KÆRE FRØKEN R.

Mens julekortene skrives, får jeg tænkt mange tanker om dem, jeg skriver til. I aften tænkte jeg meget på min gamle regnelærer i de små klasser.

Hun er nu 85 år og har altid været en del af mit liv. Frk. R var jo kollega med mine forældre, så vi kendte hende både som lærer og ven af huset. Det fik vi nu ikke at mærke i timerne. Jeg kan stadig huske de skæld ud jeg fik, da jeg mødte op med 5 tabellen skrevet på rød gennemsigtig gavepapir. Jeg kom vist til at sige, vi ikke havde andet, og lige netop det vidste frk.R udemærket ikke passede, for mine forældre tog kasseret papir med hjem , så vi havde noget at tegne på.

Men uden for skoletid da elskede jeg at gå op til frk. R, hun boede dengang i en lejlighed ovenpå førstelærerboligen. Der var altid lidt lækkerier i vente, og som den ældste af dengang 4 børn nød jeg frk.Rs forkælelse. Jeg fik lov til at spise en halv liter is helt alene, jeg fik lov til at bage pandekager og vende dem i luften, og altid var hun så positiv.

Det har holdt ved siden, som min yngste søster sagde engang: man skal bare gå ned til frk. R, hvis man har en træls dag. Når man går fra hende, føler man sig som en af verdens syv vidundere, og man har fået så megen ros og opmuntring.

Desværre orker hun ikke at deltage i vores familefestligheder mere, og tit er det så kort tid, vi er hjemme, men i år vil jeg ned til hende, når vi tager hjem i julen.

Selvom jeg nu er en voksen kvinde, så kan jeg slet ikke kalde hende ved fornavn, så også i år begynder julekortet: Kære frk. R