose. Jeg kunne godt regne ud, at det højst sandsynligt ikke var tilfældet, men det er bekymringstankerne da ligeglad med. Så derfor øver jeg mig i at erkende det, min fysioterapeut også sagde, at jeg ikke skulle tænke tanker om sclerose, apopleksi og alt muligt andet, for jeg havde forklaringen lige foran mig, nemlig slitage

Det er dog ikke det samme, som at jeg skal stoppe med at være aktiv med min krop, tværtimod, jeg har bare ikke fundet den løsning, der er god for mig lige nu, der hvor jeg er i livet. Jeg betaler til LOOP, men kommer ikke af sted. Jeg drømmer om træning i naturen sammen med andre, jeg drømmer om pilates eller yoga, jeg drømmer om vandgymnastik, jeg drømmer om lange cykelture, men lige nu bliver det mest til gåture de dage, hvor jeg har overskud til det.

Min fredag er startet træt, jeg har sovet meget lidt og elendigt. Denne nat skyldtes det mange tanker, ikke om min krop, ikke om mit arbejde, men om andre ting, som jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal håndtere. Så må jeg huske på bønnen : Gud, giv mig sindsro til acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen. Og det er vist den sidste del, jeg lige nu har brug for. Visdommens klare åsyn, jeg lader tankerne flyde og holder tilbage med at handle/reagere, til jeg ved, hvordan jeg skal handle/reagere.

Må din fredag være god ved dig.






onsdag, september 02, 2020

Kommer skibene i land og får boldene lov til at lande kontrolleret?

 Lige nu stirrer jeg på skibene, jeg satte i vandet og forsøger at holde boldene i luften, som jeg let sendte af sted. Jeg er praktiker, ikke akademiker og når jeg får en ide, skal den forfølges. Jeg tænker ikke så meget på, at der skal dokumenteres, beskrives, indhentes baggrundstal osv. Alt sammen ting, som skal være med til at beskrive for dem, som skal forvalte den sum penge, der er er til området, om det er værd at satse på. Det er sund fornuft, vi andre laver også research, før vi kaster os ud i nye økonomiske investeringer. 

Heldigvis er andre med på ideerne og hjælper. Men vores afdeling er presset (som alle andre afdelinger), mine skønne kolleger venter børn, erfarne kolleger søger nye græsgange, alt sammen helt naturligt, men det gør, at der er mange nye kolleger, der skal introduceres og som skal holde afdelingen i gang. 


I går introducerede jeg to nye kolleger samtidig med at jeg skulle have haft ringet til patienter til et nyt opfølgningsforløb i de to første kommuner (det nåede jeg ikke) samtidig med at jeg skulle holde møde med tre nye kommuner, som er interesseret i at høre om dette samtidig med at jeg skulle have besvaret mails og forholdt mig til tal til en sjette kommunes forslag til opfølgning, som skal godkendes af regionen og kommunens ledere.Alt gik godt, introduktionen gik godt, mødet gik godt, mailen udviklede sig efterfølgende til en telefonsamtale, som gik godt. Der blev overarbejde og hjemmearbejde, men det gik godt.

Indimellem tænker jeg, at det var nemmere, hvis jeg lod være med at komme på ideer til forbedring af behandling og pleje af mennesker med Stroke. Mine tro følgesvende i vores projekt om patienters oplevelse af tiden hjemme efter et hurtigt indlæggelsesforløb er gode sparringspartner, men den ene er på barsel, og den anden forsøger at holde skuden i vandet som en af dem, der knokler i plejen. På torsdag skal hun og jeg forholde os til reviewers forslag til ændringer af vores artikel. Vi har fået positivt svar fra et magasin, som vil udgive artiklen, men der er ting, der skal ændres inden da. Det gør vi på torsdag, vi har inddraget en fridag, og vi får også hjælp fra vores vejledere. Det er godt, og jeg er stjerneglad for, at nogen vil publicere artiklen.

Men jeg kan godt mærke, at jeg lige nu har spændt buen hårdt kombineret med at mine børn er ved at bryde hverdagen op og hoppe ud på dybt vand både arbejdsmæssigt og privat og at vi også selv står et sted, hvor der er tid til forandring. Alle forandringer er hårde, og når man både skal ændre hverdagen i privatlivet (flytte til nyt land/anden landsdel) samtidig med at man ikke ved, hvad man skal arbejde med det pågældende sted, ja så kan moderen mærke, at det kryber ind under huden. Selv om moderen udmærket ved, at hendes børn er voksne og nok skal tage vare på sig selv. 

Men jeg er jo sygeplejerske, jeg observerer, jeg vurderer, jeg forudser og jeg handler. Jeg er udpræget et handlingsmenneske. Som min datter en gang sagde, i vores familie siger vi ikke så meget, at vi elsker hinanden, vi viser det i handling. Og jeg er indimellem ved at gøre dem vanvittig med al den handlen og ageren, så jeg får besked på at sætte mig ned, trække vejret dybt og være her og nu. Det øver jeg mig på, men det er svært når der høstes til langt ud på aftenen med sen aftensmad til tre trætte høstfolk, arbejdsdagen er fuldt booket, og jeg så samtidig også skal være en nærværende mor.


For ja, der er skøn septembervejr, der høstes, jeg kommer hjem til tebord på terrassen og omgives af skønne kolleger med smil på læben og latter i kroppen.  Alt er godt, det går bare lidt for stærkt lige for tiden.