kroppen

Sidste uges fysioterapeutbesøg satte gang i en proces. Jeg får vendt mange tanker med min fysioterapeut. Jeg har gået hos hende i mange år hver 14.dag. Og det hjælper til at holde spændingerne i nakke, skulder og arme nede, så jeg ikke hele tiden har ondt.

I sidste uge fik hun blandt andet sat ord på, at jeg måske skal acceptere, at jeg har brugt min krop i mange år og at den er ved at være slidt. Især smerterne i mine fødder irriterer mig, men jeg burde snarere være taknemlig for, at de trofast har båret mig i alle de mange år. Jeg har, siden jeg var 18, haft fysisk hårdt arbejde, først som ufaglært sygehjælper, så i en kantine og dernæst de mange år som sygeplejeelev og sygeplejerske. 

Dengang jeg startede som sygeplejeelev, skulle man selv løfte hovedenden af sengen, uanset om det var en meget kraftig patient. Nu er det med fjernbetjening. Dengang fandtes der ikke alle de hjælpemidler og viden om en god forflytning i seng eller ud af seng, som der gør i dag. I tillæg har jeg så siddet/stået og sorteret kartofler i 11 år. Alt sammen slid på kroppen, og det er først de sidste 4 år, at jeg har haft mere stillesiddende arbejde. Og det er jo heller ikke særligt godt for kroppen.

I denne uge fik jeg så også bekræftet, at hun havde ret med hensyn til en af virkningerne af min slidgigt i hænderne. Hun havde nemlig fundet, at jeg havde let nedsat kraft i min højre hånd i forhold til venstre. Mine to nye kolleger skulle introduceres til at vurdere patienten neurologisk. Og da agerede jeg prøveklud. Jeg iagttog dem spændt, da de vurderede min håndkraft. Jeg kunne se, at de havde svært ved at sige det de mente, men til sidst kom det. At de mente, jeg var svagere i højre hånd, som jo er min dominante hånd og derfor burde være lidt stærkere. Jeg kunne så fortælle dem, at de havde helt ret, og at min fysioterapeut havde fundet det samme, og at det skyldtes slidgigt.

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne det samme med mine fingre, som jeg engang kunne, men ikke at der var sideforskel. Jeg vidste også, at jeg indimellem taber ting, fordi jeg løfter, som om jeg er lige så stærk i mine fingre, som jeg altid har været, og så gør smerten eller den nedsatte kraft, at jeg mister grebet. Og når man nu er apopleksisygeplejerske, har det medført tanker om jeg måske havde haft en lille blodprop i hjernen, uden at jeg havde registreret det eller om jeg havde sklerose. Jeg kunne godt regne ud, at det højst sandsynligt ikke var tilfældet, men det er bekymringstankerne da ligeglad med. Så derfor øver jeg mig i at erkende det, min fysioterapeut også sagde, at jeg ikke skulle tænke tanker om sclerose, apopleksi og alt muligt andet, for jeg havde forklaringen lige foran mig, nemlig slitage

Det er dog ikke det samme, som at jeg skal stoppe med at være aktiv med min krop, tværtimod, jeg har bare ikke fundet den løsning, der er god for mig lige nu, der hvor jeg er i livet. Jeg betaler til LOOP, men kommer ikke af sted. Jeg drømmer om træning i naturen sammen med andre, jeg drømmer om pilates eller yoga, jeg drømmer om vandgymnastik, jeg drømmer om lange cykelture, men lige nu bliver det mest til gåture de dage, hvor jeg har overskud til det.

Min fredag er startet træt, jeg har sovet meget lidt og elendigt. Denne nat skyldtes det mange tanker, ikke om min krop, ikke om mit arbejde, men om andre ting, som jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal håndtere. Så må jeg huske på bønnen : Gud, giv mig sindsro til acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen. Og det er vist den sidste del, jeg lige nu har brug for. Visdommens klare åsyn, jeg lader tankerne flyde og holder tilbage med at handle/reagere, til jeg ved, hvordan jeg skal handle/reagere.

Må din fredag være god ved dig.