DET ER IKKE SÅ SVÆRT

når man først får det lært. Sådan er det jo med så mange ting, i begyndelsen hvor man skal tænke over hver lille delproces, da tager det tid, senere vil man have svært ved at fortælle i detaljer, hvordan man udfører tingene, eks. strikke, cykle, barbere, rede sit hår, børste tænder, man gør det bare.

I dag strikker jeg bare, kun når der er nyt mønster, der skal læres, skal jeg være mere opmærksom, ellers sidder jeg her, mens jeg tænker og strikker.
Aftenvagten venter forude, hvad mon der venter, det er to dage siden sidst jeg var på arbejde.

Mon kvinden med udtalt apraksi (manglende færdighed i udførelse af indlærte handlinger) er blevet bedre? I forgårs kunne hun godt finde ud af at tage tøjet rigtig på, men når hun fik en kam i hånden, ville hun smage på den, tandbørsten blev brugt til at børste indersiden af kinden, ansigtscremen dyppede hun fingeren ned i, men så ville hun smage på den, så hele tiden måtte jeg guide hende enten med ord eller ved at føre hendes hånd.

Andre patienter er måske rykket så meget i fysisk formåen, så genoptræningscenteret har fundet plads til dem. Det giver så plads til nye patienter, nye familier, der har fået slået det vante liv itu, og som nu skal forberede sig på et andet liv.

Altafgørende for dem bliver mødet med systemet, føler de sig mødt, føler de sig hørt, føler de sig trygge ved at overlade deres elskede til os. Jeg og mine kolleger vil gøre vort bedste, men der er mange faktorer, der spiller ind, så man ved aldrig, hvordan forløbet bliver.