Kæpheste og konferencedage

 I går var en lang arbejdsdag. I går var en dejlig dag sammen med kolleger. I går var jeg til Stroke Forum 22 Danmark.  Stroke betyder blodprop eller blødning i hjernen. I går fik jeg lige luftet en af mine kæpheste. Den er aldrig bagerst i stalden til kæphestene, den dukker op med det samme og jeg kan ikke skjule det.

Jeg kørte sammen med med en af mine unge kolleger, om end hun tæt på de 40 med to børn føler alderen banker på. Men for mig er hun ung, hun er jo kun få år ældre end mine børn. Men hun er en skøn kvinde, erfaren og dygtig og vi fik køreturen til at gå med mange gode refleksioner om børn, livet, sygeplejen, osv. Det var så hyggeligt at køre med hende. 

Skejby Sygehus er enormt, mest fordi det er bygget fladt, hvor vores nye supersygehus er bygget i højden. Vi fandt auditoriet, morgenmaden og vores andre kolleger. Desværre var vi nødt til at skuffe nogle kolleger, som ikke kunne komme med, fordi vi mangler folk. Men projektsygeplejerskerne, vores sygeplejersker fra vores udgående team, min køremakker og jeg, som havde en poster med, samt vores leder var der.

Vores leder var inviteret til at deltage i en paneldebat og det var eneste grund til, at hun var der, ellers havde hun prioriteret, at vores souschef skulle have været med. Vi fik lækre boller og te og var klar til en lang dag med mange gode indlæg at blive klogere på.

Vi fik gode pladser i det smukke auditorium, og allerede der var man forsinket. Tovholderen var en meget dygtig overlæge og han lavede en god og humoristisk indledning. Men så knækkede filmen for mig, for de kære oplægsholdere havde så meget på hjertet og mange havde spørgsmål, og der var ingen styring af tiden. DET er min kæphest. man skal holde tiden på sådan en dag, hvor vi skulle gennem mange spændende indlæg.

Min leder kalder det the look of love, når jeg giver hende tegn på vores kursusdage for kollegerne, at nu har hun få minutter tilbage til at afrunde sit oplæg. Jeg ved, at bare to minutter for længe ved første indlæg, så skrider resten af dagen, og det er synd for de sidste, der skal holde oplæg. Her skred den så meget, at paneldebatten før frokost ganske enkelt blev aflyst. Det er bare ikke i orden. Det var det eneste punkt på hele dagen, hvor sygeplejen til mennesker med stroke ville blive drøftet.

De andre grinede kærligt, fordi de kender mig, da jeg allerede efter første indlæg hviskede, de mangler en til at sende the look of love. Men de måtte jo også erkende, at jeg havde ret, og som en sagde, Lene du lægger billet ind på at styre konferencen næste år. 

Jeg tror, at de kære læger har så meget respekt for hinanden, at de har svært ved at bryde ind og sige, nu har du fem minutter tilbage. Men det er i mine øjne mangel på respekt for de sidste på dagens lange program og for den ene, min leder, som kun deltog i paneldebatten. Dagen sluttede 20 minutter senere end beregnet.

Bortset fra det var der rigtig mange spændende indlæg og også få meget nørdede indlæg, hvor man skulle holde tungen lige i munden for at forstå bare lidt af det. Blandt andet hørte jeg om det glymfatiske system, som renser hjernen under søvn og derudov er dets betydning for udvikline af væskeophobning ved stroke. Midtvejs i konferencen kørte der to parallelle spor, hvor det spor, jeg deltog i, havde nogle virkelige gode indlæg, som var rettet mod sygeplejersker, terapeuter, neuropsykologer, men også læger fandt vej ind i det auditorium. De tovholdere kørte det stramt, så vi holdt tiden.

Vi fik lækker mad og dagen sluttede med, at der holdt en pølsevogn udenfor, så man til receptionen kunne spise, hygge og udveksle erfaringer og gode tips. Min kollega og jeg var dog så trætte, at vi ville hjem. Hun fik en utrolig lækker hotdog med i hånden, som blev spist på vej til parkeringspladsen. Solen skinnede på vej op gennem Jylland, og snakken gik lystigt. Det var en dejlig dag.

Billedet er fra Randers, og det er en intern joke mellem min leder og mig. Lige meget hvor optaget vi er af at snakke sygepleje, om vi kører i bil eller tog, så udbryder hun i Gudenådalen; er her bare ikke smukt (hun er fra Randers). Så på vej  hjem fik jeg taget billede og sendt til hende med ordene; hvor er her bare smukt :-)

Der kan gå så lang tid

 at jeg nærmest ikke kan finde ordene og tænker, mon jeg skal stoppe. Men jeg ved, at det gør noget godt for mig at skrive her på min blog. Også når dagene stryger af sted og jeg synes, at alt har jeg skrevet om før.

Jeg føler livet haster af sted, jeg føler at jeg ikke får greb om det. Jeg synes, at jeg får påskønnet det gode, det skønne, det hjertevarme og det omsorgsfulde omkring mig. 

Ikke desto mindre føler jeg, at tempoet i livet får mig til at få gjort det mest nødvendige og så vælger jeg desværre instagram og viaplays serier som det dulmende, det underholdende, faktisk også tankevækkende, men nok mest de to første ting. Og det er en tidsrøver. Hvad med genoptagelse af strikning, hvad med at få de sidste billeder i albums og vækning af minder derigennem, hvad med at bage en lækker kage eller prøve nye spændende opskrifter? Min energi rækker ikke til det lige nu, så jeg vælger det, der her og nu føles godt.

Jeg lytter til bøger, de får mig talt til ro ved nattetide, de hjælper mig gennem opvarmningen til træning, de hjælper mig, når det kedsommelige og trivielle skal gøres så som strygetøj, tøjsammenlægning og malearbejde. Men det er ikke nye bøger, som udvider min horisont, det er derimod bøger, jeg tidligere har læst, bøger som aer mig og gør mig godt.

Jeg har så uendeligt meget at være taknemlig for, og det ved jeg og skønner på.

Taknemlighed for

• at jeg ikke træner, fordi jeg har handicap, som gør det nødvendigt at træne for at vedligeholde mine fysiske funktioner. Hver gang møder jeg i min fysioterapi folk med følger efter forskellige skader og sygdomme, og de er så seje. De har friske bemærkninger til fysioterapeuterne i klinikken. De giver hinanden masser af opmuntring og stikpiller. Jeg træner for at kunne lege vilde lege med mit barnebarn uden at få ondt i ryggen, og så gør det godt for en slidt krop efter mange år som sygeplejerske.
• at mit dejlige barnebarn har de skønneste forældre, som vil ham det bedste. Han stortrives og kravler nu op af trappestigen i køkkenet. Hans faster og farforældre glæder sig til snart at få ham på ferie. Det bliver så godt, om end vi nok skal fjerne nogle ting rundt om i huset :-)
• at min datter udfolder paletten af talenter på alle mulige måder, om det er grafisk design på Trapholt museet eller ZOO i København eller kunstprojekter som forrige indlæg handlede om eller oplæg/performance som det hun skal holde om to dage. Jeg glæder mig og mærker en taknemlighed over, at hun er min datter.
• at min søn langt om længe er godkendt til barsel, som er øremærket fædre. Han er så god til at være far, jeg nyder hans måde at være far på og føler stor taknemlighed over at have fået ham. Og at han har fået arbejde, når barslen er overstået. Han skal være pædagogmedhjælper, det vil han bare være god til.
• min svigerdatter. Hun er bare det skønneste menneske, en fantastisk mor og så er hun også en dygtig sygeplejerske. Og så fryder jeg mig over at have lært hendes skønne familie at kende.
• mine dygtige kolleger. Jakob Birkler skriver i denne artikel om at sundhedsvæsenets ensidige fokus har tabt blikket for omsorgens kvalitet og værdi. Blandt andet skriver han: For sygeplejersker betyder det eksempelvis, at de hver dag går på arbejde, hvor de øjner en lang række omsorgsbehov hos patienterne, uden at de har mulighed for at forpligte sig til omsorgen. Derfor oplever mange sygeplejersker moralsk stress, fordi de udmærket godt ved, hvad de bør gøre, alt imens de forpligtes til alt muligt andet. 
• Og jeg kan se det i mine kollegers øjne, ikke altid, ikke hver dag, men langt oftere end før. Den afmagt i at vide, at der var så meget mere, de kunne gør professionelt for at hjælpe/støtte vores patienter og pårørende. Jeg er dybt bekymret for sundhedsvæsenet, om man er sygeplejerske, social - og sundhedsassistent eller et andet fag. Vi drænes for energi. Men hold da op som vi kæmper på min afdeling; kæmper for at beholde vores høje standard for god sygepleje, vores gode arbejdsmiljø, vores gode humor, vores gode sociale traditioner osv. I lørdags stod jeg espalier sammen med 7 andre kolleger for en nyansat kollega. Og hendes mor sagde til mig; hvor er det flot, hun er jo lige startet hos jer. Vi har én gang ikke gjort det, fordi mange ikke kunne. Det har vi fortrudt lige siden, for det gjorde ondt på den nye kollega, som vidste at det var en tradition hos os. Så jeg drager også af sted på lørdag, selv om jeg er lidt presset tidsmæssigt. Det giver bare så meget at være sammen om smil, lykke, kærlighed og latter.

Landmanden kører stadig ude i marken, hundene leger tagfat på græsplænen, og nu vil jeg skænke mig en kop te og lade roen sænke sig. I morgen er der kursusdag for det sidste hold kolleger, i overmorgen skal jeg undervise nye kolleger og patienter/pårørende, samtidig skal onsdag og torsdag bruges på at få nået de ting, der skal være færdig, inden jeg går i plejen de næste måneder. 

Lyt, se, nærvær

 Egentlig er det første skrevet weekenden før Kristi Himmelfartsferien. Men det blev aldrig færdig, fordi ... Livet løber stærkt lige for tiden. Jeg har booket masser af gode aftaler, fordi nu var vi over forårstravlheden, men samtidig har jeg også booket træningstider, fordi min mission er en stærk krop til farmor. Samtidig har jeg haft travlt på arbejde. Så jeg har måttet aflyse aftaler, fordi min krop er god til at fortælle mig, at der skal pauser til.

Lørdag d. 21/5:

 Min krop siger, at jeg skal tage den med ro i dag, så det gør jeg. Jeg har haft den skønneste formiddag i dag. Min datter og hendes kunstnerkollega har i dag kunsthappening som afslutning på deres projekt Værker i Fælles forandring. På mandag samles alle kunstværker på Aabybro bibliotek produceret på de fire biblioteker af borgere i Jammerbugt Kommune. Kunstværket fra kunsthappeningen skulle egentlig også hænge der, men det blev et helt andet kunstværk end oprindeligt tænkt, så det fik en uge mere på Museet for Papirkunst.

Jeg stod klar klokken 10, da Museum for Papirkunst åbnede, for de har været med i projektet. Her har der været afholdt workshops af de to kunstnere og i dag altså kunst, der laves i åbningstiden. Mens jeg gik til og fra rummet, hvor datteren og kollega udfoldede sig, benyttede jeg mig af tiden til at fordybe mig i de andre udstillinger på museet.

I dag opdagede jeg at man kunne downloade en audioguideapp, og hvis man havde høretelefoner, kunne man lytte til Bit Vejles tanker og fortællinger om ti af hendes papirklipskunst. Jeg har jo høreapparater med blue tooth, så jeg kunne sætte gang i fortællingerne. Der var så meget at lytte til, at det passede fint, at jeg tjekkede ind i kunsthappeningen indimellem og så tilbage til kerneudstillingen på museet.

Jeg er vild betaget af det univers Bit Vejle kan klippe med sin lille broderesaks, arvet fra hendes mor. Betaget var jeg også af den sidste nye udstilling Art In Situ af en japansk kunstner, bosiddende i Danmark. Med små papirskabeloner skåret ud med kniv og samlet på vidt forskellige måder fik hun fremtryllet smuk magisk, luftig og svævende kunst.

Da to timer var gået, måtte jeg videre med mine projekter.

Vil du se indlægget i den lokale avis om biblioteksudstillingen, så klik på linket og gå til side 26.

Det færdige projekt lavet ud fra en metode, der går ud på at klippe i allerede trykte materialer og sætte dem sammen på ny til et nyt udtryk.

Fredag d. 3. juni:

Datteren har brugt en stor del af sin fritid i foråret til at være med i Aabybro Teater - og Kulturforenings første teaterstykke. Stykket blev opført i det lille anlæg i Aabybro og havde stor tilslutning de tre dage, det blev opført. Vi var der fredag aften, hvor der stadig var lidt køligt men ikke så blæsende som torsdag aften. Vi sad lunt og godt på vores fine skindsæder, julegave fra S og hans forældre.

Stykket Robin Hood, som er genkendelig for både voksne og børn, blev opført fantastisk godt af både voksne og børn. Datteren var Lady Marian, hun både sang og spillede godt. Det var helt tydeligt, at hun nød dette fællesskab. Sønnens Robin Hood kostume syet af af hans moster i tidernes morgen gjorde gavn hos to af børnene i stykket. Min sygeplejerskekappe blev til lady Marians kammerpiges kappe.

Der var også stor opbakning fra landmandens søskende. Udover os var der tre af landmandens søstre og en bror plus ægtefæller til forestillingen. Bagefter blev vi alle sammen med datteren inviteret til aftente/kaffe hos storebroderen og hustru. Så aftenen gik over i nat, før vi var hjemme på gården igen.

Det er alt for længe mellem, at vi mødes i familien, men når vi gør, så går snakken lystigt og dejligt nærværende.

Pinsemandag: I dag skal jeg i aftenvagt, jeg glæder mig. Glæder mig til at prøve en aftenvagt, velvidende at det normalt betyder elendig søvnkvalitet de næste mange dage, men søvnen har i forvejen været forstyrret. Den er et af mine kropsignaler, som jeg tager alvorligt. I nat var en god nat søvnmæssigt, så jeg føler mig nogenlunde udhvilet. Nu skal der laves aftensmad til landmanden herhjemme og mig på arbejde. Ha en god anden pinsedag.

Og den ku svinge sig fra gren og gren og ta bananer

 Jeg har sunget, læst historier, trommet, leget og hygget mig gennem Kristi Himmelfartsferien. Landmanden nåede at blive færdige med al markarbejdet, så vi kunne trille ombord på færgen til Larvik for en uge siden. Fire skønne dage fik vi i Trondheim, før vi mandag satte kursen mod Larvik og den sidste færge til Danmark den dag.

Der er sket utrolig meget med S, som nu er ti måneder. Som sygeplejerske med fokus på rehabilitering af de færdigheder, der rammes når hjernen rammes og tidligere børnesygeplejerske er det spændende at se, hvordan hjernen er godt i gang med at lagre.

Alt studeres og S er hurtig til at komme fra den ene ende af stuen til den anden. At se hvordan han forsøger at koordinere sine forsøg med at komme op og stå og videre kravle op i sofaen kan give helt mavepine, for det kan han, inden vi ser dem næste gang. Og hvor mange blå mærker og fald det udløser, får vi at se. Jeg husker ikke den periode som så nervepirrende som jeg følte det nu.

Jeg var også dybt fascineret af et barns evne til at lagre noget, der er sket et sted og så sætte det ind i en anden sammenhæng. Vi var til fodboldkamp med S' fætter. Her trænede kusinen og fætteren S i at tage mod en bold og han forsøgte ihærdigt at give slip på bolden og sende den videre, ofte skete det ved en tilfældighed og så klappede de af ham.

Dagen efter spiller landmanden bold med ham og pludselig begyndte han selv at klappe i hænderne, når han fik sluppet bolden og til sidst klappede han også af sin farfar, når han kastede/trillede bolden.

Vi fik fejret sønnens fødselsdag, om end S var syg med feber indimellem og dagen efter var det sønnen, der var syg. Så vi var glade for, at vi var der og kunne hjælpe dem.

Nu er vi tilbage i hverdagen med fart over feltet for mit vedkommende. Jeg forsøger at lægge små pauser ind og ikke udsætte til i morgen, hvad kan gøres i dag.

Det er dejligt at det er længere lyst om aftenen, men i Trondheim er de lyse nætter i gang. Vi landede hos dem kl 1 om natten, da var der stadig lyst, om end i den mørke afdeling. Så vi kom ofte alt for sent i seng, fordi vi troede klokken kun var 20, når den var 23.

På vejen op fik vi set elge, som krydsede landevejen. Og selv om vi nu har kørt turen 5 gange på et år, så bliver vi ikke træt af den smukke tur. Vi har jo otte timer hver vej til at nyde den.