jeg er sygeplejerske, jeg er uovervindelig, jeg er træt

 Sådan står der på et krus, som jeg for mange år siden fik af landmanden. Jeg har altid holdt af det krus og syntes det opsummerede kort, hvordan det kan føles som sygeplejerske. Der er dage, hvor jeg føler mig uovervindelig, dage hvor jeg synes, jeg går de ekstra skridt for mine patienter, dage, hvor jeg kan bidrage med viden og erfaring i de sygeplejefaglige diskussioner. Der er også dage, hvor dagen er gået godt, men jeg er totalt brugt op, når jeg kører hjem. Der er ikke mere energi i kroppen, og resten af dagen kører på automatpilot.

Jeg har en kollega, som er erfaren , som fortalte, at hun havde fået selv samme krus, da hun blev færdig som sygeplejerske. Og hun bruger det aldrig. Faktisk står det bagerst i et skab. Ganske enkelt fordi hun ikke bryder sig om sætningen: jeg er træt. Det snakkede vi om en dag over frokosten. Egentlig blev jeg ikke klar over, om det var, fordi træthed sås som negativ eller om det var fordi hun ikke syntes ordet træthed skulle indgå i det at være sygeplejerske.

Jeg ser det ikke som negativt, at man bliver træt efter en dags arbejde. Selvfølgelig hvis træthed er det, der dominerer ens dag hver dag. Men ofte er det jo fordi man har brugt sig selv, mentalt eller fysisk eller begge dele. I dag tror jeg, at jeg har kørt fire nye kolleger trætte, da de gik hjem. Vi har haft en hel dag sammen, hvor jeg har undervist dem om alt muligt. 

Hvad vil det sige at have en apopleksi, hvad er årsagerne, hvad er behandlingen? Hvordan beskriver vi den gode sygepleje? Hvordan er patientforløbet hos os? Hvordan laver vi en god mundpleje, som forebygger lungebetændelser og mundbetændelse? Hvordan sikrer vi en god udskrivelse, herunder noget om det forløb, som jeg står for og vores studie, der ligger bag? Og til slut sluttede vi af med 2½ times øvelser i lejring, den gode lejring, lejring i neutralstilling sammen med en af mine dygtige kolleger. Det var vist meget godt, det er svært at holde sig vågen en hel dag i et lille lokale. Her fik de lov til alle fire at mærke, hvad det vil sige at blive lejret på en måde, som tilgodeser det naturlige bevægemønster, forebygger liggesår, giver stimuli til den patient, som er ramt på at få omdannet input fra verdenen til brugbar erkendelse og forebygger komplikationer fra bevægeapparatet.

Trætheden er også markant hos mig, og igen i denne uge måtte jeg fravælge kor, fordi jeg ganske enkelt må lade op i ro og mag herhjemme før endnu en arbejdsdag. I morgen starter vi et nyt opfølgningsforløb for ni patienter. Jeg er spændt på, hvordan det går. Jeg er spændt på, hvordan de tager imod det. Jeg er endnu mere spændt på, om vi formår at overbevise politikere om, at det er værd at bruge penge på. 

Ingen tvivl om at alle synes det er godt for disse patienter, men kommune og region skal også kunne se en økonomisk fordel ved at gøre det til et fast tilbud. Og det er jeg faktisk ikke sikker på, at vi kan påvise. En menneskelig fordel? Helt klart. En hjælp til at kunne mestre livet efter at have haft en blodprop, som på papiret har givet lette følger, men hvor mange alligevel har svært ved at finde tilbage til hverdagslivet igen? Det siger de patienter, vi har interviewet efter forløbet, ja til. Vi får se, nu tager jeg en dag ad gangen. Det er mit motto for tiden, når folk spørger mig om næste uges planer eller indimellem også morgendagens planer.

Det går godt herhjemme med kartoffeloptagningen. Så godt, at landmanden ikke vil holde stille for at sortere de sidste fire sække kartofler til på afhentning på fredag. Jeg sorterede sammen med ham i forgårs aftes og i aften. I går holdt de en time tidligere, fordi de var færdig på én mark og skulle starte op på en ny mark. Så der nåede vores faste medarbejder og landmanden at sortere to sække inden aften. Så er det klar. Det har været en god dag, jeg føler mig nok ikke uovervindelig, jeg føler mig helt klar meget træt, men jeg føler mig også glad. Ha en god aften.