Ugen, der gik

 Om lidt er det weekend igen. Så for at fastholde mig selv på årsagen til, at jeg startede min blog, den har for øvrigt lige fyldt 14 år, kommer dette indlæg til at indeholde små brudstykker af min hverdag i den uge, der gik. Jeg valgte blognavnet og undertitlen, fordi jeg i de linjer fra en Lars Lilholt sang forstod, at ved at fokusere på det smukke i det små, fokusere på hverdagens små mirakler, fokusere på hverdagens små glæder får jeg netop følelsen, at der intet er jeg hellere vil end at være til (alternativet er så også værre, som mange siger)

Sidste weekend blev akkurat lige så skøn og hektisk, som jeg havde forventet. Turen på tværs gennem landet gik fra nord i mørke med kulde i luften, ned gennem Jylland i tåge, indtil solen fik magten syd for Aarhus. Solen fulgte mig tværs over Fyn, den motorvej kommer jeg aldrig til at elske, men udsigten når jeg kører ud på den første flade del af Storebæltsbroen, fejler ikke noget. Hver gang betages jeg af den smukke høje bro. Det sidste stykke over Sjælland føles hurtigt og pludselig er jeg midt i hovedstadens travle puls for til sidst at lande på Frederiksberg. Lidt vemodigt, for det er så sidste gang, at jeg besøger et af mine børn i hovedstaden. 

Landmanden rystede lidt på hovedet over, at jeg fik installeret PaybyPlate, for nu skulle vi jo ikke mere til København. Det er i øvrigt dejligt nemt at installere og bruge, og det fungerede perfekt. Det kan godt ske, at han ikke skal til København, men jeg skal. Jeg skal på miniferie til København, vågne med staden og gå ture, mens byen vågner, jeg skal besøge mine søskende og blogvenner. Og derudover er broen jo netop indgangsport til Sjælland, ikke blot København. Der er så meget, jeg gerne vil opleve i Danmark, og det behøver ikke at være på motorcykel, det kan også være i bil. Så jeg håber, han er frisk på ture ud i landet, når vi begge får mere overskud i hverdagen.

Sønnen og jeg knoklede både lørdag og søndag. Lørdag bød han på asiatisk mad og bubbletea. Maden smagte sindsygt godt, og bubbletea var en sjov fornemmelse, som også smagte godt (men hvad smager ikke godt med masser af farin og mælk i ;-)

 

Søndag fik vi hjælp i nogle timer fra sønnens kammerat. De to sørgede for at tømme loftrummet på 5. sal, bære til storskrald eller til lejligheden. Det var jeg evigt taknemlig for. Jeg var mat i koderne efter kun at have sovet 3½ time om natten. Klokken 17.30 måtte jeg af sted, der ventede en lang tur hjem og en arbejdsdag næste dag. Vi var ikke helt færdigt, så sønnen måtte tage det sidste selv efter arbejdstid de næste dage. Men der stod mange kasser i lejligheden som tegn på vores arbejde. 

Undervejs blev der sorteret, det foregik ofte sammen med svigerdatteren i Norge, som jo gerne ville have været med til sortering og nedpakning, men sådan ser verdenen ikke ud, så det er muligt. Det bliver godt for sønnen at komme i karantæne i Norge, for så kan han slappe af efter hektiske måneder med arbejde og klargøring af lejlighed til salg og flytning.

Turen hjem gik godt, og søvnen fejlede ikke noget den nat.

September har budt på smukke morgener, om end de først kommer, når jeg er nået ind på arbejde. Desto mere nyder jeg dem på fridage. I dag er det gråvejr. Men i går, da jeg kørte til Thisted for at undervise skinnede solen skønt. Undervisningen gik godt og selv om jeg havde glemt mine egne papirer, kunne jeg alligevel godt undervise ud fra min forberedelse hjemme. Den læge, der skulle have undervist via video, blev pludselig forhindret, så dagen før skulle jeg introducere en ung læge til formen og videoformen. Det stressede mig lidt, men han gjorde det bare så godt, så jeg kunne slappe af under hans undervisning.

Hjemme på gården er der fuld gang i kartoffeloptagningen. Det er gået rigtig godt indtil nu. I går regnede det, så der holdt tre af folkene fri, og så sorterede den faste medarbejder og landmanden kartofler hele dagen frem til aften. Heldigvis tyder det på, at tørvejret kommer tilbage, så vi kan få taget de sidste kartofler op.

Jeg har ikke mange blomster i min have, men jeg nyder min Sankt Hans urt og mine høstanemoner.

Arbejdsmæssigt har denne uge været og er stadig kulminationen på travle uger. Travle, fordi jeg både skulle koncentrere mig om undervisning af nye kolleger, undervisning af patienter, fremlæggelse og forberedelse af projektet opfølgning til mennesker med lette følger efter Stroke, introduktion af nye kolleger til stuegang, undervisning af kolleger kombineret med revision af artikel. 

I dag skal artiklen sendes, og jeg kan ikke sende den, før jeg får hjælp fra vejlederne til det brev, der skal sendes med. Artiklen er revideret og godkendt af de to vejledere, så det er alt det udenom, der skal gøres på en ordentlig måde, så redaktøren ikke fortryder forhåndsudsagnet om at udgive vores artikel. Jeg glæder mig til i aften, hvor artiklen ikke skal fylde mere i min hjerne. Så er der kun at vente på svar, og om vi skal i gang med endnu en revision. Den tid, den opgave. Jeg har lært utroligt meget om den akademiske proces med en artikel, så det er jeg taknemlig for at have fået med i mit arbejdsliv.

Denne sidste fredag i september er startet med tid til blogindlæg, jeg har fridag, og jeg har besluttet, at jeg vil bage en kage til landmandens møde i eftermiddag. Jeg vil have lysten til at bage tilbage, og nu starter jeg i dag. Må I få en god fredag, som passer lige til jer. Min fredag ser god ud.