mandag, juni 06, 2022

Lyt, se, nærvær

 Egentlig er det første skrevet weekenden før Kristi Himmelfartsferien. Men det blev aldrig færdig, fordi ... Livet løber stærkt lige for tiden. Jeg har booket masser af gode aftaler, fordi nu var vi over forårstravlheden, men samtidig har jeg også booket træningstider, fordi min mission er en stærk krop til farmor. Samtidig har jeg haft travlt på arbejde. Så jeg har måttet aflyse aftaler, fordi min krop er god til at fortælle mig, at der skal pauser til.


Lørdag d. 21/5:

 Min krop siger, at jeg skal tage den med ro i dag, så det gør jeg. Jeg har haft den skønneste formiddag i dag. Min datter og hendes kunstnerkollega har i dag kunsthappening som afslutning på deres projekt Værker i Fælles forandring. På mandag samles alle kunstværker på Aabybro bibliotek produceret på de fire biblioteker af borgere i Jammerbugt Kommune. Kunstværket fra kunsthappeningen skulle egentlig også hænge der, men det blev et helt andet kunstværk end oprindeligt tænkt, så det fik en uge mere på Museet for Papirkunst.




Jeg stod klar klokken 10, da Museum for Papirkunst åbnede, for de har været med i projektet. Her har der været afholdt workshops af de to kunstnere og i dag altså kunst, der laves i åbningstiden. Mens jeg gik til og fra rummet, hvor datteren og kollega udfoldede sig, benyttede jeg mig af tiden til at fordybe mig i de andre udstillinger på museet.

I dag opdagede jeg at man kunne downloade en audioguideapp, og hvis man havde høretelefoner, kunne man lytte til Bit Vejles tanker og fortællinger om ti af hendes papirklipskunst. Jeg har jo høreapparater med blue tooth, så jeg kunne sætte gang i fortællingerne. Der var så meget at lytte til, at det passede fint, at jeg tjekkede ind i kunsthappeningen indimellem og så tilbage til kerneudstillingen på museet.

Jeg er vild betaget af det univers Bit Vejle kan klippe med sin lille broderesaks, arvet fra hendes mor. Betaget var jeg også af den sidste nye udstilling Art In Situ af en japansk kunstner, bosiddende i Danmark. Med små papirskabeloner skåret ud med kniv og samlet på vidt forskellige måder fik hun fremtryllet smuk magisk, luftig og svævende kunst.



Da to timer var gået, måtte jeg videre med mine projekter.

Vil du se indlægget i den lokale avis om biblioteksudstillingen, så klik på linket og gå til side 26.

Det færdige projekt lavet ud fra en metode, der går ud på at klippe i allerede trykte materialer og sætte dem sammen på ny til et nyt udtryk.


Fredag d. 3. juni:

Datteren har brugt en stor del af sin fritid i foråret til at være med i Aabybro Teater - og Kulturforenings første teaterstykke. Stykket blev opført i det lille anlæg i Aabybro og havde stor tilslutning de tre dage, det blev opført. Vi var der fredag aften, hvor der stadig var lidt køligt men ikke så blæsende som torsdag aften. Vi sad lunt og godt på vores fine skindsæder, julegave fra S og hans forældre.

Stykket Robin Hood, som er genkendelig for både voksne og børn, blev opført fantastisk godt af både voksne og børn. Datteren var Lady Marian, hun både sang og spillede godt. Det var helt tydeligt, at hun nød dette fællesskab. Sønnens Robin Hood kostume syet af af hans moster i tidernes morgen gjorde gavn hos to af børnene i stykket. Min sygeplejerskekappe blev til lady Marians kammerpiges kappe.


Der var også stor opbakning fra landmandens søskende. Udover os var der tre af landmandens søstre og en bror plus ægtefæller til forestillingen. Bagefter blev vi alle sammen med datteren inviteret til aftente/kaffe hos storebroderen og hustru. Så aftenen gik over i nat, før vi var hjemme på gården igen.

Det er alt for længe mellem, at vi mødes i familien, men når vi gør, så går snakken lystigt og dejligt nærværende.

Pinsemandag: I dag skal jeg i aftenvagt, jeg glæder mig. Glæder mig til at prøve en aftenvagt, velvidende at det normalt betyder elendig søvnkvalitet de næste mange dage, men søvnen har i forvejen været forstyrret. Den er et af mine kropsignaler, som jeg tager alvorligt. I nat var en god nat søvnmæssigt, så jeg føler mig nogenlunde udhvilet. Nu skal der laves aftensmad til landmanden herhjemme og mig på arbejde. Ha en god anden pinsedag.





8 kommentarer:

  1. Imponerende papirkunst. Og sikken tålmodighed det må kræve!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, jeg bliver lige imponeret hver gang. I skulle tage bussen og besøge museet en gang :-)

      Slet
  2. Din datters og kollegas papirkunst giver ordet "blueprint" en noget anderledes betydning end den man ellers kender! Det er rigtig flot 🥰 - men det ender måske snart med, at hun går i en helt anden, men dog også kunstnerisk - retning 🤔
    Japanerens broderesaksklip er meget imponerende - og nok noget meget typisk for netop det japanske folk at frembringe den slags udtryk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak, hun vil gerne kombinere et arbejde med grafisk design og så være udøvende kunstner.
      Jeg kunne slet ikke gengive det luftige indtryk kombineret med den stringens der er i hvert enkelte papirstykke. Det var så smukt. Du har ret, det er vist typisk for japansk kunst.

      Slet
  3. Nu har jeg læst og set billeder fra Museum for Papirkunst flere gange her hos dig og det ser super spændende ud, så nu er der booket et sommerhus i området lige om lidt. Så du er en influencer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, ha det havde jeg ikke set komme :-) Håber I får en dejlig ferie i mit skønne område.

      Slet
  4. At mødes på sådan en sommerdag det er da skønt, ja, så kan man jo godt tænke at det er for sjældent, at familien samles; men ærligt talt, jeg husker lange perioder af mit liv hvor det var for anstrengende, når familien skulle samles.

    Tak for kunst-udstillingen, det er virkelig smukt at se billederne derfra!

    SvarSlet
    Svar
    1. Donald, når man er en stor familie som vi er på begge vores sider, kan det være svært at finde datoer for at mødes. Derfor var det ekstra skønt at se så mange den aften-
      Selv tak :-)

      Slet