Kommer skibene i land og får boldene lov til at lande kontrolleret?

 Lige nu stirrer jeg på skibene, jeg satte i vandet og forsøger at holde boldene i luften, som jeg let sendte af sted. Jeg er praktiker, ikke akademiker og når jeg får en ide, skal den forfølges. Jeg tænker ikke så meget på, at der skal dokumenteres, beskrives, indhentes baggrundstal osv. Alt sammen ting, som skal være med til at beskrive for dem, som skal forvalte den sum penge, der er er til området, om det er værd at satse på. Det er sund fornuft, vi andre laver også research, før vi kaster os ud i nye økonomiske investeringer. 

Heldigvis er andre med på ideerne og hjælper. Men vores afdeling er presset (som alle andre afdelinger), mine skønne kolleger venter børn, erfarne kolleger søger nye græsgange, alt sammen helt naturligt, men det gør, at der er mange nye kolleger, der skal introduceres og som skal holde afdelingen i gang. 

I går introducerede jeg to nye kolleger samtidig med at jeg skulle have haft ringet til patienter til et nyt opfølgningsforløb i de to første kommuner (det nåede jeg ikke) samtidig med at jeg skulle holde møde med tre nye kommuner, som er interesseret i at høre om dette samtidig med at jeg skulle have besvaret mails og forholdt mig til tal til en sjette kommunes forslag til opfølgning, som skal godkendes af regionen og kommunens ledere.Alt gik godt, introduktionen gik godt, mødet gik godt, mailen udviklede sig efterfølgende til en telefonsamtale, som gik godt. Der blev overarbejde og hjemmearbejde, men det gik godt.

Indimellem tænker jeg, at det var nemmere, hvis jeg lod være med at komme på ideer til forbedring af behandling og pleje af mennesker med Stroke. Mine tro følgesvende i vores projekt om patienters oplevelse af tiden hjemme efter et hurtigt indlæggelsesforløb er gode sparringspartner, men den ene er på barsel, og den anden forsøger at holde skuden i vandet som en af dem, der knokler i plejen. På torsdag skal hun og jeg forholde os til reviewers forslag til ændringer af vores artikel. Vi har fået positivt svar fra et magasin, som vil udgive artiklen, men der er ting, der skal ændres inden da. Det gør vi på torsdag, vi har inddraget en fridag, og vi får også hjælp fra vores vejledere. Det er godt, og jeg er stjerneglad for, at nogen vil publicere artiklen.

Men jeg kan godt mærke, at jeg lige nu har spændt buen hårdt kombineret med at mine børn er ved at bryde hverdagen op og hoppe ud på dybt vand både arbejdsmæssigt og privat og at vi også selv står et sted, hvor der er tid til forandring. Alle forandringer er hårde, og når man både skal ændre hverdagen i privatlivet (flytte til nyt land/anden landsdel) samtidig med at man ikke ved, hvad man skal arbejde med det pågældende sted, ja så kan moderen mærke, at det kryber ind under huden. Selv om moderen udmærket ved, at hendes børn er voksne og nok skal tage vare på sig selv. 

Men jeg er jo sygeplejerske, jeg observerer, jeg vurderer, jeg forudser og jeg handler. Jeg er udpræget et handlingsmenneske. Som min datter en gang sagde, i vores familie siger vi ikke så meget, at vi elsker hinanden, vi viser det i handling. Og jeg er indimellem ved at gøre dem vanvittig med al den handlen og ageren, så jeg får besked på at sætte mig ned, trække vejret dybt og være her og nu. Det øver jeg mig på, men det er svært når der høstes til langt ud på aftenen med sen aftensmad til tre trætte høstfolk, arbejdsdagen er fuldt booket, og jeg så samtidig også skal være en nærværende mor.

For ja, der er skøn septembervejr, der høstes, jeg kommer hjem til tebord på terrassen og omgives af skønne kolleger med smil på læben og latter i kroppen.  Alt er godt, det går bare lidt for stærkt lige for tiden.