Og den ku svinge sig fra gren og gren og ta bananer

 Jeg har sunget, læst historier, trommet, leget og hygget mig gennem Kristi Himmelfartsferien. Landmanden nåede at blive færdige med al markarbejdet, så vi kunne trille ombord på færgen til Larvik for en uge siden. Fire skønne dage fik vi i Trondheim, før vi mandag satte kursen mod Larvik og den sidste færge til Danmark den dag.

Der er sket utrolig meget med S, som nu er ti måneder. Som sygeplejerske med fokus på rehabilitering af de færdigheder, der rammes når hjernen rammes og tidligere børnesygeplejerske er det spændende at se, hvordan hjernen er godt i gang med at lagre.

Alt studeres og S er hurtig til at komme fra den ene ende af stuen til den anden. At se hvordan han forsøger at koordinere sine forsøg med at komme op og stå og videre kravle op i sofaen kan give helt mavepine, for det kan han, inden vi ser dem næste gang. Og hvor mange blå mærker og fald det udløser, får vi at se. Jeg husker ikke den periode som så nervepirrende som jeg følte det nu.

Jeg var også dybt fascineret af et barns evne til at lagre noget, der er sket et sted og så sætte det ind i en anden sammenhæng. Vi var til fodboldkamp med S' fætter. Her trænede kusinen og fætteren S i at tage mod en bold og han forsøgte ihærdigt at give slip på bolden og sende den videre, ofte skete det ved en tilfældighed og så klappede de af ham.

Dagen efter spiller landmanden bold med ham og pludselig begyndte han selv at klappe i hænderne, når han fik sluppet bolden og til sidst klappede han også af sin farfar, når han kastede/trillede bolden.

Vi fik fejret sønnens fødselsdag, om end S var syg med feber indimellem og dagen efter var det sønnen, der var syg. Så vi var glade for, at vi var der og kunne hjælpe dem.

Nu er vi tilbage i hverdagen med fart over feltet for mit vedkommende. Jeg forsøger at lægge små pauser ind og ikke udsætte til i morgen, hvad kan gøres i dag.

Det er dejligt at det er længere lyst om aftenen, men i Trondheim er de lyse nætter i gang. Vi landede hos dem kl 1 om natten, da var der stadig lyst, om end i den mørke afdeling. Så vi kom ofte alt for sent i seng, fordi vi troede klokken kun var 20, når den var 23.

På vejen op fik vi set elge, som krydsede landevejen. Og selv om vi nu har kørt turen 5 gange på et år, så bliver vi ikke træt af den smukke tur. Vi har jo otte timer hver vej til at nyde den.