Tåbelige mig

Dagen er brugt på projektarbejde. Glæder I jer ikke helt vildt til, at vi får den artikel udgivet? Så skal I ikke høre om det mere. I dag sad vi pludselig og kiggede opgivende på hinanden. Hvordan oversætter man citater fra patienter, hvor de bruger typiske danske fraser? I følge ordbogen.com hedder det at stikke en kæp i hjulet på engelsk "upsetting a applecart" Heldigvis må man gerne bruge en livline, og jeg har en god ven, som er rigtig god til sprog og engelske udtryk. Jeg er dybt taknemlig for, at Ellen har sagt ja til at hjælpe os.

Bortset fra det havde vi en rigtig god dag hos min kollega. Vi knoklede løs og hun havde sørget for lækker mad. Hun havde endda sørget for mad, jeg måtte få. Det er der, det tåbelige kommer ind. Bare fordi jeg ikke må spise frø, kerner, inklusive frugter med kerner så som vindruer og kiwi, så har jeg mistet lysten til maden. Jeg har dog købt rugbrød uden kerner, og så må jeg undvære min kommenost. Jeg tør heller ikke spise mandler, selv om det vel egentlig ikke går ind under kerner og frø. Grovbollerne herhjemme er fulde af kerner, mit yndlingsknækbrød er fuld af kerner, min morgenmad får altid et drys af mandler, jeg elsker salater med tomater (de har vel også kerner) osv. Jeg overlever nok de fire dage, det hårdeste bliver det sidste døgn på flydende kost uden mælkeprodukter og indtagelse af heftig udrensningsmiddel. Jeg kender turen fra for fem år siden, og det er jo i håb om at skulle jeg ligne min mor sygdomsmæssigt, så opdager vi kræften i tide. (det er såmænd bare en koloskopi, en kikkertundersøgelse af tarmen, og er ren screening, ikke fordi jeg har symptomer)

Morgendagens arbejdsdag er blevet til en hjemmearbejdsdag, for selv om vi som sagt knoklede, så nåede vi ikke i mål. Det skal jeg søge at komme i morgen, mens den ene knokler inde på afdelingen og den anden holder velfortjent ferie. I næste uge skal vi fremlægge vores projekt i et nationalt forum for apopleksi. Det glæder vi os til, og om en måned drager vi til Milano for at præsentere vores poster om projektet.

I aften var jeg til litteraturkreds, og jeg måtte erkende for de andre, at jeg aldrig blev færdig med bogen. Den var simpelthen for trist, nok især fordi jeg lige forinden havde kæmpet med Maren Uthaugs bog. Det skønne ved at gå i litteraturkreds er så, at jeg fik alle de andres oplevelser af bogen. Mange syntes også, den var trist og tung, men samtidig fantastisk godt skrevet. Og det kunne jeg jo også godt høre, når vi læste stykker op fra bogen. Vores litteraturkredsleder er utrolig god til at binde bøgerne sammen med andre i samme genre, den tid de er skrevet i og forfatterens baggrund. På den måde blev bogen afsluttet på en ordentlig måde, og jeg havde et andet indtryk af den, da jeg tog hjem. Jeg glæder mig allerede til efteråret, hvor vi starter igen.

Skallerne fra søpindsvin fanget i havet ud for Lønstrup