søndag, december 31, 2006

ET NYT ÅR

Kvalmegrænsen var nået, jeg følte efterhånden, at jeg måtte ha Yarissyge, for hver mundfuld jeg spiste, bulede jeg mere og mere ud. Vi tog resolut bilen og drog op i sommerlandet, Laika hoppede og gøede af ren glæde.


Vi gik ned i Blokhus Plantage, og symbolsk her ved et nyt års begyndelse, gik vi ad nye stier og veje. Gik efter næsen og lysten, så nye steder, mødte nye mennesker, men mistede aldrig stedfornemmelsen og endte efter en lang travetur dejlig tilpasse hjemme ved fristedet.


Nytårsaften har jeg efterhånden sådan med, at det må gerne være i få dejlige menneskers lag, at den tilbringes, og for vore unge menneskers vedkommende beder jeg hvert år om, at de må komme helskindet igennem dem. Der er alt for mange tåber derude i aften, som sætter andre menneskers helbred på spil.


Vi skal være sammen med landmandens storebror og svigerinde, det bliver rart og godt. Jeg skal på arbejde i morgen tidlig, og tænk jeg glæder mig ligefrem, så jo juleferie fik jeg alligevel og er nu klar til et nyt år med nye oplevelser og nye udfordringer.

Jeg ønsker jer alle en god aften og må I få et velsignet og godt nytår.

lørdag, december 30, 2006

NYTÅRSFORSÆT


Jeg bruger ikke at skrive nytårsforsætter ned, men tænker nok lidt over, hvad jeg vil ændre. Det er det sædvanlige med mere motion, bedre kostvaner, ikke noget med rygestop(ryger ikke) eller vægttab( det har jeg ordnet, nu er der bare de sædvanlige 2 kgs julemad, der skal væk)

MEN jeg har givet mig selv en nytårsgave i håb om at lysten til at lave sjov, spændende og sund mad vil dukke op. Inspireret af min mors julegave fra bror og svigerinde sammen med deres og Annes anbefalinger, så ligger den nu og frister, og denne gang vil jeg prøve at få lavet en masse af opskrifterne inden 2008.

GISP

Fruen frøs helt til is, da hun kom i tanker om, at gårsdagens fridag jo var sidste hverdag i det gamle år, hvor nogle regninger bare skulle betales via homebanking, og på denne fridagslørdag havde det lokale posthus netop lukket.

Nettet kom i brug og udåndingen i lettelsens suk var til at høre, da fruen opdagede, at storcenterets posthus holder åbent lørdag til kl. 16.

Gåturen til stranden blev konverteret til en køretur til storcenteret, og landmanden tog solidarisk med.

fredag, december 29, 2006

LIVET ER GOD VED MIG




Det er så sjældent det sker, så det bliver nydt i fulde drag: at kunne sove længe og så oven i købet vågne op i landmandens arme, fordi vi begge holder fri ( ja landmanden har godt nok været over ved grisene tidligt i morges, men det opdagede jeg ikke). At sidde ved morgenbordet i morgenkåbe og vide, at jeg først skal være klar om et par timer, det er lykken.


Den dejlige sygeplejerske, der forbarmede sig over mig og tog min aftenvagt i aften, så jeg kan drage til barndommens hjem og være sammen med resten af min familie, hun får mange tanker fra mig.


Normalt er min familie sammen en af de første juledage, men i år besluttede min ene niece, at hun godt ville fejre jul alene med sine forældre i København, hvis hun så måtte prøve at fejre fødselsdag sammen med familien i Jylland, og vi tre jyske fastre med familier glæder os til at fejre hendes 11 års fødselsdag.
Aftensmaden står brormand og min svigerinde for, og det borger for spændende, anderledes og veltillavet mad. Men vi skal også omkring juletræet og til sidst igennem hele huset med nu-er-det-jul-igen, det er jo 5.juledag, så vi må godt synge julesange.
Jeg glæder mig, jo livet er god ved mig.

torsdag, december 28, 2006

DET ER IKKE SÅ SVÆRT



når man først får det lært. Sådan er det jo med så mange ting, i begyndelsen hvor man skal tænke over hver lille delproces, da tager det tid, senere vil man have svært ved at fortælle i detaljer, hvordan man udfører tingene, eks. strikke, cykle, barbere, rede sit hår, børste tænder, man gør det bare.

I dag strikker jeg bare, kun når der er nyt mønster, der skal læres, skal jeg være mere opmærksom, ellers sidder jeg her, mens jeg tænker og strikker.
Aftenvagten venter forude, hvad mon der venter, det er to dage siden sidst jeg var på arbejde.

Mon kvinden med udtalt apraksi (manglende færdighed i udførelse af indlærte handlinger) er blevet bedre? I forgårs kunne hun godt finde ud af at tage tøjet rigtig på, men når hun fik en kam i hånden, ville hun smage på den, tandbørsten blev brugt til at børste indersiden af kinden, ansigtscremen dyppede hun fingeren ned i, men så ville hun smage på den, så hele tiden måtte jeg guide hende enten med ord eller ved at føre hendes hånd.

Andre patienter er måske rykket så meget i fysisk formåen, så genoptræningscenteret har fundet plads til dem. Det giver så plads til nye patienter, nye familier, der har fået slået det vante liv itu, og som nu skal forberede sig på et andet liv.

Altafgørende for dem bliver mødet med systemet, føler de sig mødt, føler de sig hørt, føler de sig trygge ved at overlade deres elskede til os. Jeg og mine kolleger vil gøre vort bedste, men der er mange faktorer, der spiller ind, så man ved aldrig, hvordan forløbet bliver.

onsdag, december 27, 2006

DE TOLV JULEDAGE

Er nok en by i Rusland for mange, for efter hvad jeg hører rundt omkring, så ryger julen ud tredje juledag. Sådan har jeg det ikke, julen begynder d.24, hvor juletræet kommer ind, og slutter Helligtrekongersaften d. 6.januar. og næste dag ryger juletræet ud, og julepynten gemmes væk.

Min barndoms jul var ligesådan, bortset fra at det jo var et lærerhjem, og dermed havde alle ferie de fleste af juledagene, og det gav en anden rolig stemning.

I vores hjem med en landmand og en sygeplejerske som forældre, ja så skal dyr og mennesker passes også på helligdage og om aftenen, men alligevel har disse tolv dage altid haft et andet tempo og stemning. Bare det at komme ned i stuen, hvor træet står og lyser smukt selv kl. 5.15 om morgenen, hvor jeg skal på arbejde, det giver en dejlig fornemmelse i maven.
Jeg elsker at sidde i stuen, når det er mørkt, og kun juletræets lyskæde sammen med lyskæden ved englene og stjernerne på troldhasselgrenen lyser stuen op. Går jeg ud i køkkenet, så er det kun adventsstjernens lys, som blødt viser vej. Jo jeg er en sentimental, romantisk julehyggekvinde, og jeg ønsker det ikke anderledes. Der har været hektisk i december, og nu nyder jeg at lade tempoet gå ned herhjemme.

Det har været godt indtil nu med dejlige julegæster juleaften og 2. juledag. Og landmanden og børnene formåede det umulige, nemlig at få købt en dansk julekrybbe hos et gammelt forlag, Sct. Ansgars forlag, i København. Familien der har produceret og håndmalet Peters julekrybbe siden 1943, og jeg forelskede mig i den, da mine forældre fik den, men har altid glemt at ønske den, og man plejer at skulle være ude i god tid, så jeg troede, at jeg igen i år havde forspildt chancen. Men ved fælles indsats så fik søsteren til opgave at hente den i forlaget og bringe den over til Vendsyssel, så nu står den i juleranken og gør mig glad hver gang jeg går forbi den.


søndag, december 24, 2006

KOM JUL, KOM SNE, KOM GAVER


Ja sneen er ikke på vej, gaver skal der nok være nogle stykker af, men nu sænker julefreden sig, jeg sidder her (alt for sent) og lytter til julekoncert i fjernsynet.

Næste år vil jeg ikke have restpartier til lillejuleaften, så vil jeg hygge mig.
Det har jeg nu også gjort i dag. Det har været en god dag på arbejde, vi har løftet i flok, hjulpet og været nærværende. Og mine dejlige kolleger syntes, jeg skulle afspadsere 1½ time, hvor heldig har man lov at være.

Nu er julekonfekten lavet, adventsgaverne strikket færdig. Måske skulle jeg pakke gaverne ind nu, når jeg alligevel er oppe.

Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke, men jeg ved, at i dag skal jeg tilbringe aftenen med nogle af dem, der betyder allermest for mig, nemlig min mand, vore børn, min yngste lillesøster og mine forældre.

Måtte alle få lov til at være sammen med nogen, der betyder noget for dem.

Glædelig jul til jer alle

fredag, december 22, 2006

ENGLESANG OG JULEKLANG


Julekort er skønne at modtage, og jeg nyder min lille julekortssnor, hvor små engle holder styr på kortene
Når man nærmer sig et halvt århundrede, så er det overmod at tro, at man kan køre derud af på arbejde og herhjemme, og så også lige nå et par timers hygge med strikketøj, te og snak med landmanden, dvs klokken bliver over midnat, før søvnen indfinder sig, og uret ringer næste dag kl. 5.10.
I dag ramte jeg muren, jeg er træt, har ondt i halsen, og børnene og jeg ændrede planer. Julekonfekten bliver lavet i morgen aften, og de unge mennesker gør rent i morgen, inden de skal til fødselsdag, og jeg tager på arbejde forhåbentlig lidt mere udhvilet.
Så nu vil jeg hygge, drikke te, strikke og se lidt fjernsyn sammen med familien, og så er det godnat til ordentlig tid.


torsdag, december 21, 2006

NYE OG GAMLE TRADITIONER


At noget er blevet en tradition, opdager man den dag, man ikke gør det, og familien så siger ”vi plejer da”
Sådan var det den første juleaften, efter jeg var startet som sygeplejerske igen. Energien var ikke til det hele, så juledekorationer var blevet prioriteret væk til sidst. Og så var det, at børnene juleaften sagde ”hvor er vildsvinet”


Vildsvinet er en træstub, som kom ind i familien, da sønnen var i sin fantasiperiode. Den hørte til, når han legede Asterix og Obelix, de spiste jo vildsvin. Efterfølgende lå den sammen med en masse andet træ i laden, hvor jeg spottede den som en rekvisit til juledekoration, og sådan blev det.
Den omtalte jul måtte moderen ud julemorgen og plukke lidt hist og pist fra haven, så vildsvinet stod klar, da børnene stod op.


I år har vi måske startet en ny tradition, datteren og jeg blev inspireret på Børglum Kloster, nu får vi at se.



I DAG


I dag mindes jeg for 17 år siden, da din far stolt ringede og fortalte om sin dejlige datter


I dag mindes jeg dine første 12½ år fuld af energi og livsglæde, spejderpige, dansepige, sangpige og familiepige

I dag husker jeg, da verdenen væltede, hjernesvulst, hjerneblødning, strålekur, kemokur, figthervilje, livsglæde.


I dag mindes jeg dit dejlige smil, da du selv uden støtte kunne gå til alters og blive konfirmeret


I dag mindes jeg, da du og jeg sang med i familiens gospelkor til familieweekend


I dag mindes jeg den sidste tid, din omsorg for andre og din families omsorg for dig.


I dag tænker jeg på din lillesøster, din far og din mor


I dag savner vi dig rigtig meget, min smukke og dejlige niece

mandag, december 18, 2006

KÆRE FRØKEN R.

Mens julekortene skrives, får jeg tænkt mange tanker om dem, jeg skriver til. I aften tænkte jeg meget på min gamle regnelærer i de små klasser.

Hun er nu 85 år og har altid været en del af mit liv. Frk. R var jo kollega med mine forældre, så vi kendte hende både som lærer og ven af huset. Det fik vi nu ikke at mærke i timerne. Jeg kan stadig huske de skæld ud jeg fik, da jeg mødte op med 5 tabellen skrevet på rød gennemsigtig gavepapir. Jeg kom vist til at sige, vi ikke havde andet, og lige netop det vidste frk.R udemærket ikke passede, for mine forældre tog kasseret papir med hjem , så vi havde noget at tegne på.

Men uden for skoletid da elskede jeg at gå op til frk. R, hun boede dengang i en lejlighed ovenpå førstelærerboligen. Der var altid lidt lækkerier i vente, og som den ældste af dengang 4 børn nød jeg frk.Rs forkælelse. Jeg fik lov til at spise en halv liter is helt alene, jeg fik lov til at bage pandekager og vende dem i luften, og altid var hun så positiv.

Det har holdt ved siden, som min yngste søster sagde engang: man skal bare gå ned til frk. R, hvis man har en træls dag. Når man går fra hende, føler man sig som en af verdens syv vidundere, og man har fået så megen ros og opmuntring.

Desværre orker hun ikke at deltage i vores familefestligheder mere, og tit er det så kort tid, vi er hjemme, men i år vil jeg ned til hende, når vi tager hjem i julen.

Selvom jeg nu er en voksen kvinde, så kan jeg slet ikke kalde hende ved fornavn, så også i år begynder julekortet: Kære frk. R

DET ER HYGGE

På vej ind i køkkenet efter arbejdsdagen var jeg nær gået ud igen, for den opvask jeg ikke gad i går aftes, den stod der stadig sammen med al det service, som resten af familien havde brugt i dag.

Alle har travlt, så ingen kan klandres, men datteren tømte opvaskemaskinen og fyldte den igen, jeg lavede kvikmad og vaskede gryder op, og så var det køkken klaret.

Sønnen skriver og tænker og skriver og går i stå, så han og jeg tog en afslapper med Absalons hemmelighed og Pyrus( med lille Per til julebal), vi havde taget pebernødder med ned på hans værelse, og så hyggede vi.
Bagefter snakkede vi om Frysepunktet, om temaer, om udødelighed, om kontrol af sjæl og krop, kontrol af vejr og vind, forhåbentlig gav det lidt inspiration, for jeg må indrømme, jeg er træt og ikke lige i hopla til dyb fortolkning af Anders Bodelsen.

Det var godt med en times fjernsyn, hvor vi gik ned i tempo. Nu kan vi lidt igen.

søndag, december 17, 2006

GODKENDT FRU GREEN


"de er bedre end de frosne" sådan fru green, du skrev jo de var gode, og hermed er det bevist.

Godtnok vil de unge mennesker ikke købe den med, at de hellere vil ha frosne æbleskiver end mine hjemmebagte, "for hvor længe siden er det lige, at vi sagde det, mor, 10 år?"

Okay, det har måske nok været min undskyldning for ikke at skulle stå med bøvlet.

Nå men den her opskrift er med almindelig mælk i stedet for kærnemælk, så det gør jo, at jeg altid har ingredienserne i huset, hvis lysten skulle komme over mig.
De er godkendt af alle, de er mere luftige, og jeg synes faktisk også, de var nemmere at bage.

DET KAN NÅS ENDNU


Rundt om på markerne er der masser af svaner og gæs, forløbig har vi haft besøg af kortnæbbede gæs og grågæs, vi mangler canada gæssene, men der har ikke været koldt nok oppe nordpå til, at de trækker sydpå endnu.

Det ville være skønt med et par gæs i fryseren, men jagttiden er helt til 1.2, så det kan nås endnu.

De er ikke nemme at komme tæt på, så der skal arbejdes hårdt, men så er følelsen også dobbelt så dejlig, når det så lykkes. Der er dog kommet en enkelt kortnæbbet gås i fryseren, så Mortens aftensmenuen næste år er reddet.

Det er et flot syn, når en flok svaner og gæs letter. Lyden kan høres lang tid efter.
Billederne herover er fra en anden landmands mark, han fik desværre ikke alle sine kartofler op, inden regntiden satte ind, så der er det store tag-selv bord for fuglene.
Gæssene går bagerst på det nederste billede, og de er også de mest sky. de går tit sammen med svaner, for så registrerer de, når svanerne bliver opmærksomme på en fare.

DER ARBEJDES

Der skrives julekort, både i hånden og på maskine. Kortene er fundet frem, lysene er tændt, pebernødder er hældt op og det uundværlige tekrus står ved min side.
Inde ved siden af kører fjernsynet med håndboldfinale, og længere nede af gangen sidder en ung mand dybt koncentreret og knokler.
Englene lyser op hver på deres måde ligesom vi mennesker.



BARNDOMMENS LÆSNING 2

På frokostbordet i dag stod der hjemmelavet leverpostej, hjemmelavet rullepølse og hjemmelavet sylte, men ingen hjemmelavede rødbeder eller nybagt brød. Her i huset er det kun, når jeg føler, jeg har tid, at der bages. Det er begrænset, hvad der kan nås i en travl hverdag. Men når jeg bager, så nyder jeg selve processen, det at ælte er en ren fornøjelse, og der er noget særligt ved at sætte noget på bordet, som er hjemmegjort.

Den samme følelse har jeg, når jeg en sjælden gang syr eller strikker, dette med at arbejde med noget og bagefter kan præstere et resultat, som man kan bedømme, er det et godt stykke arbejde eller kunne man ha gjort sig mere umage?

Rengøring hører ikke ind under den kategori, jeg synes det varer for kort til at jeg kan nyde det, og det bliver sjældent lagt mærke til. Sygepleje er også svær at bedømme, for man er aldrig færdig, der er altid noget mere, der kunne gøres.

Som barn og ung nød jeg at læse Laura Ingalls Wilders bøger, alle beskrivelserne af hvordan maden blev lavet, hvordan tøjet blev syet osv. ramte noget i mig. Jeg elskede den familie, der var sammenhold, men samtidig blev det heller ikke for rosenrødt, hvad jeg syntes TVserierne blev.

Stadig i dag husker jeg nogle af stofnavnene, calicokjoler, jeg har prøvet at slå det op, men jeg ved stadig ikke hvad slags stof det er, men den omhu alting blev lavet på, det var kvalitet og omhyggelighed, det vakte genklang hos mig.

Min datter har aldrig syntes, bøgerne var noget særligt, men vi har dem alle, og det sker, at jeg tager en af dem ned fra reolen og skimmer dem igennem, de har en ro og tryghed over sig, som jeg stadig holder af.

lørdag, december 16, 2006

SET OG ELSKET

Det har været en dejlig dag, jeg nyder at være sammen med min familie. Her føler jeg mig set og elsket som den , jeg er. Ikke de store dikkedarer, ingen stillen sig an, bare mig som jeg er.
Der blev snakket, spist hjemmebagte boller i læssevis, kage og de helt rigtige pebernødder ( jeg har også fået dem bagt), min flittige mor sad og flettede sine bittesmå stjerner.
Kusiner og fætre nød at være sammen, og vi skulle alle høre om den ene familes tur til Canada.

Vi kan godt blive irriterede på hinanden, men kævl og splid gider vi simpelthen ikke. Vi hører sammen, vi er der for hinanden, og hvor er jeg glad for det er sådan.

Hjemturen foregik med dejlig julemusik fra CDafspilleren, tre sovende mennesker og først Orion som ledestjerne og senere Carlsvognen.

I morgen skal juletræet fældes, så mangler vi blot juledekorationer og julekort. Det nås nok.


HAPPY ENDINGS

Har lige set Sleepless in Seattle og Sig det med Blomster, begge to romantiske film med en happy ending, og som sædvanlig sidder landmanden og holder øje med fruen, for det ender som altid med våde øjne, og så får jeg et lille skub og et drillende grin. Jeg er et gammelt sentimental fjols, men jeg elsker happy endings.

Desværre er det ikke sådan in real life, livet kan være skønt, fantastisk, ubeskriveligt, men også uretfærdig, tungt og hårdt.
Tårerne står i kø i tårekanalen lige for tiden. Julen er jo familiens fest, og vi mangler en, det gjorde vi også sidste år, det gør det ikke lettere.

I dag var jeg inde i en fantastisk blomsterbutik, Kreativ Blomster i Kærby i Aalborg, de er fabelagtige til at lave buketter. Jeg skulle have en dekoration til min nieces gravsted, jeg forklarede den unge kvinde, at det var til en ung piges gravsted, så det skulle være ungt og smart. Hun lavede den lige, som jeg havde forestillet mig den.

Det smukkeste hjerte flettet i grene, og i midten af hjertet var der lyserøde blomster, kugler, kogler, mos, lange flotte blade, som blev samlet med en nål med en lille perle på. Jeg ville så gerne fortælle hende, hvor meget det betød for mig, at hun gjorde sig sådan en umage, men alt jeg kunne få sagt var ”den er meget smuk, tusind tak”

I morgen kører vi sydvest på til gavebyttedag og for at fejre min søsters fødselsdag, og vi vil grine og græde, og sådan må det være.

fredag, december 15, 2006

NISSEMINDER

Tre små nisser på et køkkenskab lavet i sin tid til juleklip på skolen. Hver år når de hænges op tænker jeg på hvordan de symboliserer os, der klippede dem. Jeg går efter oplægget, nissepigen er lyshåret med fletninger, ingen fritænkning. Sønnens nissedreng er fræk, fuld af sjove påhits, og dengang var han ikke bange for at stille sig op og synge Pyrussange for klassen. Datteren var lyshåret med lange fletninger, men drømte om at være mørkhåret, så selvfølgelig skulle nissepigen være det, og ansigtsudtrykket var noget hun selv fandt på, ligesom hun i dag også har mange kreative påhits.


En lille nisseflok på radioen, stammer fra vores tid i FDF, hvor vi kreerede mange ting til julemarkedet, og selvfølgelig købte vi det med hjem. Snemanden var en julegave fra datteren, lavet oppe i skolen.

torsdag, december 14, 2006

ET LØFTE

Lige nu er jeg i gang med en bog, som jeg har lovet sønnen at læse. Han er lige startet på 3.gs opgaven, har valgt dansk. Det er jo altid skønt med en samtalepartner undervejs, og det kræver jo, at jeg kender bogen.
Anders Bodelsen "frysepunktet", den fænger ikke, jeg er træt, fryser, har hovedpine og lige nu laver jeg overspringshandling, men den skal læses i aften punktum.
Læsning foregår nede på datterens værelse, hun er ved at lave en gave til kæresten (jeg tror ikke han læser med, men jeg må hellere lade være med at røbe noget). Hun synes det er hyggeligt at have selskab af en tedrikkende og læsende mor.
Nå (de dovnes valgsprog) jeg må videre, men fremtidsromaner er ikke min kop te.

BARNDOMMENS LÆSNING

Hjernen er forunderlig, den kan gå og gemme på ting, som man slet ikke kan huske og så en dag får en lyd, en lugt, en følelse eller en hændelse begivenheden til at poppe frem. Vi har ikke et bestemt sted, hvor erindringer bliver gemt, de er gemt forskellige steder og når noget så pirker til en del af erindringen, så suser impulsen rundt til de andre dele af erindringen og danner et erindringsbillede.

I dag sagde det pling midt under madpakkesmøringen. Jeg skulle bruge rødbeder og er opdraget af min far til at lægge rødbeden på et stykke køkkenrulle inden. Herved undgås en madpakke, hvor det meste er farvet af rødbedesaft.

Pling-pling og så var jeg tilbage i barndommen, hvor serien om TudeMarie blev læst, til den bog hvor TudeMarie var kommet i lære på et gods som køkkenpige. En dag skulle de tre piger konkurrere om at lave en lagkage med flødeskum og syltede kirsebær som pynt. Den bedste kage kom op til herskabets eftermiddagskaffe. Pigerne stod i hver sit rum, og TudeMarie var vældig stolt af kagen pyntet fint med flødeskum, nu manglede hun bare bærrene. Det første bær lavede ravage i flødeskummet. Marie skyndte sig at tage det op, reparere flødeskummet, og så var det, hun kom på den geniale ide: hun tog kirsebærret i munden, sugede saften ud og lagde bærret på kagen. TudeMarie vandt, kagen kom op til herskabet og TudeMarie blev kaldt op og fik ros, og alle ville gerne høre hvordan hun havde klaret opgaven, men det mente hun var hendes hemmelighed.

Den hjerne – hvad den dog kan gemme på. :-)

onsdag, december 13, 2006

STILLE TID

Jeg er her, jeg har det godt, men jeg har bare brug for at være stille.

Jeg lytter til min lille kameraoptagelse af datterens sang og ville ønske, jeg kunne lave en lydfil, som kunne lægges herud, men det kan jeg ikke finde ud af.

Ha en god dag.

tirsdag, december 12, 2006

EN HELDIG KARTOFFEL

Nå men hvad får din mand så tiden til at gå med, nu hvor kartoflerne er i hus?
Tjahh de skal jo også ud af huset, det andet er der ligesom ikke noget lønsomt over.

Kartoflerne ligger trygt og godt i kartoffelhuse og kølehus. Kartoflerne i kølehuset ligger med en konstant temperatur, det er der apparatur, der sørger for. I de andre huse skal kartoflerne også ligge i en temperatur mellem 2 og 4 grader. Det sørger landmanden for. Når temperaturen udenfor er lav, blæses der luft ind til kartoflerne, og således sænkes temperaturen. Det giver sig selv, at i disse milde tider kan det blive noget af et problem, og der skal holdes øje med vejrudsigter og termometre.

Når jeres kartofler er spist op, så køber I nye hos købmanden, som så bestiller nye hos kartoffelgrossisten, som så bestiller kartofler hos os.

Kartoflerne bliver først fyldt i en silo, herfra bringer et bånd dem over en børste, som fjerner det meste jord. Herefter bringes de videre af et transportbånd til en sortermaskine, som sorterer kartoflerne i størrelser: bage, skrælle, pille og brune. Bagefter kommer en af størrelserne hen forbi sorterbordet, hvor landmanden og en hjælper sidder og kvalitetssorterer, dvs. alle grønne, skæve, skurvede, flækkede kartofler sorteres fra.

Det er hårdt arbejde skulle jeg hilse og sige, jeg sad der i 11 år. Armene løftet lidt op og frem, og så sidder man der i timevis og kigger på kartofler i massevis. Men det skal jo gøres, I gider jo ikke betale for dårlige og grimme kartofler. I år er det så datteren, der sidder ved sorterbordet og drømmer om Paris, det er det pengene skal gå til.

Sortering af kartofler foregår fra august til maj, ikke altid hver dag, men flere dage om ugen.
Så min kære landmand har faktisk nok at se til, for han har jo også grise, der skal passes.

mandag, december 11, 2006

DET GJORDE GODT

Musikskolen i vores by har haft flittig deltagelse af vore børn, og hvor har de nydt godt af det (børnene altså ;-) )

De har sunget i kor, spillet i bands, fået eneundervisning i klaver, guitar, bas og først og fremmest solosang, da de blev gamle nok til det.

Vi har været trofaste støtter til alle slags koncerter, på skolen, i mediecentret og i kirker. Niveauet er bare blevet bedre og bedre, og vi har nydt det.

I aften var ingen undtagelse, datteren var med til julekoncert i den ene af de kirker, musikskolen bruger i år. Der var to kor, duet, guitarduetter og kvartetter, fløjtespil og så en enkelt solo (datteren).

Hun var den ældste, og det kunne man selvfølgelig høre, en ung kvinde på næsten 21 år lyder af mere, tør mere og kan lægge mere følelse i en sang end en 13-14 årig.

Jeg elsker hendes stemme, hun gør mig glad. Desværre har sønnen døjet længe med ondt i halsen og forkølelse, så han var ikke med, han gider nu heller ikke solooptræden, vil heller gi den hele armen i et band.

Vi har aldrig fortrudt de penge, vi har postet i musikskolen, det har givet så meget tilbage.

FOR JEG VIL HA MIN JULEGRØD I RO OG FRED

Er det måske for meget forlangt? Jeg ved godt at min pause er betalt, at jeg ifølge min overenskomst vist nok er berettiget til 29 minutters pause, så hvis jeg bruger 10 minutter på en tepause, så er der 19 minutter til frokostpause.

Ifølge radioavisen i morges er der flere og flere, der klager over støj på arbejde, kollegers snak i telefoner, kollegers indbyrdes snak etc. Jeg har et lille ønske, ku jeg bare få 19 minutter med fred og ro, så ville jeg være taknemmelig. Der er ikke et sted på hele afdelingen, hvor der er ro. Telefoner kimer, folk snakker, klokker ringer, folk spørger.

Jeg tror tiden er inde til en ny diskussion, om det ikke kan lade sig gøre at dele os op i hold, der på skift kan gå i kantine i 20 minutter. Jeg får i hvert fald mere og mere brug for det.

Nå det var lidt brok, nu vil jeg glæde mig til julekoncert i aften , hvor vi skal høre datteren synge.

søndag, december 10, 2006

DAGEN HAR BUDT SIG TIL

og vi har sagt ja tak . Solskin fra morgenstunden, rimfrost i græsset og små vandperler hang på grene som naturens egne lyskæder.

Landmanden og jeg gik en tur ind i den fredede højmose. Knap 2 km fra os ligger to søer, opstået efter tørvegravning. De hedder Fridas badekar (Frida med blødt D) opkaldt efter en pige på en af gårdene, som efter arbejde badede i søerne. Hver gang vi kommer der, snakker vi om hvorfor det er så sjældent vi går derhen, for der er en ro og en skønhed der.


Det kunne være sjovt at vide noget om svampe, vi ser flere forskellige arter, men vi har ikke forstand på dem.


Vi har en skøn og speciel natur udenfor vores dør, det glemmer vi sommetider at skønne på. I dag huskede vi. God aften til alle.

ALLE PROBLEMER BLIVER SMÅ.....

når man lige har siddet og set genudsendelsen af "Tilbage til livet", om tre mænd i forskellige aldre og deres kamp for at blive bedre efter en hjerneskade, så de kan komme tilbage til arbejde. Jeg håber inderligt, at den nye regionsstruktur ikke ødelægger den ekspertise, der er bygget op rundt omkring i landet. Disse mennesker har brug for konstant træning resten af livet, de har brug for eksperter, som kun kan blive bedre, hvis de får lov at arbejde med hjerneskadede hele tiden.
Jeg krydser fingre for, at disse mænd må få lov til at opleve succes i livets karrusel, at deres familier kan finde styrken til at være med, og at der også er nogen der støtter dem.
De rørte mit hjerte, jeg ønsker dem alt vel.

JULEFERIE

Siden jeg i sept. 77 startede på sygeplejeskolen har juleferie været en saga blot. Juleferie defineres her som fri fra før juleaften til efter nytårsdag. Fri i helligdagene har jeg prøvet at have, da jeg arbejdede herhjemme med kartoflerne, til gengæld havde landmanden ikke altíd fri.

Så egentlig er det et tankeeksperiment, når jeg prøver at forestille mig tage på ferie og fejre juleaften et andet sted. Men jeg har ganske enkelt ikke lyst. Selv efter vi fik vores fristed, er der ingen af os, der kunne tænke os at fejre jul der. Jeg nyder mit hjem lige nøjagtig på det tidspunkt af året, det gør jeg også på andre tider, men da har jeg ingen problemer med at foretille mig ferie herfra :-)

Nå men når man skal arbejde d.22-23-25-28-29 og1-2, så er det vist også godtnok vi bliver herhjemme.

Juleaften har jeg kun prøvet en gang, nemlig for to år siden. Jeg havde store planer, havde hørt, at der tit var meget få patienter den aften, så mine børn og jeg talte om, at de skulle kommer derud om aftenen, synge for patienterne og evt. spille lidt spil med de, der kunne være oppe. Sådan blev det ikke, jeg havde tre aftenvagter forinden og kunne godt se hvordan det blev, jeg har aldrig haft så travlt en vagt før, vi havde masser af patienter, som var dårlige.

Vi havde bl.a en meget dårlig patient, som skulle suges tit, og da han ikke kunne tilkalde hjælp havde vi fast vagt. Lige netop til juledagene kunne man ikke skaffe vagter, der kunne suge, så vagten kaldte på mig, jeg kom ind, vagten stod parat med suget, jeg sugede og suster derefter ud igen. Det var ikke tilfredsstillende, men den her patient havde dog en person ved sig hele tiden, de fleste lå og sov, og de få, der kunne være oppe, havde vi ikke tid til at sidde ved og snakke med.

Vi havde alle overarbejde, så jeg var først hjemme ved 1 tiden, hele huset var oplyst af stearinlys, og da jeg kom ind, så viste det sig, at landmanden og børnene havde ventet med det hele. Så vi startede med alle vore juletraditioner og julegaveuddeling og kl. 4 gik vi i seng. Det var en skøn overraskelse at få.

lørdag, december 09, 2006

SIKKEN VOLDSOM TRÆNGSEL OG ALARM

Årets juletur er overstået. Siden børnene var ganske små, er vi taget ind til Aalborg, set på nisser(det gør vi ikke mere), spist brændte mandler(det gør vi stadig), spist ris á lamande i Sallings cafeteria(der var for fyldt og tæt i dag) og købt julegaver, hver for sig og sammen. Nutildags med mobiltelefoner går det jo som en leg at koordinere handlen.

Vi fandt et lille konditori og fik varm cacao med flødeskum og kage dertil. Teforretningen nåede også at få besøg. Julegaverne til gengæld, der mangler vi nogen.

De unge var trætte efter at have været i gaden den halve nat. Forældrene var trætte efter at have været i bio og se James Bond (den er go), og så sover man ikke så godt i en stol og en sofa, men heldigvis vækkede sønnen os kl. 3.30, han skulle hentes ved busstationen, så vi nåede da nogle timer i egen seng.

fredag, december 08, 2006

EN HUND EFTER MOTION

Laika kender signalet, hun står op i kurven, når jeg finder skoene og landmandens gamle oilskinsjakke frem, og når så remmen bliver taget ned fra knagen, så er der ren krigsdans i bryggerset.

Hun elsker at få lov til at strække ud, og det er sjældent, at jeg har hende i snor, landmanden har opdraget hende godt. De fem km går som en leg, og det er skønt at blive blæst igennem.

At det er mildt tyder denne enkle rose da vist på, godtnok står den i læ oppe i gården,men alligevel!


JOBSKIFTE

Tilbage først i firserne var arbejdsløshed blandt tømrere ikke et særsyn, og da landmanden havde tilstrækkelig praktik til en landmandsuddannelse, tog han springet og satte sig på skolebænken igen.

Tvangsauktioner blandt landmænd var heller ikke noget særsyn, og det var i de år at filmen ”Der er et yndigt land” havde premiere. Landmanden og jeg samt en masse andre landbrugselever var selvfølgelig inde og se den, og den gjorde stort indtryk på mig.

Blandt mine kolleger var en tidligere landmandskone, som fortalte hvordan hendes eksmand først fortalte hende, hvor slemt det stod til, da tvangsauktionen var en realitet. De havde kørt hver deres løb, og hun havde ikke anet, hvor grelt det stod til.

Da vores gårdkøb var en realitet, besluttede vi os til, at jeg skulle føre kassebogen, altså føre indtægter og udgifter ind, selve bogføring/kontering tog landbrugscentret sig af. Hermed sikrede vi os, at jeg også havde en fornemmelse af tingenes tilstand, det har givet anledning til mange gode snakke, for det er svært for en lønmodtager med fast indtægt at forholde sig til den kæmpeudgift eks. en traktor er.

Så kom EDB regnskabsprogrammerne og jeg blev oplært i at kontere af vores landbrugsassistent, og det har jeg så gjort lige siden. Jeg hygger mig med det, en god kop te ved siden af computeren og telefonen i nærheden, så min ”farmassistent” kan rådgive mig, hvis det bliver nødvendigt.

I dag er det kontordag, så nu er der vasket op efter gårsdagens arbejde, teen er brygget, sønnen på vej til skole, landmanden og datteren er ude og sortere kartofler, hunden ligger i kurven og morgengryet er langsomt på vej. Ha en god dag.



torsdag, december 07, 2006

BELØNNING

Lige om lidt skal jeg nyde belønningen for dagens dont : et stykke franskbrød med lun leverpostej og rødbeder, uhm

Bilagene er ordnet, klar til bogføring i morgen

Kirken er stillet op.

Adventsstjernen er jeg begyndt at samle.

2 stk rullepølse ligger i saltlage.

Sylte står i pres i køleskabet.

14 store forme med leverpostej er i fryseren og 2 forme bliver færdige lige om lidt.

Jeg lærte det til sidst - en ting af gangen

KLOG AF SKADE?

Og så så man lige fruen tabe en tung frossen dyreryg ned på sin arm med en stor rift følge, fordi hun ville være hurtig.

Og så så man lige lige fruen glemme at lægge kogebenene på en tallerken mens de tøede op med et blodigt, vådt bryggersbord til følge, fordi hun ville være hurtig.

Og så så man lige fruen sætte gryden med kogebenene på bordet, dreje vandhanen ud og åbne, og hun ville jo være hurtig, så imens tørrede hun bryggersbordet af, med køkkenbord og gulv, der sejlede med vand, til følge.

Og så så man lige fruen, som ville slappe af med blogging mens gryden kom i kog, løbe ud til køkkenet, men for sent, med en elplade og gulv, der sejlede med kogende vand.

DAGENS JULEBILLEDE


Jeg har været meget i tvivl om hvad jeg skulle vælge til Heidis julekalender, men valget faldt på kirken.
Kirken har altid(sådan føles det) stået i mine forældres hjem, min far var sløjdlærer og drengene lavede kirker op til jul.

Da landmanden og jeg flyttede sammen, kom min far med denne kirke til os, den var ikke samlet, ej heller malet, for det mente han nok landmanden kunne finde ud af.
Mine søskende har også fået en kirke, men da har far samlet den og malet den ;-)

Et par år efter fik landmanden så kassen med lys i til sin fødselsdag, for min far kunne godt se, at kirken ville komme til at stå mørkelagt i mange år, inden landmanden fandt tid til at få lys arrangeret.

På toppen af tårnet er en engel, som jeg har fået af min mormor, den er en af tre, de to andre kommer til at hænge på juletræet, når det bliver pyntet juleaftensmorgen.
De to nisser, som læner sig op af kirken fik jeg i julepakke ved spejderpatruljens julehygge, da jeg var blevet storspejder som 12årig, de har fået nogle skår, men jeg nænner ikke at smide dem væk.

Meget af mit julepynt bringer minder frem om mennesker, jeg har været sammen med og som betyder noget for mig, derfor kommer jeg heller aldrig til at have et tjekket julehjem eller juletræ.

onsdag, december 06, 2006

DAGEN DERPÅ

Sådan kan dagen vel bedst beskrives, der skal en rekonvalescens periode til for at kunne køre på fuld kraft igen. Der er sovet, der er vasket tøj, gået tur, handlet ind, lavet mad. Alt det som ingen gider, men som skal til, for at hverdagen hænger sammen.

I aften har jeg og mit kor deltaget ved en adventsgudstjeneste, det gik godt, og igen igen må jeg sande, at kirkerummet er et godt meditativt rum, klangen, orglet, fællessang, jeg får energi af at være der.

Nu skal jeg på hovedet i fryseren, for dybt nede ligger et grisehoved, nogle skanker, slag fra gris og krondyr, lever og spæk, og så skal jeg lege landmandskone i morgen. Det er det eneste tidspunkt på året, hvor der produceres sylte, rullepølse og indimellem leverpostej. Måske skal jeg lade være med at spænde buen for stramt og så starte med sylten.

FORVENTNINGENS GLÆDE

Tid: efteråret 1970, sted: en lille by et sted i Midtjylland, personer: far, mor og fem børn.
De to ældste piger (13 og 11½) havde glædet sig, først ved at sidde og bladre i det farvestrålende katalog, siden hen med at gå og vente. Den dag skete det så, da de kom hjem fra den nye centralskole, som var bygget lidt udenfor byen.

Der var den, postpakken fra Daells Varehus. Mor syntes, det var den nemmeste måde at ekvipere sine mange børn på, de yngste piger(5 og 1 år) arvede selvfølgelig en del fra storesøstrene og den ene hane i kurven, lillebror på 8 år, var ligeglad med, hvor tøjet kom fra. De ældste piger syntes, der var meget lækkert tøj og ønskede sig det hele, men det var der ikke råd til i lærerhjemmet, og slet ikke nu hvor lærerboligen var blevet for lille, og der, ude på marken ved siden af skolen, var ved at blive bygget et nyt hus.

Tøjet blev prøvet, der blev gået modeshows, og til sidst blev det godkendt af mor, og så drog de ned på værelset i kælderen. Der var meget at glæde sig over og til, nyt tøj og snart blev det julemåned, og de to søstre tog så til Randers på juleindkøb uden forældre, det var skønt, og det bedste var at gå op i Schou-Epas cafeteria og købe klarsuppe med kød-og melboller. Det var jo dengang, hvor det ikke fandtes som frostvarer.

Efter jul kom så foråret, hvor de skulle flytte ud i det nye hus, her ville de få hver sit værelse, og SÅ, storesøsteren kunne næsten ikke vente, for så skulle hun konfirmeres, nyt tøj igen, og det skulle ikke komme med en postpakke. Næh de skulle til Randers og gå i butikker(sådan hed det dengang, ikke noget med at shoppe).

Storesøster kan stadig i dag huske andendagstøjet, de smarte Hot Pants, blå med hvide nister, den smarte råhvide T-shirt, det smarte bælte, flettet af reb med stort spænde og så det allerbedste, hvide støvler, hvor skafterne var stof, der glimtede. Kan stadig i dag huske fornemmelsen af at gå med det tøj, især efter at de lyse, lange lokker faldt efter konfirmationen og en smart korthåret pige trådte frem.

Åh jo, udfordringen ”postpakke” gav en tur tilbage i tiden, lige som kiksekage og redekam.

tirsdag, december 05, 2006

STILLE DAG

Der er stille i huset, kun en dørs knevren og vinden udenfor kan høres. Kalenderlyset er tændt for at blive opdateret. Jeg strikker lidt, slapper af, tænker og indimellem læser jeg.
Jeg er blevet god til at give mig selv stille stunder om dagen, når jeg skal i aftenvagt.
Hjerneskadeforeningen har på deres hjemmeside en bog "Håndbog for pårørende - til personer med hjerneskade" skrevet af neuropsykolog Louise Brückner Wiwe. Jeg har hørt Louise på min uddannelse som apopleksisygeplejerske, og hun er god, så jeg glæder mig til at læse mere i bogen.

søndag, december 03, 2006

NYE BEBOERE

Der var flyttet nye beboere ind, da jeg kom hjem fra arbejde. Landmanden havde mødt dem hos en Spar-købmand og inviteret dem med hjem. Han synes de minder om vore børn som små, og han har faktisk ret, de lange lyse fletninger, gavtyve smilet og så hånd i hånd, der er kun 17 måneder mellem dem, så de hyggede sig rigtig sammen. Der var også hygge i det lille hus på landet i dag, lysene var tændt, teen brygget og jeg kom med norske klejner, så for første gang i weekenden var vi samlet alle fire.

Ádventskransen var også tændt, og som det ses er den jo ganske traditionel, men der ligger nødder nede i kurvefadet, de har det dog med at forsvinde.


PS det tager en krig at hente billeder ind på bloggen. Ville det være hurtigere, hvis jeg havde en Flickr konto?

GÅ GLAD I BAD

syng jubidiæ....... Når man er et B-menneske og har valgt sig et A-menneskes job, så er det sommetider lidt hårdt her kl. tidlig om morgenen. Her er der én ting, der dur, et bad eller rettere hårvask, trætheden forsvinder langsomt, mens der bliver gnubbet og skrubbet.

Så egentlig var det en anden sang, jeg skulle vælge, en af sangene (lettere omskrevet) fra min unge teenage tid, hvor store musicals var et led i mine dagdrømme:

I'm gonna wash that feeling out of my hair, I'm gonna wash that feeling out of my hair , I'm gonna wash that feeling out of my hair and send it on its way.......

God 1. søndag i advent.

lørdag, december 02, 2006

GULD

Jeg er en heldig kvinde, jeg er omgivet af lutter gode kolleger, der er faktisk ikke en, jeg ikke kan finde noget godt at sige om. Der er nogle, jeg svinger bedre med end andre, der er nogle, hvor vi har samme værdier som basis, men jeg har det godt med alle. Om det modsatte er tilfældet må vi lade stå hen i det uvisse.

Men så er der guldet, det er to kvinder, som jeg bliver løftet af at være sammen med. De inspirerer mig, de støtter mig og de er gode at diskutere med. Hvor meget de betyder for mig, fandt jeg ud af for nøjagtig et år siden, da det gik op for mig, at jeg var ramt af stress.

Jeg plejer at tænke på mig selv som den dukke, man kan slå til jorden og så vupti er den oppe igen. Derfor funderede jeg over, hvorfor jeg lige pludselig ikke kunne takle folks manglende gejst for at arbejde med apopleksipatienter, men jeg manglede jo de to kvinder. Den ene var på barsel, den anden ansat i et projektarbejde, så de var der jo ikke til at vi kunne vende tingenes tilstand.

I denne weekend er den ene på arbejde, og selvom vi er i hver gruppe, så har vi haft tid til at tage de små snakke henover bordet, når vi var på kontoret på samme tid. Det gør godt, og jeg håber, vi også får tid i morgen.

fredag, december 01, 2006

DEN MANGLENDE MIMIK

Når jeg læser kommentarer eller blogindlæg, så bliver jeg sommetider i tvivl om meningen. Mente hun det nu bogstaveligt, var det ironisk, forstår vi det samme med de ord, er der ikke en lille snert af en latterliggørelse eller irettesættelse i den kommentar? Jeg mangler kort sagt at kunne se det menneske, se øjnene, munden, kropssproget, høre stemmens melodi, den måde trykket bliver lagt på for at kunne tolke.

Det er faktisk sådan mange mennesker med hjerneskade i højre hjernehalvdel har det. De kan godt se, men de kan ikke forstå ironi, antydninger, skjulte meninger eller humoristiske indslag. De har også svært ved at tolke vores kropssprog, vores stemmes melodi og vores mimik. Selv har de også mistet melodien, taler uden svingninger, uden følelse(de har følelser, men det er svært at tolke), kan måske godt selv bruge ironi, men det er tit tidligere indlært. De taler jo fint nok og har et godt ordforråd.
F.eks hørte jeg om en terapeut som sagde til patienten ”når du er færdig med den træning, så kan du lige stikke hovedet indenfor hos mig” Hun fik noget af et chok, da patienten stak hovedet ind af vinduet, da han gik forbi. Eller lærerinden, som får problemer med klassen, da hun vender tilbage, for de kan ikke aflæse hendes sprog, er det nu vi må lave lidt sjovt eller er det nu vi skal være på.

Hvis jeg overhørte en samtale der lød sådan her: ”Der er møde på torsdag kl. 16” ”Min bil er på værksted”, så ville jeg nok tænke, at den sidste plejer at køre, så de må finde en anden ordning. Det kan den hjerneskadede ikke, det lyder som godav mand økseskaft tale.
Der er mange skjulte handicaps hos hjerneskadede, og det er tit de højresidig ramte, der har dem. Det er svært lige i starten at få øje på dem hos nogle af patienter, men lidt efter lidt dukker de frem, det kan være ovenstående, træthed, koncentrationsbesvær, opmærksomhedsproblemer, manglende orienteringssans, ændret personlighed, manglende evne til at udføre praktiske ting som tidligere var nemt, manglende evne til at strukturere eller manglende sygdomserkendelse.

Vi har faktisk haft en del højresidig ramte i den senere tid, og mange af dem har ikke været ramt af kraftnedsættelse i arme og ben. OG de har været unge i vores terminologi, dvs under 60 år. OG jeg må konstatere, at rigtig mange af dem ryger !

Pas godt på jer selv, jeg burde tale dunder om rygning, men gør det ikke, er selv gift med en ryger, så folk må selv se på deres risikofaktorer og vurdere hvad gir dem livsindhold, og hvad kan/vil de ændre.

Tror faktisk ikke det er særlig sundt at arbejde 2 x 8 timer på 24 timer, som jeg lige har gjort, så derfor er der dømt afslapning og julekalender før weekendens arbejdsdage.

torsdag, november 30, 2006

NÅR LYSET BRYDER FREM

Egentlig er det misvisende at bruge ordet bryder her om vinteren, for lyset glider lige så stille frem, mens mørket trækker sig tilbage. Men selv her midt på dagen må lysene tændes, hvis man skal lave noget.

I dag har datteren og jeg gået stille omkring, vi har nydt hinandens selskab, hun har vasket gulve, jeg har vasket tøj, hængt tøj til tørre og lagt tøj sammen. Julekasserne er hentet ned fra loftet, nye lys til julekrukkerne udenfor er fundet frem, alt imens vi hører Etta Cameron.
Der er lavet aftenmad til mine tre kære, jeg skal i aftenvagt.

Det er en dag, der passer til mit sind, stille, rolig med tid til eftertænksomhed. Vi skal nyde livet, vi skal turde at være til for hinanden også når det gør ondt, der er ikke noget der skal hastes igennem. Jeg har skrevet om det før, men i dag tillader jeg mig endnu engang at citere fra Danser med Drenges CD, der udkom efter deres forsanger døde ung pga en hjernesvulst :

"Det´så let at sige bare kom videre
og at der er en mening i både liv og død,
men der er ingen større sorg
end at miste den man elsker,
og først når de er væk
forstår vi helt hvormeget de betød.

Vi går gennem mørket, ved ikke hvorhen,
går under en stjerne, måske en dag vi finder hjem igen.
Vi går langs en afgrund, hvem gir os et tegn,
hvem hjælper os op, når vi er faldet og viser os vejen"

Vi skal leve livet, vi skal glæde os, og vi skal ha lov til at sørge, og det er godt, når vi tør det hele.

onsdag, november 29, 2006

29. November 2006

ET STILLE GRIN

"hvis du vil ha noget indflydelse, må du komme ud!"
Datteren har hjulpet i dag med at blive klar til at pynte til jul. Når jeg kun har en fridag og dernæst 6 arbejdsdage, og vi gerne vil ha pyntet til d. 1.december, ja så var det dejligt at hun kunne hjælpe i dag. Hun ville gerne plante udekrukker og vaske vinduer udvendig.
Det var angående krukkerne, hun ville høre, om jeg havde nogle ideer, men hun kan godt selv, så jeg var bare ude og flytte alle de andre krukker ind og tømme dem for jord, så kunne datteren også vaske dem på vaskepladsen.

Mens jeg gik og nød den friske luft, kom jeg til at tænke på engang hvor jeg ikke blev medinddraget. Da jeg startede med at arbejde igen som sygeplejerske var datteren 14 år. Hun nød, at hendes mor nu var "noget" i stedet for sådan en "snavset forælder, der sidder og sorterer kartofler"(hendes ord om os da hun var 7 år)
På det tidspunkt havde jeg mange blomster indendøre, vi leverede kartofler til en gårdbutik, og de sendte altid en ladning blomster med hjem, de mest mærkelige arter. De levede ikke så længe hos den glemsomme landmandskone, men der kom hele tiden nye forsyninger.

En dag jeg kom hjem fra arbejde, undrede det mig, at en masse af mine blomsterskjulere stod i bryggerset, samtidig kom landmanden ind og spurgte, hvorfor der lå så mange blomster ude i containeren!
Vi åbnede døren, og her mødte os et bedre BO Bedre hjem, helt klart inspireret af de minimalistiske tendenser, der var flyttet rundt, og små figurer var fundet frem til at stå i vinduerne, og blomster var der ikke mange af.

Vi grinede højt og længe, helt ærligt jeg syntes da også, det så bedre ud, så landmanden måtte på pæn vis takke nej til fremtidige blomster. Nu får jeg af og til en buket blomster, og det siger vi ikke nej til.

En fordel mere, jeg skal ikke huske at vande så mange blomster mere.

tirsdag, november 28, 2006

COMPUTERNØRD

Næh jeg har ikke taget en nørdtest, men jeg kan godt forstå, hvis nogle af mine kolleger, som finder computere uinteressante, har det svært i disse dage.

Vi laver dagsedler hver dag i words, det kan de fleste finde ud af, undtagen når patienterne skal flyttes rundt på stuerne, eller det driller, skidtet.
Vi skal indlægge/udskrive patienter i vagttid i det elektroniske patientsystem. Noget man gør sjældent, lærer man ikke så nemt.

Vi bestiller blodprøver elektronisk, og vi har lige fået et nyt system, som er noget anderledes end det gamle, bl.a hedder prøverne ikke altid det samme som før. Det er rigtig "sjovt" i en vagt med akut dårlig patient, hvor man skal bestille blodprøver.
Vi kan finde svar via computer på prøver fra klinisk mikrobiologisk afdeling eller beskrivelser fra røntgen.

Vi er lige startet med elektronisk medicinjournal, og det volder problemer for mange, skulle jeg hilse og sige. Ikke selve medicinering, men det at dokumentere på computer, finde de rigtige skærmbilleder, hvordan var det nu, når man skulle hælde op til en weekend, hvor patienten tager hjem etc.?
Jeg er glad for at jeg ikke er bange for at trykke på knapper og er lidt inde i omgangen med computer.

I en stresset hverdag som vores så kan alle de her elektroniske tilgange godt få blodtrykket op, så det er tit, at der lige pludselig høres udråb eller eder fra medicinrum eller kontor, og så må vi jo hjælpe hinanden.

Hertil kommer så alt det lægerne kan, som vi ikke er inde i, men som nogle af lægerne forventer, at vi kan guide dem i. No way klar jer selv :-) vi er blevet hårde, det er den eneste måde, vi kan beskytte os selv på.

SANG I MØRKET

Jeg elsker denne tid, fra nu af og julemåneden ud har jeg juleCDer i bilen. Hver morgen i mørket og hver eftermiddag i mørket, så bliver der sunget i bilen af karsken bælg.

Den første CD har ligget der i nogle dage, jeg har smuglyttet lidt, men i dag på vej hjem gav jeg mig selv lov til at høre den uhæmmet.
Faktisk er det min yndlingsjuleCD, Oslo Gospel Choir "Tusinde julelys", den har fulgt mig hver jul siden jeg fik den. Den kan udtrykke min sorg, min glæde, min tristhed, min taknemmelighed, jeg elsker den CD.

Her i eftermiddag hvor det var mørkt, og alle lys i Aalborg var tændt, da understregede den hyggen og en god fornemmelse efter en god dag. Samtidig med kig op på alle de oplyste ruder i sygehuset så tænkte jeg på alle de familier, der lige nu har fået hverdagen brudt op, hvor angst og uvished hvirvler rundt i kaos, og her understregede musikken også den stemning, gav mod og håb til at turde tro på det gode i livet.

mandag, november 27, 2006

KROPPENS REAKTION

Det sker af og til, at vi får patienter ind til observation for en blodprop, hvor tingene ikke helt passer sammen. Symptomerne kan være hovedpine, synsforstyrrelser og nedsat kraft i arme eller ben eller begge.
I sidste uge havde vi fået en patient, hvor jeg næste morgen skulle lave en neurologisk vurdering. Det så ikke rigtig ud, den måde den ramte arm og ben løftede sig på virkede underligt, men tvivlen skal jo komme patienten til gode, så jeg skrev ikke noget i første omgang.

Derimod diskuterede jeg det med en af mine kolleger og prøvede at demonstrere, hvordan patienten gjorde øvelsen. "det er kropssproget" siger hun så, ja det var det det var. Hvis et menneske har lammelse i større eller mindre grad, så prøver de at løfte armen/benet, men der er ikke den her vældige demonstration af kraftudfoldelse i resten af kroppen.
Ved de her patienter så skærer de ansigt, resten af kroppen er fuldstændig spændt op, og så er det, at hvis man så beder dem gøre noget helt andet, så kan de godt bruge armen/benet eller også så bevæges det på en fuldstændig unaturlig måde.

Man kunne tro, det var med vilje, de gjorde det, men sådan hænger det ikke sammen. Tit er det en fysisk reaktion på et psykisk problem. Heldigvis er vi begyndt at få vores neuropsykolog til at tale med dem, og undersøgelsesprogrammet bliver udvidet , så vi er sikre på, at der ikke gemmer sig en sygdom, som her bliver forstærket af psykiske reaktioner.

Vi kender jo alle til fysiske symptomer på psykiske problemstillinger. Eks har jeg lige for tiden, hver dag på arbejde, symptomer med svimmelhed, halsbrand, svien i maven og ind imellem hjertebanken, det går væk op ad dagen, og jeg ved det er min krops måde at reagere på stresssituationer, så jeg prøver at sætte tempoet ned. Andre lytter ikke til deres krop, så de går måske pludselig ned med et brag. Det vil jeg gerne forskånes for, så jeg passer på, men det er irriterende, at jeg ikke kan nå det samme hjemme, som jeg før kunne, men sådan er det bare.

søndag, november 26, 2006

KLOGE ORD 2

Som sidst er det også en præst, der rammer genkendelsen i mig og får sat ord på tanker.
Ole Raakjær, tilknyttet det Palliative Team og Kamelianergårdens hospice i Aalborg, bliver i Norjyske Stiftstidende interviewet i forbindelse med en artikelserie, hvor man følger et ældre ægtepar og hører om deres liv tæt på døden.

Her siger han bl.a:
"Mange tror, man skal tage sorgen væk fra dem, der er ked af det. Det er vel altid en umulighed"
"Sorgens følelser passer jo til den situation, de mennesker er i"
"Sorg er ikke sygdom, sorg er kærlighedens pris. Den er et udtryk for, at man har mistet, eller er på vej til at miste noget eller nogen, der er værdifuld for en"
"....når sorgen får lov til at fylde det, den skal og ingen forsøger at stjæle den fra én, så bliver der plads til taknemlighed overfor det liv, der er levet."

Min niece døde for 1½ år siden, hun, min søster, svoger og deres yngste datter har lært mig så meget om at turde favne livet med al dets glæde og sorg.

SVIMMELHED OG SVIEN I MAVEN

Nok ikke lige det Bilka vil reklamere med, at man kan få hos dem. men den er stensikkert hos mig, jeg får det fysisk dårligt, når jeg træder derind, mit mål bliver hurtigst muligt at komme ud, så huskesedlen skal være skrevet, ellers får jeg ingenting købt.

I dag reddede mine børn mig, datteren sagde "ta det bare helt roligt mor, vi hygger os sammen", og det gjorde vi, hun fik købt ting til kærestens adventskalender, jeg fik købt
buksbomkranse til dørene, lidt bånd og kugler dertil og et par planter til krukkerne udenfor

Sønnen gik lidt rundt i storcenteret først, der var propfyldt med mennesker. Herefter var han den galante vognfører. Vi nåede faktisk også ind i Merlin og fik brugt et gavekort til en juleCD.

DET ER IKKE JUL ENDNU


men hjernen har svært ved at fatte, at fordi juleaften er rykket en dag, så er den sidste weekend i november IKKE opstart til julemåneden. Vi har en tradition med julefrokost her den sidste lørdag i november, og de fleste år er det så også lørdagen før 1.søndag i advent.

Jeg ved godt, det er det ikke i år, men datteren og jeg kører nu alligevel ud og køber lidt gran i dag, og i går drog vi til Børglum Kloster til julemarked, før vi skulle videre til julefrokost og bowling i Viborg.


I anledning af julen åbner godsejeren de private gemakker og kongesalen for offentligheden, og de normale udstillinger rundt i det gamle kloster bliver suppleret med boder med juleflid, smagsprøver på vin, øl, chokolade og kødspecialiteter. Boderne var vi ikke specielt imponeret af, landmanden mente, det mindede om Hjallerup marked, men spændende var det at se klosteret og kirken, de faste udstillinger var svære at se, da alle boderne stod hulter til bulter foran dem.





Der er dejlig solskin udenfor, så en travetur ville være på plads nu, men jeg har jo lovet datteren, at først skal vi begive os ud i et vist storcenter, som har åbent i dag, velvidende at når jeg træder ind der, så går min hjerne i stå, så huskeseddelen skal skrives, før vi drager afsted.

Ha en god søndag.

fredag, november 24, 2006

DIN BEDSTE KARTOFFELRET, HVAD ER DET ?

Her ind under den tilstundende højtid(1 måned til) bliver det også tid til julekalendere i alle afskygninger, og så får jeg mig lige et ekstra tilnavn, the kartoffelwoman, det er jeg nu stolt af. Kartofler indgår selvfølgelig meget i vores madlavning, men da jeg ikke er den store madlavningsentusiast, så løber jeg tit tør for ideer, det bliver i hvert fald tit det samme, der ryger på bordet.
En af mine yndlingsopskrifter har mange af mine kolleger taget til sig, for den passer sig selv i ovnen, og så kan man lige nå at læse avisen imens:


600-700 gram vildmosekartofler (de små)
300-400 gram cherrytomater/blommetomater
3-4 fed hvidløg
rosmarin enten som kviste eller tørret
salt
2 spsk. olie
1 spsk. rød balsamicoeddike

Kartoflerne skrubbes og skæres i halve, lægges i ildfast fad, tomater skæres også i halve, hvidløg skæres i små skiver, 1tsk rosmarin eller kviste drysses over sammen med salt, olie hældes over og der røres rundt.
Ind i ovnen ved 175 grader(varmluft), 20 minutter efter hældes balsamicoeddike over, der røres rundt og så 20 minutter mere.


Det smager bare godt. Har du en god kartoffelopskrift?

NÅR ORD IKKE SLÅR TIL

Der er tidspunkter, hvor ord bliver fattige, hvor det at kunne være stille sammen virker langt stærkere end ord, hvor et lille klem i hånden er bedre, et kram varmer mere end ord.
I dag tænker jeg på den gang, hvor det var det, jeg kunne gøre på en intensiv afdeling, hvor en af mine familiemedlemmer havde betroet sit dyrebareste til sygeplejersker og læger i bøn, håb og tillid til at de kunne hjælpe.
Godt der er nogen, som kan være nær, være stille og give kram til dem, der har brug for det.

torsdag, november 23, 2006

LYKKEN ER GODE KOLLEGER

I dag har været en rolig dag, en dag hvor der har været tid til at samle op på hængepartier. Vi har haft tid til sygeplejekonference, hvor vi dels drøftede patienterne, men hvor vi også prøvede at blive klogere på patienter med hjerneskader.

Gode kolleger er kittet, der får alt til at hænge sammen, og på vej hjem tænkte jeg på den aftenvagt, jeg havde for et stykke tid siden, som jeg havde prøvet at beskrive, da jeg kom hjem, men så var jeg for træt til at blogge :

Aftenvagten så fra begyndelsen ud til at blive rolig, men det vendte på en tallerken, og jeg priste mig lykkelig for at være i vagt med gode kolleger.
Det var anden vagt, og jeg skulle ikke som vanligt være i apopleksiafsnittet, men i den anden gruppe. Vi havde alle tre været der aftenen før, så rapporten var hurtig overstået. I den her gruppe kommer der patienter med Parkinson til observation og medicinregulering, patienter med Dissemineret Sclerose med attack til højdosis binyrebarkhormon behandling, patienter til udredning for svimmelhed, anfald, hovedpine, føleforstyrrelser, nedsat kraft i arme og ben, kort sagt en blandet landhandel.

Kort efter rapport blev der meldt en krampepatient, det kan både være første gangs kramper eller patienter kendt med epilepsi, der kommer. I det her tilfælde var det en patient fra et andet sygehus, hvor man ikke kunne få stoppet kramperne. Jeg ville gerne have haft patienten på intensiv eller modtagelsen lige til at begynde med, men det kunne ikke lade sig gøre, så da patienten kom, måtte vi stå på gangen med en patient, som krampede hele tiden, mens jeg gav medicin i blodåren og lægen observerede. Jeg kunne ikke gå fra ham, og vi kunne først få en fast vagt fra kl. 23, så mine kolleger måtte overtage mit arbejde, og sygeplejersken fra den anden gruppe kom og sad ved patienten, mens jeg delte medicin ud. Da var jeg glad for, at jeg havde to garvede social-og sundhedsassistenter med mig i vagt, for så vidste jeg, at jeg behøvede ikke at spekulere på de andre patienter. Mine kolleger skulle nok komme til mig, hvis de var i tvivl om noget.

Vi fik bugt med kramperne, men patienten behøvede tæt observation, så jeg fik serveret mit aftensmad på kontoret, så jeg kunne spise, observere og notere medicinindgift, krampetype og længde på samme tid. Patienten stod lige uden for døren.
Jeg var træt, da jeg kom hjem, men glad for at jeg ikke havde haft nye kolleger eller vikarer med mig i vagt den aften.

onsdag, november 22, 2006

KUN LYDE

Der er næsten stille, radioen spiller sagte popmusik, en vandhane løber, et eller andet bliver renset, der er en sagte mumlen, vi er ikke mange kunder i dag. Jeg sidder her med øjnene lukkede godt hjulpet af to vandtunge vatkrøller.
10 minutters pause mens farven trænger ind i vipperne, jeg kan kun lytte og tænke.

Tankerne går tilbage til for knap 7 år siden, hvor jeg sad i samme stol og faldt så godt i søvn, at eleven blev instrueret i at sige noget til mig, før hun fjernede vattet, for ellers var de bange for, at jeg ville ryge op af stolen med et spjæt. Eleven er nu min frisør, og den unge pige er nu en ung kvinde, mor til en toårig dreng.

Dengang i januar 2000 var jeg lige startet som sygeplejerske igen efter 11 års pause, og jeg har aldrig før eller siden været så træt, som jeg var i de første tre måneder, hvor jeg var på fuld tid. Jeg var stoppet i november 88, fordi jeg ikke kunne li mig selv som den sygeplejerske jeg var på det tidspunkt. Dengang var der ikke noget, der hed orlov, og da landmanden lige havde mistet en medhjælper, så fandt vi hurtig ud af, at børnene stadig kunne komme i dagpleje og senere børnehave, og så blev jeg landbrugsmedhjælper.

De sidste år længtes jeg utroligt meget efter at blive sygeplejerske igen, ja jeg sad faktisk af og til og græd henover mit fagblad, for jeg troede løbet var kørt. Heldigvis var der en afdeling, der troede på mig, og de siger, de aldrig har fortrudt det, og jeg er der da endnu.
Jeg er så glad for at være sygeplejerske, selv i dette annus horribili for vor afdeling, og jeg er taknemlig for, at landmanden og vore børn støttede mig i at komme tilbage til faget, for det betød jo også store omvæltninger for dem.

Det er godt med en tænkepause ind imellem, tak for inspirationen.

EN ANDERLEDES VANDRETUR

Planen i går før aftenvagt var en vandretur med Laika og masser af billeder af naturen i november, men pludselig gik det op for mig, at vi havde et logistikproblem. 3 personer skulle afsted på hver sit tidspunkt og kun to biler, det går ikke, så jeg kørte en time før beregnet til Nørresundby og stillede bilen ved gymnasiet til sønnen. Herefter med bus til Aalborg, der var 1½ time, indtil jeg skulle møde, og shoppe gider jeg jo ikke, så en hurtig bogbestilling hos boghandleren og derefter op i Salling. Her nød jeg en kop cacao med flødeskum og en bolle, strikketøjet blev fundet frem, og så sad jeg og de andre pensionister og nød eftermiddagen.
Så var der tid til gåturen ud til sygehus syd.

Turen gik langs Vesterbro, som jeg har boet opad i to år, da jeg først kom til Nordjylland. Dengang vidste jeg ikke, at den er berømt for sine mange funkisbygninger opført i 30erne. Den grå bygning bagerst i billedet er "jomfruburet", kaldet således fordi der boede alle de ugifte sygeplejersker. I dag kan man kun bo der et år, indtil man har fundet anden bolig. Jeg nød min lille etværelseslejlighed dengang, jeg kom jo lige fra kollegieværelse på sygeplejeskolen.

Læg mærke til stilen med de tilbagetrukne tagetager og tårnet til at bryde den stramme stil. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad statuen foroven forestiller, men kan ikke google mig frem til det. Nedenunder ses et andet særpræg, nemlig de afrundede hjørner ud mod krydset. her er det ved Astoria bio, som tit viser de "smalle" film.


Min vej kom også forbi Ansgarkirken.

Og på den anden side var indgangen til Kildeparken, som jeg fra start af blev advaret mod at begive mig ned i om aftenen, her ser det jo bare hyggeligt ud.

Så nåede jeg ikke flere billeder, mødte en kollega, der er sygemeldt pga. stress, og vi fik en lang snak midt på gaden, og så var det tid til aftenvagt.