Kæpheste og konferencedage

 I går var en lang arbejdsdag. I går var en dejlig dag sammen med kolleger. I går var jeg til Stroke Forum 22 Danmark.  Stroke betyder blodprop eller blødning i hjernen. I går fik jeg lige luftet en af mine kæpheste. Den er aldrig bagerst i stalden til kæphestene, den dukker op med det samme og jeg kan ikke skjule det.

Jeg kørte sammen med med en af mine unge kolleger, om end hun tæt på de 40 med to børn føler alderen banker på. Men for mig er hun ung, hun er jo kun få år ældre end mine børn. Men hun er en skøn kvinde, erfaren og dygtig og vi fik køreturen til at gå med mange gode refleksioner om børn, livet, sygeplejen, osv. Det var så hyggeligt at køre med hende. 

Skejby Sygehus er enormt, mest fordi det er bygget fladt, hvor vores nye supersygehus er bygget i højden. Vi fandt auditoriet, morgenmaden og vores andre kolleger. Desværre var vi nødt til at skuffe nogle kolleger, som ikke kunne komme med, fordi vi mangler folk. Men projektsygeplejerskerne, vores sygeplejersker fra vores udgående team, min køremakker og jeg, som havde en poster med, samt vores leder var der.

Vores leder var inviteret til at deltage i en paneldebat og det var eneste grund til, at hun var der, ellers havde hun prioriteret, at vores souschef skulle have været med. Vi fik lækre boller og te og var klar til en lang dag med mange gode indlæg at blive klogere på.

Vi fik gode pladser i det smukke auditorium, og allerede der var man forsinket. Tovholderen var en meget dygtig overlæge og han lavede en god og humoristisk indledning. Men så knækkede filmen for mig, for de kære oplægsholdere havde så meget på hjertet og mange havde spørgsmål, og der var ingen styring af tiden. DET er min kæphest. man skal holde tiden på sådan en dag, hvor vi skulle gennem mange spændende indlæg.

Min leder kalder det the look of love, når jeg giver hende tegn på vores kursusdage for kollegerne, at nu har hun få minutter tilbage til at afrunde sit oplæg. Jeg ved, at bare to minutter for længe ved første indlæg, så skrider resten af dagen, og det er synd for de sidste, der skal holde oplæg. Her skred den så meget, at paneldebatten før frokost ganske enkelt blev aflyst. Det er bare ikke i orden. Det var det eneste punkt på hele dagen, hvor sygeplejen til mennesker med stroke ville blive drøftet.

De andre grinede kærligt, fordi de kender mig, da jeg allerede efter første indlæg hviskede, de mangler en til at sende the look of love. Men de måtte jo også erkende, at jeg havde ret, og som en sagde, Lene du lægger billet ind på at styre konferencen næste år. 

Jeg tror, at de kære læger har så meget respekt for hinanden, at de har svært ved at bryde ind og sige, nu har du fem minutter tilbage. Men det er i mine øjne mangel på respekt for de sidste på dagens lange program og for den ene, min leder, som kun deltog i paneldebatten. Dagen sluttede 20 minutter senere end beregnet.

Bortset fra det var der rigtig mange spændende indlæg og også få meget nørdede indlæg, hvor man skulle holde tungen lige i munden for at forstå bare lidt af det. Blandt andet hørte jeg om det glymfatiske system, som renser hjernen under søvn og derudov er dets betydning for udvikline af væskeophobning ved stroke. Midtvejs i konferencen kørte der to parallelle spor, hvor det spor, jeg deltog i, havde nogle virkelige gode indlæg, som var rettet mod sygeplejersker, terapeuter, neuropsykologer, men også læger fandt vej ind i det auditorium. De tovholdere kørte det stramt, så vi holdt tiden.

Vi fik lækker mad og dagen sluttede med, at der holdt en pølsevogn udenfor, så man til receptionen kunne spise, hygge og udveksle erfaringer og gode tips. Min kollega og jeg var dog så trætte, at vi ville hjem. Hun fik en utrolig lækker hotdog med i hånden, som blev spist på vej til parkeringspladsen. Solen skinnede på vej op gennem Jylland, og snakken gik lystigt. Det var en dejlig dag.

Billedet er fra Randers, og det er en intern joke mellem min leder og mig. Lige meget hvor optaget vi er af at snakke sygepleje, om vi kører i bil eller tog, så udbryder hun i Gudenådalen; er her bare ikke smukt (hun er fra Randers). Så på vej  hjem fik jeg taget billede og sendt til hende med ordene; hvor er her bare smukt :-)