BARNDOMMENS LÆSNING

Hjernen er forunderlig, den kan gå og gemme på ting, som man slet ikke kan huske og så en dag får en lyd, en lugt, en følelse eller en hændelse begivenheden til at poppe frem. Vi har ikke et bestemt sted, hvor erindringer bliver gemt, de er gemt forskellige steder og når noget så pirker til en del af erindringen, så suser impulsen rundt til de andre dele af erindringen og danner et erindringsbillede.

I dag sagde det pling midt under madpakkesmøringen. Jeg skulle bruge rødbeder og er opdraget af min far til at lægge rødbeden på et stykke køkkenrulle inden. Herved undgås en madpakke, hvor det meste er farvet af rødbedesaft.

Pling-pling og så var jeg tilbage i barndommen, hvor serien om TudeMarie blev læst, til den bog hvor TudeMarie var kommet i lære på et gods som køkkenpige. En dag skulle de tre piger konkurrere om at lave en lagkage med flødeskum og syltede kirsebær som pynt. Den bedste kage kom op til herskabets eftermiddagskaffe. Pigerne stod i hver sit rum, og TudeMarie var vældig stolt af kagen pyntet fint med flødeskum, nu manglede hun bare bærrene. Det første bær lavede ravage i flødeskummet. Marie skyndte sig at tage det op, reparere flødeskummet, og så var det, hun kom på den geniale ide: hun tog kirsebærret i munden, sugede saften ud og lagde bærret på kagen. TudeMarie vandt, kagen kom op til herskabet og TudeMarie blev kaldt op og fik ros, og alle ville gerne høre hvordan hun havde klaret opgaven, men det mente hun var hendes hemmelighed.

Den hjerne – hvad den dog kan gemme på. :-)