Lige nu sidder jeg afslappet i en lækker stol med benene oppe på en fodskammel. Begge dele i cremefarvet læder. Væggene er malet i varm gul farve I hjørnet står en smuk lampe på en bænk, lampen sender et blødt varmt lys ud i rummet, som sammen med solen udenfor gør rummet lyst. På væggen hænger et maleri i varme farver. På den anden væg hænger et gruk af Piet Hein: Om at leve i nuet.
Der er dejligt stille her. Jeg er netop blevet færdig med en god kop te, serveret sammen med gode fuldkornskiks. Er jeg på et wellnesscenter? Næh jeg har såmænd lige overstået min kikkertundersøgelse af tarmen. Alt er som det skal være.
Jeg har følt mig i helt trygge hænder. Først blev jeg taget mod i dette lækre rum af sekretæren, hun forklarede.mig om hele forløbet. Jeg fortalte ikke, jeg var sygeplejerske. Nogen gange skal man give sig lov til at få information som alle andre. For måske ved jeg ikke alt om en tarmundersøgelse, selv om jeg har prøvet det før og er sygeplejerske.
Så hentede kirurgen mig. Vi fik først en snak om, hvorfor jeg var her. Han udstrålede tid, ro og opmærksomhed. Her brugte jeg fagtermer, så han fangede hurtigt min profession.
Da undersøgelsen gik i gang, kom en sygeplejerske ind. Sidste gang hos en anden læge fik jeg beroligende og afslappende medicin, så jeg sov fra det hele. Denne gang blev vi enige om, at jeg kunne sige til ved behov. Jeg valgte at gennemføre uden, men der var perioder, hvor jeg måtte koncentrere mig om vejrtrækningsøvelser og ikke så med på skærmen.
Bagefter blev jeg fulgt ud i mit rum, blev spurgt til, om jeg ville have tæppe over og instrueret i at lænestolen kunne vippes i liggende position, hvis jeg havde brug for det. Lidt senere kom kirurgen ind og informerede mig endnu en gang om, at alt så fint ud. Det er nu slut med flere kontroller. Udenlandske studier har påvist, at når alt ser normalt ud, behøver man ikke flere undersøgelser.
Bagefter tænkte jeg på, at her tog kirurgen udgangspunkt i den viden, han havde om mig. Han vidste, at min mor var død af tarmkræft; at hun var 62 år, da det første gang blev opdaget ved en tilfældighed. Og han vidste også, fordi han havde spurgt ind til det, at jeg havde en funktion som udviklingsansvarlig sygeplejerske og dermed beskæftiger mig med den viden, vi har fra erfaring og studier. Så for mig er det ikke nok, at han siger, at han mener. Jeg har brug for viden om undersøgelser, der understøtter hans erfaring.
Min sygetransport kunne først hente mig en time senere, så jeg troede, at så måtte jeg sidde i venteområdet, men næh nej, jeg skulle bare blive siddende i det lækre rum.
Jeg nåede aldrig at blive færdig med mit indlæg, for så kom falckmanden. Det blev en behagelig tur hjem, vi havde en person mere med og snakken gik livligt om alt muligt.
Nu er jeg hjemme og fordi jeg ikke fik medicin, er jeg helt anderledes på toppen end sidste gang, hvor jeg var groggy det meste af dagen.
Jeg er dybt imponeret over hele forløbet, varmt, professionelt og opmærksomt. Der skal vist sendes en mail til klinikken med tak for god behandling.
Opdatering inspireret af Ellens kommentar: dette var en privat klinik og dermed har de andre muligheder end det offentlige. Men det at føle sig velkommen, at folk lytter til en og at de med deres fremtoning viser ro - det har så stor en betydning. Desværre er der skåret helt ind til benet i det offentlige, så jeg tager hatten af for mine kolleger, når de lykkes med, at patienter og pårørende netop føler ovenstående.
Hvor er det dejligt at høre, at det ikke kun er dårlige oplevelser i forbindelse med sundhedsvæsenet.
SvarSletJeg tror nu selv på, at der er langt LANGT flest gode. Det er bare de dårlige, der er mest interessant at videreformidle.
Jeg mener dog stadig, at sektoren er voldsomt underbemandet.
Ellen, jeg er meget enig i din sidste sætning. Det her er en privat klinik, så de kan indrette sig som de vil. Det offentlige har skåret så meget ind til benet, så jeg tror desværre mange sygeplejersker vælger at stå op og aflevere information, så de hurtigt kan komme videre. Men det gør en verden til forskel, at man kan signalere ro ved sin fremtoning.
SletDet var godt at høre, at alt er i orden. Og dejligt, du havde en positiv oplevelse. Jeg forstår dog ikke, hvorfor du ikke skal have flere kontroller? Alt ser normalt ud, skriver du. Men hvad om fem år?
SvarSletBetty, som jeg forstod det, har det vist at en undersøgelse er nok.Om det er fordi jeg har den alder jeg har, er jeg lidt i tvivl om. Sundhedsstyrelsen siger dog, at hvis man har fået lavet en kikkertundersøgelse, skal man ikke deltage i screeninger for tarmkræft (afføringsprøver) de næste otte år. Nok fordi tarmkræft er meget langsomt voksende, det er også derfor den tit opdages for sent, fordi den ikke giver symptomer.
SletDejligt, at det blev godt overstået og med et positivt resultat.
SvarSletEva, det var dejligt.
SletDet må ikke være en rar undersøgelse, men du har fået det bedste ud af den: At alt ser normalt ud. Hurra for det!
SvarSletConny, det er absolut ikke en rar undersøgelse, men det gik nu meget godt og heldigvis ikke noget unormalt at se. Nu mangler jeg et biopsisvar på en polyp, men det regnede han heller ikke var noget.
SletHvilket luksus på den klinik. Det kan ikke sammenlignes med det jeg oplevede i marts 2018, da jeg fik foretaget både gastroskopi og koloskopi. Da jeg gik derfra, var det ud til en pindstol i et fælles venteværelse, og der stod en termokande med kaffe/te, en kande saftevand/vand, og et par ostemadder, hvor osten vippede af tørhed.
SvarSletUndskyld, jeg lige lød lidt misundelig, det var ikke meningen. Jeg skulle endda selv sørge for transport, der var ingen offentlig hjælp, for de 34 km, var under de 50 km. Så jeg kunne jo bare tage den offentlige transport. Hvis ikke der var nogen der kunne kører mig.
Okay, jeg fik god information inden undersøgelserne, tror jeg sov fra dem, næsten. Desværre synes jeg svaret efterfølgende var for vattet. Svaret var bare, alt er i orden og tak for i dag, de svar blev givet i det venteværelse, hvor der sad 20 andre mennesker, og blev givet sådan henkastet over skulderen, altså nu må du gerne smutte, så andre kan komme til at sidde ned i venteværelset.
Min oplevelse for selve undersøgelsen var tilfredsstillende, men ikke det efterfølgende forløb.
Dejligt der ikke er noget, men forstår godt du gerne vil vide lidt mere, det ville jeg nemlig også. Talte med egen læge, som desværre kun kunne svare det samme som jeg allerede vidste. Alt er i orden. Punktum.
Karin, hvor er det trist at du fik den oplevelse. Vi har et abonnement med sygetransport, så det blev brugt. Sidste gang, som også var ved en speciallæge, fik jeg information på lejet, da jeg vågnede op. jeg var noget groggy og kunne heller ikke huske alt. Da jeg havde hvilet mig et stykke tid og fået saft, blev jeg sendt hjem, så ingen lækre rum dengang. Jeg skulle så ringe senere for at få biopsisvar.
Slet