tirsdag, april 16, 2019

Påskeferie - et ord som stadig er nyt for mig

Selvfølgelig kender jeg ordet påskeferie, som barn var det jo en del af skolefridagene. Det var også typisk der, der kom nogle gode film. Jeg husker stadig Drengen med det grønne hår - om den hedder sådan, er jeg faktisk i tvivl om, sådan husker jeg den. Efter lidt research har jeg fundet en film med den titel, og når jeg læser handlingen, genkender jeg temaet.  Derudover husker jeg fra den tid filmen Hi-Lili, Hi Lo og især sangen, som du kan høre her:




Langfredag blev der ikke vist film, som jeg husker det. Det var ikke en dag, der skulle festes på, det var en sørgmodig dag. Hvorimod påskesøndag var og er glædens dag, forårets dag og kristendommens største helligdag. Og selvfølgelig havde alle butikker lukket.

morgenstemning


Siden jeg blev sygeplejerske, har påsken været arbejdsdage og måske har jeg haft fri nogle af dagene. Og som landmandskone er påsken ofte faldet midt i forårsarbejdet. For dem, der har fulgt denne blog, er det ikke en hemmelighed, at min kære landmand i vores unge dage kundgjorde, da jeg måske brokkede mig lidt over, at han ikke holdt fri på de skæve helligdage i foråret: skæve helligdage er kun for dovne mennesker, Gud har givet os en fridag om ugen, nemlig søndag.

morgenstemning

Derfor er det meget nyt for mig stadigvæk, at jeg indimellem kan holde fri hele påsken. Til gengæld tager jeg så de enkeltstående skæve helligdage så som Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag og Pinsemandag. Det er egentlig fjollet, for der er landmanden som regel færdig med forårsarbejdet, så vi kunne jo tage på motorcykelture. Men i påsken har vores børn fri, og er vi heldige, kommer de hjem. I år bliver det kun datteren, vi får besøg af. Søn og svigerdatter drager til Norge på påskeferie.

Jeg vil glæde mig til, at vi kan tage ud og se på påskeudstillinger samt gå lange ture.

I dag har min projektgruppe arbejdet videre med vores artikel, den hænger os langt ud af halsen, men heldigvis fik vi godt fat i den i dag og nåede et godt stykke vej med endnu en omgang kondensering. Til gengæld kan jeg nu afsløre, at vi har fået en poster om projektet optaget på den europæiske apopleksikonference. Vi har desuden fået bevilget penge til rejsen af en fond, og derfor skal vi alle tre til Milano i maj. Det bliver så godt og spændende.

I morgen har jeg fridag, så min påskeferie er sådan set startet.

mosekonen brygger





4 kommentarer:

  1. Tillykke og god tur til Milano. Der må være skønt i maj - jeg håber I får tid til også at være turister.
    Melodien kender jeg udmærket, men ikke filmen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ellen, vi får nok desværre ikke så meget tid udover om aftenen, når vi skal finde et godt madsted. Der er mange spændende punkter, som vi gerne vil deltage i.
      Jeg kan heller ikke huske filmen mere, men sangen kan jeg. Sangen sang min søster og jeg konstant dengang :-)

      Slet
  2. Jeg har lidt af samme parole: "Hvis Vorherre har skænket os såvejr, er det Hans mening at der skal sås."
    Jeg er i øvrigt totalt uudholdelig at være i selskab med, hvis der er noget i marken der trænger medens jeg forventes at være social.
    Det er herligt, når børn, svigerbørn og andre kommer forbi i vækstsæsonen; men de ved, at hvis de vil snakke med mig, bliver det i førerhuset i traktoren. -Og DET er til gengæld rigtig hyggeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, og vi andre lærer jo at finde jer og lærer at leve med at sådan må det være :-)

      Slet