torsdag, april 04, 2019

Det skal jeg huske på

Indimellem kan jeg nemt få øje på det, der driller mig; det, jeg savner; det jeg ikke har; den, jeg ikke er.

Så skal jeg huske på en dag som i dag.

Tænk at møde et smukt og dejligt samt meget vidende menneske og så få lov til at mødes med hende flere gange om året.

Siden vores diplomstudies afslutning er vi mødtes på forskellige cafeer. I dag prøvede vi noget nyt, for vi manglede tid til at snakke. I dag mødtes vi hos hende, hun var kommet sent hjem fra aftenvagt med overarbejde, jeg havde haft en 12 timers dag i går pga undervisning af patienter og pårørende.

Ikke desto mindre havde hun nået at bage lækkert brød og kage, og vi blev hurtigt enige om, at vejret vist godt kunne klare en udendørs servering på hendes altan. Iklædt jakker, halstørklæde og lune tæpper snakkede og spiste vi i fem timer. Vi kom vidt omkring, både vores familie og fagligt.



Jeg lærer så meget af hende, jeg bliver så inspireret af hende. Hun er den yngste af os, men hvor er hun bare klog. Jeg er helt sikker på, at hun må være en fantastisk sygeplejerske og kollega.



Jeg er blot taknemlig for, at hun er en del af mit liv. Ikke i hverdagen, men i ny og næ, når vi kan finde tid sammen. Næste gang skal vi være hos mig. Vi havde godt nok en ambition om at besøge alle cafeer i Aalborg, men det her er meget hyggeligere.


Hjemme er landmanden og medarbejder i marken. Travlheden i kartoffelsortering henover vinteren har betydet, at landmanden er færdig med at sortere. Det er tidligt. Det betyder så, at han kan koncentrere sig om markarbejdet, og det nyder han. Der pløjes og harves. Snart skal der spredes gylle, så skal der sås korn og sidenhen lægges kartofler. Pludselig er det sommer og sådan går året sin vante gang på gården.

Jeg har fået mig en ven, som af og til gør opmærksom på sin tilstedeværelse ved at banke på terrassedøren. Første gang var jeg alene hjemme og jeg blev skræmt fra vid og sans, jeg troede det var en indbrudstyv. Nu ved jeg, det er hr. Kok, som ønsker opmærksomhed.





6 kommentarer:

  1. Det er en fin gæst, du har ved terrassedøren. Jeg kan godt forstå, du blev forskrækket i første omgang. Hvor er det hyggeligt med sådan et kollegatræf, du skriver om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det er lidt hyggeligt med hans besøg :-)
      Og vi hyggede os så meget.

      Slet
  2. Hvor lyder det bare dejligt - livet bæres af gode bekendskaber!

    SvarSlet
    Svar
    1. A+K, hvor er det bare en skøn og rammende sætning: livet bæres af gode bekendtskaber - og for jeres og mit vedkommende også af vores nære familie :-) Der er mange for hvem familie kun er lig med problemer.

      Slet
  3. Jeg har dog alligevel aldrig hørt om fasaner, der banker på :-)
    Det er så skønt med mennesker, der kan berige ens liv på den ene eller den anden måde, men jeg er sikker på, at du giver hende lige så meget, som hun giver dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, måske skal jeg lancere hr kok som en sensation :-)
      Tak, hvor er du sød, vi får i hvert fald vendt mangt og meget af sygeplejen

      Slet