Vi brokkede os ikke over at gå op til Brocken - motorcykeltur i Harzen 2018, dag 5

Sidste dag i Harzen var sat af til vandretur til Brocken (Bloksbjerg). Vi havde fået anbefalet en tur fra Goslar til Brocken af turistkontoret. Og kvinden havde ret. Det var en smuk tur med klipper, sving og søudsigt.

På turistkontoret i Schierke anviste de os den stejle rute på godt 5 km og en lidt længere rute, men knap så svær at gå, på ca 7 km tilbage til byen. Vi parkerede motorcyklen i et parkeringshus tæt på vandrestierne, og her klædte vi os om. Motorcykeltøj er ikke kompatiblel med vandreture. I begyndelsen gik vi rask til, men så skal jeg love for, at der kom stigning på, og stierne blev udskiftet med klippesten

Også her så vi alle de døde træer, som skulle forsvinde af sig selv.

Indimellem kom vi forbi små kilder. Der var ikke meget vand i dem, men jeg havde svært ved for en gangs skyld at følge med landmanden i tempo. Så hvor jeg kunne stoppe op og tage billede, benyttede jeg mig af chancen. Lige der lovede jeg mig selv at få gået flere ture med variation i omgivelserne , det er så ikke blevet til så meget ( der var jo for varmt herhjemme)

Oppe på Blogsbjerg var der køligt og blæsende, så vi var glade for vores jakker. Udsigten fejlede ikke noget og vi nød både  udsigt og kage med varm kakao.

Vi diskuterede, om vi skulle tage en hestevogn eller lokomotivet ned igen, men vi blev for nærige. Togets pris var det samme om vi skulle de 7 km til Schierke eller til Wernigerode. Og vi blev enige om, at vi kunne komme lige så hurtigt ned på gåben som i hestevogn. Det kom faktisk til at holde stik. Vi tog nemlig genvejen, hvor de måtte følge den snoede vej ned ad bjerget. OG de måtte stoppe hver gang hestene havde leveret en omgang gødning på vejen. Det blev pænt skrabet op og taget med.

Undervejs i skoven kom vi til et nærmest magisk sted. Det føltes, som om vi kom i alfernes land. Vi kender godt til det at bygge varder, at lægge en sten ovenpå en andens sten, når man er på vandring. Det så vi også i Norge. De kunne ofte blive høje og er oprindeligt tænkt som markering af vejen.

Her var det anderledes. Som billederne viser, var de overalt. Og det gav en ganske særlig virkning med træernes indvirkning på lyset i skoven.

Nede igen trak vi i motorcykeltøjet og kørte hjem ad en anden vej, men her har jeg været for træt. Der er i hvert fald ikke flere billeder fra den dag. Jeg husker dog at vi holdt ind i en by og fik købt væske og gode kager, fordi vi trængte til at blive tanket op efter en god travetur.

Billederne nedenfor er fra turen på vej til Brocken.

Det er fridag før arbejdsweekend, så jeg må hellere komme i gang med hængepartierne. Landmanden har været/er syg, men i dag har han ikke feber. I går tog han kartofler op hele dagen og hvilede hovedet og kroppen i de få minutter, der gik fra den ene traktor var kørt hjem med læs til den næste traktor holdt ude ved ham.

I dag holder alle folkene fri, fordi der var meldt regn fra morgenstunden af, det er så ikke rigtig blevet til mere end det, der var da vi stod op. Han ærgrer sig lidt over, at han aflyste arbejdsdagen i morges, jeg tror det er godt for hans krop at tage den lidt med ro i dag. Jeg har ondt i halsen og har været lidt kuldskær i dag og i går aftes. Jeg satser på, at det mere er kroppens reaktion på kursusdagene. Derfor tager jeg den også lidt med ro.

God weekend til dig.

Byvandring i Goslar - på motorcykelferie i Harzen 2018

Lørdag er opsamlingsdag, ingen medarbejdere er på arbejde, så landmanden har tid til at flytte rundt på kartoffelindlagringsgrej, smøre maskiner og andre ting, der ikke nås på de lange kartoffeloptagningsdage. Jeg forsøger at finde energien til at få samlet op på det, der mangler iøvrigt. Som overspringshandling er det skønt at kigge tilbage på de mange billeder fra motorcykelferien i sommer. Efter vi havde været i minen, gik vi ned i den gamle bydel i Goslar og fik os en lækker isdessert. Hvor andre er vilde med chokolade og de mørke smage, så elsker jeg smagen af banan, flødeskum og sødmefyldte isvarianter,

Vi gik efter næsen, drejede ind ad små gader og gik på opdagelse. Vi kom i det, der må betegnes som Goslars kunstnerkvarter. i hvert fald var der mange små gallerier og kunsthåndværksbutikker.

I det gamle hospital var der kunstudstilling, vi kom dog for sent, men gården inde bag kunne vi komme ind i, så her fik vi små glimt af små og store figurer.

Det er godt med gode travesko, når man skal gå på toppede brosten.

Det er godt nok mange år siden, at jeg har set sådan en automat. Det bragte mig fluks tilbage til elevtiden i Viborg, hvor der på vejen fra MessingJens (det lokale værtshus/diskotek) til sygeplejeskolen hang sådan en automat. Den brugte jeg ikke, men derimod automaten ved siden af,. hvor bageren havde lækkert wienerbrød til salg. Det smagte godt efter en bytur.

Skifer var der overalt, og blomsterkasser. Det sidste har jeg altid været imponeret over, når jeg kører i Tyskland.

Vi sluttede af på torvet, mens vi ventede på klokkespillet klokken 18. Her fortælles historien om Rammelsbergminen gennem 1000 år.

 Efter en overdådig middag tilbage på hotellet gik vi en tur rundt om byen. Og snart dukkede den gamle bymur op.

Vi havde kun taget en side af bymuren, men var ved at være trætte af indtryk, så vi smuttede ind gennem porten og tog den lige vej hjem til hotellet. Det havde været en begivenhedsrig dag og der skulle være kræfter til næste dag, som var den sidste dag. Her ville vi gå en tur op på Brocken eller Blogsbjerg, som vi kalder det. Vejrudsigten lovede sol og tørvejr, perfekt til en vandretur, for modsat Danmark var der faktisk aldrig mere end 20- 22 grader i Harzen den uge.

God lørdag til dig

Rammelsbergminen - Motorcykeltur Harzen 2018 dag 4, del 1

Unescos Verdenskulturarvliste rummer Rammelsbergminen udenfor Goslar. Den blev vi enige om, at vi ville se. Havde vi nu tjekket ruten, så havde vi ladet motorcyklen stå. Fra hotellet til minen var der ca 1,5 km. Dem kunne vi mageligt have gået. Heldigvis var der ikke så varmt og det småregnede lidt, så motorcykeltøjet lunede.

Vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente, men vi fik en fantastisk oplevelse. Blandt andet fordi man kunne få nogle af turene med dansktalende guide. Vi meldte os til en tur om minearbejdet, og det gjorde dagen langt mere mindeværdig.

Minen var i drift frem til i begyndelsen af 80erne og havde da været i drift i over 1000 år. Rundvisningen startede i vaskehallen. Her hang mindearbejdernes tøj oppe i loftet. Når man mødte på arbejde, sænkede man sin line ned, skiftede tøj, tog sin sikkerhedshjelm på, gik ud og fandt lygte og andet sikkerhedsudstyr og så var man klar til at gå på arbejde. Efter arbejde gik man i bad for at få vasket alt af sig. Minen rummede både kobber, bly og zinkmalm. Der havde været stor fokus på at højne sikkerheden og reducere sygdomme og dødsfald pga minearbejdet. Arbejdstøjet var lys sandfarvet og sjaklederne havde hvidt tøj på. På den måde kunne lygterne fange skæret fra lyst tøj ved en ulykke.

Vores guide var tysk, men havde boet i Danmark, han havde også arbejdet i minen. Han nød at bruge sit danske, og gjorde det godt. Udenfor vaskehallen holdt minetoget. Første vogn var specialbygget, så det kunne rumme to kørestole. Men vi kom alle i de små vogne, heldigvis var vi ikke så mange, at vi skulle være ti som dengang. Jeg tror jeg ville have fået klaustrofobi.

Vi kørte 500 meter ind i bjerget. havde det været som dengang, skulle vi have taget mineelevatoren ned i bjerget. Der var 12 1/2 etager og der var 40 meter mellem de første 12 og 20 meter mellem de to sidste. I dag er minegangene oversvømmet med vand, for ellers ville bjerget være for ustabilt. Så vi gik på opdagelse i den øverste minegang.

Pauserne blev holdt i små rum som dette nedenfor.

Der fandtes telefon og vand ved pausestedet.

Var det landmanden, der skrev denne historie, ville I få mange flere detaljer om minedriften, jeg har det med at glemme detaljerne. Vi fik vist, hvordan man brugte dynamit på forskellige tider. Det var hårdt arbejde, når der skulle bores i bjerget for at sætte dynamitstængerne ind. Senere hen blev det maskiner som den nedenfor, der borede for.

Det hårde manuelle arbejde var der dog stadig, for når klippen var brudt i stykker, skulle det skovles eller samles med hænderne op i vogne. Hvorefter det blev kørt hen til elevatoren og sendt op.

 Godt en time varede rundvisningen, og den kan jeg virkelig anbefale. Alle minebygninger står der stadig. Og mange af bygningerne rummer udstillinger, nogle blivende, andre udskiftes løbende. Vi tog os god tid og nød også et godt måltid mad i cafeen. Jeg tror, vi brugte over fire timer den dag, til sidst kunne vi ikke rumme mere. Vi så blandt andet en udstilling om brug af dyr i minen. Tænk på et tidspunkt havde man hestestalde i minen, de dyr kom aldrig op og se dagens lys. I tidligere tider blev også geder og hunde brugt til at transportere malmen ud af minen. Vi så udstilling af forskellige mineraler og andre sten. Vi så udstilling om livet omkring minen i 1000 år. Vi så rummet, hvor sikkerhedsudstyret gennem tiderne var udstillet. Vi så lægens arbejdsrum. Vi så en udstilling med malerier om minedrift. Vi så de store bygninger, hvor malmen kom ind og blev videre bearbejdet.

Det var alle pengene værd og vi anbefalede det til andre danskere på hotellet. De havde dog ikke kunnet holde til at være der lige så længe, som vi var.

Da vi havde været der lige nøjagtig til åbningstiden, så var vi tidligt hjemme og eftermiddagen blev brugt på at gå på opdagelse i Goslars midtby, som også er med på kulturarvlisten. Den får dog sit eget indlæg.

Egentlig var jeg ikke klar over, hvor træt jeg åbenbart er i denne tid. Men denne weekend bruges ikke på andet end at strikke, se film, løse sudoku, genoptage wordfeud og sove. Trods det at jeg sover over syv timer hver nat, kan jeg sagtens sove om dagen også. Jeg trækker på skulderne og siger pyt. Det er ok at give slip på alt det, jeg gerne ville have nået. God søndag til dig.