tirsdag, april 30, 2019

Nitten timer

Forrige nat havde været en urolig nat med mindre søvn end vanligt pga udrensningsregime og hyppige toiletbesøg. Så jeg var træt i går aftes, gik tidligt i seng. Jeg kan godt få helt angst, når jeg skal sove før en arbejdsdag. Angst for om jeg nu kan falde i søvn. Det gik helt fint, jeg var godt træt.

Pludselig vågnede jeg, troede det var morgen, men uret viste 0.20. Et hurtigt toiletbesøg og i seng igen.

Og så sov jeg aldrig mere den nat. Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, jeg lavede afslapningsøvelser. jeg gik ned i stuen og løste sudoku. Jeg surfede på nettet og spillede syvkabale (jeg ved godt, at det ikke er godt, men jeg håbede at det kunne slutte de indre billeder og tanker, der kørte helt løbsk) Så gik jeg ned i seng, flere vejrtrækningsøvelser, flere afslapningsøvelser. Tanker om at det var for sent at tage antihistamin. Pludselig blev den sovende landmand irriterende at høre på, selv om han faktisk var meget stille.

Igen gik jeg ned i stuen, men denne gang satte jeg mig i stressless-stolen med benene oppe på fodskamlen. Jeg slappede dejligt af, jeg så alle mulige mærkelige billede for min indre skærm, men søvnen nægtede at komme. Jeg nåede lige at falde lidt hen, da uret ringede. Tid til en arbejdsdag med to gange to timers undervisning af kolleger.

Det er nu gået meget godt, faktisk synes jeg, at jeg er gjort af et sejt stof, men jeg ville gerne undvære den oplevelse. Nitten timer er der gået, siden jeg vågnede.

Efter arbejde forsøgte jeg at komme hurtigt til mekaniker for at få nye dæk. Jeg turde ikke køre længere ture med de gamle dæk. Men at komme hurtigt ud af byen klokken 15.05 er ganske enkelt umuligt. Mekanikeren ventede heldigvis på mig, så nu er jeg godt kørende igen.

I morgen har jeg fridag igen, jeg skal på besøg hos min moster og onkel sammen med min ældste lillesøster, og jeg glæder mig.

Jeg satser på en god nats søvn. Heldigvis er det meget sjældnere nu, at de her nætter opstår, men jeg kunne mageligt undvære dem.




mandag, april 29, 2019

En god oplevelse - trods alt

Lige nu sidder jeg afslappet i en lækker stol med benene oppe på en fodskammel. Begge dele i cremefarvet læder. Væggene er malet i varm gul farve  I hjørnet står en smuk lampe på en bænk, lampen sender et blødt varmt lys ud i rummet, som sammen med solen udenfor gør rummet lyst. På væggen hænger et maleri i varme farver. På den anden væg hænger et gruk af Piet Hein: Om at leve i nuet.

Der er dejligt stille her. Jeg er netop blevet færdig med en god kop te, serveret sammen med gode fuldkornskiks. Er jeg på et wellnesscenter? Næh  jeg har såmænd lige overstået min kikkertundersøgelse af tarmen. Alt er som det skal være.


Jeg har følt mig i helt trygge hænder. Først blev jeg taget mod i dette lækre rum af sekretæren,  hun forklarede.mig om hele forløbet. Jeg fortalte ikke, jeg var sygeplejerske. Nogen gange skal man give sig lov til at få information som alle andre. For måske ved jeg ikke alt om en tarmundersøgelse, selv om jeg har prøvet det før og er sygeplejerske.

Så hentede kirurgen mig. Vi fik først en snak om, hvorfor jeg var her. Han udstrålede tid, ro og opmærksomhed. Her brugte jeg fagtermer, så han fangede hurtigt min profession.

Da undersøgelsen gik i gang, kom en sygeplejerske ind. Sidste gang hos en anden læge fik jeg beroligende og afslappende medicin, så jeg sov fra det hele. Denne gang blev vi enige om, at jeg kunne sige til ved behov. Jeg valgte at gennemføre uden, men der var perioder, hvor jeg måtte koncentrere mig om vejrtrækningsøvelser og ikke så med på skærmen.

Bagefter blev jeg fulgt ud i mit rum, blev spurgt til, om jeg ville have tæppe over og instrueret i at lænestolen kunne vippes i liggende position, hvis jeg havde brug for det. Lidt senere kom kirurgen ind og informerede mig endnu en gang om, at alt så fint ud. Det er nu slut med flere kontroller. Udenlandske studier har påvist, at når alt ser normalt ud, behøver man ikke flere undersøgelser.


Bagefter tænkte jeg på, at her tog kirurgen udgangspunkt i den viden, han havde om mig. Han vidste, at min mor var død af tarmkræft; at hun var 62 år, da det første gang blev opdaget ved en tilfældighed. Og han vidste også, fordi han havde spurgt ind til det, at jeg havde en funktion som udviklingsansvarlig sygeplejerske og dermed beskæftiger mig med den viden, vi har fra erfaring og studier. Så for mig er det ikke nok, at han siger, at han mener. Jeg har brug for viden om undersøgelser, der understøtter hans erfaring.

Min sygetransport kunne først hente mig en time senere, så jeg troede, at så måtte jeg sidde i venteområdet, men næh nej, jeg skulle bare blive siddende i det lækre rum.

Jeg nåede aldrig at blive færdig med mit indlæg, for så kom falckmanden. Det blev en behagelig tur hjem, vi havde en person mere med og snakken gik livligt om alt muligt.

Nu er jeg hjemme og fordi jeg ikke fik medicin, er jeg helt anderledes på toppen end sidste gang, hvor jeg var groggy det meste af dagen.

Jeg er dybt imponeret over hele forløbet, varmt, professionelt og opmærksomt. Der skal vist sendes en mail til klinikken med tak for god behandling.

Opdatering inspireret af Ellens kommentar: dette var en privat klinik og dermed har de andre muligheder end det offentlige. Men det at føle sig velkommen, at folk lytter til en og at de med deres fremtoning viser ro - det har så stor en betydning. Desværre er der skåret helt ind til benet i det offentlige, så jeg tager hatten af for mine kolleger, når de lykkes med, at patienter og pårørende netop føler ovenstående.



lørdag, april 27, 2019

Hvis jeg så mit lørdagsliv udefra

En hel dag med tid til alt. Dagen før er der masser af planer for fridagen, som kan/skal realiseres. Og så kommer dagen. Det er jo fridag, så selv om du står tidligt op for at fodre hunde og smøre madpakker til landmanden, så kan du jo godt nyde fridagens mulighed for langsommelighed.


Udenfor er der gråt og fugtigt. Ikke den triste form for gråhed, men mere en skøn mørkning, fordi det begynder at regne. Duften er skøn og du lægger mærke til, at rhododendronbusken i hjørnet blomstrer. Du tænker, jeg skal da vist hente en gren til en vase. Du kigger ud af et andet vindue og lægger mærke til det japanske kirsebærtræs lyserøde blomster. Det står skarpere i farven, nu hvor der er kommet lidt vand. Du tænker, gad vide om det er for sent at tage en gren ind til en vase.

Det er fridag, så du nyder langsommeligheden. Du tjekker nyhedssiderne på mobilen. Du spiller lidt syvkabale på mobilen, også selv om dine arme slet ikke har godt af det.


Ros fra din kollega om det stykke arbejde, du knoklede med i går, og som du skal gøre færdig i dag, gør dig stadig glad. Du tænker, jeg er snart ved at være færdig, så jeg kan godt lige sidde lidt længere. Din indre stemme fortæller dig, at mens du sidder her, kunne du have hæftet ender på dit sjal og gjort andet strikketøj færdig.

Shh, det er fridag og langsommeligheden hyldes.

Frisørtiden nærmer sig, så du går i bad, giver dig god tid til at få høvlet lidt af de fødder, som trænger til fodterapeutens skarpe kniv. Godt jeg endelig fik bestilt tid, roser du sig selv for. Den indre stemme skoser dig lidt, hvor svært er det lige at ringe og bestille tid.

Nu du er i byen, bliver der handlet lidt ind, købt konfirmationskort og lidt andre småting. Hjemme sidder landmanden og spiser frokost. Hundene har svinet hele bryggersgulvet til. Det er ikke let med regn, masser af jord at boltre sig i og et bryggersgulv.

Du smiler, fordi du stadig har en rest af den hjemmelavede tunsalat tilbage til frokosten. Sammen med en smuk lysegrøn avocado og en orange gulerod mætter det. Men ikke mere end at et stykke af den pistaciegrønne kage, du købte med hjem til landmændene, frister til at blive spist. Pga regnen kører medarbejderen hjem, landmanden venter på, at vejret bliver tjenligt til at køre videre. I spiser i stilhed jeres kage, mens I begge kigger på henholdsvis mobil og i et dameblad.


Landmanden går ud igen, du går ned på dit værelse, åbner computeren, logger på din arbejdsplatform, ser at du har fået en mail med udkast til en ny national forløbsplan. Du glemmer helt det, du skal have lavet og giver dig til at læse den. Undervejs kommer du i tanke om det beskidte bryggersgulv og vasketøjet. En pause siges at være godt, så du får støvsuget og vasket gulvet, tømt vaskemaskinen og tørretumbleren.

Du fortsætter med at læse. Landmanden kommer ind til eftermiddagste, I drikker den sammen med pistaciegrøn kage til. I snakker om som tiden dog går (man skulle tro, I var 60+, nå ja det er I jo også)

Nu er det ved at være alvor, hvis du skal holde helt fri i morgen. Du sætter dig, får skrevet dokumentet ud, du er bare bedre til at læse korrektur i en papirudgave. Nede på gulvet står de første 8 mapper, du har taget hjem fra dit arbejdsskab. De skal gås igennem og gerne smides ud. Det var pinligt, da skabet ikke kunne åbnes og teknikeren, som reddede dig, sagde, det her handler om et overfyldt skab og ikke en lås, der var gået i baglås. Så nu skal der ryddes op og ud. Du har aldrig fat i de mapper, det siger måske noget om, at det hele kan smides ud.

På køkkenbordet står en kop, som også skal smides ud. Det er bare så svært, du har været så glad for den kop og så røg den på gulvet i går aftes og gik i stykker. Du øver dig i at sige, at det er en kop, du har været glad for den, og nu er det tid til at skilles.  Men lige nu står keramikkruset og gør dig glad med sin sjove mand og bloddråben, som vidner om din tid som plasmadonor.


Klokken nærmer sig 16.30, du har ikke hentet grene ind, du har ikke fået skrevet dokumentet færdig, du er forøvrigt heller ikke færdig med at læse den forløbsplan og du har ikke fået hængt vasketøjet op eller gået i gang med at sortere i mappernes indhold.

Alt det dagen rummede af muligheder i går, er lige så stille forduftet, men du har nydt lørdagens langsommelighed. Nu tror du, at du vil være effektiv en time eller mere. Tro kan flytte bjerge. Mon tro kan flytte din tankeenergi ind i dine muskler, så du rent faktisk når i mål? Måske, hvem ved? Det er jo fridag med tid til langsommelighed.


fredag, april 26, 2019

Tåbelige mig? NEJ Tåbelige teknologi? JA !!

Min puls steg, min vejrtrækning røg helt op i halsen, tårerne pressede sig på, og jeg var lige ved at opgive det hele.

Da jeg satte mig ved mit skrivebord med den ergonomisk korrekte pilatesbold som stol og skærmbrillerne på næsen, var jeg klar til at give den en skalle, så vi kunne få sendt artiklen til godkendelse.

Det varede kun, til jeg åbnede dokumentet og undrede mig over noget, som jeg vidste, jeg havde slettet i går. Jeg printede det ud, jeg læste det, jeg åbnede alle de andre dokumenter, jeg havde haft åbent i går. Fakta var dog, at udover at dokumentet var blevet omdøbt til sidste nye versions nummer i går morges, så var der INTET af ALT det, vi havde skrevet i går i dokumentet!

Først gik jeg rundt om mig selv, så ringede jeg til vores ITafdelingen og sad i kø. Da jeg endelig kom til (og det varede ikke så lang tid, det føltes blot sådan), forsøgte den søde ITmedarbejder med forskelligt. Jeg fortalte ham, at jeg var sikker på, at jeg havde trykket gem undervejs i processen. Han fortalte, at når jeg havde gemt det på mit drev på regionens server, hvor filen vitterlig lå, så burde den gemme hver time. Der var bare ingenting.

Så tog jeg en dyb indånding, skrev til mine to kolleger og skrev, at jeg nok skulle få det færdig, men det ville tage noget tid. Heldigvis havde den ene, som er gået fra til ferie tid til at kigge på indledning, analyse og metode, hvor hun havde haft rettelser til i går. Den anden kollega, som var på arbejde,skrev at hun havde set, at jeg havde trykket gem undervejs i går, TAK for det. Jeg var nemlig ved at tro, jeg havde mistet dele af hukommelsen.

Og så har jeg ellers knoklet, så jeg kunne sende første forslag til diskussionsdelen til de to kolleger ved 14 tiden. Den ene har svaret, at hun syntes, det var blevet meget mere skarpt. Den anden skulle først hjem og være sammen med sin familie, så hende hører jeg fra senere.

Landmændene har fået den nemme version af aftensmaden, tre forskellige slags af den gode frysepizza. De skal arbejde videre, det skal jeg også. Jeg håber, jeg får det meste gennemarbejdet i aften inklusiv Ellens forslag til citater (jeg har mange flere i artiklen, Ellen ;-)

Der er handlet ind til weekenden, jeg trængte til en pause, eller rettere sagt min arm/skulder gjorde. Nu er jeg klar igen. Og når jeg trænger til pauser, sætter jeg god og høj musik på, som jeg danser og synger til (der er visse fordele ved, at landmanden ikke kommer ind før sent i aften).
Så fra at være grædefærdig i morges er jeg nu fortrøstningsfuld.



torsdag, april 25, 2019

Tåbelige mig

Dagen er brugt på projektarbejde. Glæder I jer ikke helt vildt til, at vi får den artikel udgivet? Så skal I ikke høre om det mere. I dag sad vi pludselig og kiggede opgivende på hinanden. Hvordan oversætter man citater fra patienter, hvor de bruger typiske danske fraser? I følge ordbogen.com hedder det at stikke en kæp i hjulet på engelsk "upsetting a applecart" Heldigvis må man gerne bruge en livline, og jeg har en god ven, som er rigtig god til sprog og engelske udtryk. Jeg er dybt taknemlig for, at Ellen har sagt ja til at hjælpe os.

Bortset fra det havde vi en rigtig god dag hos min kollega. Vi knoklede løs og hun havde sørget for lækker mad. Hun havde endda sørget for mad, jeg måtte få. Det er der, det tåbelige kommer ind. Bare fordi jeg ikke må spise frø, kerner, inklusive frugter med kerner så som vindruer og kiwi, så har jeg mistet lysten til maden. Jeg har dog købt rugbrød uden kerner, og så må jeg undvære min kommenost. Jeg tør heller ikke spise mandler, selv om det vel egentlig ikke går ind under kerner og frø. Grovbollerne herhjemme er fulde af kerner, mit yndlingsknækbrød er fuld af kerner, min morgenmad får altid et drys af mandler, jeg elsker salater med tomater (de har vel også kerner) osv. Jeg overlever nok de fire dage, det hårdeste bliver det sidste døgn på flydende kost uden mælkeprodukter og indtagelse af heftig udrensningsmiddel. Jeg kender turen fra for fem år siden, og det er jo i håb om at skulle jeg ligne min mor sygdomsmæssigt, så opdager vi kræften i tide. (det er såmænd bare en koloskopi, en kikkertundersøgelse af tarmen, og er ren screening, ikke fordi jeg har symptomer)

Morgendagens arbejdsdag er blevet til en hjemmearbejdsdag, for selv om vi som sagt knoklede, så nåede vi ikke i mål. Det skal jeg søge at komme i morgen, mens den ene knokler inde på afdelingen og den anden holder velfortjent ferie. I næste uge skal vi fremlægge vores projekt i et nationalt forum for apopleksi. Det glæder vi os til, og om en måned drager vi til Milano for at præsentere vores poster om projektet.

I aften var jeg til litteraturkreds, og jeg måtte erkende for de andre, at jeg aldrig blev færdig med bogen. Den var simpelthen for trist, nok især fordi jeg lige forinden havde kæmpet med Maren Uthaugs bog. Det skønne ved at gå i litteraturkreds er så, at jeg fik alle de andres oplevelser af bogen. Mange syntes også, den var trist og tung, men samtidig fantastisk godt skrevet. Og det kunne jeg jo også godt høre, når vi læste stykker op fra bogen. Vores litteraturkredsleder er utrolig god til at binde bøgerne sammen med andre i samme genre, den tid de er skrevet i og forfatterens baggrund. På den måde blev bogen afsluttet på en ordentlig måde, og jeg havde et andet indtryk af den, da jeg tog hjem. Jeg glæder mig allerede til efteråret, hvor vi starter igen.

Skallerne fra søpindsvin fanget i havet ud for Lønstrup

tirsdag, april 23, 2019

Detaljen og helheden

I dag skulle jeg i dag sætte nye billeder på vores tavle på arbejde. En aftenvagt var syg, og jeg havde været ved at finde en, der kunne komme i stedet for. Jeg skulle derfor udskifte aftenvagtens bemanding på billedtavlen. Jeg havde svært ved at finde personens billede, alle så pludselig ens ud i hvide uniformer, når jeg stod tæt på. Min kollega, der sad længere fra billedtavlen spottede hurtigere end mig, hvor personen var.

Andre gange ser jeg måske kun helheden og har ikke sans for detaljen. Men begge dele må der til for at danne sig et indtryk.

På gårsdagens vandretur fokuserede jeg indimellem på detaljen, for derigennem at nyde det smukke omkring mig.

en lille farveklat midt i alt det grøn-brune

En kogle, der aldrig faldt helt ned på jorden som alle de andre kogler, men hviler på grenene

I dag var det også de små detaljer, der fortalte mig, at den patient, som jeg mødte første gang i dag, stadig havde sproglige vanskeligheder. Hele tiden diskuterede jeg med mig selv, om det var hjerneskaden alene, der havde forstyrret det sproglige udtryk/forståelse eller om det også var problemer med det danske sprog generelt eller om det var en begyndende depression eller om det var bekymringer for fremtiden. Heldigvis er jeg ikke alene om at tolke på det, jeg oplever. Så sammen med pårørende, talepædagog, terapeuter og andre sygeplejersker kan hver vores deloplevelse danne et helhedsbillede.

En mand og et barn. Skal jeg som kvinde føle mig stødt over, at kvinden ikke er med? Eller se det som en cadeau til ligestillingsdebatten?

Jeg er i en eftertænksom periode lige for tiden. Ikke en bekymringsperiode, men mere en periode, hvor alt muligt og umuligt holdes op foran mig og studeres nøje. Min mor fik konstateret tyktarmskræft første gang, da hun var 62 år. Den alder jeg har nu. Tre år senere fik hun tilbagefald af kræftformen og 12 år efter første kræftoperation døde hun, knap 74 år gammel. D. 11/4 var det 11 år siden.

Sporene i sandet

Hvis nu du vender billedet inde i dit hoved, så ser du masser af små hjerter
Min far fik konstateret Alzheimers sygdom, da han var 74 år. Selv om han fik 11 år gode år derefter, så var det en anden tid. En tid, hvor hans omgivelser havde stor betydning for kvaliteten i hans liv. Den, der har fulgt med her, vil vide, at jeg synes, han gav meget og at vi også gav ham meget. Alle de skønne timer sammen med ham, hvor vi grinte sammen, sang sammen, talte sammen (uden at jeg vidste hvad vi talte om). Dem skønner jeg på. Ikke desto mindre tænker jeg på, hvad nu hvis...

Hvad nu hvis jeg ligner mine forældre, så har jeg tolv år tilbage, hvor jeg er i fuld kontrol over mit liv. Lever jeg så det liv, jeg gerne vil leve? Hvad betyder noget for mig? Er der noget, jeg vil ændre? For hvis ja, så skal jeg måske gøre det nu.

en vej frem

en vej bestående af gamle, slidte bjælker, som stadig giver mig et solidt grundlag at komme videre på

Går du mig på klingen, så tror jeg ikke, jeg ligner mine forældre på det punkt. Jeg er overbevist om, at jeg bliver ældgammel med hjernen i behold. Men man ved jo aldrig. Går du mig mere på klingen, så har jeg ikke den fjerneste anelse, om der er ting, som jeg kan ændre, jeg rent faktisk vil ændre. Det i sig selv siger så nok, at jeg vist bare skal fortsætte med det, jeg gør. Og måske er det kun i detaljefokuseringen, at jeg bliver usikker, og sikkerheden kommer, når jeg ser helheden.





mandag, april 22, 2019

Anden påskedag og retur til hverdagen

Selv om landmanden arbejder igen, holdt han fri i påskeweekenden. Dermed kunne vi sammen fejre svogers 60 års fødselsdag lørdag med gåtur i Rebild Bakker, rundvisning på Udvandremuseet og masser af god mad og kage. Søndag havde datteren det bedre, så hun sammen med os kunne nyde påskebrunch i sommerhuset sammen med svoger og svigerinde. Senere satte de datteren på et fly til hovedstaden og det gamle landmandspar nød en gammel westernfilm med masser af mad og påskeæg (vi går ikke ind for madspild, men jeg kunne måske godt skære lidt ned på indkøbene)




Anden påskedag startede tidligt med at smøre madpakke og brygge te til landmanden. Da hundene og han var taget hjem, hyggede jeg mig med strik og Byens bedste bagværk. Bagefter gik jeg en lang tur med tid til at lade tankerne flyve. Hvad betyder noget for mig? Hvad kunne jeg godt tænke mig at dykke ned i, når arbejdslivet stopper. Måske er det som svigerinden sagde, at jeg blot må være åben, når den tid kommer, og så prøve en masse ting af. Lige nu har jeg ikke den store energi til det, sygeplejen og landbruget fylder mit liv.


Vi snakker steder, vi vil bo, den dag landmanden går på pension. Vi ved, at det skal være på landet, alt hvad der betyder noget for landmanden i hverdagen, har med natur og landbrug at gøre. Skal det være skovbrug, skal det være kombination af lidt agerjord og skov, skal der være søer, skal der være...? Jeg drømmer om gamle bygninger, som ikke er til andet end at rive ned. Jeg drømmer om et lille nybygget hus tilpasset vores behov og små anneksbygninger, så gården kan tilpasse sig de mennesker, som nu er på gården på et givent tidspunkt. Jeg drømmer om natur og rum til vandringer. Jeg drømmer om nærhed til en større by med kulturelle tilbud. Men endnu er det uvirkeligt og ude i det fjerne.



Hverdagen er tættere på, jeg er hjemme igen. Om lidt skal jeg finde noget i fryseren, som kan forvandles til aftensmad til to sultne landmænd. Om lidt skal jeg smøre eftermiddagsmadpakker til de to selv samme landmænd, Om lidt skal jeg pakke taskerne ud og komme på plads i hverdagen. Det indebærer også, at jeg skal forberede mig til morgendagens arbejde.


Om lidt




God anden påskedag til dig.


lørdag, april 20, 2019

Har vi brug for ritualer?

Det er, som om mere og mere bliver omfattet af ritualer.

I aftes gik datteren og jeg til Blokhus, mens solen gik ned. Vi var spændte på, om ishuset stadig havde åbnet, men vi nåede det lige. Der er flere ishuse i Blokhus, og de havde alle åben, men for os er der kun et, der dur. Vi har nu haft sommerhus i 15 år, og hvert år skal vi ind omkring ishuset på torvet. Om sommeren sidder ejeren midt i varmen fra den kæmpestore vaffelbagemaskine midt i butikken og bager vaflerne. Der kan jeg fint få ventetiden til at gå med at studere håndelaget på vaffelbageren. De første år var det moderen, de sidste år har det været sønnen, der står for bagningen. I aftes var vaflerne bagt, før vi kom, men de smagte lige så godt som året før.

Bagefter gik vi ned til stranden for at få den sidste del af solnedgangen med. Der var rigtig mange mennesker inklusive biler på stranden. Jeg mindes ikke, at solnedgangen på den måde tidligere var et tilløbsstykke, men det er det nu.


Ritualer og traditioner hjælper os til at strukturere livet. På en eller anden måde sætter de livet i relief. At have for mange kan gøre livet stift og ubøjeligt, at have ingen kan gøre én rodløs. Det er dog, som om alle de sociale medier er med til at skubbe til de ritualer, der kan ses og fotograferes. Efter jeg fik blog, tænkte/tænker jeg ofte i billeder og indlæg, når noget sker. Bispebjerg kirkegaard er totalt overrendt af mennesker, når kirsebærtræerne blomstrer. Personalet må henstille til at man tager hensyn til de, der kommer for at besøge deres kæres gravsteder. Det flydende blomstermarked i Amsterdam har nu ikke flere blomsterhandler. De faste kunder kunne ikke komme til for turister, der skulle fotografere og ikke købe, så nu er der turistbutikker med souvenirs i stedet.



Måske er det også det, der gør, at alle søger mod vandet hver aften, når solen går ned. Mange tog billeder, inklusiv mig selv. Men lige så mange sad i bilerne med en kop varm kaffe eller stod på stranden og holdt om hinanden og blot nød synet. Jeg nød også synet, jeg nød at være der sammen med min datter, at kunne nyde himlens farver og mågerne på vandet. At kunne tale om kunstneren, som malede akvareller og netop havde fanget disse situationer i hans smukke smalle rektangulære malerier.



Selv om varmen kan føles sommervarm, så er vinden stadig kold, og datterens gryende ondt i halsen, da hun kom til os, har nu manifesteret sig i feber, ondt i halsen og forkølelse. Vi havde faktisk talt om, at det var dumt, vi ikke havde halstørklæder om halsen, da vi var i Lønstrup, for det var halsen, vi begge fik ondt i, da vi kom hjem. Jeg er åbenbart gjort af andet stof, så mit holder sig til en snert af ondt i halsen, der kan holdes nede med varm te.


Her til morgen nød jeg en halv time med ukrudtslugning, hvor tankerne fik lov til at flyve hid og did.  Nu nyder jeg teen, opvaskemaskinens summen, solen udenfor og krydser fingre for, at datteren snart får det bedre.



God påskelørdag til dig.


fredag, april 19, 2019

Tosomhed

Indimellem kan jeg godt savne andres former for tosomhed. Den hvor man sammen holder fri, får ordnet praktiske ting sammen, nyder påskedagene sammen. Følelsen går over, for sådan er det at være gift med en landmand og at være gift med en sygeplejerske. Vi arbejder ikke altid efter den fastlagte fridagsplan for familien Danmark.

Søerne ved Hune

Jeg nyder derfor tosomheden med datteren i sommerhuset, mens landmand og medarbejder sammen med hundene holder gården i gang. I går gik vi en god tur, drak vin på naboens terrasse, fik sol på næserne og sluttede dagen af med en skøn aften hos svoger og svigerinde i Aalborg. Her havde vi heldigvis lokket landmanden med. Hold nu op som vi er gode til at grine sammen.

Svoger og svigerinde har den skønneste udsigt over Limfjolrden

I dag kørte vi til Lønstrup og besøgte flere små gallerier. Hvor jeg nok holder af keramik, så taler glaskunst lige ind i mit hjerte. Det er dog sjældent, at der kommer noget med hjem. Jeg nyder de ting, jeg har i mit hus, så hvorfor købe nyt, hvis det gamle stadig udfylder sin funktion?


Marna Rix

Vi kom også forbi Galleri Dorthe Friis, hvor flere i Friisfamilien udstiller med lækre tørklæder, vaser og granitskulpturer. I dag var der også flere billeder af Marna Rix, hendes billeder elsker jeg, og jeg vil rigtig gerne have et hængende på min væg. Men hvilket billede skal det være? Trine Panum, tidligere tv-vært, udstillede også i galleriet. Det var også abstrakt, men på en helt anden måde, mere voldsom og skarpt. Men jeg kunne lide det.


Vi sluttede af med at gå den tur, som jeg sidst gik med min far. Det er ved at være nogle år siden. Faktisk er det 8,5 år siden, et halvt år efter min mor døde. Og det blogindlæg viste ingen billeder fra gåturen i Lønstrup ad Bækslugten ned til havet og videre ad stien rundt om klitten op til parkeringspladsen ved fiskebådene.

Lønstrup

Egentlig ville datteren og jeg have været i Blokhus for at spise frokost, men vi begik den fejl at køre dertil i bil. Der var stopfyldt, der holdt biler overalt, hvor en bil kunne smides ind. Vi opgav, kørte hjem til sommerhuset, kreerede vores egen frokost og nød den på terrassen.

Lønstrup


Jeg øver mig i ikke at se, hvor meget, der skal ordnes. Jeg holder påskeferie, og så må jeg tage en anden arbejdsweekend heroppe. Nu slapper vi af, drikker te og forsvinder begge to ind i hver vores univers. Det har vi begge brug for. Vi har dog sammen set Paul Hollywood besøge København og smage på dansk bagværk og vores smørrebrød.

Lønstrup

Landmanden har lange arbejdsdage, så her er det godt, at vi har valgt sommerhus tæt på gården (bevidst valgt netop af den årsag). Jeg har været hjemme med madpakker til formiddag og frokost, samt eftermiddagsmadpakker til begge landmænd. Ligesom der står aftensmad klar til at blive lunet i aften og brød og kage til aftenteen. Vores to gode termoflasker er fyldt med te, så der forhåbentlig er varm te til i aften også.

Datteren er søgt udenfor og slikker sol, mens det her indlæg er skrevet. Mon ikke jeg skal finde solbrillerne frem og gøre hende selskab? God dag til dig.


torsdag, april 18, 2019

Det som film kan

Mange kan sikkert fortælle mangt og meget om, hvad film kan. For mig kan film noget ganske særligt. Jeg kan have læst om noget og også fået indsigt, men det er som om fortællingen først fuldt erkendes, når jeg oplever det via film. Faktisk kan man tale om, at jeg kropsligt først erkender det læste gennem filmen.

Lad mig prøve med nogle få eksempler:

  • Efter jeg så filmen Dykkerklokken og sommerfuglen tænkte jeg meget over, hvordan det måtte være for en patient, når sygeplejersken eksempelvis skal undersøge pupiller eller har svært ved at høre, hvad patienten siger og læner sig helt ned til patientens hoved. Men også det at få lov til at give udtryk for det, man har at sige, selv om man ikke kan tale. Så må vi bruge andre metoder til at få ordene inde i hjernen til at komme til udtryk. Jeg har læst en faglig artikel, som på mange måder var helt anderledes end den vante norm. Det var et single-case studie af afprøvning af en metode til at give et menneske med afasi mulighed for at udtrykke sig, ikke blot om de er sultne, tørstige, skal på toilettet eller har ondt. Men muligheden for at udfolde den indre tankeverden for andre gennem at den anden hele tiden støttede ved hjælp af tegninger, ord, mimik, gestik osv. Det var helt fantastisk at læse, hvordan den unge patient med en blodprop i hjernen fik lov til at udtrykke sig (linket er til en faglig artikel på engelsk)
  • For år tilbage så landmanden og jeg en film om en amerikaner, som forsvandt i Argentina under Juntaen. Filmen handler om faderen og kærestens søgen efter den unge mand. Der gik det for alvor op for os, hvad der var foregået, og hvordan man i USA havde vendt det blinde øje til. At følge denne fars søgen efter den søn, som ikke havde samme politiske holdninger og se farens langsomme erkendelse af, at den regering, han havde støttet, var vidende om de mange forsvindinger og mord. Og hvis du ved, hvad filmen hedder, så skriv det endelig, for jeg kan ikke huske det. Jeg troede oprindeligt, at Gene Hackman spillede faderen, men jeg har gennemlæst hans bibliografi, og der kan jeg ikke finde filmen.
  • Filmen Hidden Figures satte også spor i os i forhold til racediskrimination, ikke ved store armbevægelser, men mere i det små. Som da den unge kvinde bliver forflyttet over til det hvide hovedkvarter og skulle bruge 40 minutter på at finde et toilet beregnet på farvede. Eller da der bliver sat en kedel vand op ved siden af kaffebeholderen til hende, fordi hun ikke må drikke af samme kaffe som de hvide.
  • Filmen A Star is born har fede koncertscener, og jeg læste efterfølgende, at de er optaget live hos andres koncerter. Blandt andet Kris Kristoffersen sagde ja til, at man først optog med hans publikum som engagerede statister, før den egentlige koncert gik i gang. Og det kan man mærke. Vi talte i hvert fald om, at vi godt kunne forstå den rus, man kan få af at give den hele armen foran en jublende fanskare. Og hvor skræmmende det samtidig også kan være og hvor let det kan blive at søge tilflugt i stimulerende stoffer.
Har du mon oplevet det samme?

Opdatering: min kloge datter ved, hvordan man skal søge på film, så nu ved jeg, at det ikke var Gene Hackman, men Jack Lemmon, at det ikke var Argentinas militærjunta men Chiles OG at filmen hed Missing

udsyn fra et bagsæde i en bil med tagvindue



tirsdag, april 16, 2019

Påskeferie - et ord som stadig er nyt for mig

Selvfølgelig kender jeg ordet påskeferie, som barn var det jo en del af skolefridagene. Det var også typisk der, der kom nogle gode film. Jeg husker stadig Drengen med det grønne hår - om den hedder sådan, er jeg faktisk i tvivl om, sådan husker jeg den. Efter lidt research har jeg fundet en film med den titel, og når jeg læser handlingen, genkender jeg temaet.  Derudover husker jeg fra den tid filmen Hi-Lili, Hi Lo og især sangen, som du kan høre her:




Langfredag blev der ikke vist film, som jeg husker det. Det var ikke en dag, der skulle festes på, det var en sørgmodig dag. Hvorimod påskesøndag var og er glædens dag, forårets dag og kristendommens største helligdag. Og selvfølgelig havde alle butikker lukket.

morgenstemning


Siden jeg blev sygeplejerske, har påsken været arbejdsdage og måske har jeg haft fri nogle af dagene. Og som landmandskone er påsken ofte faldet midt i forårsarbejdet. For dem, der har fulgt denne blog, er det ikke en hemmelighed, at min kære landmand i vores unge dage kundgjorde, da jeg måske brokkede mig lidt over, at han ikke holdt fri på de skæve helligdage i foråret: skæve helligdage er kun for dovne mennesker, Gud har givet os en fridag om ugen, nemlig søndag.

morgenstemning

Derfor er det meget nyt for mig stadigvæk, at jeg indimellem kan holde fri hele påsken. Til gengæld tager jeg så de enkeltstående skæve helligdage så som Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag og Pinsemandag. Det er egentlig fjollet, for der er landmanden som regel færdig med forårsarbejdet, så vi kunne jo tage på motorcykelture. Men i påsken har vores børn fri, og er vi heldige, kommer de hjem. I år bliver det kun datteren, vi får besøg af. Søn og svigerdatter drager til Norge på påskeferie.

Jeg vil glæde mig til, at vi kan tage ud og se på påskeudstillinger samt gå lange ture.

I dag har min projektgruppe arbejdet videre med vores artikel, den hænger os langt ud af halsen, men heldigvis fik vi godt fat i den i dag og nåede et godt stykke vej med endnu en omgang kondensering. Til gengæld kan jeg nu afsløre, at vi har fået en poster om projektet optaget på den europæiske apopleksikonference. Vi har desuden fået bevilget penge til rejsen af en fond, og derfor skal vi alle tre til Milano i maj. Det bliver så godt og spændende.

I morgen har jeg fridag, så min påskeferie er sådan set startet.

mosekonen brygger





lørdag, april 13, 2019

At ligge i en solstråle med godt overblik

Landmanden pløjer, medarbejderen har fri. Solen skinner og måske kommer jeg ud i det fri, lige om lidt, måske. Hundene synes ikke om konceptet, at de er indendørs og ikke i en traktor. Men en traktor, selv om den er stor, er ikke designet til at have to store ruhårede hønsehunde plus en traktorfører inde i traktorhuset. Ayla og Dexter har dog accepteret det og finder hver deres måde at udholde det. Ayla på bryggersbordet i en solstråle, Dexter lige nedenfor på det varme bryggersgulv. Nu hvor jeg er rykket ind på kontoret, er Ayla rykket med og ligger ved siden af stolen.


Landmanden og jeg har det med at grine af indforståede ting sammen, og andre ville helt sikkert ikke synes, det var sjovt. Det er det, jeg elsker allermest ved ham, at vi griner så godt sammen. At vi er vidt forskellig holdningsmæssigt, må vi leve med, vi har vist opgivet at ændre på hinanden. Alligevel tørner vi sammen gang på gang i skænderier, for det er så svært at forstå, at når nu man selv har set lyset i forhold til forskellige emner, at den anden så kan være så dum at mene noget helt andet. Latteren fra formiddagsteen sidder stadig i mig og får mig til at smile.


Hvis jeg tænker det, skal jeg gøre det. Mette - Alene i Vildmarkens motto, som også pryder hendes facebookside. Jeg er vild med det motto, og jeg øver mig i at holde fast i den tankegang, så lige nu har jeg langt om længe fået koblet vores flybilletter til rewardprofilen. Profilen fik vi oprettet, da vi tog til Finland. Det er en af de ting, vi har grinet af. Som jeg sagde, jeg kan da heller ikke tage dig med ud i verdenen. Nu har jeg, alle de gange jeg har rejst alene til København med fly, undgået de sælgere, fordi jeg ikke orkede at sætte mig ind i, hvordan man koblede sine billetter til rewardprofilen. Fluks landmanden er med, så stopper han op og snakker med sælgeren, og vupti er vi tilmeldt. Hvem er det så, der skal sørge for at få aktiveret kortene inden tidsfristen og koblet billetterne til også inden tidsfristen? Jep, pilen peger mod mig, landmanden griner bare og går ud igen til sin elskede traktor.


I går sad jeg igen på et kontor langt væk fra afdelingen, jeg fokuserede på at læse artikler OG få dem skrevet ind i en matrix. Det sidste hopper jeg tit over, fordi det forlænger tiden, jeg arbejder med artikler. I går holdt jeg fast i, at det i den sidste ende ville give mig et mere stabilt ståsted at tale ud fra. Jeg er faktisk stolt over mig selv, at jeg holdt fast. Jeg kender dog mine livliner, så min leder fik lige en sms til det heldagsmøde, hun var til, for så vidste jeg, at jeg fik thumbs up til at fortsætte.


Jeg kredser meget om at få alle de artikler nedfældet i et samlet dokument. Det tror jeg, vil give mig et bedre overblik. Det vil jeg fundere lidt mere over, for nu vil jeg gøre næste tanke i mit hoved til virkelighed. En gåtur med tid til at lade tankerne flyde frit hid og did.

Må du få en god lørdag, som startede vældig kold, men nu er frosten langt om længe væk fra græsset. Den kolde april bakker op om min manglende lyst til at gå i haven, selv om jeg på samme tid drømmer om planter i mine højbede og ukrudtet væk fra mine bærbuske. Jeg tror, jeg venter til efter påske, måske.

Godt nok har vi traner i mosen, men de her er "fanget" et andet sted



torsdag, april 11, 2019

Jeg har sat min hjerne fri i dag

Inspireret af bogen Frihedens Pris af Peter Lund Madsen har jeg været god ved min hjerne i dag.

Muligvis er det ukrudt, men det ser flot ud som tæppe
Peter LM beskriver, hvordan tidligere tids arbejde groft sagt enten bestod af fysisk hårdt arbejde eller monoton arbejde på fabrik. Her kunne hjernen få lov til at lade tankerne gå i mange forskellige retninger. Arbejdet kunne godt gøres, uden at hjernen hele tiden skulle koncentrere sig om det samme hele tiden. At der så er andre ulemper ved disse arbejdsformer ved vi godt. Men jeg kan sagtens følge ham. I de 11 år, hvor jeg arbejdede sammen med landmanden på gården og troligt dag ind og dag ud fra august til maj sad ved sorterbordet og sorterede kartofler. De grønne, revnede og skurvede kom væk sammen med jordknolde. Det behøvede hjernen ikke at koncentrere sig om, det blev automatiseret i hjernen. Sådan er hjernen nemlig smart, ingen grund til at bruge flere kræfter end nødvendigt, så alt der kan automatiseres, bliver det. Jeg planlagde FDFmøder, forberedte indkøbsseddel, tænkte tanker om familiekomsammener osv.


I dag er langt det meste arbejde noget, hvor du skal være fokuseret. Skærmarbejde, kundebetjening, sygepleje osv. Hjernen får ikke lov til at lade tankerne vandre hid og did, hvilket den har brug for. Når vi så kommer hjem, så skal vi til at fokusere på alt det, der skal nås i fritiden, og vi skal da også nå at tjekke instagram, facebook, blogs, nyhedssider osv.

I dag læste jeg resten af bogen færdig, men stoppede indimellem op og sad bare og så ud i luften, lod tankerne dukke op, legede med dem, stoppede op ved andre tanker, ikke noget produktivt med et slutresultat. Ved fysioterapeuten enedes vi om, uden at aftale det, ikke at sige noget under behandlingen. Og dermed kunne jeg være til stede i min krop, mærke hvor spændt og øm den er og tænke over hvor dumt det er at vælge det, der fremmer den tilstand.


Hjemme igen har vasketøjet hængt ude, nu er det taget ind og duften af frisk luft fylder gangen og min næse, hver gang jeg går forbi tørrestativet.

På min gåtur sidst på eftermiddagen begyndte det at sne! Jeg nød de små snefnug, der landede på min grønne trøje, jeg nød luften, der bed i mine kinder og jeg nød kroppens pulsation. Jeg nød at lade tankerne finde ideer til undervisning, men også at lade dem slippe igen, for jeg havde jo ikke en computer eller en blog at notere ideerne på og dermed at skulle arbejde videre med ideen.

Strikketøjet er også blevet motioneret, mens jeg så lidt fjernsyn.

Jeg kan mærke, at min hjerne har haft godt af denne dag. Det må jeg huske.



God aften til dig.